Andrew Jackson blev folkets præsident

1800-tallet havde sin helt egen udgave af Donald Trump. Med blafrende hår truede Andrew Jackson sine modstandere og lovede vælgerne, at han ville rense ud i toppen. Løfterne sikrede ham magten i 1828.

1800-tallet havde sin helt egen udgave af Donald Trump. Med blafrende hår truede Andrew Jackson sine modstandere og lovede vælgerne, at han ville rense ud i toppen. Løfterne sikrede ham magten i 1828.

Alamy/Imageselect & Shutterstock

Andrew Jacksons pandelok hoppede og dansede, når han højlydt kritiserede sine politiske modstandere.

Han optrådte upoleret og talte helt uden de omsvøb, som datidens amerikanske magthavere ellers pakkede deres budskaber ind i.

Korrupte politikere, bankfolk og pengemænd var “Babylons skøge”, som han nok skulle få “renset ud”, når han kom til Washington, lovede Jackson.

Stod nogen ham i vejen, kunne de få et par på skrinet – lod han skinne igennem.

Ligesom Donald Trump blev Jackson betragtet som en opkomling uden brugbar politisk erfaring.

Hans modstandere havde travlt med at fortælle, at Jackson “næppe var egnet til at bestride landets fremmeste embede og lede en regering bygget på lov og ret”.

Men som en magnet tiltrak Jackson skarer af tilhængere blandt såkaldt almindelige mennesker. Han brugte deres vrede mod Amerikas elite til at lancere sin præsidentkampagne.

Et opgør med indspisthed og vennetjenester mellem USA’s rigeste mænd var lige, hvad nationen havde brug for, mente mange.

“Man må beklage, at de rige og magtfulde ofte bøjer regeringens regler, så det tjener deres eget formål”. Andrew Jackson

Trumpin tavoin myös Andrew Jackson hyökkäsi pidäkkeettä poliittisia vastustajiaan vastaan.

© Alamy/Imageselect & Shutterstock

Andrew Jackson blev født i en hytte på landet

Andrew Jackson voksede op langt fra Washington og østkystens magtfulde familier.

Som barn af to irske immigranter kom han til verden i en træhytte på grænsen mellem nutidens North og South Carolina. Dengang lå området så langt fra Washington, som en amerikaner kunne komme.

Som ung tjente Jackson en formue på at spekulere i jord og ejendom. I begyndelsen af 1800-tallet var jordlodder i den unge amerikanske nation billige.

Sammen med en kompagnon opkøbte Andrew Jackson jord i Sydstaterne og solgte den videre med stor fortjeneste.

Hvis ejerne var indianere, gik den senere præsident ikke af vejen for at chikanere eller true dem til at sælge uhørt billigt.

Handlerne skaffede Jackson penge, men krig gjorde ham berømt. Som general kæmpede han mod England i 1812 og opnåede heltestatus ved at besejre briterne ved byen New Orleans og drive dem ud af staten Louisiana.

Bedriften gjorde Andrew Jackson verdenskendt og banede vejen for en politisk karriere.

Mens hans ambitioner voksede, brugte han flittigt sin militærkarriere til at vise, at han var en leder med stor gennemslagskraft.

I en bog udgivet umiddelbart efter krigen pralede han sågar med, at han havde henrettet sine soldater, når de ikke parerede ordre.

“Der er ingen grund til at tænke, at verden kan styres uden blodsudgydelse. Det civile sværd må og skal være rødt og blodigt”, uddybede han senere sin filosofi.

Dueller var også en del af det barske image, som den temperamentsfulde Jackson flittigt dyrkede.

Ifølge nogle kilder deltog han i omkring 100 dueller, hvoraf de fleste dog endte med, at duellanterne affyrede deres våben op i luften og gav hinanden hånd bagefter.

I 1806, mens Andrew Jackson var oberst i staten Tennessees hær, dræbte han dog en mand under en dramatisk duel.

Rivalen hed Charles Dickinson og havde fornærmet Jacksons hustru samt beskyldt ham for at snyde i et hestevæddeløb. Jackson udfordrede Dickinson til duel, selvom han kendte Dickinsons ry som skarpskytte.

Jackson kalkulerede sig frem til, at han kun kunne overleve, hvis Dickinson fik lov at skyde først, og skuddet ikke var dræbende. Derfor iklædte han sig en fyldig frakke, som skjulte konturerne af hans krop.

Da de to kamphaner mødtes til duel, skød Dickinson først og ramte Jackson i brystet. Kuglen stoppede én centimeter fra hjertet.

Uden at vakle tog Jackson sig god tid til at sigte og skød herefter sin modstander i maven, så han senere døde.

Præsident Andrew Jacksons tvangsforflytning af indianere kostede tusinder livet.

© Shutterstock

Skandalerne føg om ørene på Andrew Jackson

Ikke mange af Washingtons spidser betragtede Jackson som en seriøs kandidat med vinderchancer, da han i 1828 stillede op til præsidentvalg i USA.

Skandalerne klæbede til manden: Andrew Jackson havde giftet sig med en kvinde, som ikke var blevet lovformeligt skilt, hans hang til dueller afslørede et ukontrollabelt temperament og han var sågar stolt af at have henrettet flere af sine egne tropper under krigen.

Karikaturtegnerne kastede sig også hæmningsløst over Jackson og afbildede ham som en pisk- og pistolsvingende bonderøv med vilde, blodskudte øjne. Men Jacksons timing var perfekt.

Valgretten havde hidtil været begrænset til hvide mænd med ejendom, men blev i 1828 ændret, så også uformuende hvide mænd kunne stemme.

De mange nye vælgere følte sig tiltrukket af den folkelige Andrew Jackson, der dannede et nyt, altfavnende parti, som fik navnet Demokraterne.

Vælgerne satte pris på Jacksons direkte facon – som når han kaldte en af sine tre modstandere i præsidentvalget for “Vestens Judas, der vil få samme ende (som Biblens Judas, red.)”.

Demokraterne fik æslet som maskot, fordi Andrew Jackson var så forfærdelig stædig.

© Getty Images

Jacksons vigtigste valgbudskab handlede dog om, at rige familier på østkysten havde taget monopol på magten og traf beslutninger, der kun gavnede deres egen pengepung, men ikke tænkte på nationens økonomi.

Andrew Jackson havde en pointe, for penge under bordet, vennetjenester og lyssky forretningsaftaler mellem politikere og pengemænd hørte til dagens orden i 1820’ernes Washington.

Mange senatorer modtog – ud over deres løn fra Kongressen – klækkelige honorarer fra banker og store firmaer for tjenester og ikke nærmere defineret assistance.

De tvivlsomme forretninger nåede helt op på højeste niveau. Den hovedrige forretningsmand John Jacob Astor havde således givet den senere præsident James Monroe et betragteligt og rentefrit lån med mistænkelig lang løbetid.

Til gengæld fik Astor et særdeles indbringende monopol på pelshandel. Faktisk betalte Monroe først lånet tilbage 15 år senere – to år efter at han havde forladt Det Hvide Hus i 1825.

USA’s banker var et kapitel for sig. Mens almindelige mennesker havde svært ved at få et lån, skovlede finans-fyrsterne penge ind. Det hele trængte til en grundig oprydning, mente vælgerne.

På mange måder var det derfor en gave til Jackson, at hans farligste modstander under valgkampen hed John Quincy Adams, var søn af en tidligere præsident og tilhørte elitens indspiste verden.

Nye vælgere havde let ved se forskellene på de to kandidater.

Andrew Jackson inviterede folket til Det Hvide Hus

Selvom Andrew Jackson var undertippet, sejrede han stort og blev 4. marts 1829 indsat som USA’s syvende præsident.

For at pleje sit folkelige image inviterede han bagefter alle, der havde lyst, til at følge ham til Det Hvide Hus og fejre triumfen med is og punch.

Den dag blev præsidentboligen invaderet af tusindvis af borgere fra samfundets lavere klasser, møblerne væltede, og porcelænet blev smadret, før Jackson måtte eskorteres i sikkerhed for ikke at blive mast ihjel.

I embedet gik Jackson straks i gang med at rydde op i korruptionen, hvilket blandt andet foregik gennem et rotationsprincip, der skulle forhindre, at folk sad for længe i de samme embeder og dermed kom til at opfatte stillingerne som deres ejendom.

Han tog også livtag med bankerne, som han kaldte “et mangehovedet uhyre” og en institution, der “gjorde de rige rigere og de magtfulde stærkere”.

Jackson vendte også op og ned på magtfordelingen i Washington. USA’s første præsidenter havde optrådt som landsfaderlige kransekagefigurer, der mest af alt sørgede for, at Kongressens to kamre ikke brød grundloven.

Jackson ville selv sætte den politiske dagsorden og fx bestemme, hvilken økonomisk politik landet skulle føre.

Mens de første seks præsidenter tilsammen blot havde nedlagt veto mod Kongressens lovforslag seks gange, brugte Jackson sit veto et dusin gange.

Han sørgede også for, at udenlandske magter fremover kun henvendte sig til præsidenten og ikke til både præsidenten og Kongressen på samme tid, som reglerne havde foreskrevet indtil da.

Efter to år på posten fyrede Jackson også hele sit ministerkabinet, fordi han ikke længere stolede på en eneste af dem.

I stedet sammensatte han et hold af syv nære venner, som han bad om råd. Politiske modstandere kaldte ham “Kong Andrew” og frygtede, at landet var på vej mod at blive et diktatur.

Nogle amerikanere rejse angiveligt op til 800 km for at være med til indsættelsen af Andrew Jackson.

© Shutterstock

Andrew Jacksons jernnæve virkede

Trods modstandernes kritik blev den populære præsident genvalgt og fejrede flere skelsættende triumfer.

Under Jackson fik USA betalt hele sin statsgæld af, så landet for første og sidste gang var gældfri.

Han formåede også at holde sammen på USA i en tid, hvor slavestaten North Carolina truede med at løsrive sig. Ved hjælp af trusler om militær indgriben og et spiseligt kompromis fik han delstaten tilbage i folden.

Fordommene om, at han var en rå bonderøv, gjorde han også til skamme, men sluttede dog sin politiske karriere med ordene “Jeg fortryder kun to ting: at jeg ikke skød Henry Clay, og at jeg ikke hængte John C. Calhoun”, som var to af hans værste modstandere.