5 grunde til at Frankrig er hærget af konflikter

Konflikt skabte det moderne Frankrig

Den 14. juli 1789 stormede utilfredse franskmænd Bastillefængslet i Paris. Episoden indledte Den Franske Revolution og opgøret med den enerådende kong Ludvig 16.

Begivenhederne viste franskmændene, at de ved at gå på gaden i flok kunne styrte tyrannerne. Skepsis over for autoriteter og tiltro til massernes magt har siden da været en del af den franske folkesjæl.

Revolutionære metoder kom i brug fx i 1848, da folket styrtede kong Ludvig-Filip.

Siden 2018 har især les gilets jaunes – de gule veste – gjort sig bemærket. Bevægelsen begyndte som et oprør mod regeringens planer om forhøjelser af prisen på brændstof. Dens navn henviser til en lov, som påbyder bilister at medbringe en gul vest til brug ved fx ulykker.

Valgsystem fremmer konflikt

Frankrigs overhoved, præsidenten, vælges af befolkningen ved direkte valg hvert femte år og har sammen med regeringen vidtgående beføjelser i forhold til parlamentet.

Befolkningens interesse retter sig derfor først og fremmest mod præsidenten. I 2022 afgav hele 80 pct. af vælgerne deres stemme ved præsidentvalget, mens kun 47 pct. stemte ved parlamentsvalget.

Det intensive fokus på en enkelt person fører ofte til skuffelser og deraf følgende oprør.

Utallige protester er blevet rettet mod Emmanuel Macron, siden han første gang indtog præsidentposten i 2017.

200.000 franskmænd gik fx på gaden den 23. marts 2018 i protest mod bl.a. præsidentens forslag om nedskæringer i den offentlige sektor og afskaffelse af automatisk lønregulering.

Politisk samarbejde er en sjældenhed

Franskmændene opfandt den politiske opdeling i højre og venstre, da de under revolutionen lod tilhængerne af monarkiet sidde til højre og de revolutionære til venstre i Nationalforsamlingen.

Polarisering har siden været en del af landets politiske kultur.

Samarbejde mellem politiske modstandere er en sjældenhed. Blandt undtagelserne er den socialistiske præsident François Mitterrand, som i 1980’erne og 1990’erne dannede regering med konservative premierministre.

Frankrig hører da også til blandt Europas mest polariserede lande, viser undersøgelser foretaget af det svenske analyseinstitut V-Dem Institute.

På en skala fra 0 til 4, hvor 0 angiver den højeste grad af polarisering, ligger Frankrig i undersøgelser foretaget både i 2012 og 2019 tæt på 0.

Strejke er en borgerret

Retten til at strejke blev indskrevet i den franske forfatning i 1946 og har siden været flittigt brugt.

Allerede det følgende år nedlagde tre millioner franskmænd arbejdet i en række strejker, som begyndte på Renault-fabrikkerne i Paris’ udkant.

En statistik udarbejdet af OECD, industrilandenes organisation, viser, at Frankrig målt på antallet af strejkedage pr. 1.000 arbejdende siden 2000 har været blandt verdens førende.

De hyppige strejker skyldes bl.a., at vigtige forhold som fx løn og arbejdstid bestemmes af staten og ikke af arbejdsmarkedets parter.

Fagforeningerne står svagt, da kun 8 pct. af arbejdsstyrken er medlemmer. Arbejderne kompenserer ved at benytte sig af borgerretten til at strejke og lægger på den måde pres på regeringen for at få deres krav igennem.

Eliteskoler udklækker verdensfjerne statsmænd

Uddannelse er i Frankrig tilgængelig for alle, som har lysten og evnerne. Det gælder dog ikke de såkaldte grandes écoles, som tilbyder videregående undervisning inden for teknik, handel og administration.

Skolerne er private og optager kun få elever. For de heldige letter optagelsen imidlertid vejen til en administrativ eller politisk toppost.

Blandt de mest fremtrædende grandes écoles er Sciences Po, hvor præsidenterne Georges Pompidou, François Mitterrand og Nicolas Sarkozy aflagde eksamen, samt Ecole nationale d’administration, hvor Emmanuel Macron er uddannet.

Rekruttering fra eliteskolernes lukkede kreds forøger risikoen for, at toppolitikere bliver indspiste og er ude af trit med almindelige franskmænd, samt øger manges modstand imod landets ledere.