Administration
Da den amerikanske republiks forfatning blev skrevet i 1789, var det med den engelske kong Georg 3. i frisk erindring. Georg havde presset de amerikanske kolonister for skatter og holdt dem uden for indflydelse, så forfatningens forfattere ønskede en model, som sikrede, at en enkelt mand ikke igen ville kunne misbruge sin magt.
Inspirationen fandt de hos den franske filosof og adelsmand Charles-Louis Montesquieu (1689-1755) og hans model for en tredeling af magten.
Ironisk nok havde Montesquieu selv fundet inspiration i netop England i den britiske rettighedslov Bill of Rights, som bl.a. forhindrede kongen i at udskrive skatter uden parlamentets godkendelse.
I den amerikanske forfatning er magten delt mellem Kongressen (den lovgivende), præsidenten (den udøvende) og højesteret (den dømmende). På grund af adskillelsen mellem den lovgivende og den udøvende magt omtales regeringen som “administration”, den instans, der administrerer (udøver) magten.
“Government” - regering - henviser til de tre magtinstanser, der tilsammen udgør statsmagten, altså den dømmende, lovgivende og udøvende magt.
Ballot
Den amerikanske stemmeseddel kaldes en ballot og blev oprindelig udformet af partierne eller vælgeren selv. I 1888 blev den første standardiserede stemmeseddel taget i brug, dog stadig med et tomt felt, hvor vælgeren kunne skrive sit foretrukne parti, hvis dette ikke var at finde på stemmesedlen.
Dette felt findes stadig i mange stater, og nogle vælgere bruger det til at lufte deres utilfredshed ved at stemme på afdøde eller fiktive personer.
Da stemmesedlen blev standardiseret, begyndte folk også at diskutere, hvem der skulle have lov til at komme på stemmesedlen.
Dean Whigmore, en anerkendt juraprofessor, havde i 1880 foreslået, at partier, der ønskede at opstille, skulle stille med ti underskrifter, men hurtigt blev kravene i de forskellige stater langt større – bl.a. fordi de store partier på den måde kunne holde konkurrerende partier ude.
Idag lykkes det i reglen kun meget få kandidater fra andre partier end de to store at komme på stemmesedlen i alle stater.
Congress
Antikkens Rom og Grækenland har inspireret arkitekturen i Capitol-bygningen.
USA's lovgivende magt, Kongressen, er ældre end præsidentembedet og har altid været både elsket og hadet. Den amerikanske forfatter Mark Twain (1835-1910) hørte til i den sidste kategori og skrev i sin selvbiografi:
“Forestil dig, at du var et medlem af Kongressen. Og forestil dig, at du var en idiot. Men nu gentager jeg mig selv”.
Nationens første kongres, Kontinentalkongressen, bestod af delegerede fra de 13 britiske kolonier i USA. Den samledes første gang i 1774, udsendte uafhængighedserklæringen to år senere og ledede landet frem til 1789, hvor den første amerikanske præsident blev indsværget.
Kongressen var fra begyndelsen rædselsslagen for, at præsidenten ville få royale nykker, og Kongressens fornemste opgave er fortsat at holde præsidenten i skak og fungere som lovgivende magt. Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, har forskellige arbejdsopgaver, men er lige magtfulde.
Kamrene vedtager love, udskriver skatter, udsteder penge, regulerer handel med udlandet og vælger præsidenten og vicepræsidenten, hvis valgmandskollegiet (se E) stemmer uafgjort. Medlemmerne vælges ved direkte valg i de enkelte stater.
Hvert valgdistrikt vælger et antal repræsentanter til Repræsentanternes Hus propertionalt med antallet af indbyggere samt to senatorer per stat til Senatet uanset indbyggertallet.
Præsidentens eget parti har ikke nødvendigvis flertal i Kongressen. Partiet kan typisk komme i mindretal midt i præsidentperioden, hvor dele af Kongressen er på valg, hvis befolkningen er utilfreds med præsidenten. I sådanne tilfælde bliver det uhyre svært for præsidenten at gennemføre sin politik.
Delegate
Før 1824 var det politiske liv i USA præget af stor enighed, og partiernes kongresmedlemmer udpegede selv kandidaterne til præsidentvalget. Men efterhånden opstod flere og flere politiske fraktioner, der gjorde det nødvendigt for partierne at vælge kandidaterne på en mere formaliseret måde.
Svaret blev partikonventet, hvor delegerede udpeger partiets kandidat til præsidentvalget. Partierne vælger delegerede i vinterens og forårets primærvalg i de enkelte stater, hvor indbyggertallet afgører antallet af delegerede.
Posten som delegeret er et æreshverv og bliver givet som tak for lang og tro tjeneste i partiet. Det første primærvalg er siden 1920 blevet afholdt i den lille østkyststat New Hampshire (se N).
Electoral College
Selvom præsidentkandidaternes navne figurerer på stemmesedlerne, er det slet ikke dem, amerikanerne stemmer på, når de går til valg. Præsidentvalget er nemlig indirekte, så stemmerne går i stedet til en række valgmænd, som har beføjelser til at udpege landets næste præsident.
På trods af valgmændenes løfter om at stemme på en bestemt kandidat er det ofte sket, at en valgmand har ændret mening og stemt på en anden. Grundene har været mange.
Fx nægtede 23 mænd fra Virginia i 1836 at afgive deres lovede stemme til Richard M. Johnson, fordi de havde hørt rygter om, at han boede sammen med en sort kvinde. Henry D. Irwin fra Oklahoma nægtede i 1960 at stemme for Richard Nixon som lovet, fordi han “ikke kunne udstå ham”.
Udnævnelsen af valgmænd foregår på nogenlunde samme måde, som når partierne finder delegerede til partikonventet (se D). Hver stat har et bestemt antal valgmænd, som svarer til antallet af dets kongresmedlemmer. Lige nu er det samlede antal valgmandsstemmer 538. Det kræver 270 stemmer at blive præsident.
Valgmandskollegiet stemmer den første mandag efter den anden onsdag i december efter valget. Valget til kollegiet bygger på “winner take all”-princippet, hvor vinderen i hver stat får alle statens valgmandsstemmer. Valgmandssystemet betyder også, at den kandidat, der får flest stemmer (kaldet “popular votes”), ikke nødvendigvis vinder valget.
Det er sket fire gange i historien, i 1824, 1876, 1888 og senest i 2000, hvor George W. Bush vandt over Al Gore på valgmandsstemmer. Systemet gør det meget vanskeligt for mindre partier at få valgmandsstemmer.
Founding Fathers
Da amerikanerne i 1787 skulle skabe en ny nation, var uafhængighedserklæringen fra 1776 det eneste, som forbandt dem. Erklæringen fastslog, at alle er skabt “lige og frie” med lige ret til “liv, frihed og stræben efter lykken”.
Mændene, som skrev forfatningen – The Founding Fathers – var imidlertid formuende og ønskede ikke at dele hverken magt eller rigdom. Dette gjaldt især de såkaldte føderalister, som fik indføjet en række sindrige ordninger, fx valgmandssystemet, der sikrede, at præsidenten ikke blev valgt direkte af folket.
Gerrymandering
Valgdistrikterne til kongresvalg fastlægges af delstatsregeringen i hver enkelt stat. Der er ingen regler for et distrikts udformning, og guvernøren og det dominerende parti har til tider forsøgt at sikre opbakning ved at konstruere opfindsomme valgdistrikter.
Enten ved at pakke modstanderens parti ind i få valgdistrikter, hvilket giver et stort valgspild, eller ved at sprede partiets egne vælgere for at få flertal i flest mulige distrikter. Metoden betegnes gerrymandering, et udtryk, der stammer fra 1812, hvor guvernøren Elbridge Gerry, senere vicepræsident, optegnede sine valgdistrikter så kreativt, at et distrikt fik facon som en salamander.
LÆS MERE: Bliv klogere på præsidentvalg i USA
Head of State
USA's præsident er på samme tid statsoverhoved, regeringsleder samt chef for de væbnede styrker, og ikke alle præsidenter har været lige gode til at vise ydmyghed i den position.
USA's første præsident, Washington (1789-1797), var en af dem: Han hældede efter sigende først til “Deres Højmægtighed”, da Kongressen skulle finde en tiltaleform til nationens overhoved.
Inauguration
I 1932 blev præsidenten stadig først indsat fire måneder efter valget, et levn fra en tid, hvor den nye præsident ankom i hestevogn.
Før en præsident kan indtræde i embedet, kræver forfatningen, at han eller hun skal aflægge ed på at varetage sit hverv og overholde forfatningen.
Oprindelig skete indsværgelsen (inauguration) i marts måned, fire måneder efter at præsidenten var blevet valgt. Dette skyldtes, at den kommende præsident skulle have tid til at nå hele vejen til Washington i hestevogn.
Reglen blev først ændret efter valget af Franklin D. Roosevelt i 1932. Han skulle tiltræde, mens landet stod midt i den økonomiske krise, der blev kendt som “The Great Depression”.
De fire måneder, nationen ventede på indsværgelsen af den nye præsident, var med til at forværre krisen yderligere. Dette fik Kongressen til at ændre reglerne, så de var mere i tråd med tidens krav og de hurtige transportmidler, og indsværgelsen blev rykket frem til januar.
I dag er indsværgelsen en stort anlagt ceremoni, der transmitteres af tv.
Jack
Som præsident og hærfører var Abraham Lincoln urokkelig, men over for kalkunen Jack tøvede han. Den prægtige fugl var en gave til præsidentens julebord, men Lincolns lille søn Tad tiggede sin far om at lade den leve.
Præsidenten gav efter, og Jack indtog græsplænen foran Det Hvide Hus. Midt i 1800-tallet begyndte kæledyr at komme på mode i den amerikanske middelklasse, og for at virke folkelige fulgte præsidenterne trop, og kæledyrene indtog Det Hvide Hus.
Selv John F. Kennedy, der led af en slem allergi, havde ni hunde, der blev luftet fra den fornemme adresse.
The Kennedy Effect
Ung, flot og ud af en familie med næsten royal status var John F. Kennedy den ideelle præsident. Kennedyernes image – plejet gennem pressefotos fra sejlture og sportsdyster på familiens landsted – signalerede optimisme og overskud, egenskaber, amerikanerne er vilde med. Kennedys stilbevidste hustru Jackie bidrog til imaget af den perfekte præsidentfamilie.
Law and Order
Til præsidentens opgaver hører udnævnelsen af landets otte højesteretsdommere og højesteretspræsidenten. Dommerne vælges for livstid og skal kontrollere den udøvende magt og sikre, at love er i overensstemmelse med forfatningen.
Den ældste i dommersædet var Oliver W. Holmes Jr. (1841-1935), der trak sig som 90-årig. Længst tid, 37 år, sad William Douglas.
Money
I 1860 spenderede Lincoln, hvad der svarer til 2,8 mio. nutidsdollars – 16 mio. kr. – på sin præsidentvalgkamp. I dag bruger politikerne milliarder på at vinde vælgernes gunst, typisk gennem tv-reklamer og smædekampagner.
Pengene indsamles bl.a. ved fundraising-arrangementer, som tager en stor del af præsidentens tid – fx deltog præsident Obama i gennemsnit i sådanne arrangementer hver femte dag i 2011.
Kampagnepengene kommer fra private velyndere eller organisationer, og sammenhængen mellem penge og politisk indflydelse har ofte ført til skandaler i det politiske liv. Bl.a. i 1971, hvor Nixon meddelte sin stab, at de donorer, der gjorde sig håb om en ambassadørpost, skulle bidrage med minimum 250.000 dollars til hans valgkampagne.
Ofte er skandalerne blevet fulgt af initiativer, der skal begrænse pengenes indflydelse, fx ved at indføre et loft på bidrag fra enkeltpersoner og virksomheder.
Disse er imidlertid lige så hurtigt blevet omgået igen, fx i de såkaldte PAC's og Super-PAC's – politiske interesseorganisationer, som er parti-uafhængige og derfor kan indsamle valgkamp-penge uden begrænsninger.
I 1976 indførtes offentlig støtte til kandidaterne fra de to store partier, som så til gengæld kun måtte bruge et vist beløb i valgkampen. Det skulle sikre fairness og uafhængighed.
Imidlertid blev denne bastion brudt ned i 2008, hvor Barack Obama som den første præsidentkandidat sagde nej tak til støtten for at kunne bruge ubegrænsede midler på sin kampagne. I år har begge kandidater sagt nej til den offentlige støtte.
New Hampshire
Den anden tirsdag i marts på valgår retter USA opmærksomheden mod østkyst-staten New Hampshire, hvor det første primærvalg altid finder sted.
Primærvalg har eksisteret siden 1912. Her vælges de delegerede, der udpeger præsidentkandidaterne på partikonventerne. Den kandidat, der vinder i New Hampshire, får et stort forspring, og kandidaterne bruger derfor store summer på den lille stat.
De fleste stater afholder primærvalg, mens en håndfuld vælger delegerede ved caucuses – politiske møder.
Ohio
Ohio er en af USA's mest ombejlede “svingstater” (se S), og staten følges desuden tæt på valgdagen, fordi det sejrende parti her også har sejret på landsplan i de sidste 13 præsidentvalg. Ohio bryster sig også af at have fostret hele otte præsidenter og slås med staten Virginia, som ligeledes har leveret 8 præsidenter, om retten til at kalde sig "præsidentmoderen".
Parties
Norma Jean Almodovar, en af de mere farverige og mindre påklædte kandidater til guvernørposten i Californien i 1986.
Selvom det næsten er umuligt for andre partier at vinde præsidentposten (se E, F, M), findes der et væld af tredjepartier i USA. Partierne kan godt få indflydelse, bl.a. når de store partier inkorpererer mærkesager fra de mindre partier i deres politik.
De to gamle partier frygter medvind til mindre partier pga. “spoilereffekten”, hvor et mindre parti tager så mange stemmer fra det ene store parti, at det andet løber med sejren.
Fx fik det nystartede parti Progressive Party (i daglig tale Bull Moose) skyld for at være “spoiler” ved valget i 1912. Bull Moose fik 27 procent af stemmerne – primært de republikanske – og sikrede demokraten Woodrow Wilson sejren.
Bull Moose var grundlagt af den tidligere republikanske præsident Theodore Roosevelt, fordi han ikke brød sig om sin efterfølger i embedet, William Taft. Kælenavnet Bull Moose fik partiet, da Roosevelt, efter at være blevet såret i et attentatforsøg, erklærede sig “fit as a bull moose” (frisk som en elgtyr).
Quadrennially
Valget skal afholdes “quadrennially”, altså hvert 4. år, mellem 2. og 8. november. Frem til 1845 kunne staterne selv fastsætte en valgdato inden for 34 dage, som var udvalgt for at sikre, at bønderne kunne få høsten i hus og nå til byen for at stemme, inden sneen lukkede jordvejene.
Da indførelsen af telegrafen betød, at et valgresultat hurtigt kunne spredes og dermed påvirke resultatet i andre stater, fastsatte Kongressen en fælles valgdag for hele USA: den første tirsdag efter den første mandag i november.
Dagen sikrer, at de vælgere, der skal rejse langt for at stemme, kan holde søndag fri på god kristen vis, inden de drager til byen.
Roosevelt, Franklin Delano
Da Roosevelt døde i 1945, var det efter intet mindre end fire genvalg og 4.422 dage i præsidentembedet. Roosevelt brød en uskreven regel, der var blevet indstiftet af George Washington, som afslog at blive siddende i en tredje periode. Efter Roosevelts død gjorde Kongressen Washingtons uskrevne regel til lov, så en præsident maks. kan sidde i otte år.
Swingstates
Vælgere i Florida og Iowa kan se frem til stor opmærksomhed fra årets præsidentkandidater. De to stater er nemlig såkaldte svingstater, delstater, hvor ingen af de to store partier har et klart flertal blandt vælgerne.
Da præsidenten ikke vælges ved at få flertal i befolkningen, men ved at sikre sig majoriteten i de enkelte delstater, betaler det sig at målrette kampagneindsatsen mod de stater, hvor parti-loyaliteten er på vippen.
Tea Party
I 1773 var de amerikanske kolonister trætte af de mange engelske skatter. Da en transportafgift på te blev indført i Bostons havn, sneg en gruppe kolonister sig om bord på tre britiske skibe, hvor de smed kasser med te i vandet.
Episoden var begyndelsen til den amerikanske løsrivelse, og “Boston Tea Party” blev siden et symbol på amerikanernes ret til at gøre oprør mod en tyrannisk regering. Dette gælder også den moderne Tea Party-bevægelse, en koalition af græsrodsbevægelser på den yderste højrefløj og magtfulde firmaer og mediehuse.
United States
Det vigtigste valg i USA's historie fandt sted den 2. juli 1776, hvor delegerede fra de 13 engelske kolonier stemte for at skabe en selvstændig republik. Den egentlige uafhængighedserklæring, hvori de delegerede forklarede deres grunde til at rive sig løs, blev godkendt to dage senere, den 4. juli, som i dag er USA's nationaldag.
Veto
Præsident Reagan bruger en skatteblanket med et vetosymbol til at vise, hvad han vil gøre med forslag til skattestigninger.
Når Kongressen har vedtaget et lovforslag eller et budget, skal det fremlægges for præsidenten, som har ti dage til at underskrive det.
Hvis præsidenten er uenig, kan han nedlægge veto ved at sende forslaget tilbage uden underskrift og med en forklaring på vetoet. Herefter kræver det to tredjedele af stemmerne i begge kamre at vedtage forslaget.
Der er stor forskel på, hvor meget præsidenterne har brugt deres vetoret. Franklin D. Roosevelt har nedlagt flest vetoer – 635 i hans fire perioder. Fordi Roosevelt var populær og havde stor folkelig opbakning, stemte Kongressen kun to procent af hans vetoer ned.
Til gengæld måtte den 14. præsident, Franklin Pierce, som blev kendt som en af USA's værste præsidenter, se hele 52 procent af sine vetoer blive nedstemt af Kongressen.
Den anden form for veto er “lomme- vetoet”, hvor præsidenten “stikker forslaget i lommen og glemmer alt om det”. Hvis dette sker, når Kongressen er på ferie, falder lovforslaget bort. Hvis Kongressen derimod er samlet, går lovforslaget igennem uden præsidentens underskrift.
Washington DC
I 1783 nægtede guvernøren for USA's daværende hovedstad Philadelphia at beskytte Kongressen mod en hob vrede soldater, der ikke havde fået løn. Kongressen måtte flygte, og det blev åbenbart, at nationalregeringens sikkerhed burde være uafhængig af en stat.
Derfor blev District of Columbia oprettet, og i 1791 grundlagde George Washington landets nye hovedstad her. Hovedstadens borgere tilhørte ikke en stat og havde derfor ikke stemmeret til Kongressen. I dag kan borgerne i Washington DC fortsat ikke stemme til Kongressen, men kan stemme til præsidentvalget.
Det første X
I 1789 kunne amerikanerne for første gang gå til valgurnerne for at udpege nationens præsident. Eller rettere, den herskende klasse af hankøn kunne, for valget var forbeholdt hvide, jordbesiddende mænd.
George Washington vandt valget, hvilket ikke var overraskende, da han var umådelig populær og desuden ikke havde nogen modkandidater. Siden har de fleste amerikanere fået stemmeret. Undtaget er bl.a. tidligere straffede, som ikke kan stemme i Kentucky og Virginia.
Yellow Dog Democrat
Udtrykket “yellow dog democrat” stammer fra sydstaten Texas, hvor de demokratiske kernevælgere brystede sig af, at hvis Jesus stillede op for republikanerne og demokraterne stillede med en gammel gul hund – så ville de stemme på hunden.
At blive kaldt “en gul hund” er ikke en fornærmelse, men snarere en ære, da det vidner om stor loyalitet. Udtrykket blev for alvor populært i præsidentvalgkampen mellem demokraten Al Smith og republikaneren Herbert Hoover i 1928, hvor mange demokratiske vælgere i Syden ikke brød sig om hverken Al Smiths politik eller hans katolske tilhørsforhold, men stemte på ham alligevel.
I 1964, da den demokratiske præsident Lyndon B. Johnson indførte lige rettigheder for sorte amerikanere, blev det imidlertid for meget for Sydens gule hunde. Johnsons modkandidat gik på valg i opposition til borgerrettighederne og vandt sydstaterne.
I dag har de gule hunde fået følge af “Blue Dog Democrats” – midtsøgende demokrater – og Syden er stadig primært republikansk.
Zachary Taylor
USA's 12. præsident bar stolt sit struttende kindskæg, men hvad angår ansigtsbehåring, tilhører han et mindretal. Kun 16 af de amerikanske præsidenter har båret skæg. Præsidenternes ansigtsbehåring har i vid udstrækning fulgt moden, som også Lincoln måtte bøje sig for.
I 1861 så en ung fan, en 11-årig pige ved navn Grace Bedell, et billede af Lincoln og blev bekymret over hans hårløse ansigt. Grace skrev derfor et brev til Lincoln, hvor hun indtrængende rådede ham til at anlægge skæg.
“Damerne kan godt lide det, og de vil få deres mænd til at stemme på dig, så du bliver præsident”, skrev Grace.