Partierne har byttet plads

Magten tilhørte folket og ikke de indspiste politikere i USA's hovedstad Washington, mente demokraterne.

Den føderale regering skulle blande sig uden om amindelige menneskers liv og overlade alle indre anliggender til delstaterne.

Partiets grundlægger var Andrew Jackson, en benhård eksgeneral, som gennem et langt liv i uniform havde tævet indianere og briter.

Han tilhørte det nye USA ved civilisationens vestgrænse, Mississippi-floden, hvor hver nybygger var parat til at forsvare sin familie og sit hjem med en ladt musket i næverne.

Da Jackson for første gang stillede op til præsidentposten i 1824, var han medlem af de demokratiske republikanere. Det samme var alle hans tre modstandere, for efter mange års nedtur var oppositionspartiet, føderalisterne, gået helt i opløsning.

Ved valget fik Jackson flest stemmer, men ikke nok til at vinde.

I stedet skulle Repræsentanternes Hus i Kongressen udpege landets nye leder, og her foretrak flertallet John Quincy Adams, søn af USA's anden præsident. En forbitret Jackson svor hævn over politikerne i Washington, som i hans øjne havde fra­røvet folkets favorit sejren.

Tiden med bredt politisk samarbejde var nu forbi. Andrew Jackson og hans støtter vendte de demokratiske republikanere ryggen og dannede i stedet det demokratiske parti.

Med sit nye hold gjorde han klar til at tage Det Hvide Hus fra Quincy Adams og hans bagland af elitære østkystpolitikere i 1828.

Folket skulle have magten

Demokraternes politiske program gik ud på, at magten skulle overdrages til de almindelige amerikanere.

For selv om forfatningen henviste til “Vi, folket”, havde jævne mennesker ikke hidtil haft nævneværdig andel i landets ledelse.

I de første 50 år efter løsrivelsen fra Storbritannien styrede forfatningsfædre som John Adams, Thomas Jefferson og James Madison USA. De rige advokater i New England og aristokratiske plantageejere fra Virginia var veluddannede, kultiverede og aldrig i tvivl om deres ret og pligt til at lede de uoplyste masser.

“Lad de, som ejer landet, regere landet”, mente John Jay, første præsident for den amerikanske højesteret. Politik var en gentleman­sport for en sluttet kreds af mænd, som fordelte magt og embeder mellem hinanden.

USA havde dog forandret sig siden løsrivelsen fra Storbritannien. En støt strøm af nybyggere drog ud for at søge lykken og fik landet til at vokse hurtigt mod vest.

Nye delstater opstod, og deres befolkning af selvbevidste entreprenører forlangte at blive hørt. I takt med at USA's tyngde rykkede vestpå, kom østkystelitens magtmonopol under pres.

Andrew Jackson var selv indbegrebet af en amerikansk pioner. Som søn af jævne skotsk-irske emigranter havde han arbejdet sig op fra menig soldat til general og siden haft succes som selvlært jurist.

Som en handlingens mand var han den perfekte kandidat til at indfange tidsånden blandt den hurtigt voksende befolkning i vest.

Anført af Jackson krævede demokraterne et USA, hvor staten holdt sig ude af folks privatliv, og al indenrigspolitik blev overladt til delstaterne. De føderale myndigheder skulle skæres ned til et minimum og blot tage sig af diplomatiet, hæren og flåden.

Alle midler blev taget i brug

Med sit parti og sit program på plads var Jackson klar til en dyst med Quincy Adams uden fløjlshandsker. Valgkampen mellem de to i 1828 skilte sig ud ved mudderkastning i et omfang, USA aldrig havde oplevet før.

De to kandidater affyrede ikke selv bredsiderne, for på den tid blev det regnet for upassende, at politikere talte deres egen sag. I stedet skød deres respektive bagland løs.

Demokraterne lovede vælgerne, at Jackson ville drage til Washing­ton for at rydde op i sumpen af nepotisme og familieforbindelser, som holdt folket nede. Derved begyndte en amerikansk tradition, for mange politikere er siden gået til valg på præcis dette budskab.

Ifølge demokraterne var ingen mere elitær og uden kontakt til den almindelige amerikaner end Quincy Adams, som havde tilbragt hele sit liv på bonede gulve.

Hans respekt for folket var så ringe, mente Jacksons folk, at præsidenten havde indkøbt et skakspil og et billardbord til Det Hvide Hus for skattemidler.

Quincy Adams havde faktisk betalt af egen lomme, skulle det siden vise sig.

Personangrebene gik også den anden vej, men fik ikke indflydelse på valgets udfald. Jackson vandt en overlegen sejr – nybyggernes mand havde slået aristokraten fra østkysten.

Alle amerikanere havde de samme rettigheder, uanset hudfarve, fastslog republikanerne. En stærk føderal regering i Washington skulle beskytte de svages frihed og også bruge sine muskler til at at sikre økonomisk fremgang.

Det republikanske parti blev født af den bitre strid om slaveriet, som delte amerikanerne i midten af 1800-tallet.

Mens slaveejerne i syd tjente stort på deres ufri sorte, som plukkede bomuld og tobak, fik en voksende andel af borgerne i nord moralske skrupler.

Demokraterne nægtede at blande sig i sagen. Hver enkelt delstat måtte selv afgøre, om slaveri skulle være tilladt, og politikerne i Washington havde ingen ret til at blande sig.

Det andet store parti, Whig Party, var på vej til at blive sprængt af spørgsmålet.

I USA's nordlige delstater krævede mange borgere i 1854, at den føderale regering gik imod slaveriet. Tidligere whigs gik sammen med ligesindede fra andre partier og dannede republikanerne. Nu skulle kampen tages op i Washington.

Lincoln stod frem

Det nye parti fik en svag start, men i 1858 dukkede en visionær leder op. Abraham Lincoln fra Illinois skabte overskrifter over hele landet, da han gik efter en plads i Senatet.

En serie debatter med demokraternes sværvægter Stephen Douglas udviklede sig nemlig til principielle diskussioner om slaveriet, og hele USA fulgte med.

Allerede det første møde den 21. august 1858 i den lille by Ottowa ved Illinois-floden samlede over 12.000 tilhørere. Folk kom med hjuldamper, på hesteryg eller i prærievogn.

Omkring byens torv, hvor de to kandidater mødtes, var luften så tyk af støv, at byen ifølge avisen Chicago Press and Tribune lignede “et stort røgeri”. Reporterne var med og sendte artikler til aviser over hele landet.

Igennem 42 timer fordelt over syv debatter diskuterede de to mænd – Lincoln, høj, tynd og gestikulerende med sine lange arme, og Douglas, hvis 163 cm og store talegaver havde vundet ham tilnavnet “den lille gigant”.

Som demokrat holdt Douglas fast ved, at kun delstaterne havde ret til at vedtage love om sortes rettigheder.

Lincoln derimod tordnede mod slaveriet som inhumant, skadeligt for USA's ry og en hæmsko for landets udvikling til en moderne industrination. Han beskyldte Douglas for at gå imod selve den amerikanske uafhængighedserklærings ord om, at alle fødes lige:

“Dette er den evige kamp mellem to principper – rigtigt og forkert – over hele verden... Det ene er menneskets universelle rettigheder, og det andet er kongens guddommelige ret”, sagde Lincoln i den sidste af debatterne.

Vælgerne gav ham ikke en plads i Senatet, men Lincolns klare ord havde gjort ham til et moralsk fyrtårn. Han var en “statsmand”, skrev avisen Sangamo Journal. “En mand, republikanere ikke alene i Illinois, men i hele landet kan samle sig om som leder”.

Lincolns kraftpræstation vandt ham først republikanernes opstilling og så selve præsidentvalget i 1860. Sejren udløste både den amerikanske borgerkrig og afskaffelsen af slaveriet. I de næste 100 år stemte de sorte republikansk.

Statens magt skulle bruges

Det republikanske parti brugte ikke blot statens muskler til at vinde slavernes frihed. Formuer blev pumpet i ambitiøse offentlige anlæggelsesprojekter, som skabte jernbanelinjer tværs over USA.

Arbejdernes velfærd blev også husket af republikanerne, som i 1884 gik ind for en 8-timers arbejdsdag.

18 år senere støttede præsident Theodore Roosevelt strejkende minearbejdere, så de fik højere løn og lavere arbejdstid. Han stod også bag store føderale naturbevaringsprogrammer i USA.

I de første 75 år af sin historie stod det republikanske parti for beskyttelse af de svage og Big Government – en statsmagt, som var en aktiv part i samfundets og økonomiens udvikling.

Men børs-krakket i 1929 blev et vendepunkt.

Da depressionen ramte USA, ville præsident Herbert Hoover overvinde krisen ved at lade den rase ud. “Hvad dette land har brug for, er et godt sundt grin”, mente præsidenten, men amerikanerne fandt ikke tiden morsom. De sparkede Hoover ud ved valget i 1932.

Demokraterne overtog rollen som de svages beskytter og den aktive statsmagts parti. Republikanerne derimod overtog fjendens gamle mærkesager.

I 1964 gik senator Barry Goldwater fra Lincolns gamle parti imod en lov om rettigheder til sorte, som i hans øjne greb ind i delstaternes rettigheder. Og Ronald Reagan tordnede i 1980'erne krig mod velfærdsprogrammer.