Apartheid var hvide sydafrikaneres betegnelse for de raceadskillelseslove, som blev indført i 1948.
Lovene forhindrede sorte i at bo i områder med overvejende hvide indbyggere, fratog dem retten til at stemme og forbød dem at spise, drikke og bade de samme steder som Sydafrikas hvide befolkning.
Ved hjælp af militær magt blev apartheidlovene håndhævet med hård hånd helt indtil 1994, da Nelson Mandela blev valgt til præsident efter Sydafrikas første frie valg.
1. Uro svækkede styret
Demonstrationer, boykot af hvide butikker og strejker blev i 1950 de sortes parti ANC’s (African National Congress) vigtigste våben i kampen mod apartheid.
Som modtræk gav styret hvide betjente ordre til at tæve demonstranterne og skyde på dem.
Bølger af uro kostede Sydafrikas økonomi dyrt, mens frustrerede sorte greb til våben og begyndte at føre guerilla-krig mod styret.
2. Modstanden voksede
Græsrodsbevægelser i Storbritannien, Vesttyskland og talrige andre europæ-iske lande demonstrerede fra slutningen af 1959 mod apartheid.
De stod bag boykot-kampagner af varer produceret i Sydafrika og gjorde apartheid til et varmt politisk emne, som Europas politikere måtte tage stilling til.
Demonstrationer i Europa og USA fik i 1973 FN til at fordømme apartheid-styret.
3. Præsidentens tale isolerede landet
Den 15. august 1985 holdt Sydafrikas præsident, P.W. Botha, en skæbnesvanger tale, som blev TV-transmitteret til hele verden.
Alle forventede, at Botha ville give efter for presset og afskaffe apartheid, men i stedet proklamerede han, at raceadskillelsen skulle fortsætte.
I kølvandet på talen styrtdykkede kursen på Sydafrikas valuta. Sammen med Storbritannien indførte USA økonomiske sanktioner mod Sydafrika for at tvinge landet til forhandlingsbordet.
P.W. Botha var apartheid-styrets leder fra 1978 til 1989.
4. Den kolde krig sluttede
Under den kolde krig forsøgte Sovjetunionen at eksportere kommunismen til Afrika.
Vestlige ledere betragtede Sydafrika som et effektivt bolværk mod kommunismen, og mange vendte derfor det blinde øje til apartheid.
Da den kolde krig sluttede i 1989, havde Europa og USA ikke længere brug for apartheidstyret.
5. Stærke ledere holdt liv i modstandskampen
Oliver Tambo, Steve Biko og biskop Desmond Tutu var årelange ledere af de sorte sydafrikaneres frihedskampe.
Den mest ikoniske blev imidlertid fængslet allerede i 1962: Nelson Mandela var selve symbolet på apartheidmodstanden.
Bothas regering lokkede i 1985 med løsladelse, hvis Mandela offentligt tog afstand fra den voldelige del af frihedskampen.
Men Mandela afviste tilbuddet: “Hvilken frihed er det, at jeg tilbydes, mens folkets organisation (ANC, red.) forbliver bandlyst? Kun frie mænd kan forhandle – en fange indgår ikke kontrakter”, lød Mandelas svar.
Først da apartheidlovene begyndte at blive løftet i 1990, fik Mandela sin frihed. Fire år senere vandt han Sydafrikas første frie valg og blev landets præsident.
