Culper-ringen samlede hemmelige informationer

7 frygtløse spioner redder USA

Mens den amerikanske uafhængighedskrig raser, får general George Washington nyt om briternes bevægelser fra sine spioner. De afslører et dystert forræderi, som er tæt på at ændre Amerikas historie.

Mens den amerikanske uafhængighedskrig raser, får general George Washington nyt om briternes bevægelser fra sine spioner. De afslører et dystert forræderi, som er tæt på at ændre Amerikas historie.

Imageselect

Tirsdag den 25. november 1783 ved middagstid står byen New York på den anden ende. Til lyden af kimende kirkeklokker strømmer folk ud i gaderne, mens den stjernebesatte fane går til tops i flagstænger og på improviserede standere. Med høje jubelråb forsamler mængden sig langs Manhattans hovedstrøg. Her gør dagens vigtigste person, general George Washington, kort efter sin entré, ridende på en hvid hest og flankeret af syv statelige ryttere. Bagefter ham følger nærmest uendelige, lange rækker af soldater.

Med paraden fejrer amerikanerne, at Washington og hans styrker efter otte års krig endelig har fordrevet de britiske koloniherrer fra området, som de nu stolt kalder Amerikas Forenede Stater. Mens blomster og grønne sejrskranse regner ned over paraden, ranker generalen sig i sadlen, tilfreds i bevidstheden om, at de sidste britiske soldater netop i dette øjeblik forbereder deres skibe til den allersidste sejlads over Atlanten.

General George Washington

General George Washington havde tidligere været spion og kendte derfor værdien af hemmelige efterretninger.

© Samuel King

Washington havde også al mulig grund til at være stolt. For da kolonisterne ved uafhængighedskrigens begyndelse – i 1775 – udnævnte ham til general for den kontinentale hær – kolonisternes væbnede styrker – havde de færreste regnet med, at amerikanerne med en styrke af utrænede bønder og borgere havde en chance for at besejre verdens ubestridte supermagt – det mægtige Storbritannien. Som krigen skred frem, beviste både Washington og hans soldater imidlertid deres værd.

Men en vigtig nøgle til USA’s sejr kendte kun generalen og en sluttet kreds af nære fortrolige. Først senere har historikere afdækket og beskrevet generalens hemmelige våben: Et netværk af spioner. Modige mænd og kvinder, der med livet som indsats arbejdede bag fjendens linjer og sørgede for, at Washington altid var et skridt foran sine fjender.

Amerikanske kvinder brugt som spioner

Amerikanske kvinder blev under uafhængighedskrigen flittigt brugt som spioner. De inviterede fx intetanede britiske officere til frokost og udspurgte dem om krigens gang.

© Imageselect

Washington havde brug for et mirakel

Et forspring var lige, hvad George Washington havde brug for, da han i 1775 blev udnævnt til general for den kontinentale hær og tog kampen op mod englænderne. Washington – der senere, i 1789, skulle blive nationens første præsident – stod nemlig over for talrige udfordringer. I modsætning til den veltrænede og veludrustede britiske hær rådede de amerikanske styrker kun over et begrænset antal våben, og mændene var, både hvad angik uddannelse og antal, deres britiske modstykker langt underlegne.

Forsyninger af mad og uniformer kneb det også med. Feltlægen Albigence Waldo fortalte, at mange mænd i lange perioder overlevede på, hvad soldaterne kaldte “ildkager”, mel og vand bagt over kul, en diæt, der fik en soldat til at klage over, at hans “sammenklistrede indvolde var blevet til pap”. Mange amerikanske soldater måtte også gå med bare fødder selv i vintermånederne.

Musket kaldet for Brown Bess

De britiske tropper kaldte ofte deres musket for Brown Bess, hvilket var slang for en prostitueret.

© Shutterstock

Manglen på våben, ammunition og forsyninger afspejlede sig i resultaterne på slagmarken. Amerikanerne fordrev ganske vist i marts 1776 briterne fra byen Boston efter et års belejring, men derefter gik det støt tilbage for kontinentalhæren. I juni 1778 kontrollerede britiske tropper New York, mens de amerikanske tropper var fordrevet til naboområderne Connecticut og New Jersey.

For at begrænse tabene og genvinde overtaget udtænkte Washington en plan. Generalen vidste, at han, som forholdene var, ikke kunne vinde krigen med militære midler alene. Han ville derfor skabe et netværk af spioner. Netværket skulle kompensere for styrkeforskellen mellem briter og amerikanere og hjælpe kontinentalhæren til sejr.

Planen kom ikke ud af den blå luft. George Washington havde selv engang været hemmelig agent. To årtier tidligere – i 1754 – kæmpede de europæiske stormagter og ærkerivaler England og Frankrig om jord på det amerikanske kontinent. Krigen varede i ni år og stod især om området omkring Ohiofloden, som lå vest for de engelske kolonier. Washington havde meldt sig på britisk side, og blot 22 år gammel tilbød han sin tjeneste som spion.

Fort Oswego

Under den Fransk-indianske krig (1754-63) allierede både Storbritannien og Frankrig sig med forskellige indianerstammer for at få kontrol med den amerikanske østkyst.

© John Henry Walker

Den senere general viste sig at være et naturtalent. Som officiel udsending for at forhandle med franskmændene holdt han øjne og ører åbne bag fjendens linjer. Når de franske officerer drak sig fulde og lod munden løbe, holdt Washington sig vågen og lagde mærke til alt, hvad der blev sagt, så han kunne viderebringe oplysningerne til sine overordnede. Blandt de informationer, som Washington opsnappede, var beretninger om franskmændenes stålsatte kampvilje og moral.

Washington, der af erfaring kendte nytten af at indsamle viden bag fjendens linjer, besluttede sig nu for at bruge, hvad han havde lært, imod sine tidligere overordnede, briterne.

Slaget ved Bunker Hill i 1775

Under Slaget ved Bunker Hill i 1775 beviste amerikanerne, at deres utrænede tropper godt måle sig med briternes professionnelle hær.

© The National Guard

USA kæmpede i otte år for friheden

Otte år strakte den amerikanske uafhængighedskrig sig og havde til tider nærmest karakter af udmattelseskrig. Kun gennem diplomatisk snilde og evnen til at opsnappe og fortolke efterretninger lykkedes det kolonisterne at fordrive englænderne.

16. december 1773

I protest imod den forhadte teskat, som briterne har pålagt de amerikanske kolonister, border en flok kolonister tre britiske skibe i Bostons havn og smider 342 kister med te fra skibenes lastrum i vandet. Kolonisterne mener, at det er uretfærdigt, at de skal betale skat, når de ikke er repræsenteret i parlamentet.

19. april 1775

Krigen begynder, da britiske styrker støder sammen med amerikanske militser i byerne Lexington og Concord i Massachusetts. Kampene koster briterne 273 døde og sårede. Kolonisterne mister 90. Briterne besætter byen Boston.

10. maj 1775

Den Anden Kontinentalkongres – en forsamling af delegerede fra kolonierne – mødes i Philadelphia. Kongressen udnævner George Washington til øverstkommanderende for den amerikanske hær, kontinentalhæren.

17. marts 1776

Kontinentalhæren fordriver briterne fra byen Boston efter en lang og blodig belejring.

4. juli 1776

Kontinentalkongressen vedtager Uafhængighedserklæringen og river sig dermed formelt løs fra Storbritannien.

25.-26. december 1776

George Washington og hans hær krydser floden Delaware og indtager byen Trenton i New Jersey. Sejren genskaber troen på forehavendet blandt rebellerne, som ellers var på nippet til at give op.

Sommeren 1778

Benjamin Tallmadge rekrutterer de første medlemmer af Culper-spionringen.

September 1780

Den højt ansete amerikanske general Benedict Arnold lover briterne, at han mod betaling vil overgive fortet West Point, som han har kommandoen over. Amerikanerne opdager forræderiet og forpurrer planerne.

11. juli 1781

De franske allierede kommer kontinentalhæren til hjælp med mænd og våben.

19. oktober 1781

Amerikanske og franske styrker fordriver den britiske hær til en halvø ved Yorktown i Virginia. Efter 22 dages belejring overgiver briterne sig.

3. september 1783

Briterne og amerikanerne slutter formelt fred med Paristraktaten. I traktaten anerkender Storbritannien USA’s selvstændighed.

Washingtons nabo skabte en spionring

Til at stå for opgaven med at skabe en spiontjeneste valgte general Washington major Benjamin Tallmadge. Tallmadge var søn af en præst i byen Setauket på Long Island og oprindeligt udset til at gå i sin fars fodspor. Men da uafhængighedskrigen brød ud, meldte den dengang 22-årige Benjamin sig under kontinentalhærens faner. Han opnåede rang af major og gjorde sig bemærket ved efterretningsofficerens stab. Her fik Washington øje på Tallmadge og bad ham om at skabe et netværk af spioner, der kunne trænge ind bag fjendens linjer i New York og rapportere tilbage, hvad de så og hørte.

Tallmadge indvilgede også i Washingtons betingelse: Operationen skulle være så hemmelig, at ikke engang generalen selv måtte kende identiteten på de spioner, som den nye spionchef rekrutterede.

Tallmadge tog ingen chancer. Sin første og mest betroede mand fandt han i barndomsvennen og naboen Abraham Woodhull. Som tredje søn i en velhavende familie havde Abraham som barn og ung fået lov til at leve frit; chancerne for, at han kom til at arve jorden, var nemlig tæt på minimale, og familien gik derfor ikke synderligt op i, hvordan lille Abraham klarede sig i skolen.

Benjamin Talmadge - Culper-ringens leder

Benjamin Tallmadge var Culper-ringens leder og George Washingtons nære allierede. Efter krigen gik han ind i politik og sad 16 år i Repræsentanternes Hus.

© Ralph Earl

Drengen reagerede ved at opføre sig som familiens sorte får. Lektierne skulkede han fra. I stedet strejfede han om i skovene og højdedragene rundt om hjembyen. Skæbnen ville imidlertid, at Abrahams to ældre brødre døde som unge og efterlod ham som ejer af familiens ejendom i 1774. Abraham Woodhulls status som respekteret jordejer og ikke mindst hans indgående kendskab til landskabet kunne gøre ham til den perfekte spion, og Tallmadge valgte ham som daglig leder af den hemmelige tjeneste.

Tallmadge gav Woodhull dæknavnet Samuel Culper. Navnet Samuel refererede sandsynligvis til Tallmadges yngre bror, der havde været kurer i hæren. Navnet Culper – som skulle give spionringen dens navn – var formentlig en forvanskning af navnet Culpeper, navnet på en kommune i Virginia tæt på Washingtons barndomshjem.

Tallmadge selv kaldte sig John Bolton. Navnet valgte han for dets symbolværdi: Bolton var et af de ældste efternavne i de amerikanske kolonier.

George Washington ved fronten

Ved fronten fik general Washington jævnligt vigtigt nyt fra sine spioner.

© Library Of Congress

Som hjælpere valgte Woodhull en række mennesker, som han kendte og havde tillid til. Blandt dem var den 29-årige kroejer Austin Roe fra East Setauket. Roes kro lå midt mellem spidsen af Long Island og New York City og blev besøgt af både briter og amerikanere. Som krovært kunne Roe uhindret tale med de britiske gæster og foregive at interessere sig for deres ve og vel.

Under påskud af at købe forsyninger kunne han foretage alle de rejser til det britiskkontrollerede New York, som han havde lyst til og brug for.

De øvrige medlemmer var Caleb Brewster, en havnearbejder, som havde gjort smugleri til sin hobby og derfor indgående kendte hver bugt og hver vig omkring Long Island, samt købmanden Robert Townsend, trykkeren James Rivington og en kvinde, som altid blot blev omtalt som Agent 355.

De syv hemmelige agenter, som udgjorde kernen i Culper-ringen under spionchefen Benjamin Tallmadge, var særdeles forskellige af temperament og erhverv. De havde hver deres specifikke rolle, hvor de kunne bruge deres særlige talenter.

Benjamin Tallmadge
© Library of Congress

Benjamin Tallmadge

Tallmadge (1754-1835) var major i hæren, da George Washington hvervede ham som spionchef. Under krigen var han edderkoppen, der fra midten af sit spind samlede spionernes oplysninger og sendte dem til Washington. Efter krigen giftede Tallmadge sig, fik syv børn og blev postmester i Litchfield i Connecticut. Han blev senere medlem af Kongressen i årene 1801-1817.

Abraham Woodhull
© Alchetron

Abraham Woodhull

Woodhull (1750-1826) blev tidligt i krigen arresteret for at smugle mad til sin familie. Heldigvis var han nabo til Tallmadge, som arrangerede en løsladelse imod at Woodhull blev en del af spionringen. Han skabte et snedigt system gennem hans nabos hustru; når hun hængte sin sorte underkjole til tørre, var der en meddelelse at hente for Brewster. Woodhull talte sjældent om sin tid som spion.

Caleb Brewster
© Shutterstock

Caleb Brewster

Havnearbejderen Brewster (1747-1827) sejlede inden uafhængighedskrigen smuglergods tværs over Long Island-sundet og elskede at lege kispus med de britiske myndigheder. Den indgående viden om farvandet ved New York kom ham til gode under krigen, hvor han ugav sig for at være hvalfanger og smuglede hemmelige meddelelser. Efter krigen slog Brewster sig ned som landmand.

Agent 355
© Harper's Weekly

Agent 355

Spionen 355 er navnløs – historikerne ved kun, at der var tale om en kvinde, som formentlig voksede op i en velhavende familie fra New York med nære bånd til briterne. 355 havde ry for at være charmerende og intelligent, hvilket gav hende mulighed for at indsamle efterretninger blandt britiske officerer. En teori er, at 355 var Woodhulls nabo Anna Strong, som vha. sin underkjole signalede til Brewster. 355's skæbne er uvis.

James Rivington
© Library of Congress

James Rivington

Rivington (1724-1802) var journalist, bogtrykker og café-ejer. Mange britiske soldater havde deres gang i caféen, der blev omdrejningspunktet for spionernes indsamling af efterretninger i New York. Rivington støttede oprindeligt briterne, og tilhørsforholdet gik efter krigen ud over hans forretning. Hans forbindelse til spionringen blev først kendt efter han var død i gældsfængsel.

Austin Roe
© Creative Commons

Austin Roe

Roe (1749-1830) ejede en kro på Long Island og købte ofte forsyninger i New York. Derfor var han den ideelle kurer for spionringen. Det var Roes opgave at transportere Townsends breve til Woodhull, som gav dem videre til Brewster. Som spion tilbagelagde Roe omkring 1.600 km på hesteryg. Efter krigen nød han at fortælle historier fra tiden som spion, men kollegernes identitet afslørede han aldrig.

Robert Townsend
© Raynham Hall Museum

Robert Townsend (1758-1838)

Robert Townsend (1758-1838) ejede en købmandsforretning, han brugte som dække for sin spionvirksomhed. Townsend var den mest diskrete spion i ringen, men også en af de vigtigste. Han spredte bl.a. misinformation til briterne om, hvor de franske tropper, som støttede kolonisterne, ville gøre deres landgang. Efter krigen engagerede Townsend sig i bevægelsen imod slaveriet.

Spioner brugte usynligt blæk

Washington sørgede for, at spionringen fik al den hjælp, han kunne skaffe. Det gjaldt fx usynligt blæk. Metoden var langtfra ny. Usynligt blæk – en væske, som først blev synlig, når den blev aktiveret med varme, syre eller lys – havde været anvendt i århundreder. I 1700-tallet var brug af usynligt blæk ganske almindelig praksis, hvis korrespondancen indeholdt statshemmeligheder eller andre følsomme emner.

Breve i det britiske militær var ofte mærket med et diskret, men let identificerbart bogstav i det ene hjørne, så modtageren kunne se, om skriften skulle aktiveres med enten “A” (acid – syre) eller “F” (fire – varme).

Metoden var efterhånden så almindelig, og mærkningen så tydelig, at idéen med blækket forsvandt. Washington sørgede derfor for, at spionerne fik en helt ny form for blæk. Væsken, som generalen omtalte som “hvidt blæk”, og opskriften var strengt hemmelige. Det samme var formularen for den væske, som kunne gøre skriften synlig.

Moderne analyser viser imidlertid, at blækkets hovedbestanddel har været garvesyre, og at jernsulfat dannede basis for fremkaldervæsken. Da opskriften var strengt hemmelig og temmelig kompliceret, blev tricket aldrig afsløret, og det usynlige blæk fungerede som en ubrydelig kode, som spionerne trygt kunne kommunikere igennem.

Culper-ringens kodebog

Culper-ringen brugte en kodebog fyldt med vigtige navne og steder, som bar numre fra 1 til 763.

© Benjamin Tallmadge

Spionerne skrev de hemmelige oplysninger imellem linjerne i fx regnskabsbøger eller på løse sider, som de lagde ind i bøger. Nogle stak også et hvidt ark – med usynlig skrift – ind mellem en stak hvide, ubeskrevne ark. Kun en diskret plet på bagsiden markerede, hvilket ark modtageren skulle behandle med fremkaldervæsken.

Som yderligere sikkerhed brugte spionerne desuden en kode, som Tallmadge udviklede ved hjælp af en ordbog. Tallmadge skrev en liste over alle de ord, han forventede, at ringen ville bruge. Derefter tilføjede han personnavne og navne på lokale steder og gav dem alle numre fra 1 til 763. Tallmadge gav sig selv nummeret 721, mens Woodhull var 722 og Townsend 723. Washington fik nummeret 711.

Nathan Hale henrettet af briterne

Den 21. september 1776 – efter godt en måned som spion – blev Nathan Hale henrettet af briterne.

© Creative Commons

Henrettet spion blev amerikansk helt

George Washington lærte af bitter erfaring, at hans spioner ikke kunne sendes til englænderne uden et ordentligt forarbejde. En af generalens første spioner blev fanget efter 10 dage, men endte som en martyr.

Da en officer på general George Washingtons bud den 12. august 1776 samlede en gruppe egnede kandidater til hvervet som spioner, dukkede de fleste i forsamlingen hovederne i håb om at slippe. Kun én mand – den 21-årige Nathan Hale – trådte frem og meldte sig frivilligt. Hale arbejdede som skolelærer, indtil han i 1775 sluttede sig til kontinentalhæren.

Kort tid efter hvervemødet blev han sendt ind bag briternes linjer med en tynd dækhistorie om, at han søgte job som skolelærer. Efter kun ti dage i marken blev Hale den 21. september taget til fange. Næste dag blev han henrettet ved hængning. Hale bliver på grund af sit mod og sin offervilje regnet for en af revolutionskrigens største helte.

Lang kæde sikrede kommunikationen

Krigen igennem flød oplysninger om de britiske troppers styrker og svagheder, om deres forsyninger og store og små troppebevægelser samt andre nyttige observationer fra de britiskkontrollerede områder til amerikanernes hovedkvarter.

De hemmelige oplysninger fandt vej til general Washington på en bemærkelsesværdig regelmæssig og stabil måde. Historikere har undersøgt hemmeligheden bag de usædvanligt sikre efterretninger og opdaget, at en væsentlig del af succesen skyldtes Culper-ringens arbejdsmetoder.

Oplysningernes vej til Washington var nemlig både omstændelig og pålidelig. En agent, som havde opsnappet en oplysning – fx købmanden Townsend – ville viderebringe oplysningerne til en anden agent, fx Roe. Overdragelsen kunne ske på flere måder. Én af dem var, at Townsend anbragte papirerne et bestemt sted på en mark uden for Roes kro.

Culper-ringens mødesteder

Flere af Culper-ringens mødersteder kan stadig ses i dag.

© DanTD

Roe ville læse efterretningerne og evt. tilføje sine egne observationer, før han gav meddelelsen videre. Meddelelsen blev til sidst bragt til Connecticut, enten over land eller i båd over Long Island-sundet. Tallmadge, som havde hovedkvarter i staten, modtog meddelelserne og analyserede deres indhold, før han sendte den endelige rapport til general Washingtons lejr.

De mange krydstjek forhindrede graverende fejl og gjorde det mindre sandsynligt, at agenterne faldt i en britisk fælde. Fordelen ved spionnettets arbejdsgang var desuden, at de amerikanske spioner ved at danne en kæde kunne få oplysningerne frem langt hurtigere end en enkelt agent, der hele tiden måtte rejse frem og tilbage mellem observationsstedet og modtageren.

Fort McHenry ved Baltimore

Forfatteren til USA’s nationalsang fik inspirationen, da han overværede bombardementet af Fort McHenry ved Baltimore.

© Library Of Congress

Nationalsang blev til under et bombardement

I 1814 blev det amerikanske Fort McHenry bombet af englænderne, og angrebet gav siden inspiration til den amerikanske nationalsang. Spørgsmålet er dog, om forfatteren selv var til stede.

Den amerikanske nationalsang blev til, da forfatteren Francis Scott Key spottede det amerikanske flag midt i, hvad han troede var en af den unge nations mørkeste stunder. I sangen hylder Key “the star-spangled banner”, som rejser sig i horisonten ved morgengry over fortet, der var under belejring, et bevis på, at amerikanerne stadig holdt ud.

Nogle historikere har siden påstået, at Key slet ikke var i nærheden af Fort McHenry under bombardementet, og at hans fortælling er pure opspind. Men den påstand er ikke sand. Under bombardementet af Fort McHenry, som sangen handler om, befandt forfatteren sig ikke – som nogle ellers hævder – langt borte på et britisk skib.

Key, der var advokat, overværede rent faktisk angrebet, fordi han havde forsøgt at få frigivet en amerikansk fange. Før angrebet gik Key ombord i sin egen båd, og en tegning lavet af en amerikansk officer under angrebet viser båden ligge tæt ved den britiske bombeeskadre, hvorfra Key ville have god udsigt over begivenhederne.

Da morgenen gryede, var alt på fortet stille, og Key frygtede en overgang, at amerikanerne havde overgivet sig – et tab, som ville have været katastrofalt for den unge nation. Men ved synet af flaget blev håbet om en amerikansk sejr atter vakt til live.

Briterne lugtede lunten

Spionernes operationer gik dog ikke altid gnidningsfrit. I højsommeren 1779 fik briterne en fornemmelse af, at nogen holdt øje med dem. De begyndte derfor regelmæssigt at ransage post, der gik ind og ud af New York. Undersøgelserne gjorde en af Culper-ringens kurerer så nervøs, at han to gange undlod at videresende breve fra Townsend til general Washington.

I Long Island-sundet hærgede nemlig pirater, der med briternes billigelse og tilladelse bordede og undersøgte enhver båd, som de fandt mistænkelig. I november var situationen så anspændt, at selv den ellers så dristige Caleb Brewster fik betænkeligheder.

“Båden, som sejler over med beskeder fra C er blevet jagtet hele vejen over sundet af disse røvere” Benjamin Tallmadge til George Washington, 1. november 1779.

“Båden, som sejler over med beskeder fra C er blevet jagtet hele vejen over sundet af disse røvere (…) Hvis ikke denne forbryderiske praksis stopper, vil C ikke løbe risikoen længere, og 725 (Brewster) vil heller ikke længere hente meddelelser”, skrev Tallmadge bekymret til general Washington i et brev dateret den 1. november 1779.

Spionerne undgik dog i denne omgang at blive opdaget. Og snart stod ringen over for sin første store udfordring. Truslen kom ikke fra løbet af en britisk musket, men fra briternes seddelpresse. Kolonisterne brugte britiske penge, når de gik på indkøb, men trykte også deres egne sedler, som de kaldte “continentals”. Sedlerne, som de trykte i byen Philadelphia, brugte amerikanerne blandt andet til at finansiere krigen.

I modsætning til de britiske penge havde sedlerne ikke dækning i hverken guld eller sølv. Pengenes værdi afhang derfor alene af, at køber og sælger var enige om og stolede på værdien. For at ødelægge pengenes troværdighed og derved underminere kolonisternes økonomi begyndte briterne at trykke falske “continentals”. Når flere sedler kom i omløb, ville værdien på den enkelte seddel nemlig falde, og økonomien gå i stå.

Angreb fra General Washington

De mange efterretningerne fra hans spioner betød, at general Washington ofte kunne angribe, hvor briterne mindst ventede det.

© The Metropolitan Museum of Art

Amerikanerne forsøgte at undgå falsknerierne ved at trykke pengene på særlig tykt papir. I november 1779 opsnappede Townsend imidlertid rygter om, at briterne havde stjålet flere pakker af det specielle papir i Philadelphia. Townsends oplysninger nåede frem til Washington den 27. november 1779. Underretningerne tillod Washington at advare Kongressen i tide og gøre kolonisterne opmærksomme på de falske sedler, før briterne nåede at undergrave de amerikanske sedlers vædi. Kort tid efter opgav briterne sabotagen.

Næppe havde Washington med hjælp fra Culper-spionringen afværget faren fra den britiske seddelpresse, før en ny katastrofe truede de frihedshungrende kolonister. I februar 1778 var det lykkedes amerikanske diplomater i Paris at indgå en alliance med Frankrig. Gennem en traktat lovede de to parter hinanden venskab og gode handelsrelationer. Franskmændene forpligtede sig desuden til at hjælpe de oprørske kolonister militært og sende en hær til kolonierne.

Amerikanerne anvendte simple haandgranater

Under uafhængighedskrigen anvendte amerikanerne helt simple “håndgranater”. De var især effektive til søs, når de blev kastet over på fjendens dæk inden en bording.

© Shutterstock

Washington snød briterne

For Frankrig var koloniernes frihedskamp en kærkommen lejlighed til at få ærkerivalen Storbritannien ned med nakken og samtidig skaffe en ny handelspartner. Set fra kolonisternes synspunkt var hjælpen altafgørende, for kun med Frankrigs hjælp kunne kontinentalhæren skaffe de mænd og det militærudstyr, som var nødvendigt for at fortsætte kampen mod de britiske koloniherrer. I juni 1780 var hjælpen endelig på vej.

En flåde franske skibe krydsede Atlanten og nærmede sig den amerikanske kyst, hvor flåden skulle lægge til ved Newport, Rhode Island. Washington var imidlertid urolig. Han frygtede, at briterne havde opsnappet oplysninger om, at skibene var på vej. Briterne ville i så fald enten forhindre skibene i at lægge til eller angribe soldaterne, inden de nåede at skabe et brohoved, var Washington overbevist om. I begge tilfælde ville resultatet være en katastrofe for amerikanerne, der næppe selv kunne holde stand meget længere.

Så snart franskmændene den 10. juli kastede anker ved Rhode Island, alarmerede Washington derfor Tallmadge, så han kunne finde ud af, hvad briterne vidste, og hvordan de havde tænkt sig at reagere. Tallmadge modtog brevet den 14. juli og beordrede straks sine spioner og kurerer i bevægelse med informationerne.

“Det vedlagte kræver, at De tager afsted i dag. Lad ikke en eneste time gå til spilde, for denne dag må ikke gå tabt. Nyhederne har en betydning, som vort land måske aldrig tidligere har oplevet” Agent Robert Townsend i et brev til general Washington, 18. juli 1780.

I hast red Austin Roe de 88 km til New York for at få fat på Townsend, der gik i gang med at iagttage briternes reaktion, som tydede på, at de planlagde et angreb på franskmændene. Efter fire dage skrev Townsend sin beretning med usynligt blæk mellem linjerne på en ordre på købmandsvarer.

Sammen med ordren lagde han en note, hvori han undskyldte, at varerne ikke fulgte med, og lovede, at de ville blive eftersendt, så snart de igen var på lager. Roe ilede afsted til Woodhull, der gav brevet til Brewster, som samme aften roede det over vandet med en note om, at sagen hastede.

“Det vedlagte kræver, at De tager afsted i dag. Lad ikke en eneste time gå til spilde, for denne dag må ikke gå tabt. Nyhederne har en betydning, som vort land måske aldrig tidligere har oplevet”, lød følgebrevet, som nåede Washingtons hovedkvarter om eftermiddagen den 21. juli.

Washington vidste, at han umuligt kunne forhindre de britiske styrker i at gå løs på de nyankomne franskmænd. Han vidste også, at briterne sandsynligvis havde regnet ud, at hans spioner havde opdaget deres planer. Generalen besluttede sig derfor for at spille højt spil. Hvis han kunne narre briterne til at tro, at han ville benytte deres angreb på franskmændene til selv at forsøge at indtage New York, kunne han måske afværge et altødelæggende angreb på de livsvigtige allierede.

Belejringen af Yorktown

Belejringen af Yorktown endte med et ydmygende nederlag til briterne – ikke mindst pga. Washingtons spioner.

© aoc.gov

Med hjælp fra sine nærmeste rådgivere skrev Washington hastigt et udkast til en plan og forfattede breve, der lod forstå, at han havde tænkt sig at angribe New York med en stor styrke. Angrebet skulle finde sted, så snart de britiske styrker var så langt væk, at garnisonen i New York ikke kunne nå at kalde hovedstyrken tilbage, løj Washington.

Pakken med papirer sendte Washington med en kurer, der også fik at vide, hvor og hvornår dokumenterne skulle afleveres. Få timer senere afleverede kureren pakken hos briterne med en lang historie om, at han havde fundet den i vejkanten, hvor den nok var faldet ud af sadeltasken hos en rytter, der red i meget høj fart.

Briterne slugte historien uden at blinke og gjorde store øjne, da de åbnede pakken. Planerne kom tydeligvis fra højeste sted. Modtagerne af pakken rådførte sig derfor med deres overordnede, som besluttede at kalde styrken, der allerede var på vej mod Newport, tilbage til New York. Her ventede de forgæves i de lange sommerdage, der fulgte, på amerikanernes angreb. Imens gik franskmændene i land uden at møde den mindste modstand.

Washingtons kodenummer var 711

George Washington havde kodenummeret 711 i Culper-ringen.

© Cortina Productions

Det ved historierne med sikkerhed:

Culper-ringen hjalp Amerika til selvstændighed.

  • Spionerne forsynede Washington med uvurderlige oplysninger.

  • Spionringen var effektiv og reagerede hurtigere end enkeltagenter.

  • Agenterne var fleksible og kunne udfylde flere roller.

  • Culper-ringen led kun få tab.

  • Washington kom aldrig til at kende spionernes identitet.

Forrædder blev fanget

Briterne lod sig ikke slå ud af franskmændenes ankomst. De havde nemlig en ny plan. Nu, hvor deres styrker sad solidt på New York, ville de udvide kontrollen til Hudson Valley, dalen, som strakte sig langs floden nord for New York. Ved at kontrollere landskabet langs floden kunne de britiske styrker bide sig endnu bedre fast i området omkring den strategisk og økonomisk vigtige havneby. Briterne ventede blot på den rette chance, og det samme gjorde den amerikanske revolutionshelt general Benedict Arnold.

Arnold havde siden krigens begyndelse tjent kontinentalhæren med ære og udmærkelse. I 1777 blev Arnold imidlertid alvorligt såret i benet og var ude af stand til at gøre tjeneste på slagmarken. I stedet blev han militærguvernør i byen Philadelphia. Men generalen havde dyre vaner, og da pengene ikke slog til, satte Arnold sig i gæld. Folk begyndte at snakke, både om pengeforbruget og om hustruen, hvis far havde nære britiske forbindelser.

Den før så feterede general fandt det ydmygende at være genstand for bysladderen. Han konkluderede, at amerikanerne ikke værdsatte ham nok, og besluttede at finde nogen, der forstod at sætte pris på ham – også økonomisk.

General Benedict Arnold

General Benedict Arnold nød Washingtons fulde tillid, men satte mere pris på kolde kontanter.

© Thomas Hart

Via svigerforældrene mødte Arnold den britiske major John André, som han slog en handel af med. Arnold skulle søge stillingen som øverstkommanderende for fortet West Point, som lå ca. 88 kilometer nord for Manhattan. Og i rette tid – når de britiske styrker bevægede sig op langs Hudson Valley – skulle Arnold overgive fortet til briterne.

Fortet var lige, hvad de britiske styrker havde brug for. Det lå nemlig ved et sted, hvor Hudsonfloden slår et skarpt sving. Den øverstkommanderende på fortet ville kunne overvåge og kontrollere alt, hvad der passerede ad floden til og fra New York. Kom fortet på britiske hænder ville krigen være vundet. Arnold kunne se frem til at blive rigt belønnet af briterne, både i form af penge og ære, håbede han.

I begyndelsen gik alt efter planen. Arnold blev udnævnt til posten som øverstkommanderende den 3. august 1780 og gik straks i gang med at forberede briternes ankomst. I september manglede Arnold blot et sidste møde med John André, så de to endeligt kunne aftale, præcis hvordan briternes overtagelse skulle foregå.

Ukendt identitet paa Agent 355

I mere end 200 år har historikere forsøgt at finde identiteten på Agent 355, stadig uden held.

© hdl.loc.gov

Det mangler historikerne svar på:

Agent 355 forbliver et mysterium

Hvem Agent 355 egentlig var, har optaget historikere, lige siden Culper-ringens aktiviteter blev kendte. Forskerne ved kun med sikkerhed, at Agent 355 kom i forbindelse med spionringen gennem agenten Abraham Woodhull, der blot beskrev hende som “et bekendtskab”. Woodhull karakteriserede desuden Agent 355 som en kvinde, der “kunne udkonkurrere os alle med sit vid”.

Blandt flere bud på 355’s identitet er kvinden Anna Strong, Woodhulls nabo. Strong var kendt for at hjælpe agenterne ved at bruge sit vasketøj som spionringens signalflag. Andre historikere sætter spørgsmålstegn ved, om Agent 355 var en bestemt person.

De tror, at nummeret snarere er en fællesbetegnelse for kvindelige informanter. De fleste historikere mener imidlertid, at Agent 355 var en virkelig person. Hun var, lyder teorien, ud af fin familie og boede i New York.

Sandsynligvis havde hun også gode forbindelser til højtstående britiske officerer – muligvis fordi hendes familie nærede sympati for briternes sag. Agent 355 blev formentlig anholdt efter afsløringen af forræderen Benedict Arnold og døde på et tidspunkt efter 1780 – ifølge rygter ombord på fængselsskibet HMS Jersey.

Men den historie er næppe sand, eftersom kvinder ikke afsonede deres straf på fængselsskibe. Agent 355’s død forbliver derfor et lige så stort mysterium som hendes liv.

Spioner var tæt på at blive afsløret

Efter to forgæves forsøg kom mødet i stand i oktober. For ikke at vække opsigt udgav André sig på rejsen til fortet for at være købmanden John Anderson. På vejen tilbage – som foregik igennem amerikanskkontrolleret territorium – blev André imidlertid tilbageholdt og visiteret af nogle soldater.

Under undersøgelsen fandt de breve fra Arnold og noget, som de syntes mistænkeligt lignede en plan over et fort. Papirerne var gemt i sokkerne på manden, som præsenterede sig som John Anderson. Papirerne sendte soldaterne straks til Washingtons hovedkvarter. Washingtons spioner var imidlertid allerede på sagen. En stor del af ringens observationer stammede fra en café i New York ejet af bogtrykkeren og Culper-spionen James Rivington.

Her havde højtstående briter dagligt deres gang. Til caféens kunder hørte også André, og gennem længere tid havde spionerne sendt oplysninger til Tallmadge, blandt andet noter om købmanden John Anderson, som Arnold ønskede at give frit lejde. Først da Tallmadge hørte om fangen John Anderson, gik sammenhængen op for ham.

Briternes spionleder John André haengt

John André var briternes spionleder i de nordamerikanske kolonier. Han blev fanget og hængt efter afsløringen af Benedict Arnolds forrædderi.

© New York Public Library

Tallmadge handlede hurtigt og fik André overbragt til hærens lejr tæt ved New York. Andrés sammensvorne general Arnold, der hurtigt forstod, hvad der var i gære, undslap på en britisk båd.

Briterne udnævnte Arnold til brigadegeneral, og han tilbragte resten af krigen med at bekæmpe sine landsmænd. For André gik det langt værre. Efter forgæves forsøg på udveksling med forræderen Arnold blev André hængt. Efterfølgende arresterede briterne – der nu var klar over omfanget af spionagen – en række agenter.

“Adskillige af vore kære venner blev taget til fange, især én, som har været særdeles nyttig i forbindelse med denne korrespondance”, skrev Woodhull til Tallmadge den 12. november. De fleste historikere tror, at Woodhull sigter til Agent 355, som på dette tidspunkt forsvinder ud af historien, muligvis fordi hun døde i fangenskab.

“Washington nedkæmpede os aldrig. Han ned-spionerede os”. Den britiske major George Beckwith efter uafhængighedskrigen.

Spionerne nåede at fejre endnu en triumf, før krigen var forbi. I 1781 lykkedes det James Rivington at få fingrene i den britiske flådes kodebog. Kodebogen gjorde det muligt for den franske flåde at forudse de britiske skibes næste træk. Indsigten kom især de franske allierede til gode under belejringen af Yorktown i Virginia. Belejringen endte den 19. oktober 1781 med, at de britiske styrker overgav sig. Nederlaget var begyndelsen til enden for briterne, der snart opgav at knække kolonisterne.

Den 25. november 1783 red Washington triumferende ind i New York. Ved hans side red Tallmadge som anerkendelse af spionchefens arbejde. Briterne var under alle omstændigheder ikke i tvivl om spionagens betydning. Således bemærkede den britiske major George Beckwith bittert:

“Washington nedkæmpede os aldrig. Han ned-spionerede os”.