George Bush - den ældre
USA’s præsident: 1989-1993
Meldte sig til militærtjeneste, da Japan bombede Pearl Harbor i december 1941. Den ældre Bush bestod sin eksamen på flyveskolen tre dage før sin 19 års fødselsdag, og blev dermed den næstyngste pilot i flådens luftvåben.
Under 2. verdenskrig fløj han 58 missioner, hvor han bl.a. kastede torpedoer fra sit Grumman TBM Avenger-fly, blev ramt af japansk antiluftskyts og fløj hjem mod basen med en brændende motor. For sin indsats blev Bush dekoreret fire gange.
Jimmy Carter
USA’s præsident: 1977-1981
Meldte sig til flåden i 1943, men blev først færdiguddannet som søofficer i 1946. Han blev overført til ubådstjeneste og uddannet til ubådskaptajn i 1948. I 1952 og 1953 deltog han i flådens forsøg med atomdrevne ubåde.
John F. Kennedy
USA’s præsident: 1961-1963
John F. Kennedy havde kommandoen over en torpedobåd, som under 2. verdenskrig blev sejlet midt over af en meget større japansk destroyer ud for Salomonøerne i Stillehavet. Kennedy bragte en af sine tilskadekomne mænd i sikkerhed ved at svømme 5,6 km i åbent hav.
Den sårede soldater var iført redningsvest, og blev trukket af Kennedy – snoren holdt den senere præsident mellem tænderne. Da hans mænd nåede land, svømmede Kennedy yderligere 4 km for at finde en anden ø, som havde vand og kokospalmer. Kennedy blev dekoreret for redningsaktionen.
Dwight D. Eisenhower
USA’s præsident: 1953-1961
Dwight d. Eisenhower ”Ike” var øverstbefalende for de allierede i Europa under 2. verdenskrig, og stod i spidsen for D-dag i 1944. Efter krigen afviste han først kategorisk at gå ind i politik, men krigshelten lod sig overtale og vandt præsidentvalget i overbevisende stil.
LÆS MERE: Bliv klogere på præsidentvalg i USA
Rutherford B. Hayes
USA’s præsident: 1877-1881
Hayes er indehaver af rekorden inden for kategorien ”senere præsident der blev såret flest gang i krig”. Hele fem gange under den amerikanske borgerkrig måtte Hayes i behandling – de værste skader fik han under slaget om South Mountain i 1862, hvor en geværkuglede splintrede en knogle i hans venstre arm.
Andrew Jackson
USA’s præsident: 1829-1837
Er den eneste af de amerikanske præsidenter, som har prøvet at sidde i krigsfangelejr. Under den amerikanske uafhængighedskrig blev Andrew Jackson i 1779 taget til fange af briterne, fordi han var kurér for amerikanske oprørere. Blot 13 år gammel blev Jackson smidt i fangelejr, hvor han var tæt på at dø af sult.
James Buchanan
USA’s præsident: 1857-1861
Er den eneste af USA’s præsidenter, der ikke blev forfremmet til officer i løbet af sin militærtjeneste. Buchanan deltog i 1814 i den britisk-amerikanske krig som menig soldat i et dragonregiment, og han var med til at forsvare byen Baltimore mod briterne.