5 grunde til at atomkrig er utænkelig

Ønsket om aldrig igen at opleve atomets destruktive kræfter har siden været fremherskende, ikke mindst blandt japanerne, som har været meget aktive i at forsøge at begrænse atomvåben.

Som en indskrift på ét af Hiroshimas mindesmærker fortæller:

“Hvil i fred, for fejltagelsen vil aldrig blive gentaget”.

I 1962 bragte Cubakrisen verden på randen af en atomkrig og viste, hvordan muligheden for en altødelæggende atomkrig mellem de to supermagter, USA og USSR, hvilede på en knivsæg.

For at få skabt en form for stabilitet i forholdet mellem de to atommagter udtænkte USA’s forsvarsminister, Robert S. McNamara, doktrinen om gensidig sikret ødelæggelse (Mutual Assured Destruction, forkortet MAD, som også betyder “vanvittig”).

Doktrinen gik ud på, at hvis de to supermagter begge havde et tilpas slagkraftigt atomarsenal til, at enhver atomkrig utvivlsomt ville ende i begge parters komplette destruktion, så ville det automatisk afskrække ethvert angreb. Afskrækkelse var, erklærede McNamara i 1967, “hovedhjørnestenen i vor strategi”.

USA opgav officielt doktrinen i 1969, men grundidéen bag MAD fungerer stadig i bedste velgående og afholder enhver atommagt fra at bruge deres altødelæggende våben.

Atomvåben besiddes af en lille, eksklusiv klub bestående af ni lande. De altødelæggende våben giver indehaverne stor magt over de nationer, som ikke ejer en lignende slagkraft.

Siden 1968 har udbredelsen af atomvåben været reguleret af den såkaldte ikke-spredningsaftale. Aftalen forpligter lande, som har atomvåben, til ikke at sprede dem til andre lande – og forpligter samtidig nationer, som ikke har atomvåben, til at undlade at udvikle dem. Især siden Den Kolde Krigs afslutning har aftalen været med til at sikre, at magtbalancen mellem atommagterne har stået stort set stille.

I tilfælde af at atomvåben igen bliver brugt, selv i en mindre skala, vil aftalen formentlig blive brudt, da mange lande i så fald vil anse et atomforsvar som nødvendigt.

For de atomførende nationer vil brugen af deres masseødelæggelsesvåben altså sandsynligvis føre til en afgivelse af magt.

Russiske ledere truer gerne med atomvåbnet.

Men det er tom snak, mener analytikerne. Intet tyder nemlig på, at Rusland har i sinde at anvende nogle af landets næsten 6.000 atomvåben.

Faktisk tillader Ruslands egen militærdoktrin slet ikke brug af atomvåben offensivt. Kun hvis nationen bliver angrebet, vil et atomforsvar kunne komme på tale, anfører bl.a. nedrustningseksperten Nikolai Sokov.

Truslerne er derfor ren propaganda beregnet på at sprede skræk i Vesten.

“Muligheden for, at Rusland – eller Putin – vælger at bruge atomvåben direkte mod Vesten, er astronomisk lav. Vi bør end ikke seriøst overveje muligheden på dette tidspunkt”, sagde Katherine Lawlor, analytiker ved Institute for the Study of War i Washington, D.C., i februar 2023 til magasinet U.S. News & World Report.

Ønsket om at overleve ligger dybt i mennesket. Da en atomkrig vil betyde den visse død for den, som indleder angrebet, vil en sådan handling kræve en høj grad af irrationalitet.

Og selvom irrationalitet forekommer – også hos statsledere – så er irrationalitet i den størrelsesorden sjælden, påpeger den amerikanske militæranalytiker Herman Kahn.

Og hvis det skulle forekomme, vil lederen blive standset. “Hvis irrationaliteten bliver for bizar, er det mest sandsynligt, at den irrationelles underordnede tager over”, påpeger Kahn.

Selv en leder som Vladimir Putin, som mange i Vesten opfatter som irrationel, er næppe klar til at ofre livet i en atomkring. Putin “er mange ting, men han er ikke selvmorderisk”, udtaler Katherine Lawlor fra Institute for the Study of War.