Mennesker bag tremmer var det store trækplaster i zoo. Folk betalte gladeligt entre for at glo på inuitter, afrikanere og sydamerikanere.

© Jules Chéret

Absurd tendens: Mennesker blev udstillet i zoo

Vesterlændinge valfartede i ophidset begejstring til udstillinger af afrikanske slavekvinder og blodtørstige kannibaler. De makabre optrin skulle bl.a. retfærdiggøre Vestens undertvingelse af Afrika og Østen i 1800-tallet.

“Bider de?” spurgte en nysgerrig tilskuer sin sidemand. De to var del af et større publikum, som ivrigt puffede for at få hele optrinnet med:

Den spanske by Valencia havde fået besøg af den franske showmand Ferdinand Gravier og hans gruppe af afrikanske ashantier, som de seneste måneder havde vakt stor opsigt på deres turné gennem Sydeuropa.

I slutningen af 1897 var truppen nået til byens “Teatro Pizarro”. Både lokale og pressen var mødt talstærkt op for ved selvsyn at opleve de fremmede, som aviserne i en blanding af forargelse og fascination kaldte for “glubske vilde”.

Gravier var kun en ud af mange vesterlændinge, som havde fundet ud af at spinde guld på såkaldt eksotiske mennesker – bl.a. aboriginere fra Australien, masaier fra Afrika og singalesere fra Sri Lanka.

De blev hentet til Europa og USA og udstillet i zoologiske haver. Nogle var blevet kidnappet eller presset til at forlade deres hjemland, andre skrev selv kontrakt med de driftige europæiske forretningsmænd mod løfter om penge og et nemmere liv.

Men det var langtfra altid, at løfterne om betaling blev indfriet. Og tilværelsen som tilløbsstykke i en zoologisk have var ofte hård og ydmygende.

Iniuitter blev tvunget til at optræde i fuld pels midt i Chicagos hede sommer, sygdomme som kopper brød ud blandt hele familier, og under en udstilling i 1901 i Buffalo i USA blev en død baby smidt ud med affaldet af de ansatte.

En del af de udstillede fik lov til at forlade indhegningen efter lukketid, men lige så mange befandt sig konstant bag lås og slå eller fik til nød lov til at færdes rundt i følge med de showmænd, der havde bragt dem til landet.

Mennesker sat til skue i årtusinder

Etnografiske shows, som viste “primitive folkefærd i deres naturlige habitat”, var en videreudvikling af 1800-tallets populære freakshows, hvor bl.a. den amerikanske cirkusdirektør P.T. Barnum tjente tykt på at fremvise skæggede damer, miniputmennesker, siamesiske tvillinger og andre kuriositeter.

Mennesker havde dog været udstillingsobjekter, længe før Barnum og Gravier kom på ideen. Både i oldtidens Egypten og Romerriget blev krigsfanger fra andre lande udstillet.

Også i 1500-tallets Sydamerika havde herskere som aztekerkongen Moctezuma 2. dværge, albinoer og pukkelryggede side om side med dyr i sin private zoo, og i renæssancen opbyggede den italienske kardinal Hippolytus de Medici en stor zoo med eksotiske dyr og forskellige menneske-racer i Vatikanet.

Zoologiske haver var imidlertid en luksus forbeholdt adelen indtil den franske revolution i 1789. På det tidspunkt blev haverne åbnet for den brede befolkning.

Rør ved en “vild”

Det ukendte og særprægede var der mange, som hungrede efter. Det erfarede bl.a. zoo-direktør Geoffroy Saint-Hilaire allerede i 1877, da han ledte efter en ny attraktion til Jardin Zoologique d'Acclimatation – Paris' populære zoologiske have.

Direktør Saint-Hilaire havde med stor interesse observeret, hvor velbesøgte de etnografiske udstillinger var i Tyskland.

Blandt andet havde den tyske impresario Carl Hagenbeck stor succes med at udstille mennesker i sin zoologiske have, og snart importerede Saint-Hilarie 14 nubiere fra Nordafrika.

Inden året var omme, kunne direktøren også fremvise seks inuitter fra Grønland. Årets besøgstal slog rekorden med 37 pct.

De store internationale verdensudstillinger, som var blevet afholdt siden midten af 1800-tallet, udnyttede også tidens store trækplaster.

Gæster kunne således opleve rekonstruktioner af afrikanske landsbyer, egyptiske basarer og mongolske teltlejre.

Og de kunne se afrikanere opføre krigsdanse, og inuitter flå sæler. Tilskuerne morede sig desuden kosteligt med at smide småpenge ind over hegnet til afrikanere, der velvilligt dykkede ned i vandet og kom op til overfladen med de skinnende mønter mellem tænderne.

I souvenirkioskerne blev postkort med fotografier af inuitter, pygmæer og sydamerikanske stammefolk revet ned af hylderne, men den største attraktion var dog den direkte kontakt:

Mange haver tillod gæsterne at fodre eller endda røre ved “de primitive”, som var de kælegeder i en børnezoo. I Chicago i 1893 fik gæsterne lov til at række ind over hegnet og stikke en gruppe afrikanere med pinde.

LÆS OGSÅ: Freakshows var de vanskabtes vej til succes

© rogerviolet/polfoto

Publikum mistede interessen

Politisk blev “de vilde” brugt som argument for kolonialisering: Nu kunne de europæiske folk ved selvsyn konstatere, hvor uciviliserede folk i den ikke-vestlige verden var.

Især verdens-udstillingernes etnografiske shows blev brugt til at vinde folkelig tilslutning til bl.a. kapløbet om Afrika (ca. 1870-1914), som forvandlede stort set hele det afrikanske kontinent til kolonier.

Som den franske premierminister og fortaler for kolonisering Jules Ferry sagde til sit parlament i slutningen af 1800-tallet:

“De overlegne racer (europæere) har en ret, fordi de har en pligt. Pligt til at civilisere de underlegne racer (ikke-europæere)”.

I takt med at Vesten erobrede nye landområder i Afrika, Asien og Sydamerika, ændrede de etnografiske shows imidlertid karakter.

Vildskaben var nedtonet, og i stedet fortalte udstillingerne, hvor meget de indfødte havde haft gavn af at blive koloniseret.

Publikum begyndte derfor at miste interessen, og med få undtagelser var udstillinger med “primitive” et uddødt fænomen, da 2. verdenskrigbrød ud i 1939.

Mød nogle af de mennesker, der blev udstillet, herunder:

Primitive dyr:

Inuit-familie blev mødt af pisk og sygdom

Den 35-årige inuit Abraham Ulrikab og hans familie ankom sammen med tre andre inuitter i efteråret 1880 til Hamburg.

Familien var fra Labrador-regionen i den nordøstlige del af Canada. og da Abraham var i dyb gæld, havde han ladet sig friste af et løfte om god betaling.

Jobbet lød egentlig nemt: De i alt otte inuitter skulle bare lave præcis det samme, som de plejede derhjemme – ro i kajakker, foretage dagligdags sysler og demonstrere sæljagt.

Alle dør inden for kort tid

Kontrakten til trods blev inuitterne ikke behandlet som mennesker. Abraham skrev i sin dagbog 7. november 1880:

“Blev trist igen. Tobias blev tæsket med en hundepisk af vores herre, Jacobsen. Hr. Jacobsen blev rasende, fordi, som han sagde, Tobias aldrig adlød ham... Efter dette optrin var Tobias meget syg”. Livet uden for indhegningen var også en skuffelse. “Det er umuligt at gå nogen steder hen om dagen, vi er totalt omringet af dem”, skrev Ulrikab om oplevelsen af menneskemængden i zoo.

Efter blot to måneder ramte katastrofen. Adrian Jacobsen havde glemt at få dem vaccineret inden afrejsen til Europa, og 14. november 1880 døde den første af inuitterne af kopper.

Inden året var omme, var kun fem ud af de otte inuitter stadig i live. Mellem 7. og 16. januar 1881 døde resten af familien i Paris.

Familien Ulrikab havnede i Carl Hagenbecks zoologiske have i Hamburg.

© Unitätsarchiv Herrnhut

Abemenneske:

Pygmæ blev sat bag tremmer

Den 8. september 1906 stimlede usædvanligt mange gæster sammen foran abeburet i Bronx Zoo i New York.

Årsagen var en congolesisk mbuti-pygmæ ved navn Ota Benga. Den 23-årige afrikaner underholdt bl.a. de mange tilskuere med sine evner udi bueskydning, men vakte også stor begejstring, når han gav sig til at brydes med orangutangen Dohong.

Ifølge avisen New York Times “protesterede kun et fåtal over synet af et menneske i bur sammen med aber”, og senere i samme artikel fastslog journalisten, at publikum under Bengas leg med aben havde “god mulighed for at studere deres ligheder. Deres hoveder ligner hinanden, og begge griner på samme måde, når noget behager dem”.

Lokale præster protesterer

Nogle stillede spørgsmålstegn ved Bengas oprindelse: “Er det et menneske?” spurgte en kvindelig tilskuer.

Flere af byens afro-amerikanske præster var til gengæld chokerede. “Vores race er undertrykt nok i forvejen, uden at man behøver at udstille en af os sammen med aberne”, protesterede pastor James H. Gordon, leder af et hjem for fattige børn.

Protesterne fik zoo-direktør William Hornaday til at lukke udstillingen. Benga kunne de næste måneder færdes frit i haven, men blev ofte fulgt af en hujende menneskemængde.

I december 1906 blev han overladt til pastor Gordon, der fandt ham en pleje-familie i delstaten Virginia.

Her fik han sine tilfilede tænder udjævnet, startede i skole og fik arbejde på en tobaksfabrik.

Benga sparede sammen til at rejse hjem til Afrika, men da 1. verdenskrigbrød ud, blev al passagerskibstrafik indstillet, og håbet om at vende hjem svandt.

  1. marts 1916 bankede han de kunstige kroner af sine tænder, tændte et ceremonielt bål og skød sig selv gennem hjertet.

Benga blev beskrevet som “the missing link” – evolutionsforskningens betegnelse for stadiet mellem abe og menneske. Dermed kunne den unge pygmæ præsenteres som en sensation.

© SPL/Scanpix

Kannibaler:

Kidnappet og tvunget til at optræde som kannibaler

Ført til Frankrig i kæder blev 11 ildlændere fra den sydlige spids af Sydamerika sat til skue på verdensudstillingen i Paris 1889.

Gæster overværede bl.a., hvordan ildlænderne tog for sig af de lunser råt hestekød, der blev smidt ind i buret til dem.

Efter verdensudstillingen udstillede impresarioen Maurice Maître ildlænderne i London. Her blev en af kvinderne syg og døde på et hospital 21. januar 1890. Den sygeplejerske, som var på vagt, beskrev kvinden således:

“Da hun kom ind, var hun kun iklædt et gammelt tæppe båret som en kåbe med et stykke reb rundt om hoften samt et par sko lavet af snor. Hun var meget beskidt; stanken fra hendes krop var forfærdelig”.

Maître stak af til Belgien, da de britiske aviser tog sagen op. Han fortsatte dog med at udstille sin trup af “kannibaler”, indtil belgisk politi arresterede ham og sendte de fire overlevende ildlændere hjem i 1890.

Maurice Maître kidnappede sydamerikanske ildlændere og tvang dem til Europa.

© rarehistoricalphotos.com

Sex-objekt:

Sydafrikaner skulle vise kroppen frem

For blot to shilling kunne Londons borgerskab i efteråret 1810 opleve “hottentotternes Venus”.

Hun hed Saartjie Baartman, var 21 år og tilhørte det sydafrikanske khoikhoi-folk.

Baartman var blevet solgt som slave og transporteret til Europa med udstilling for øje, blandt andet i Piccadilly Circus i London. Her var succesen så stor, at politiet måtte styre mængden.

Imens blev Baartman paraderet rundt på pladsen, hvor hun fik kommandoer som “gå” og “sit”.

Især hendes bagdel, som europæiske videnskabsfolk sammenlignede med en mandril-abes, var med til at gøre hende til et sexobjekt, og hun fik tilnavnet “Venus” på grund af sine kurver.

Baartman havde et genetisk træk kaldet steatopygia, som får fedt til at samle sig på ballerne.