Hvem er afghanerne?
Afghanistans befolkning er et kludetæppe af etniske grupper, stammer og folkeslag. Størsteparten af beboerne i det 650.000 km2 store, bjergrige land er pashtuner – en etnisk gruppe, som også lever i nabolandet Pakistan og i de delvist uafhængige stammeområder mellem de to lande.
Resten af Afghanistans befolkning tæller bl.a. turkmenere og usbekere, som taler tyrkiske sprog og dari, en persisk dialekt. En særlig minoritet udgør hazarerne, der i modsætning til den øvrige befolkning, som er sunni-muslimer, bekender sig til den shiitiske tolkning af islam.
Islam binder befolkningen sammen, men hver gruppe har sit eget sprog og sin egen kultur og historie. Fælles for dem alle er, at de er strengt kønsopdelte, og at kvinders rettigheder nærmest er ikke-eksisterende.
Hvornår blev Afghanistan selvstændigt?
Selvstændigt efter blodige kampe
Afghanistan blev i 1746 formelt et kongerige, men reelt forblev stammer og klaner selvstyrende, ligesom de havde været i de foregående århundreder. Stammerne ser hinanden som selvstændige lande, og de indgår traktater og aftaler eller bekriger hinanden med deres egne lokale hære.
De mange stammekrige gør, at afghanerne er krigsvante og bevæbnede. Det måtte briterne sande, da de i 1800-tallet forsøgte at kontrollere landet for at beskytte adgangen til vigtige besiddelser i Indien. Efter tre blodige krige måtte briterne i 1919 opgive kampen og forlade Afghanistan, som dermed blev en selvstændig nation.
Hvorfor er Afghanistan vigtigt for omverdenen?
Knudepunkt for handelsrejsende
Inden briterne trak sig, havde de i samarbejde med Rusland trukket Afghanistans landegrænser, som vi kender i dag. Meningen var, at landet skulle fungere som en stødpudezone mellem øst og vest.
Rollen som bindeled mellem Mellemøsten og Det Fjerne Østen var ikke ny for Afghanistan. Beliggenheden gjorde allerede i oldtiden Afghanistan til et midtpunkt for handelsfolk og rejsende. Landet lå centralt på Silkevejen, som fra de første århundreder og indtil midten af 1400-tallet forbandt Kina med middelhavslandene.
Naboskabet til Indien gjorde, at Afghanistan spillede en afgørende rolle i britisk udenrigspolitik, men også for Rusland og verdens øvrige stormagter var Afghanistan strategisk vigtigt.
Afghanistans rolle under Den Kolde Krig
Stormagter kæmper om landets gunst
Stormagtsinteressen udnyttede Afghanistans ledere behændigt efter selvstændigheden ved at indgå samarbejder med en række lande, som ønskede indflydelse i Afghanistan.
Med penge og teknisk assistance udefra lykkedes det Afghanistan at anlægge et moderne vejnet og en nationalbank, som kunne formidle penge til den spirende bomulds- og tekstilindustri.
Samtidig fik Afghanistan en ny forfatning og et nyt skolesystem med lige adgang for både piger og drenge.
Blandt de store bidragydere var mellemkrigstidens fremstormende stormagter Tyskland, Japan og Italien. Da USA og Sovjetunionen efter 2. verdenskrig trådte frem som verdens dominerende magter, overtog de rollen som Afghanistans største velgørere.
For begge lande, som i efterkrigsårene stod stejlt over for hinanden i Den Kolde Krig, var Afghanistan afgørende. Begge supermagter var opsatte på for enhver pris at holde landet uden for den anden parts kontrol.
Afghanistan udnyttede behændigt situationen til at opnå investeringer og hjælp fra begge supermagter.
Takket være stormagternes gavmildhed kunne afghanerne glæde sig over nye veje, herunder den velbyggede landevej mellem de vigtige byer Kandahar og Herat. De fik også et udbygget elektricitetsnet og et kunstvandingsanlæg, som var en stor hjælp i et land, hvor nedbør stort set kun falder i vinterhalvåret.
Supermagterne bidrog også med undervisning og stipendier til uddannelse i udlandet.
Var Afghanistan nogensinde et demokrati?
Friheden blomstrer i Kabul
Moderniseringen kulminerede i 1950’erne og 1960’erne, som historikere kalder for Afghanistans gyldne tidsalder.
I hovedstaden Kabul gik kvinder til undervisning på universitetet iført miniskørter, og overklassen og den øvre middelklasse levede en tilværelse, som til forveksling lignede livet i et vestligt land.
I 1960’erne tog mange afghanske kvinder en universitetsuddannelse og trådte i stor stil ind på arbejdsmarkedet.
Afghanistan var dog aldrig et demokrati i gængs vestlig forstand, men holdt i 1960’erne relativt frie valg, hvor også kvinder kunne stemme og blive valgt. For den store del af befolkningen udgjorde de nye spilleregler imidlertid en trussel.
Særligt frygtede stammelederne kvindernes mulighed for uddannelse, som de betragtede som et angreb på familien. For den reform-ivrige elite kunne det dog kun gå for langsomt. Utilfredsheden herskede især blandt de mange studerende, som havde taget marxismen til sig.
De to grupper stod stejlt over for hinanden, og i 1973 gik det galt.
Da kong Zahir Shah i juli 1973 rejste til Italien for at modtage behandling for en øjensygdom, slog den tidligere premierminister Daud Khan til. Ved et kup den 17. juli tog han magten, afsatte kongen, som da havde siddet på tronen i 40 år, og erklærede Afghanistan for en republik.
Mange dyr i Kabul Zoo døde eller stak af under krigen, men løven Marjan blev. Den mistede dog synet, da der blev smidt håndgranater ind i buret til den.
Kabul blev kaldt Centralasiens Paris
Mens størstedelen af Afghanistan stadig var landbrugsland, voksede hovedstaden, Kabul, i 1900-tallets første halvdel til en moderne storby.
Allerede før landets selvstændighed i 1919 blev byen udstyret med telefonlinjer, elektricitet og postvæsen. Efter selvstændigheden voksede byen nærmest eksplosivt. I 1962 var det bebyggede areal 14 gange så stort som i 1925.
I 1950’erne og 1960’erne åbnede de første luksushoteller og vestlige butikker som fx det ikoniske britiske stormagasin Marks & Spencer.
En sovjetisk bygget lufthavn blev indviet i 1960, og syv år senere åbnede en zoologisk have med hjælp fra tyske zoologer.
Byen husede en række fabrikker, men var domineret af den højtuddannede og vestligt orienterede middelklasse, som arbejdede i regeringskontorerne eller på byens læreanstalter. I 1960’erne var Kabul desuden populær blandt vestlige turister, som begejstret gav byen betegnelsen Centralasiens Paris.
Hvorfor invaderede Sovjetunionen Afghanistan?
Sovjet invaderer det splittede land
Det nye styre præsenterede hastigt en række vidtgående reformer, fx blev tvangsægteskaber og brudepris forbudt. Stammelederne gjorde oprør, og de færreste følte loyalitet mod centralmagten. De fleste konservative stammeledere havde respekt for kongen, og uden kongen brød oprøret ud i lys lue.
Stammelederne var ikke de eneste, som var utilfredse. Sovjetunionen havde gennem militære og civile hjælpeprogrammer gennem 1960’erne fået mere og mere magt i Afghanistan.
Men da Daud i sit forsøg på at holde landet samlet slog ned på alt og alle – herunder kommunister – mistede Sovjetunionen tålmodigheden. I april 1978 lod kommunister ham henrette, og sovjetiske militærrådgivere strømmede ind i landet.
Som udefrakommende og tilmed vantro vakte kommunisterne stammeledernes vrede. De satte alt ind på at fordrive det gudløse styre i Kabul. Snart var regeringen presset.
Sovjetunionen, som nu stod til at miste alt det, som landet havde opnået igennem årtiers massive investeringer, tog en desperat beslutning. Den 24. december 1979 angreb Den Røde Hær. Ved et statskup dræbte de landets leder og satte deres egen kandidat, Babrak Karmal, på posten.
Derfor vandt Afghanistan krigen mod Sovjet
Sovjet giver fortabt
Sovjet-styrkerne fik straks kontrol med de større byer og med landevejene. Men i de afsides områder herskede stammekrigerne, der nu kaldte sig mujahediner – hellige krigere. De kendte landskabet og overrumplede igen og igen de sovjetiske soldater. Sovjet svarede igen ved at udslette hele landsbyer, så krigerne ikke kunne skjule sig.
Samtidig angreb de fra luften med de såkaldte Mil Mi-24-helikoptere, hvis skrog kunne modstå selv svære projektiler. Mod helikopterne kom mujahedinerne til kort, da de havde svært ved at gemme sig i det flade og sparsomt bevoksede land.
Først da krigerne i 1985 modtog Stingermissiler fra amerikanerne, blev de i stand til at svare igen. Den forøgede hjælp virkede, og i de følgende år voksede Sovjetunionens tab.
I 1989 måtte Sovjetunionen, som i forvejen var trængt økonomisk og politisk på hjemmefronten, trække sig tilbage.
Frihedsgudinden i nye klæder malet på muren til den tidligere amerikanske ambassade i Teheran.
Islamisk vækkelse skræmte stormagterne
Gennem 30 år havde USA og Sovjetunionen kæmpet om hovedrollen på den verdenspolitiske scene. Men i 1979 satte en ny og ukendt bevægelse supermagterne under pres.
Sovjetunionens beslutning om at invadere Afghanistan og amerikanernes skarpe reaktion var ikke blot en naturlig udløber af rivaliseringen mellem stormagterne under Den Kolde Krig, som den havde udspillet sig siden 2. verdenskrigs udløb.
Den islamiske revolution i Iran kulminerede med afsættelsen af den amerikansk-støttede shah og indsættelsen af den religiøse leder ayatollah Khomeini. Det både skræmte og forvirrede begge supermagter og påvirkede beslutningen om at blande sig i Afghanistan.
Sovjetunionen frygtede, at USA ville gribe lejligheden til at begå statskup og dermed sætte sig tungt på magten i det strategisk vigtige Iran. Kommunistlederne i Moskva frygtede samtidig, at den muslimske vækkelse ville vinde genklang hos landets egen befolkning, en udvikling, som uvægerlig ville splintre imperiet.
USA på sin side var bange for, at Sovjetunionen ville udnytte uroen i Iran til at øge sin indflydelse i landet. Hvis Sovjet dominerede både Iran og Afghanistan, ville supermagten få direkte adgang til Den Persiske Golf og olien, som udgjorde den vestlige verdens livsnerve.
Både USA og Sovjet tog fejl. Irans religiøse ledere erklærede begge lande for islams vantro fjender og stemplede dem som “sataner”. Mens USA fik prædikatet “Den Store Satan”, måtte Sovjet dog nøjes med titel af “Den Mindre Satan”.
Hvordan kom Taleban til magten i Afghanistan?
Taleban lurer i kulissen
Nederlaget i Afghanistan blev begyndelsen til enden for Sovjetunionen. Omkring to år efter tilbagetrækningen faldt imperiet fra hinanden. Men også for Afghanistan havde krigen voldsomme omkostninger.
Store dele af civilbefolkningen blev drevet på flugt. Mere end tre millioner flygtninge fandt vej til Pakistan, mens næsten to millioner kom til Iran. Derudover var der et stort antal fordrevne internt i Afghanistan. Krigshandlinger efterlod veje, byer og vandingsanlæg i en sørgelig forfatning.
Taleban opstod i flygtningelejrene i Pakistan, hvor afghanske drenge blev opdraget til en strengt religiøs livsførelse.
“Hvordan kunne vi forblive tavse, når vi så, hvordan der blev begået forbrydelser mod kvinder og børn?” Mullah Omar.
Samtidig var afghanerne bevæbnet til tænderne, og stort set alle mandlige afghanere var nu toptrænede guerillasoldater.
Den nye moderate regering stod til gengæld svagt, og lovløsheden hærgede. Lokale krigsherrer opsatte vejspærringer og krævede ulovlige afgifter, og overgreb i form af mord, kidnapning og voldtægt var almindeligt.
I begyndelsen af 1994 gjorde en krigsherre omkring Kandahar sig bemærket ved at kidnappe og voldtage to unge piger. Hændelsen gjorde den tidligere guerillakriger og religiøse lærer Mullah Omar rasende.
Han samlede omkring 30 unge mænd, befriede de to piger og henrettede krigsherren ved at hænge ham fra en kanon på en kampvogn uden for krigsherrens base.
“Vi kæmpede imod muslimer, som opførte sig forkert. Hvordan kunne vi forblive tavse, når vi så, hvordan der blev begået forbrydelser mod kvinder og børn”, forklarede Mullah Omar.
Mullah Omar varslede lov og orden i Afghanistan, men det blev på bekostning af befolkningens frihed.
Hans tilhængere tilhørte Taleban, en bevægelse, som opstod i de enorme flygtningelejre, som under Sovjetunionens besættelse blev opført i Pakistan. Her fordrev unge drenge tiden på koran-skoler, som lærte dem væbnet kamp og en strengt religiøs livsførelse.
Fra begyndelsen af 1994 drev store flokke af studerende over grænsen til Afghanistan. Med løfter om lov og orden erobrede de med Mullah Omar i spidsen snart hele Afghanistan. I 1996 faldt selv elitens by, Kabul.
Taleban formåede til en vis grad at genoprette lov og orden. Men roen havde en frygtelig pris.
Overalt, hvor Taleban vandt frem, mistede befolkningen friheden. Radio, TV, biografer og dans blev strengt forbudt. Utro kvinder og mænd blev pisket eller stenet til døde, og afhugning af hænder blev standard selv ved mindre kriminelle forseelser.
Piger blev forbudt adgang til skolen, og kvinder måtte kun bevæge sig ud på gaden, hvis de var tildækkede og ledsaget af en mandlig slægtning.
Hvorfor trak USA sig ud af Afghanistan?
Amerikanerne drager i krig
De fleste nationer i verden fordømte Taleban. Men først i 2001 bragte styret sig for alvor på kant med det internationale samfund. Det skete, da al-Qaeda med Afghanistan som base planlagde og gennemførte terrorangrebet den 11. september 2001, som kostede 3.000 mennesker livet.
Angrebet hensatte hele den vestlige verden i chok. For USA var terrorhandlingen et anslag mod nationens sikkerhed og mod den magt og prestige, som landet nød som den eneste tilbageværende supermagt. Mindre end en måned senere, den 7. oktober, gik De Forenede Stater i en koalition med i alt 48 lande, herunder Danmark og Norge, i krig.
Sammen med NATO’s afghanske allierede, Nordalliancen, nedkæmpede styrkerne hurtigt Taleban, og den 13. november kunne Nordalliancen rykke ind i Kabul. Her skulle en ny regering under Hamid Karzai opbygge det krigshærgede land.
“Vi har nu bevæget os fra tiden med større krigshandlinger og ind i en periode med stabilitet og stabilisering”, erklærede USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, stolt to år senere.
Både danske og norske soldater kæmpede i Afghanistan. Begge lande hører til blandt de nationer, der bidrog mest set i forhold til indbyggertal.
Danmarks rolle i Afghanistan
Både Danmark og Norge deltog som NATO-medlemmer i krigen i Afghanistan. Norge bidrog fra slutningen af 2001, bl.a. med kampfly, ingeniørtropper og andre specialstyrker samt med militærrådgivere.
Efter NATO-mandatets udløb ved udgangen af 2014 fortsatte norske eksperter med at rådgive og uddanne afghansk politi og militærstyrker.
Danmark bidrog bl.a. med hærenheder, jæger- og frømandskorpsene samt kamp- og transportfly. Ligesom nordmændene var danskere med til at træne og rådgive de afghanske styrker efter NATO-mandatets udløb.
De sidste danske soldater trak sig ud af Afghanistan i juni 2021, mens nordmændene blev til det sidste. Den sidste nordmand forlod landet den 30. august, samme dag som amerikanerne forlod landet.
Både Norge og Danmark hører til de lande, som set i forhold til landets indbyggertal bidrog mest til koalitionen. Begge lande betalte en høj pris i menneskeliv. Deltagelsen kostede 10 nordmænd og 43 danskere livet. Det danske tab var koalitionens højeste set i forhold til indbyggertallet.
Men alt var ikke godt. Stammelederne i Taleban følte sig lige så lidt loyale mod regeringen i Kabul, som de havde gjort under briternes og Sovjetunionens invasioner, og de kæmpede imod af al kraft.
Med bagholdsangreb, likvideringer, vejsidebomber og kidnapninger forhindrede de konstant NATO-styrker og regeringen i at få den fulde kontrol i Afghanistan.
Allerede i 2010 stod det klart, at Taleban var en styrke, som både regeringen og Vesten måtte regne med. Da NATO’s mandat ved udgangen af 2014 udløb, og afghanske styrker overtog opgaven med at bekæmpe Taleban, tog volden til.
USA og de allierede måtte erkende, at krigen ikke kunne vindes. I februar 2020 underskrev USA en fredsaftale med Taleban. Ifølge aftalen skulle USA forlade landet inden den 11. september 2021. Så længe holdt de vestlige styrker ikke stand.
Den 15. august indtog Taleban atter Kabul, og to uger senere, den 30. august 2021, forlod den sidste amerikanske soldat Afghanistan – slået som de forgængere, der også havde forsøgt at tæmme det kaotiske land.
Krigen havde da kostet mindst 175.000 mennesker livet. Af dem var 2.500 amerikanere og 1.200 allierede.