Istid

10 konsekvenser af "den lille istid"

Gletsjerne knuste landsbyer, havene frøs til is, høsten slog fejl – og en dag stod inuitterne i Skotland. Fra 1300 til 1850 faldt temperaturen dramatisk i Europa i “den lille istid”. Og i nogle lande døde op mod halvdelen af befolkningen.

Gletsjerne knuste landsbyer, havene frøs til is, høsten slog fejl – og en dag stod inuitterne i Skotland. Fra 1300 til 1850 faldt temperaturen dramatisk i Europa i “den lille istid”. Og i nogle lande døde op mod halvdelen af befolkningen.

scanpix/AKG-images

1. Isen kommer!

Gletsjerne knuste landsbyer i Alperne

Fra bjergene pressede isen sig vej ned i dalene til steder, hvor menneskene tidligere havde levet i sikkerhed.

I 1644 vandrede en procession på 300 mennesker anført af Genèves biskop langt op i Alperne i Les Bois-området for at bede for syv landsbyers overlevelse.

En samtidig kilde fortæller hvorfor: “Oven over landsbyerne kommer en frygtelig gletsjer ned fra bjergtoppen, og den glider fremad med mere end et musketskud (120 m) om dagen.”

Til alt held havde gletsjeren nået sin største udstrækning og begyndte at trække sig tilbage, men “den efterlod et landskab så goldt, at ikke engang græs eller noget andet ville vokse der”.

Beretningen er typisk for Alperne i årene fra 1400- til 1700-tallet, hvor fremrykkende gletsjere knuste landsbyer i Schweiz, Østrig og Frankrig. I 1610 druknede flere hundrede i Chamonix-dalen, da gletsjerne knuste dæmninger og forårsagede massive oversvømmelser.

Mønstret var det samme i Norge og på Island, hvor isen nåede sin største udbredelse midt i 1700-tallet.

2. Inuit på visit

Inuitter vandrede til Skotland

Manden, som i 1690 kom padlende op ad floden nær Aberdeen, var meget fremmedartet klædt i sælskind fra top til tå. Og hans spinkle, langstrakte båd – en kajak lavet af skind – havde ingen i Skotland set magen til.

Han var en grønlandsk inuit, der var vandret og sejlet langt i jagten på føde til sin familie. Inuitten var den første, men ikke den eneste, der dukkede op i området. Frem til 1728 blev grønlandske fangere gentagne gange set i Skotland og på Orkney-øerne.

Årsagen var, at de nordlige have frøs til i de usædvanligt kolde vintre. Isen kunne strække sig hundreder af kilometer ud fra Grønland og nåede helt til Island. I jagten på byttedyr blev inuitterne tvunget ud til iskanten, hvor sæler, bjørne og fisk lever.

Derfor kom jægerne med isen længere og længere mod syd, indtil de nåede områder i nærheden af De Britiske Øer. Det var dem, der gav skotterne en oplevelse, som de aldrig glemte.

Inuit

Skotterne havde knap nok hørt om inuitterne, før en af dem padlede op ad Don-floden i året 1690.

© Bridgeman

3. Nordboerne uddør

Nordboerne døde ud i Grønland

I 985 bosatte Erik den Røde og en række andre islandske udvandrere sig på Grønland. Klimaet var gunstigt, og de kunne dyrke korn i den korte, lune sommer, og havet vrimlede med torsk.

Men fra 1408 er kilderne tavse om de såkaldte nordboeres skæbne.

De kolde somre under den lille istid gjorde det umuligt at dyrke korn, og de faldende havtemperaturer jog fiskene væk. Torskens nyrer fungerer ikke, hvis vandets temperatur kommer under 2 grader, og derfor trak fisken længere mod syd.

4. Invasion over isen

Svenskerne gik over Storebælt

Den svenske kong Karl 10. Gustav gik i februar 1658 sammen med 10.000 mand over det tilfrosne Storebælt mellem Fyn og Lolland. Operationen var en af de mest dristige i militærhistorien: Enten ville den svenske hær gå til grunde, eller også kunne Karl Gustav tvinge arvefjenden Danmark i knæ og gøre landet til en svensk provins.

Den svenske konge havde været i krig med Polen, da danskerne angreb hans territorium. Karl Gustav hastede gennem Tyskland til Jylland. Over isen nåede svenskerne til Fyn og videre derfra til Lolland.

Overgangen kom fuldstændig bag på danskerne, der havde udstationeret deres hovedstyrke i Skåne. Den såkaldte Roskildefred blev dyr for Danmark, der bl.a. måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge.

Istid

Karl Gustav undlod at tage den direkte vej over isen fra Fyn til Sjælland. Han frygtede, at isen var for tynd til at bære dér, hvor strømmen er stærkest.

© nationalmuseum, stockholm

5. Massehysteri

Misvækst førte til heksejagt

De mange år med kulde, misvækst og sult førte til angst og mistro i Nordeuropa. Katastroferne måtte have en årsag, mente de overtro­iske indbyggere. Det var derfor, at antallet af hekseprocesser eksploderede i 1500- og 1600-tallet.

I 1563 oplevede bl.a. Tyskland en meget kold og våd sommer. Høsten blev minimal, og hurtigt rasede en debat, om det var Gud, der bestemte vejret. Indbyggerne i den lille by Wiesensteig mente nej, og for at sætte en stopper for uvejret blev 63 kvinder brændt som hekse.

Mønstret var det samme i resten af Nordeuropa. Alene i 1587 og 1588, hvor vejret var særligt dårligt over De Britiske Øer, dømte englænderne over 8000 hekse til døden.

Heks bliver brændt

Hekse måtte have ansvaret for vejret, mente indbyggerne og brændte dem i tusindvis.

© mary evans

6. Religionskrig

Sultende skotter skabte Nordirland

Nutidens konflikter mellem katolikker og protestanter i Nordirland kan føres tilbage til den lille istid.

Ligesom det øvrige Nordeuropa led Skotland i 1600-tallet under hungersnød, hvor klanerne fra højlandet konstant angreb det skotske lavland og det nordlige England for at stjæle korn og kvæg.

Irland havde det en smule lettere på denne tid, og de engelske godsejere, der ejede størstedelen af øens jord, kunne sælge store mængder korn til England og Skotland.

Eksporten udløste hungersnød i Irland, men det vidste skotterne ikke – her betragtede man øen som særdeles frugtbar, og 100.000 besluttede at udvandre. De skotske protestanter slog sig ned i det nordlige Irland og blev årsagen til områdets mange religiøse konflikter.

Konflikt mellem protestanter og katolikker

Sult drev protestantiske skotter til at slå sig ned i det katolske Nordirland, konsekvensen blev en århundredlang konflikt mellem de to trosretninger.

© scanpix/corbis

7. Nye madvaner

Kulden gjorde kartoflen populær

Mellem 1371 og 1791 blev det nordlige Europa ramt hungersnød og misvækst ca. hvert fjerde år. Millioner omkom, fordi kornproduktionen var afhængig af godt vejr, der alt for ofte udeblev under den lille istid. De fattiges redning blev en lille grim knold fra Andesbjergene – kartoflen.

Da den kom til Europa i 1570, blev den betragtet som mindreværdig og næsten udelukkende givet til straffefanger og hospitalspatienter. Mange mente ligefrem, at den var giftig og sygdomsfremkaldende, og præster kaldte den “djævlens plante”.

Først i 1750'erne tog irerne kartoflen til sig. Det viste sig hurtigt, at den trivedes i det kølige nordeuropæiske klima og gav dobbelt så stort et udbytte som korn.

Da europæiske herskere indså det, tvang de deres undersåtter til at dyrke kartofler, og allerede i begyndelsen af 1800-tallet stod den for 40 pct. af almindelige nordeuropæeres daglige kost. Kartoflen satte en effektiv stopper for de mange sultkatastrofer.

Mennesker spiser kartofler

Billig og nærende. Blandt de fattigste i Nordeuropa bestod kosten i 1800-tallet næsten udelukkende af kartofler.

© bridgeman

8. Lynangreb

Isvinter tvang Holland i knæ

Den franske revolution skabte frygt i bl.a. Østrig, der angreb den nye republik fra sine besiddelser i Holland.

Frankrigs plan om en gengældelsesaktion måtte opgives, fordi Hollands floder og kanaler gjorde det umuligt at trænge ind i landet.

Men under den lille istids kolde vintre frøs kanalerne og tillod et fransk angreb i 1794-1795. Den østrigsk-hollandske hær blev løbet over ende, og sejrherrerne skabte en republik efter fransk forbillede.

9. Voldsomt uvejr

Nordsøens storme knuste den spanske armada

I 1588 sejlede den spanske armada med over 130 skibe op igennem Den Engelske Kanal. Om bord var 50.000 soldater, der skulle erobre England. Den spanske kong Filip 2. ville én gang for alle sætte en stopper for englændernes sørøveri og deres angreb på hans kolonier i Caribien.

Men i Kanalen blev armadaen ikke alene mødt af englændernes små manøvredygtige krigsskibe, men også af en voldsom storm.

De spanske skibe blev presset op i Nordsøen, hvor de blev mødt af endnu et uvejr. Stærkt beskadiget sejlede armadaen nord om Skotland og tilbage mod Spanien. I alt 62 fartøjer gik tabt, og mindst 12.000 spaniere omkom.

Voldsomme storme over Nordsøen var ganske almindelige i 1500-­tallet. Beregninger har vist, at antallet af storme i forhold til 1200-tallet steg med 85 pct., mens orkaner blev fire gange så hyppige.

Årsagen var de store temperaturforskelle mellem det kolde nord og det varmere syd. Stormene blev også fatale for Holland, der blev ramt af oversvømmelse.

Uvejr

Stormen pressede den spanske armada op i Nordsøen, hvor nye uvejr ventede. 62 krigsskibe gik tabt, og tusinder druknede.

© bridgeman

10. Revolution

Kornmangel udløste den franske revolution

To år med misvækst skabte så stor sult og utilfredshed i Frankrig, at folket stormede kongens forhadte fængsel Bastillen midt i Paris.

Store mængder regn ødelagde i 1787 og 1788 høsten i Frankrig. Kornmanglen betød, at prisen på brød blev næsten fordoblet, så det kostede halvdelen af en landarbejders dagløn.

Mange indbyggere havde bogstaveligt talt ikke råd til det daglige brød. Uro og optøjer fulgte – og så kom rygtet om dronning Marie Antoinette: Hun skulle have sagt, at de fattige da bare skulle spise kage i stedet for brød. Indbyggerne rettede deres vrede mod kongehuset.

Den store underklasse af fattige landarbejdere og daglejere krævede ændringer i samfundet.

Under revolutionen i 1789 var lavere priser på fødevarer et af de centrale krav. Det skulle være slut med den snyltende overklasse, der levede i luksus på bekostning af en sultende underklasse. Bønderne krævede bedre levevilkår og politisk indflydelse.

Marie Antoinette

Marie Antoinettes arrogance over for de sultende udløste underklassens vrede, og den franske revolution var en realitet.

© rue des archives