Præsidentvalg i USA - hvem, hvad og hvornår?

Da George Washington blev valgt ved præsidentvalget i 1789, var der ingen politiske partier. De blev først etableret op igennem 1790’erne.

Det første parti, der blev dannet, var føderalisterne, som ønskede en stærk centraliseret nationalstat, ledet af eliten, og en høj grad af industrialisering og handel.

Det demokratiske-republikanske parti, som først tog navnet anti-føderaliserne, ønskede et decentraliseret demokratisk ledet landbrugssamfund.

Føderalisterne gik i opløsning i 1820’erne og deres plads som oppositionsparti blev i begyndelsen af 1830’erne overtaget af Whig-partiet. Det blev startet af demokratisk-republikanere, men formåede også at favne mange af de tidligere føderaliser.

Det demokratiske parti blev grundlagt i 1828 og afløste det demokratisk-republikanske parti, hvilket gør det demokratiske parti til verdens ældste aktive politiske parti.

I 1854, hvor Whig-partiet var ved at gå i opløsning, blev det republikanske parti stiftet. Republikanerne overtog Whig-partiets og føderalisternes mærkesager om bl.a. aggressiv økonomisk vækst og industrialisering. Dermed var de politiske fløje, vi kender i dag, etableret i amerikansk politik.

Indholdsmæssigt var der dog stor forskel på de daværende og de nuværende fløje, da republikanerne på mange områder befandt sig på venstrefløjen, mens de i dag udgør højrefløjen i amerikansk politik.

I alt 16 demokratiske og 18 republikanske præsidenter er blevet valgt ved præsidentvalget, mens det demokratisk-republikanske parti har haft fire præsidenter, Whig-partiet ligeledes fire, føderalisterne en og parti-uafhængige en – George Washington.

Valgmænd afgør præsidentvalg i USA

Selvom det er præsidentkandidaternes navne, der figurerer på stemmesedlen, er det slet ikke præsidenten, vælgerne stemmer på hvert fjerde år i november, men derimod valgmænd til det såkaldte ”electoral college” en forsamling på 538 personer som vælger præsidenten.

Det kræver 270 valgmandsstemmer at blive valgt til præsident. De amerikanske forfatningsfædre valgte bl.a. modellen, fordi mange af dem var nervøse ved tanken om direkte folkeligt præsidentvalg. Nogle ønskede i stedet, at kongressen skulle vælge præsidenten, og the electoral college blev kompromisset.

Hver stat er tildelt et antal valgmænd svarende til det antal medlemmer, staten har i kongressen. Her har hver stat to senatorer uanset befolkningsantal samt et antal repræsentanter (minimum en), alt afhængig af befolkningstallet i den enkelte stat.

Det betyder, at der går flere vælgere på en valgmandsstemme i den mest befolkningsrige stat, Californien end den mindst befolkningsrige, Wyoming. Denne lidt skæve fordeling skal sikre, at også de tyndtbefolkede stater får politisk indflydelse.

På trods af, at valgmændene på forhånd har lovet at give deres stemme til en bestemt kandidat, er det mange gange sket, at valgmænd har stemt på en anden kandidat – fx i 1836, hvor 23 valgmænd fra Virginia nægtede at holde deres løfte om at stemme på Richard M. Johnson pga. et rygte om, at han boede sammen med en sort kvinde.

Valget fungerer efter det såkaldte "winner-take-all" princip i de fleste stater, hvor den kandidat, der modtager flest stemmer, løber med alle statens valgmandsstemmer.

Denne model betyder, sammen med den skæve fordeling af valgmandsstemmer, at det ikke nødvendigvis er den kandidat, der har høstet flest folkelige stemmer, som vinder valget – en kandidat kan godt få størstedelen af de folkelige stemmer, men alligevel ende med et mindretal af valgmandsstemmerne.

Dette er dog kun sket fire gange i historien. Sidst var i 2000, hvor demokraternes kandidat Al Gore fik en halv million flere folkelige stemmer end modkandidaten George Bush, men alligevel tabte på valgmandsstemmer.

Kun to partier har en chance til præsidentvalg i USA

"Winner-take-all" systemet betyder også, at det i realiteten er meget svært for kandidater fra andre end de to største partier at gøre sig håb om præsidentposten, da kun de største spillere kan vinde et flertal af stemmerne i et flertal af staterne.

Også andre mekanismer gør, at kun kandidater fra de to store partier har en reel chance for præsidentposten. Bl.a. er selve det at komme på valgsedlen i alle stater noget nær en umulighed for andre end de to store partier på grund af de ekstremt strenge adgangsbetingelser, en række stater opretholder.

Det bedste, kandidater fra andre partier kan håbe på, er at trække kandidaterne fra de to største partier i en bestemt retning og være med til at have indflydelse på, hvilken dagsorden, kandidaterne sætter.

Præsidentvalg i USA falder i tre faser

Før præsidentvalget kan gå i gang, skal præsidentkandidaterne findes. Det sker i valgets første fase, som begynder, når de første kandidater melder sig, hvilket sker tidligere og tidligere for hvert valg.

I 2016-valget meldte de første kandidater sig allerede i foråret 2015, hvilket gør valgkampagnen lang og dyr.

I den første fase af valgkampen kæmper kandidaterne, der bejler til at blive præsidentkandidat hos det samme parti, altså mod hinanden, og derfor ses der ofte mere mudderkastning mod kandidater med samme partifarve end mod kandidater fra det andet parti.

I denne fase er feltet af håbefulde kandidater meget broget, men mange af de mest farverige personer, forsvinder ud i glemslen i valgets anden fase, som i år løber fra 1. februar på valgåret til 7. juni.

Her vælges partikandidaterne i de enkelte stater ved de såkaldte primærvalg, og efterhånden som det bliver tydeligt, hvilke kandidater der har størst chance for at løbe med folkets gunst, skrumper feltet.

Primærvalgene forløber ikke ens i alle stater. Nogle steder vælges partikandidaterne direkte, andre steder vælges repræsentanter, som forpligter sig til at pege på en bestemt kandidat ved partikongresserne, hvor præsidentkandidaterne endelig udråbes.

Foruden de almindelige delegerede har demokraterne også indført superdelegerede – typisk højtstående demokratiske politikere. Disse superdelegerede, hvis stemme vægter højere end de folkevalgte delegerede, er indført for at sikre partiledelsen mere indflydelse på valget af præsidentkandidat.

Nogle stater afholder causus, en slags folkemøder, i stedet for primærvalgene. Et caucus er mere omfattende end et primærvalg, da det indeholder taler, debatter o.lign., men tjener samme formål.

Både demokraterne og republikanerne afholder primærvalg eller caususser, og i reglen er valgene åbne for alle, dvs. at vælgerne ikke behøver at være medlem af partiet for at stemme.

Iowa er den første stat, som vælger kandidater, og der er altid stor opmærksomhed på Iowas causus 1. februar, da udfaldet giver en indikation om, hvilke kandidater der har den største chance for at ende som præsidentkandidater.

Traditionelt siger man, at kun de tre kandidater fra hvert parti, der placerer sig bedst her, har en chance for at ende som præsidentkandidater.

Den 7. juni afholder de sidste stater deres primærvalg, men på dette tidspunkt er det ofte allerede afgjort, hvem der vil vinde posten som partikandidat. Den 18. juni begynder republikanernes partikongres, og den 25. juni afholder demokraterne deres partikongres og præsidentkandidaterne udråbes.

Svingstater soler sig i opmærksomhed

Når præsidentkandidaterne er valgt, begynder den egentlige valgkamp. Her er nogle stater mere interessante end andre. Det er de såkaldte swing states, hvor meningsmålinger indikerer, at det er usikkert, hvilken kandidat der vil vinde staten.

Nogle stater, fx Ohio, er meget ofte svingstater, mens andre stater betragtes som ganske solide i deres politiske tilhørsforhold. Fx har en demokratisk præsidentkandidat ikke vundet Texas siden 1976, mens republikanerne ikke har vundet Californien og staten New York siden Reagans sejr i 1984.

Så på trods af disse staters anseelige størrelse, ofrer præsidentkandidaterne sjældent store summer penge eller tid på dem, mens mindre og mere vægelsindede stater kan bade sig i besøg, politiske taler og medieopmærksomhed.

Den gamle bliver siddende efter præsidentvalg

Præsidentvalget ligger altid på den følgende tirsdag efter den første mandag i november måned. Valgdagen, som blev fastlagt i 1845, skulle falde her, fordi høsten på det tidspunkt var i hus og vintervejr endnu ikke besværliggjorde rejsen til valgstederne.

Formuleringen tirsdag efter den første mandag i november sikrede, at valget aldrig kom til at falde den 1. november, som er en katolsk helligdag.

Oprindeligt fandt indsværgelsen af den nye præsident først sted i marts, fordi præsidentkandidaten skulle have tid til at indfinde sig i Det Hvide Hus, hvilket kunne være en ganske langsommelig proces i hestevogn, hvis han befandt sig i den anden ende af landet.

I 1936 blev indsværgelsen flyttet til 20. januar. Ceremonien er omgivet af et væld af taler, baller og parader, men tager i sig selv kun et øjeblik. Det foregår ved, at præsidenten tages i ed ved at sige følgende ord:

”Jeg (navn) lover at jeg trofast vil udfylde hvervet som præsident for de forenede stater og efter bedste evne vil bevare, beskytte og forsvare den amerikanske forfatning.”

Præsidentvalg i USA koster store penge

Præsidentvalgets valgkampagner er dyre – meget dyre – og accelererer ved hvert valg. I 2008 blev det anslået, at Barack Obama og hans modkandidat Mitt Romney brugte over en milliard dollars til at føre kampagne – hver. Det er mere end tre gange mere, end præsidentkandidaterne brugte i 2004.

Landets rigeste står for en stor del af kampagnebidragene til især det republikanske parti, og en undersøgelse foretaget af The New York Times afdækkede i oktober sidste år, at blot 156 amerikanske familier allerede havde doneret over 176 millioner dollars – svarende til 1,2 mia. kr. – til kandidater i den tidlige fase af præsidentvalgkampen.

Størstedelen af pengene gik til kandidater fra det republikanske parti.