Fest i Det Hvide Hus: “Damer besvimede, og mænd fik en blodtud”

Andrew Jackson blev USA’s 7. præsident ved bramfrit at tale den jævne mands sag. Til sin indsættelsesfest åbnede han gavmildt Det Hvide Hus for folket. De kaotiske scener i præsidentens embedsbolig forargede Washington-fruen Margaret Bayard Smith.

Andrew Jackson blev USA’s 7. præsident ved bramfrit at tale den jævne mands sag. Til sin indsættelsesfest åbnede han gavmildt Det Hvide Hus for folket. De kaotiske scener i præsidentens embedsbolig forargede Washington-fruen Margaret Bayard Smith.

Granger Import/Imageselect
Portrait of Margaret Bayard Smith, by Charles Bird King
© Historic Collection/Imageselect

Margaret Bayard Smith

  • Levetid: 1778-1844.
  • Nationalitet: Amerikansk.
  • Erhverv: Journalist, forfatter og politisk kommentator.
  • Civilstand: Gift og mor til fire børn.
  • Kendt for: Margaret Bayard Smith var sammen med ægtemanden, avisredaktøren Samuel Harrison Smith, en del af indercirklen omkring de første amerikanske præsidenter. Margaret udødeliggjorde præsidenterne og deres familier gennem en række bøger, artikler, breve og dagbogsnotater.

Washington, USA, 11/3 1829

Til mrs. Kirkpatrick

Torsdag morgen lod jeg resten af arket, som jeg skriver dette brev på, være blankt for at gøre plads til min beretning om præsidentens indsættelse.

Det var ikke nogen ubetydelig sag. Nej, tværtimod var det en grandios affære, et imponerende og majestætisk skue.

Tusinder og atter tusinder – af enhver rang og stand – samlede sig i en stor flok rundt om Capitol.

Alle forholdt sig i god ro og orden, mens de – tavse og med øjnene fast rettet mod bygningens facade – ventede på, at præsidenten skulle træde ud på den søjlesmykkede afsats.

Døren åbner sig, og den gamle mand med det grå hår træder frem. Han vender sig og hilser med et dybt buk folket, der svarer ham med begejstrede råb.

Imens genlyder højene omkring byen af kanontorden fra den salut, som forkynder, at præsidenten nu har aflagt sin ed.

Vi stod på sydsiden af terrassen, og herfra så vi generalen (Andrew Jackson deltog som general i krigen mod briterne i 1812, red.) og hans følge på hesteryg bevæge sig op ad den brede gade, som fører til præsidentens bolig.

Det hele gik uendelig langsomt, da fremmarchen blev besværliggjort af de mange mennesker.

Selv langvejs fra kunne vi se ham, for han red i modsætning til alle andre med hovedet bart – et symbol på, at han var tjeneren og hans folk majestæten.

Sydsiden af Capitol var bogstavelig talt levende, befolket som den var af den hærskare, som var kommet for at se vor helt.

“Der er han, det er ham, vi kan se”, lød det med mange stemmer. “Hvor?” spurgte nogen. “Der – det er ham med det hvide hår, der er veteranen, der er Jackson”.

Efter ham fulgte landboer, bønder, fine herrer, drenge, kvinder og børn, sorte såvel som hvide. Nogle gik, andre red, og andre kørte med vogne, men alle var de på vej mod præsidentens bolig.

“Præsidenten var nær blevet knust til døde, kvalt og flået i stykker af folket.” M.B. Smith.

Vi begav os også afsted, men måtte i første omgang opgive at komme ind. Hele gaden og pladsen uden for huset var så tæt pakket med mennesker, at vi ikke kunne komme ind.

Dagen var smuk, og sceneriet betageende, så vi fordrev tiden med at spadsere en tur. Frem og tilbage promenerede vi, indtil klokken var næsten tre. Så gav vi op og tog hjem.

Kort efter fik vi besøg af én, som fortalte os, at menneskemængden foran præsidentens bolig nu var skrumpet så meget ind, at han troede, at vi kunne komme ind. Denne gang lykkedes det.

Men hvilken scene vi dog blev vidne til! Folkets majestæt var forsvundet, og en gemen hob bestående af drenge, negre, kvinder og børn tumlede rundt i stuerne i uskøn slåskamp. Hvilken skam det dog var! Hvilken skam!

Hverken politi eller vagtmandskab var til stede, og hele huset var oversvømmet af den gemene hob.

Vi fik at vide, at præsidenten nær var blevet knust til døde, kvalt og flået i stykker af folket, der ivrigt kastede sig over ham for at trykke hænder med Old Hickory*.

*

Hickory er et træ i valnøddefamilien og kendt for sin styrke. Jackson fik tilnavnet Old Hickory på grund af sin krigsindsats.

Præsidenten havde til sidst været nødsaget til at tage flugten ad bagudgangen og søge ly i Gadsbys hotel, hvor han logerede.

Glas og porcelæn til flere tusind dollars var blevet knust i kampen om at få fat i forfriskningerne.

Punch og andre drikkevarer var blevet serveret i spande og store kar, men selv hvis det var blevet båret ind i tøndevis, havde der ikke været nok is og kage og lemonade til de 20.000 mennesker, som angiveligt var til stede – omend tallet nu nok er en anelse overdrevent.

Damer besvimede, og mænd fik en blodtud. Forvirringen var ubeskrivelig. De, som var kommet ind, kunne ikke komme ud igen, men måtte hoppe ud ad vinduerne, så propfyldt var der.

På et tidspunkt var præsidenten under sit forsøg på at undslippe blevet presset op imod en væg. Han slap kun væk, fordi et par herrer lagde sig imellem ham og folkemængden.

Presset fra mængden var så stort, at oberst Bomford, som var den ene af de nævnte herrer, sagde, at han på et tidspunkt frygtede, at mængden ville presse Jacksons beskyttere ned på jorden eller ind mod præsidenten.

Netop på dette tidspunkt åbnede en venlig sjæl vinduerne, så folk kunne komme ud. Hvis ikke det var sket, havde situationen nok haft dødelig udgang.

Ingen havde forventet en sådan sammenstimlen. Alle forventede, at flertallet af gæster ville være damer og herrer. Ingen havde forestillet sig, at folket ville dukke så talstærkt op.

Men det var folkets dag, han er folkets præsident, og folket regerede. Må Gud blot give, at folket ikke en dag også finder på at afskaffe både deres herskere og lovene.

Andrew Jackson (1767-1845) var desuden den første amerikanske præsident der blev forsøgt myrdet. Da ingen af attentatmandens pistoler virkede, overfaldt Jackson ham og begyndte at tæske ham med sin stok, indtil de omkringstående greb ind af frygt for attentatmandens liv.

© Wikimedia

Jeg frygter nemlig, at oplyste, frie mænd, hvis de får magten, vil være de mest voldelige, grusomme og despotiske af alle. Det har vi jo set før.

Den larmende og kaotiske hob, som jeg så i præsidentens hus, fik mig til at tænke på de beskrivelser, som jeg har læst af pøbelens opførsel i Tuilerierne og Versailles.

Jeg forventer såmænd nu hvert øjeblik at høre, at både tæpper og møbler er ødelagt. Gaderne var mudrede, og alle disse gæster ankom til fods.

Efterskrift

Jackson og hans tilhængere stiftede Det Demokratiske Parti, som blev talerør for fattige landboer, byernes arbejdere og hvide, uformuende immigranter. Indianerne blev til gengæld udråbt som folkets fjender – en politik, som førte til mord og tvangsforflyttelse af Amerikas oprindelige befolkning.