Dybvandsbomberne eksploderede med voldsom, splintrende effekt, og vandsøjler på højde med masten rejste sig foran os. Donald Macintyre, britisk kaptajn, 1941
Alt er på spil i Atlanterhavet i februar 1941, hvor tyskernes tre ubådsesser samler sig for at slagte endnu en britisk konvoj. Men de overlegne tyske ubådskaptajner vil snart få sig en overraskelse.
Briterne har besluttet sig for at slå tilbage, og konvojen er under beskyttelse af en af den britiske flådes dygtigste kaptajner, bevæbnet med et nyt, klodset, men særdeles effektivt våben.
Snart er at af krigens mest dramatiske søslag i gang.
Ubåde skal udsulte briterne
I to år havde tyske ubåde forsøgt at “sulte” Storbritannien til overgivelse ved at afskære landet fra livsvigtige forsyninger af mad og materiel.
I dag er det stort set umuligt at se spor efter kampene, som kostede over 100.000 soldater og sømænd livet, for skibsvragene ligger på Atlanterhavets havbund eller er for længst rustet væk.
Men flådeherredømmet i Atlanten og dermed Storbritanniens overlevelse og frihed var altafgørende. Uden en base på de britiske øer kunne de allierede ikke have bombet Tysklands industri, sikret landgangen i Normandiet og åbnet Vestfronten i Europa.
Læs ALT om ubådsjagten i Atlanten i HISTORIEs nye bogværk – du får første bind til kun 1. kr.
Winston Churchill var under kriget allra mest oroad över om de tyska ubåtarna skulle kapa försörjningslinjerna till de brittiska öarna.
Selvom briterne og særligt Churchill frygtede et nederlag til den tyske ubådsflåde, var sejren aldrig for alvor i fare.
Men den kom med en høj pris, for de tyske ulvekobler havde kun én tanke i hovedet: at sænke flere fragtskibe, end de allierede værfter kunne producere – også når aktionen var det rene selvmord.
Bogserien EUROPA I FLAMMER bringer læserne helt tæt på 2. verdenskrigs største dramaer, og i bogseriens 12 bind hører vi øjenvidner fortælle, hvordan historiens mest brutale krig blev oplevet på nærmeste hånd.
Vi møder soldaterne ved fronten og hører civile fortælle om hverdagen i en verden, hvor selv det mest sødygtige skib pludselig kan blive ramt af en tysk torpedo.
Krigens sidste øjenvidner
Som 17-årig strandede Antoinette Meldgaard i 1939 på Island, da 2. verdenskrig brød ud.
Her meldte hun sig som krigssejler på konvojerne mellem De Britiske Øer og Island, som var hjemsted for en enorm allieret militærbase og afsejlingshavn for konvojerne mod Murmansk.
I bogen fortæller hun om sine oplevelser ombord på konvojskibene.
Antoinette Meldgaard (1922-)
Da krigen brød ud, befandt Antoinette Meldgaard sig på Island og tog hyre på et skib, som sejlede i konvoj mellem bl.a. Edinburgh og Reykjavik. Her oplevede hun på egen hånd de tyske angreb og usikkerheden ombord på konvojskibene.
Jeg frygtede søsyge mere end tyske ubåde
På skibet Lyra transporterede vi soldater, våben og forsyninger til Island og britiske tropper, der skulle hjem til Storbritannien, og vi lå gennem hele krigen i fast rutefart mellem Island og De Britiske Øer.
Stemningen ombord var selvfølgelig præget af det farefulde arbejde, men allermest husker jeg søsygen og det voldsomme ubehag, den medførte.
En dag skulle jeg servere mad for en af mine overordnede, men fordi jeg var så dårlig, kastede jeg op i maden.
Vi kunne ikke lide den overordnede, så en af mine venner sagde, at jeg skulle servere maden for ham under alle omstændigheder.
Han ville alligevel ikke kunne smage forskel, så dårlig var maden ombord, blev vi enige om.
Vi nåede ned til utrolige dybder, og jeg sagde til mig selv: ‘ Det er så det Volkmar König, tysk søkadet
Flere og flere tyske ubåde blev sænket, efterhånden som krigslykken vendte. De heldigste ubådsfolk blev reddet ombord på allierede skibe.
Den tyske kamikaze-tankegang kostede tusinder af mænd, kvinder og børn livet, inden briterne i foråret 1941 havde udviklet sporingsteknik og våben til at slå tilbage.
De tyske ubåde i Atlanten var nu ikke længere jægere, men bytte for den britiske flåde.
Hundredvis af mænd døde en nytteløs død til ære for for deres pligt og land Herbert Werner, ubådskaptajn, som mirakuløst overlevede krigen
Hvad der var på spil, kan du læse om i andet bind af bogserien, EUROPA I FLAMMER, “Ubådsjagt i Atlanten”, hvor du kan følge et af 2. verdenskrigs mest skræmmende, opslidende og langvarige slag, fortalt af de mænd, kvinder og børn, som stod midt i dramaet.
Læs også om:
Den perfekte ubåd
For tyskerne var der kun én måde at vinde slaget om Atlanten på: at skabe en perfekt ubåd, som var så nem at producere, at den kunne sprøjtes ud i hundredvis.
Igennem næsten ti år arbejdede skibsingeniører og arbejdere på skibsværfterne med at udvikle det ultimative undervandsvåben: U-Boot-Klasse VII.
Dødskamp i Atlanten
Den 17. september 1940 er hundrede engelske børn krøbet til køjs på skibet SS City of Benares, der skal bringe dem i sikkerhed i Canada.
Uden for koøjerne ruller Atlanterhavets meterhøje dønninger, men i det rolige dyb under overfladen har en tysk ubåd taget sigte på evakueringsskibet. Snart lyder ordren “fyr”!
Hitler valgte den forkerte strategi
Hitler satsede i 1930’erne på at bygge enorme krigsskibe, mens han burde have opbygget en stor armada af ubåde.
Da 2. verdenskrigs mest afgørende slag brød ud, og briterne var allermest sårbare, rådede tyskerne derfor kun over 56 ubåde og alt for få erfarne sømænd.
Læs interviewet med James Holland, briitisk historiker og forfatter til mere end 20 bøger om 2. verdenskrig, senest en bog om slaget om Atlanten.
Følg dramaet udvikle sig på nærmeste hånd – fortalt af øjenvidner i de tyske ubåde og på de britiske skibe – i HISTORIES nye bogværk EUROPA I FLAMMER:
