Dyr flygter fra dette helvede, selv de hårdeste sten kan ikke udholde det i lang tid – kun mænd holder ud. En sovjetisk officer til krigskorrespondenten Vasilij Grossman
Mens den tyske invasion buldrer mod øst og indtager dele af Stalingrad, forbereder de russiske hærledere en dristig modoffensiv.
Operationen får kodenavnet Uranus, og snart gør en million friske soldater sig i ly af natten klar til at give tyskerne en dosis af deres egen medicin.
I ét hug vil Den Røde Hær omringe Værnemagtens største armé og stoppe den tyske fremmarch én gang for alle.
I november 1942 mødes sovjetiske styrker fra nord og syd ved byen Kalatj. Manøvren omringer over 200.000 tyske soldater ved Stalingrad.
Snekrystallerne knirker under de russiske artilleristers støvler, mens de lader 3.500 tunge kanoner og batterier, der er opstillet langs fronten – 50 for hver kilometer. Artillerisoldaterne venter bare på signal til at skyde.
Den russiske korrespondent Vasilij Grossman følger med bagtropperne i det 4. russiske kavalerikorps, der fra den nordlige flanke baner sig vej mod Kalatj:
"Ansigterne på soldaterne i Den Røde Hær er blevet bronzerøde i den hårde vintervind. Det er ikke let at kæmpe i dette vejr – at tilbringe lange vinternætter ude på sletten i den isnende vind, der trænger igennem alt – og dog marcherer mændene fornøjet. Dette er Stalingrad-fremrykningen. Stemningen i hæren er exceptionelt god."
Aksemagternes tropper sidder snart i saksen, omringet af sovjetiske styrker.
Tyskernes fremmarch mod Stalingrad sker langsomt og besværligt i det uvante terræn, der sætter general Paulus' taktik ud af spillet.
Kort forinden er situationens alvor dæmret for den øverste tyske ledelse: Fjenden er i færd med at omdanne Stalingrad til det, tyskerne kalder Kesselschlacht, en kedelkamp, hvor en styrke bliver omringet og presset fra alle sider – som i en kedel.
Men sent om aftenen den 22. november, et halvt døgn før ringen lukker, nægter Hitler at lade Paulus bryde hurtigt ud af kedlen, selvom det kan redde størstedelen af de 280.000 soldater, der står overfor at blive fanget og afskåret.
Jeg kender 6. armé og dens øverstbefalende og er ikke i tvivl om, at hæren i denne vanskelige situation vil holde tappert ud Adolf Hitler
Føreren vil hellere ofre liv i titusindvis end inkassere et stort prestigetab.
Paulus og hans mænd kan ikke gøre andet end at kæmpe videre på tomme maver og forsøge at holde Tjujkovs tropper i skak.
De tyske soldater er ikke de eneste, der er fanget i Stalingrad. Omkring 200.000 af Stalingrads civile er stadig i byen, mens byen bliver forvandlet til murbrokker og bombekratere.
Stalinregimet nægter at lade indbyggerne forlade byen, bl.a. for at de mange gamle, kvinder og børn dagligt kan mindre Den Røde Hærs soldater om, hvad de kæmper for.
En del af byens indbyggere lever i perioder under tysk besættelse, og et stort antal arbejdsdygtige sovjetiske civile bliver sendt vestpå – for at arbejde i den tyske industri.
Til Hitlers store overraskelse overgiver Paulus sig sammen med 24 generaler. Flere af de tyske officerer bliver herefter indrulleret i det sovjetiske propagandaapparat, herunder også Paulus.
I begyndelsen af 1943 venter et brutalt mareridt for de tyske soldater, der kæmper en tabt kamp mod sult, kulde og tomme patronkasser.
Deres øverstbefalende, general Friedrich Paulus, sidder paf tilbage uden handlekraft, da russerne den 10. januar indleder det sidste store angreb for at befri byen og knuse resterne af den tyske 6. armé.
Krigens sidste øjenvidner
Herbert Scherer blev indkaldt til den tyske værnemagt som 18-årig og meldte sig til Østfronten for at standse Stalin og de grusomheder, som Scherer troede ville ramme Tyskland, hvis Sovjetunionen sejrede.
Herbert Scherer blev taget til fange i efteråret 1943 og tilbragte seks år i sovjetiske fangelejre øst for Uralbjergene.
I 1953 forlod han Tyskland og udvandrede til Canada, hvor han bor i dag.
Herbert Scherer (1925-) endte i sovjetisk krigsfangenskab i 1943 og knoklede i fangelejren med af fælde tømmer til Sovjetunionens store jernbaneprojekter.
Jeg så fangerne ved Stalingrad lide
Min deling havde intet vand, så jeg og et par kammerater begav os tidligt om morgenen ud for at lede efter vand. Pludselig dukkede der soldater op fra Den Røde Hær mellem træerne.
Jeg nåede ikke at tænke og skyde mig selv, inden jeg havde overgivet mig – i den situation reagerer du instinktivt for at redde livet. Og pludselig var jeg krigsfange i Rusland.
I lejren så jeg for første gang de tyskere, som var blevet taget til fange ved Stalingrad.
De havde det elendigt og lignede omvandrende lig. Stalingradfangerne blev sat på opgaver, som skulle arbejde dem ihjel.
De blev sat til at bære træstammer ud af skoven to-tre gange om dagen – en tur på ti kilometer. Og så bagefter skulle de bære dem tilbage igen, en tur til ingen nytte ud over at pine livet ud af dem.
Jeg tør ikke tænke på, hvor få der overlevede den behandling.
Læs også om:
Stormløb mod Øst
I 1942 er Nazityskland klar til en ny storoffensiv i Sovjetunionen. På den sydlige del af Østfronten buldrer 1,2 millioner tyske tropper fremad, og med panserdivisonerne i front fejer værnemagten hen over steppelandet.
Kursen er sat mod Sovjetunionens vigtige oliefelter, men et nyt mål forblænder pludselig Hitler: industribyen Stalingrad.
Ikke ét skridt tilbage
Mens nazisterne stormer over stepperne, udsteder Josef Stalin en kynisk ordre: Hvis en soldat træder ét skridt tilbage på russisk jord, er straffen dødsstraf. Sovjetunionen vil ofre blod for tid.
Mens Den Røde Hærs soldater ledes til slagtebænken i Stalingrad, skal Stalins håndlangere opbygge en gigantisk hær bag frontlinjen.
Rottekrig i ruinerne
Da de tyske fronttropper den 13. september stormer Stalingrad, står det hurtigt klart, at erobringen bliver sværere end forventet.
I byens fæstningsværk af murbrokker og forvredet stål forsvarer russerne indædt hver meter jord. Rottekrig, kalder soldaterne de forbitrede nærkampe, der foregår fra hus til hus og rum til rum.