10 skandinaver, som ændrede USA

Mange af de millioner af skandinaviske der udvandrede til USA endte i en hård tilværelse, hvor drømmen om det gode liv aldrig blev til virkelighed. Men nogle få ramte en guldåre og ændrede deres nye fædreland for evigt.

Mange af de millioner af skandinaviske der udvandrede til USA endte i en hård tilværelse, hvor drømmen om det gode liv aldrig blev til virkelighed. Men nogle få ramte en guldåre og ændrede deres nye fædreland for evigt.

National Park Service/Ritzau Scanpix, George Rinhart/Getty Images & Shutterstock

1. Snedkerens søn udhuggede nationalmonument

Billedhuggeren Gutzon Borglum skabte et af USA’s kendteste vartegn: De a­me­ri­kan­ske præ­si­den­ter ­hugget ud af Mount Rushmores klippe.

Børg­lums for­ældre, Jens og Christina, var kom­met til USA blot tre år før sønnens fødsel i Idaho i 1867. Faren var snedker, og Borg­lum arvede talentet for at forme i materialer og blev billedhugger.

Den øde delstat South Dakota havde i 1923 brug for en seværdighed til at profilere sig med og besluttede at anlægge et mo­nu­ment, der hyldede USA’s fortid.

Borglum var utilfreds med sin første udgave af Thomas Jefferson og sprængte den i stykker.

© National Park Service/Ritzau Scanpix, George Rinhart/Getty Images & Shutterstock

Gutzon Borglum, der var kendt for sine skulpturer af helte fra den amerikanske bor­­ger­­krig, fik frie hænder til projektet.

Han valgte at portrættere fire præsidenter, Geor­ge Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt, som han mente symboliserede hhv. USA’s grundlæggelse, vækst, udvikling og styrke.

Arbejdet begyndte i 1927. Ud over bo­re­værk­tøj blev klippedele sprængt med dynamit – bl.a. for at opnå Washingtons dybe øjne.

Den oprindelige plan var at skabe hver præ­si­dent i halvfigur, men i 1941 døde Borg­lum, og desuden var pengekassen tom, så projektet blev standset. Prisen var 1 mio. dollars, godt 74 mio. nu­tids­kro­ner.

De 18 m høje hoveder ses af ca. 2,5 mio. gæster årligt.

© National Park Service/Ritzau Scanpix, George Rinhart/Getty Images & Shutterstock

Fakta om Mount Rushmore monumentet:

  • Konstruktionen tog 14 år.
  • 400 arbejdere formede klippen med værktøj og dynamit.
  • I alt blev 400.000 tons klippe fjernet.

Haugdahls bil var 4,9 m lang, 51 cm bred og havde 250 hestekræfter.

© Bettmann/Getty Images

2. Fartdjævel gjorde stockcar populært

At se biler ræse rundt i svinget i et stockcarløb er en typisk amerikansk forlystelse. Men løb med skrammede, ombyggede biler, som gerne må torpedere hinanden undervejs, var næppe blevet kendt uden Sig Haugdahl, en nordmand med benzin i blodet.

19-årige Haugdahl udvandrede i 1910 fra Trøndelag til USA, hvor han blev tiltrukket af løb med selvbyggede biler. Med sin bil kaldet Wisconsin Special nåede Haug­dahl i 1922 en topfart på 290 km/t.

Bilen var bygget smal for at ­minimere luftmodstanden og udstyret med en 6-cylindret flymotor. I årene 1927-1932 var Haugdahl ubesejret mester i de tumultariske stockcarløb.

I 1936 blev den hurtige nordmand bedt om at formgive en stockcarbane i Daytona Beach, Florida, hvor mange kørere i forvejen testede deres biler på ­stranden. Haugdahls bane blev siden udvidet af hans ven, racerkøreren William France.

Efter 2. verdenskrig oprettede France National Association for Stock Car Auto Racing (NASCAR). 24 år efter sin død fik Sig Haugdahl i 1994 en plads i National Sprint Car Hall of Fame som ­hyldest for sin indsats i amerikansk motorsport.

I 1940 havde Greyhound Lines omkring 10.000 medarbejdere.

© Universal History Archive/Getty Images

3. Fælleskørsel førte til enormt busselskab

Når amerikanere ser en grå bus køre forbi, genkender de den som en ærkeamerikansk Greyhound-bus, men busselskabets stifter var i virkeligheden fra Sverige.

Greyhound Line blev skabt af Carl Eric Wickman (1887-1954), der i 1905 udvandrede fra svenske Dalarna til Minnesota, hvor han fik arbejde i en mine.

Da Wickman blev fyret i 1914, skiftede svenskeren branche og blev bilsælger. Men det viste sig hurtigt, at det ikke var Wickmans kald i livet, for svenskeren formåede ikke at klare sin første opgave – at sælge en Hupmobile fra Hupp Motor i Detroit.

Modellen havde syv sæder, og den snarrådige svensker tilbød nu at køre sine tidligere kolleger til minen om morgenen og hjem igen om aftenen. En tur kostede 15 cent, ca. 22 nutidskroner.

Med langsom hestekørsel som alternativ blev Wickmans rutebil hurtigt populær. I 1927 havde Wickman opkøbt flere ruter og kunne i billige, ulakerede busser fragte passagerer fra New York til Californien.

Efter sigende fik sel­skabet navnet Greyhound, da en af chauf­førerne så sin bus spejlet i en butiksrude. I spejlingen mindede den grå bus om den hurtige hunderace greyhound.

I 1936 blev firmaet USA’s største bus­selskab med hundredvis af busser. I dag har Greyhound Lines 123 ruter med over 2.700 destinationer.

Eero Saarinen var kendt for sine store byggerier, bl.a. Dulles International ­Airport i Washington.

© Library of Congress & Shutterstock

4. Multitalent skabte verdens højeste bue

Eero Saarinen blev født i den lille finske ­kommune Kirkkonummi i 1910. Hans far var den anerkendte arkitekt Eliel Saarinen, og i 1923 emigrerede familien, da Eliel fik job i USA.

Eero gik i sin fars fodspor, og efter at han havde vundet en kunstkonkurrence i 1939, fik den amerikanske efterretningstjeneste OSS øje på ham.

I dybeste hemmelighed blev den unge finne sat til bl.a. at illustrere manualer til ­desarmering af bomber og at designe selveste præsidentens Situation Room under Det Hvide Hus.

Efter krigen blev Eero også en kendt arkitekt, som ofte arbejdede sammen med sin far. Det var dog ikke altid let for amerikanerne at holde styr på de to finske arkitekter med det samme efternavn.

Faren blev i 1948 udråbt til vinder af en konkurrence om at skabe et hyldestmonument til det amerikanske folk.

Der var bare ét problem – i virkeligheden havde Eero vundet. Dommerne fik rettet fejlen, og sønnen ­byggede Gateway Arch i St. Louis – en enorm bue i stål, der med sine 192 m stadig er verdens højeste.

5. Cykelsmed satte USA’s krigsproduktion på skinner

I 1911 blev cykelsmed William S. Knudsen fra København ansat hos den amerikanske bilproducent Ford.

Knudsen havde et enestående blik for at optimere produktionen og steg hurtigt i ­graderne, så han snart blev højre hånd for Henry Ford selv. I 1921 skiftede Knudsen til General Motors, hvor han blev direktør i 1937.

Knudsen ­modtog flere medaljer, bl.a. Distinguished Service Medal to gange.

© AP/Ritzau Scanpix & Shutterstock

Knudsens særlige talent var kommet præsident Franklin D. Roosevelt for øre, og i 1940, da krig syntes uundgåelig for USA, sendte præsidenten bud efter ham.

Under et møde i Washington bad Roosevelt danskeren om at få sat gang i landets ­krigsproduktion. Knudsen accepterede og stod i de næste fem år i spidsen for historiens største ­oprustning.

Som en anerkendelse fra militæret fik Knudsen rang af trestjernet general – en rang, ingen civil i USA har haft hverken før eller siden.

Knudsen uddelegerede produktionen, så hver fabrik producerede netop det, fabrikkens maskiner i forvejen kunne.

Knudsen trak også på et enormt netværk og fik fx bilproducenten Chrysler til at bygge 1.000 kampvogne om måneden.

For sit arbejde bad Knudsen regeringen om én dollar i årsløn. Det beskedne beløb var Knudsens måde at takke sit nye fædreland på for sin ­succesfulde karriere.

Efter krigen vendte Knudsen tilbage til det private erhvervsliv indtil sin død i 1948. Om sin egen krigsindsats sagde han:

“Vi vandt, fordi vi kvalte fjenden i en lavine af produktion i en grad, han aldrig havde set før, endsige drømt om var mulig”.

Anderson var den første arbejderkvinde, der ­ledede en afdeling i den amerikanske regering.

© Library of Congress

6. Opvasker kæmpede for stemmeret og ligeløn

Amerikanske kvinder kan i høj grad takke svenske Mary Anderson for deres stemmeret. Som 16-årig var Mary i 1888 emigreret fra svenske Lidköping til USA, hvor et barsk liv ventede; bl.a. arbejdede Mary som opvasker og på fabrik.

Forholdene var horrible med hyppige arbejdsulykker, og Anderson var derfor med til at organisere strejker for bedre arbejdsmiljø. Men lige forhold for mænd og kvinder var hendes livs­mission.

Med veltalenhed og ildhu blev svenskeren bl.a. valgt til formand for kvindelige skoarbejdere i Illinois. Hun var også en markant fortaler for kvinders stemmeret, som blev vedtaget i Kongressen i 1919.

Året efter blev hun direktør for Kvinders Bureau, en afdeling i det amerikanske arbejdsministerium. Anderson var dermed den første kvindelig ­arbejder, der blev direktør i USA’s administration.

Som leder af bureauet fik hun bl.a. indsamlet statistikker, som blev brugt til, at overbevise USA’s fagforeninger om også at kæmpe for højere løn til kvinder.

Efter 25 år på posten havde hun tjent under fem præsidenter – fra Woodrow Wilson i 1920 til Franklin D. Roosevelt i 1944.

Herefter gik hun formelt på pension, men helt indtil hendes død i 1964 kæmpede Mary Anderson for bl.a. ligeløn.

Kid Williams var 155 cm høj og vejede ca. 55 kg.

© Imageselect

7. Hårdtslående avisdreng blev verdensmester

Et år efter sin professionelle debut i 1910 havde 16-årige Kid Williams sejret 18 gange i bokseringen. Williams rigtige navn var John Gutenko – en københavnerdreng, der i 1904 var udvandret til Baltimore.

Som avisdreng sloges John med andre drenge om byens bedste hjørner, og hans effektive næver vakte opmærksomhed hos en boksearrangør.

Williams var berygtet for sin hårdtslående stil, og i 1914 vandt han verdensmesterskabet i den lette vægtklasse bantamvægt. Mesterskabet blev forsvaret ni gange, indtil han i 1917 tabte en kamp på point.

Williams boksede hele 210 kampe i sin ­karriere, og han bliver af eftertiden ­betragtet som en af historiens bedste boksere i bantamvægtklassen. I 1996 fik han en plads i den internationale boksesports Hall of Fame.

Instruktør ­Francis Ford Coppola købte Niebaums ­vingård i 1975.

© James Andanson/Getty Images

8. Pelshandler lærte amerikanere at drikke vin

Allerede som 16-årig led finske Gustave Niebaum (1842-1908) af udlængsel, og knægten fra Helsinki drog med skib på langfart til det russiske Alaska. Her blev han en driftig pelshandler og kunne endda i 1860’erne kalde sig Alaskas største.

Da Ruslands zar ­Aleksander 2. satte Alaska til salg, tog den amerikanske regering Niebaum med på råd, og han overbeviste amerikanerne om at købe området i 1867. Pris: 7,2 mio. dollars, blot 7 mia. nutidskroner.

Men Niebaum var ikke kun interesseret i pels. Han så også en stor fremtid i vin – på trods af at de fleste amerikanere foretrak øl. Med vinstokke importeret fra Frankrig anlagde Niebaum i 1879 vin­gården Inglenook.

Han bragte bl.a. bordeaux-vinen til USA og vandt flere guldmedaljer ved verdensudstillingen i 1889. Efter Niebaums død fortsatte gården med at producere nogle af USA’s bedste vine.

9. Hæslige fotos afslørede storbyens slum

Jacob A. Riis emigrerede fra Ribe til New York i 1870 og levede på gaden i nogle år, indtil han i 1877 fik job som kriminalreporter. I 1880’erne begyndte han at fotografere den slum, han selv havde oplevet indefra.

Billederne viste bl.a., hvordan op til 15 personer var tvunget til at bo sammen i ødelagte slumlejligheder. I 1889 fik Riis trykt en artikel ledsaget af 19 fotos, han selv havde taget.

Mange af Riis’ fotografier kan ses på det nye Jacob A. Riis Museum i Ribe.

© Preus Museum

Året efter udkom fotobogen “How the Other Half Lives” (Hvordan den anden halvdel af befolkningen lever). Bogen blev en sensation og var med til at sætte fokus på USA’s underklasse.

Riis fik endda en forbundsfælle i New Yorks politichef, Theodore Roosevelt, der endte som USA’s præsident (1901-09). De to fik overtalt bystyret til at rydde den værste slum og anlægge parker og legepladser.

Lignende tiltag blev bl.a. gennemført af bystyret i Chicago. Ved Riis’ død i 1914 omtalte Roosevelt sin gamle ven som “New Yorks nyttigste borger”.

Der er rejst flere statuer af “Snow­shoe Thompson” i Californien.

© Shutterstock

10. Postbud bragte ski til Californien

Trods øgenavnet “Snowshoe Thompson” var den norske indvandrer Jon Torsteinsson Rue (1827-1876) fra Telemark ikke rap til at komme frem i snesko.

Det gik bedre på ski. Med sine tre meter lange, hjemmelavede ski kunne Rue bringe post ud i Californiens ­isolerede bagland. Rue, som i USA skiftede navn til det mere engelskklingende John Thompson, påstod, at han aldrig for vild på sin rute.

Med sig havde han hverken ­kompas eller et varmt tæppe – kun en 40 kg tung postsæk samt lidt tørret kød og kiks som proviant.

Thompson var så hurtig, at han på et tidspunkt nåede at redde en mands liv ved at hente medicin i den ­nærmeste by flere dagsrejser væk.

Selvom nordmanden aldrig fik en cent for sin postomdeling, der fandt sted to gange om måneden i løbet af vinteren, fortsatte han trofast i 20 år.

Thompson lærte andre at lave ski og blev foregangsmand for langrend, som i dag en stor sportsgren i Californiens skiområde Sierra Nevada.