Alle jagtede Martin Luther King

Martin Luther King kastede sig i 1955 ind i kampen for de sortes rettigheder, og i de næste 13 år lå alle – fra Ku Klux Klan til FBI – på lur efter borgerretsforkæmperen.

Martin Luther King kastede sig i 1955 ind i kampen for de sortes rettigheder, og i de næste 13 år lå alle – fra Ku Klux Klan til FBI – på lur efter borgerretsforkæmperen.

Francis Miller/Getty Images & Shutterstock

Coretta King sidder en aften med sin veninde i hjemmet i Montgomery, Alabama. Som sædvanlig er Corettas mand, præsten Martin Luther King, væk hjemmefra for at tale de sortes sag i en af sydstatsbyens baptistkirker.

Det er den 30. januar 1956, og i to måneder har den 27-årige King organiseret en boykot af busserne i Montgomery, hvor hvide har førsteret til pladserne. Kings engagement har gjort ham til en hadet mand hos mange hvide, og derfor bliver Coretta nervøs, da hun hører en bil stoppe ude foran huset.

Pludselig hører Coretta noget tungt, der rammer verandaen. Hun kigger skrækslagen på sin veninde, og straks begynder de begge at løbe. De når kun lige at komme ud af stuen, da en øredøvende eksplosion får huset til at ryste. Stuen fyldes med røg og glasskår.

Skræmte løber veninderne ind i børneværelset, hvor King-parrets nyfødte datter, Yoki, heldigvis ligger uskadt i vuggen.

“Alt er i orden. Det er bedst, I går hjem. Vi svarer ikke igen med vold. Vi vil elske vore fjender”. Martin Luther King, efter at en bombe sprang på hans veranda i 1956.

Da Martin Luther King lidt senere kommer ilende hjem efter at have hørt om bombeangrebet, er kvarteret fyldt med betjente og vrede sorte fra nabolaget. Da han har sikret sig, at Coretta og veninden ikke er såret, stiller han sig ud foran huset for at tale folk til ro trods angrebet mod hans familie.

“Alt er i orden. Det er bedst, I går hjem. Vi svarer ikke igen med vold. Vi vil elske vore fjender”, formaner King.

Præsten er kendt for sin ikke-voldelige tilgang til konflikter – han kæmper for de sortes rettigheder på fredelig vis. Hans mange modstandere ønsker til gengæld ikke at give Martin Luther King ét eneste roligt minut. De ser ham som en trussel mod det etablerede samfund, og alle – fra de øverste chefer i FBI til de glødende racister i Ku Klux Klan – står i kø for at sætte King ud af spillet.

Sydstaterne var i 1950’erne gennemsyret af raceopdelingen – fra skolerne til busstoppestederne.

© PhotoQuest/Getty Images

Vidunderdrengen endte som præst

Allerede i en tidlig alder stiftede Martin Luther King bekendtskab med raceproblematikken i USA. “Lille Mike”, som forældrene kaldte ham, legede tit med en hvid dreng i nabolaget, men venskabet ebbede ud, da drengene som 6-årige kom i hver deres skole. En dag kom vennen med en trist nyhed.

“Han fortalte mig, at hans far havde forlangt, at han ikke måtte lege med mig mere. Det var et stort chok for mig”, huskede King mange år senere.

Som 14-årig oplevede King også, at han skulle afgive sin plads til nogle hvide i en langdistancebus.

Derfor måtte han stå op 144 km og havde efter eget udsagn “aldrig været så arrig” i sit liv. Men hans far, der var præst, gentog igen og igen, at Mike “ikke måtte hade den hvide mand, men skulle – som kristen – elske ham”.

Martin Luther King til møde i Raleigh, North Carolina

King var langtfra den første baptistpræst, der engagerede sig i de sortes rettigheder. Både Kings far og hans læremester, Benjamin Mays, var præster, som gik ind i kampen for borgerrettigheder.

© State Archives of North Carolina

Martin Luther King gik i sin fars fodspor

Martin Luther King jr. blev født i 1929 i Atlanta, Georgia. Hans far var baptistpræst, og efter en rejse til Tyskland i 1934 var han blevet så fascineret af protestantismens grundlægger, Martin Luther, at han tog navnet Martin Luther King og ændrede sønnens til Martin Luther King jr.

Faren var meget involveret i sønnens opdragelse og fortalte ham om både religion og om vigtigheden af at engagere sig i menighedens problemer.

Allerede som teenager var den unge King optaget af sortes rettigheder, og da han som 18-årig meldte sig i en baptistmenighed, tog præsten Benjamin Mays, en af borgerrettighedsbevægelsens fædre, ham under sine vinger.

Det gode forhold til Mays cementerede Kings karriere som præst, ligesom sin far, og i 1955 fik han en doktorgrad i teologi. Efter flere år med mange vekslende kærester blev han i 1953 gift med Coretta Scott. Sammen fik de fire børn, der alle engagerede sig i borgerretighedskampen.

Den indstilling groede i Martin Luther King, der med sit kvikke hoved og sine gode talegaver klarede sig fremragende i uddannelsessystemet.

Han fulgte i sin fars fodspor og endte med at få en doktorgrad i teologi på universitetet i Boston, inden han flyttede til Montgomery i Alabama som nyansat præst i baptistkirken.

King vidste med sig selv, at han ville bruge sit liv på at sikre nationens sorte bedre kår, og i Montgomery var der nok at tage fat på. Alle tænkelige steder i sydstatsbyen var raceopdelte – i restauranter, kantiner, barer, skoler, på toiletter og sågar foran drikkefontænerne.

Men det var i busserne, at kampen for lige rettigheder blev sat i bevægelse, da den sorte Rosa Parks en decemberdag i 1955 nægtede at give sin plads til en hvid mand. Parks blev arresteret, og det var dråben for King.

“Vi er trætte af adskillelsen og ydmygelsen, trætte af at blive sparket rundt af undertrykkelsens brutale fødder”, dundrede King i kirken.

“Nigger, vi er ved at være trætte af dig og dit pis nu. Hvis du ikke har forladt denne by om tre dage, blæser vi din hjerne ud og sprænger dit hus i luften”. En sydstatsstemme under et anonymt opkald til Martin Luther King.

Sammen med kolleger opfordrede præsten til, at de sorte skulle boykotte busserne i Montgomery for på den måde at presse busselskabet økonomisk.

Det hvide bystyre og byens politikorps blev rasende og forsøgte at stoppe aktionen ved at anholde de sorte bilister, som fragtede folk rundt, så de kunne passe deres arbejde uden at køre med bus.

Den hvide befolknings vrede blev snart rettet mod byens sorte præster – og især frontfiguren Martin Luther King – som blev chikaneret og truet på livet.

Efter næsten to måneders tilsvining og opdigtede anklager frygtede King, at han ikke længere kunne klare hetzen – ikke mindst da telefonen ringede ved midnatstid i slutningen af januar 1956.

“Nigger, vi er ved at være trætte af dig og dit pis nu. Hvis du ikke har forladt denne by om tre dage, blæser vi din hjerne ud og sprænger dit hus i luften”, sagde en drævende sydstatsstemme.

Tre dage efter eksploderede bomben på Kings veranda. Alvoren taget i betragtning tog præsten situationen ganske fattet. Han forklarede sin ro med, at han nogle dage forinden havde fået en åbenbaring, hvor en stemme meddelte sig til ham:

“Jeg vil være med dig til verdens ende”.

King mente, at det måtte være Guds stemme, og oplevelsen fik al præstens usikkerhed og frygt til at forsvinde.

Forholdene i storbyens sorte slum var særdeles hårde. Her Chicago i 1954.

© Robert Natkin/Getty Images

Økonomisk ulighed holdt de sorte nede

Selvom Martin Luther King var stærkt optaget af at få afskaffet de racistiske Jim Crow-love, der adskilte farvede og hvide, mente han, at den økonomiske ulighed i USA i lige så høj grad holdt den sorte befolkning nede.

“Jeg tænker, at du allerede ved, at jeg er meget mere socialistisk i min økonomiske teori end kapitalistisk”, skrev King allerede i 1952 til sin senere hustru, Coretta Scott.

Så længe de sorte – men reelt også alle andre fattige i samfundet – kun havde dårligt betalte jobs, ville de have ringere muligheder for at blive frie, var Kings tese. Det lød så socialistisk, at borgerretsforkæmperen skabte sig mange fjender i det kapitalistisk indstillede USA.

Kings synspunkt betød også, at hans modstandere ofte forsøgte at stemple borgerretsbevægelsen som værende i ledtog med koldkrigstidens forhadte kommunisme.

Martin Luther King overlevede knivangreb

Borgerretsforkæmperen fik snart brug for sit nyvundne mod.

Busboykotten blev en lang og drøj kamp, og i marts 1956 blev Martin Luther King og flere andre sorte præster dømt i delstaten Alabama for at have planlagt og organiseret en ulovlig boykot.

King skulle betale en bøde på 500 dollars samt sagens omkostninger, oven i blev han idømt 386 dages samfundstjeneste.

Men hvis myndighederne troede, at dommen ville knække King, tog de fejl. Montgomery-boykotten var blevet grundigt dækket i medierne, og i Nordstaterne hyldede mange ham som den nye bibelske Moses.

Endnu større blev triumfen, da USA’s højesteret omstødte dommen og slog fast, at “staten Alabamas raceadskillelseslove og lokale forordninger for busser er forfatningsstridige”.

Den ikke-voldelige protest havde sejret, og King fremstod mere end nogensinde som håbets stemme blandt sorte og frisindede hvide. Borgerretsbevægelsen havde fået vind i sejlene.

Boykot-kampagnen bredte sig til flere byer i Syden, og den retoriske mester King var altid at finde på talerstolen med sine opildnende ord. Han gik fra at være en regional til en national lederskikkelse.

Men berømmelsen gjorde ham også til et oplagt mål for alle, der var uenige i hans budskaber. Op mod 40 gange om dagen modtog King telefonopkald med trusler mod ham og hans familie.

Martin Luther King fjerner afbrændt kors fra sin have

Ku Klux Klan prøvede bl.a. at skræmme King ved at placere brændende kors i hans forhave om natten.

© Bettmann/Getty Images

Truslerne medførte, at Martin Luther King altid var flankeret af mænd fra sin meninghed, der fungerede som frivillige bodyguards. Især holdt de øje med hvide racister. Ingen fandt grund til at mistænke den 42-årige sorte kvinde Izola Ware Curry, der i september 1958 mødte op i et stormagasin i New York, hvor King signerede sin nye bog, “Et skridt mod friheden”.

Men da det blev den sindsforvirrede kvindes tur i køen, hev hun en 18 cm lang japansk brevkniv frem og stak den direkte ind i brystet på Martin Luther King. Chokerede tilskuere overmandede Curry, mens præsten i hast blev kørt på hospitalet med stikvåbnet siddende i brystet.

Han måtte igennem en lang operation for at få brevåbneren ud, og efterfølgende fortalte kirurgen, at våbnet sad så tæt på hovedpulsåren, at hvis King havde så meget som nyst inden operationen, ville kniven have ramt hovedpulsåren og slået ham ihjel.

Curry forklarede, at hun ville dræbe præsten, fordi han havde undergravet hendes katolske tro. Psykiatere erklærede hende paranoid skizofren og indlagde hende. Det chokerende overfald var et varsel om, at King ikke kunne føle sig sikker nogen steder.

Martin Luther King mødte også modstand blandt sorte. Selvom mange støttede præstens ikke-voldelige tilgang, mente nogle afroamerikanere, at de var nødt til at møde vold med vold, og støttede i stedet Malcolm X.

Med sine pacifistiske kampagner blev Martin Luther King den største skikkelse i borgerrettighedsbevægelsen, men andre sorte betragtede det som naivt at forsøge at bekæmpe undertrykkelsen uden vold.

Den sorte muslim Malcolm X slog sit navn fast som fortaler for at sætte hårdt mod hårdt og harcelerede over Kings forsigtige tilgang.

Intern splid i Malcolm X’ bevægelse kostede ham livet i 1965, men efter mordet skød en ny bevægelse op med slagordet “Black Power”. Ligesom Malcolm X mente medlemmerne her, at udviklingen gik for langsomt med Kings fredelige attitude.

© Frank Dandridge/Getty Images

MARTIN LUTHER KING (1929-1968)

RELIGION: Martin Luther Kings familie havde i generationer været baptistpræster. Som kristen fokuserede King på at elske og tilgive sine fjender. Foruden sin kristne tro var han inspireret af den indiske borgerretsforkæmper Mahatma Gandhi.

IDEOLOGI: King plæderede for, at sorte og hvide skulle leve side om side i et samfund, hvor alle racer havde samme rettigheder. Samfundet og loven måtte ikke forskelsbehandle – kun sådan kunne afroamerikanerne integreres i det amerikanske samfund.

STRATEGI: Borgerretskampen skulle kæmpes uden brug af vold. Lige rettigheder blev opnået gennem civil ulydighed vha. “sit-ins”, boykot-aktioner og demonstrationer. Myndighedernes hårdhændede svar på aktionerne skulle vise uretfærdighederne i samfundet.

© Robert Parent/Getty Images

MALCOLM X (1925-1965)

RELIGION: Malcolm Little lod sig omvende til islam under afsoning af en fængselsdom. Her blev han muslim og tog navnet Malcolm X. Senere blev han en del af den muslimske menighed “Nation of Islam”, der talte for sort separatisme, som blev Malcolm X’ fokus i borgerrettighedskampen.

IDEOLOGI: Ifølge Malcolm X skulle afroamerikanerne forlange at få politisk magt og leve adskilt fra de hvide. Han organiserede sorte skoler og virksomheder for at skabe et stærkt sort samfund.

STRATEGI: De sorte skulle bekæmpe undertrykkelsen i USA med “alle nødvendige midler” – når de hvide anvendte vold, kunne afroamerikanerne ikke bare vende den anden kind til. I de sidste år af sit liv nedtonede Malcolm X dog brugen af vold.

Arrestationer blev hverdag

I 1960 opgav Martin Luther King sin stilling som præst og flyttede med sin familie til Atlanta, Georgia, for at vie al sin tid til borgerretskampen, der nærmest havde fået karakter af en revolution.

Opildnet af King lavede sorte studerende i Sydstaterne såkaldte sit-ins, hvor de satte sig på caféer og restauranter med raceadskillelse og nægtede at gå, før de blev behandlet som de hvide.

Ikke-voldige protestmarcher blev også et af Kings vigtigste våben.

Men ofte endte marcherne alt andet end fredeligt, når politistyrker greb ind under påskud af, at demonstrationerne var ulovlige. Under arrestationerne tævede betjente – ofte flankeret af racistiske hvide – løs på de sorte.

Protester mod Jim Crow-lovene

De mange protestmarcher imod fx Jim Crow-lovene endte oftest med, at hundredvis af sorte blev arresteret.

© Bettmann/Getty Images

Martin Luther King selv blev igen og igen arresteret. Ofte gav betjente ham også bøder for opdigtede trafikforseelser, som da han i 1960 fik en bøde for at køre bil uden gyldigt kørekort, selvom hans kørekort først udløb to år senere.

En af de værste oplevelser kom, da han i 1963 blev smidt i en isolationscelle i Alabama.

“Man forstår ikke, hvad fuldkommen mørke vil sige, før man har ligget i sådan et fangehul”, fortalte King efterfølgende.

Mange amerikanere – også hvide – bakkede dog i større og større omfang op om Kings kamp, som nåede sit hidtidige højdepunkt i august 1963 under “Marchen til Washington”. Her hørte 250.000 mennesker præsten holde sin berømte “Jeg har en drøm”-tale i stegende hede ved Lincoln-monumentet.

“Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men på, hvordan de er som mennesker”, lød det fra talerstolen.

Ordene borede sig for evigt ind i tilhørerne. Men Kings stigende succes skabte også modstandere på magtens øverste tinder.

Med omkring 250.000 deltagere var “March on Washington for Jobs and Freedom” den hidtil største protestmarch i USA i 1963.

© Robert W. Kelley/Getty Images

Demonstration mødte modstand fra alle sider

Ingen af borgerrettighedsbevægelsens aktioner blev så kendt som “Marchen mod Washington”, hvor Martin Luther King holdt sin berømte “Jeg har en drøm”-tale. Men protestmarchen var tæt på at blive spoleret af Kings mange modstandere.

De afroamerikanske borgerretsforkæmpere Bayard Rustin og A. Philip Randolph fik allerede i 1961 idéen til, at en kæmpemæssig demonstration skulle gå mod hovedstaden Washington, D.C.

Martin Luther King var begejstret og blev viceformand for begivenheden, der skulle samle forskellige borgerretsgrupper, fagforeninger og religiøse organisationer i en fælles protest.

Marchen, som efter års planlægning skulle afvikles sidst i august 1963, havde dog langtfra støtte fra alle borgerretsaktivister. Malcolm X kaldte den for “farcen mod Washington” og kaldte den “et cirkus”. Den sorte nationalist var rasende over, at hvide fik lov til at deltage.

Trods besværligheder og modstand blev “Marchen mod Washington” en ubetinget succes med 250.000 deltagende – ca. en femtedel af dem hvide – selvom medierne, FBI og hvide racister havde forsøgt at sabotere den.

FBI jagtede Martin Luther King

Det var ikke kun lokale sydstatsregeringer og politifolk, som stod for myndighedernes forfølgelse af Martin Luther King. Fra højeste instans i FBI-bygningen i Washington stod forbundspolitiets chef, J. Edgar Hoover, for at organisere en klapjagt.

King var nemlig blevet den magtfulde FBI-boss’ personlige fjende, da borgerretsforkæmperen i forbindelse med demonstrationerne og anholdelserne i Sydstaterne brokkede sig over, at FBI var “fuldstændig ineffektivt, når det kom til at beskytte negrene fra brutaliteten i det dybe Syd”.

Den udtalelse tog Hoover og hans folk sig nær, og derudover var FBI-bossen overbevist om, at King og store dele af borgerrettighedsbevægelsen var drevet af kommunistiske kræfter og derfor udgjorde en trussel mod “nationens sikkerhed”.

Allerede i 1962 var FBI begyndt at aflytte ledende skikkelser i bevægelsen, men betjentene havde stadig ikke skyggen af bevis for en kommunistisk forbindelse.

Da Martin Luther King for alvor begyndte at få folk med sig efter den succesfulde march til Washington i august 1963, intensiverede Hoover jagten på ham.

“Vi må stemple ham som den farligste neger i forhold til dette lands fremtid”, noterede Hoovers højre hånd, William Sullivan, i et memo den 30. august 1963.

Umiddelbart efter begyndte FBI at plante mikrofoner i Kings hotelværelser og kontorlokaler for at finde smuds på ham. Og smudset kom – dog ikke om kompromitterende ideologiske forbindelser, men om Kings seksuelle udskejelser.

Aflytning af hotelværelserne afslørede mindre drukgilder og sexorgier, hvor King og hans venner forlystede sig. “Jeg knepper for Gud”, skal præsten ifølge en FBI-agent have udbrudt.

Hoover fik straks sine folk til at lække historier om præstens eskapader til journalister, men de bed ikke på.

FBI nægtede at fremlægge båndene, og uden beviser ville journalisterne ikke røre historien, ikke mindst pga. præstens store popularitet blandt sorte og progressive unge.

“Vi må stemple ham som den farligste neger i forhold til dette lands fremtid”. FBI-notat om Martin Luther King, 1963.

Præsident Kennedy tog bestik af folkestemningen og blev Martin Luther Kings nære allierede, da han i 1963 begyndte arbejdet på en ny borgerrettighedslov.

Loven skulle gøre raceadskillelse forbudt. Men ikke mere end et par måneder senere blev præsidenten skudt i Dallas. Da King og Coretta hørte, at præsidenten var erklæret død, udbrød præsten:

“Det samme kommer til at ske for mig. Det er et sygt samfund!”

Landets nye præsident, Lyndon B. Johnson, overtog samarbejdet med Martin Luther King, og i juli 1964 blev den nye borgerretslov vedtaget. Præstens utrættelige kamp havde båret frugt på nationalt plan.

Hoover havde svært ved at acceptere Kings tiltagende succes.

I november 1964 – kort inden King tog til Skandinavien for at modtage Nobels fredspris – betegnede FBI-bossen over for en gruppe kvindelige journalister King som “den mest notoriske løgnhals” og “en af de usleste personer i landet”.

Offentligt svarede King, at “Mr. Hoover må være under et ekstremt pres for at komme med en sådan udtalelse”.

På sit kontor – som FBI aflyttede uden Kings vidende – sagde han til sin sekretær, at Hoover var “gammel og ved at blive senil” og burde gå af.

J. Edgar Hoover var chef for FBI fra organisationens stiftelse i 1935 og frem til sin død i 1972. Han var kendt som en stærk forkæmper for traditionelle, konservative værdier i samfundet.

© Library of Congress

Dén udtalelse fik kun Hoover til at ønske Martin Luther King endnu mere ondt.

Kort tid efter dumpede et brev ind gennem brevsprækken i præstens hjem. Brevet var tilsyneladende skrevet af en anonym afroamerikaner – i virkeligheden stod topfolk i FBI bag.

“Se ind i dit hjerte, King. Du ved selv, at du er en bedrager og en stor belastning for alle os sorte. Det er åbenlyst, at du ikke har nogen moralske principper. King, der er kun én ting at gøre. Du ved godt, hvad det er. Der er kun én vej for dig, og du må hellere tage den, før dit beskidte, svinagtige ego bliver åbenbaret for hele nationen”, lød det i brevet, der senere blev kendt som “FBI-King-selvmordsbrevet”.

Hoovers ihærdige forsøg på at stække King lykkedes aldrig.

FBI fik kun indsamlet sladder, ikke politisk sprængstof. Kings offentlige image led ikke skade, men han blev i stigende grad deprimeret på grund af alle de modstandere, der ville ham ondt.

“De er ude på at knække mig”, fortalte King til en ven i 1964.

King brugte gerne sine arrestationer til at udstille det amerikanske retssystems uretfærdigheder.

© Bettmann/Getty Images

Fredelig præst blev arresteret 29 gange

De racistiske delstatsregeringer og betjente i Sydstaterne forsøgte konstant at gøre livet surt for Martin Luther King. Hele 29 gange blev han arresteret – ofte for små eller decideret opfundne forseelser.

26. januar 1956

To motorcykelbetjente stopper Martin Luther King i hans bil i Montgomery, Alabama, og arresterer ham for at have kørt 50 km/t. i en zone, hvor der kun må køres 40 km/t. De smider ham i en beskidt celle sammen med hårdkogte kriminelle.

22. marts 1956

Sammen med aktivisten Rosa Parks og mere end 100 andre sorte bliver King anholdt for at have organiseret den månedlange busboykot i Montgomery, Alabama. King og de andre protesterer ved at le højt og synge i fængslet.

3. september 1958

King møder op ved et domhus i Montgomery for at følge retssagen mod en mand, som har angrebet præstens nære ven. Foran domhuset forhindrer to hvide betjente King i at komme ind og arresterer ham for “ulovligt ophold”.

19. oktober 1960

Under en “sit-in”-protest i Atlanta, Georgia, bliver King arresteret, mens han venter på betjening i en restaurant. Han bliver idømt fire måneders fængsel, men præsidentkandidaten John F. Kennedy blander sig i sagen, og King bliver løsladt.

16. december 1961

Sammen med 700 andre deltager King i en demonstration i Albany, Georgia. Borgerretsforkæmperen bliver arresteret for at spærre fortovet og demonstrere uden en gyldig tilladelse.

12. april 1963

Politiet i Birmingham, Alabama, mener, at King demonstrerer uden tilladelse. Han bliver arresteret og havner i en isolationscelle, hvor han på krøllet papir skriver “Brevet fra fængslet i Birmingham”, hvor han argumenterer for den moralske ret til at bryde uretfærdige love.

11. juni 1964

King må tilbringe en nat i arresten, da han insisterer på at blive betjent på en restaurant med raceadskillelse i St. Augustine, Florida – en måned før borgerretsloven bliver vedtaget.

2. februar 1965

Under de store demonstrationer i Selma, Alabama, bliver King arresteret. Mens han sidder i arresten, fortsætter de store demonstrationer dog.

30. oktober 1967

Kings sidste arrestation finder sted i Birmingham, Alabama, hvor borgerretsforkæmperen bliver anholdt, i samme øjeblik hans fly lander i staten. En tidligere dom i Alabama gør nemlig, at han ved tilbagevenden til staten risikerer at blive anholdt. Han sidder tre dage i fængsel.

Racister angreb Martin Luther King konstant

Mens myndighederne gjorde, hvad de kunne for at få Martin Luther King ned med nakken, lå også civile hvide racister på lur. Hvor der tidligere primært var tale om verbale trusler, var fysiske overfald nu også blevet en fast del af Kings liv. Men han gjorde altid en dyd ud af at reagere uden vold.

“Det gør ondt, men jeg tager ikke skade”, sagde han i 1966, efter at en person i Chicago havde kastet en sten på størrelse med en baseball i hovedet på ham.

Under et besøg i Birmingham hamrede et medlem af USA’s nazistparti flere knytnæveslag i ansigtet på King, som blot lod sine hænder falde ned langs kroppen, mens han råbte “lad ham være”, da hans folk greb ind.

Da King i begyndelsen af 1965 tog til Selma, Alabama, for at organisere en stor protestmarch, slog en fascist ham i gulvet på hans hotel og sparkede ham i maven. King gjorde intet, men hans bror fik overfaldsmanden hevet væk.

Martin Luther King efter angreb med sten

I Chicago fik King kastet en stor sten i hovedet, så han var tæt på at besvime.

© Bettmann/Getty Image

Selvom borgerrettighedsloven mod raceadskillelse var blevet gennemført, så oplevede USA’s sorte stadig svær undertrykkelse i Sydstaterne.

I Selma ville Martin Luther King gøre opmærksom på de mange love, som fratog de sorte deres stemmeret. Det var fx den såkaldte bedstefarklausul, som betød, at kun personer, hvis bedstefar havde haft stemmeret, kunne opnå stemmeret.

Marcherne førte til utallige sammenstød, hvor både politi og hvide racister tævede løs på værgeløse sorte mænd, kvinder og børn.

Uhyrlighederne kulminerede, da den hvide præst James Reeb, der var tilhænger af borgerrettigheder, ved en fejl begav sig ned ad en forkert gyde med to hvide kolleger. Her passerede de harmløse præster beværtningen Silver Moon – et stamsted for medlemmer af Ku Klux Klan.

“Hey, I niggere!” råbte fire bøller til de blege præster. Mens to af dem nåede at løbe væk, gennembankede bøllerne Reeb med en jernstang, så han døde.

I 1963 eksploderede en bombe i det hotel, King boede på i Birmingham, Atlanta. Han havde forladt sit værelse nogle timer forinden.

© Getty Images

USA var i chok, og begivenhederne i Selma blev den direkte årsag til, at de diskriminerende love blev dømt forfatningsstridige.

Sejren var en kolossal glæde for Martin Luther King, men betød også, at dødstruslerne og angrebene tog til i styrke. Efterhånden begyndte det at tære så voldsomt på Kings sind, at hans familie og venner i stigende grad blev bekymrede for ham.

Alligevel gik King stadig forrest i demonstrationerne frem til foråret 1968, hvor han den 3. april talte til strejkende renovationsarbejdere i Memphis, Tennessee.

Inden hans ankomst havde der været en bombetrussel mod hans fly, og der gik rygter om flere dødstrusler. Men det var, som om King den aprildag havde forsonet sig med sin skæbne:

“Ligesom alle andre ville jeg gerne leve et langt liv. Men det bekymrer mig ikke længere. Jeg vil bare lade Guds vilje ske. Og jeg er glad i aften. Jeg er slet ikke bekymret. Jeg er ikke bange for nogen!”

Ordene blev Kings sidste fra en talerstol.

Martin Luther King og kvinde

Kings mange affærer med kvinder var, ifølge nogle historikere, kendt og accepteret af hans hustru, Coretta.

© Bettmann/Getty Images

Kvinderne kom i anden række

Selvom aktivisten Rosa Parks var med til at sætte gang i borgerrettighedskampen i 1955, blev bevægelsen i høj grad domineret af mænd. Kvinderne blev ofte skubbet i baggrunden.

Ved marchen til Washington i 1963 gik Martin Luther King og de andre mandlige ledere i front, mens kvindelige sorte aktivister måtte gå sammen med ledernes hustruer i et helt andet demonstrationstog, væk fra medierne.

Til gengæld kunne præsten godt bruge kvinderne, når han kom hjem til hotelværelset oven på en lang dag. Her fik han besøg af prostituerede og forskellige kvinder, som han havde affærer med.

“Jeg er på farten 25-27 dage om måneden. Sex er en måde at dæmpe mine bekymringer på”, forklarede King en ven.

Ifølge FBI-optegnelser skal King endda have overværet en voldtægt på et hotel i Washington og blot have “grinet” af episoden uden at gribe ind.

Rapportens troværdighed er omdiskuteret, fordi FBI-chef Hoover ville gøre alt for at fælde borgerrettighedsforkæmperen. Lydoptagelserne er klausulerede og kan ikke offentliggøres inden 2027.

Kampen kostede Martin Luther King livet

Der var gået under et døgn siden Martin Luther Kings tale, da han bevægede sig ud på balkonen på Lorraine Motel i Memphis, hvor han overnattede.

Den 39-årige præst fiskede en af sine elskede mentolcigaretter frem fra inderlommen, men inden han nåede at sætte den mellem læberne, lød et skud.

En kugle ramte borgerretsforkæmperens underkæbe, borede sig fast i halsen og efterlod King i en pøl af sit eget blod.

Kuglen var affyret af den undvegne fængselsfange James Earl Ray, som først blev pågrebet efter en to måneder lang menneskejagt. Ray var glødende racist og ønskede ifølge hans bror, at USA blev “et land kun for hvide, ingen jøder eller negre”.

Martin Luther King myrdet

Efter talrige mordforsøg blev King til sidst snigmyrdet i 1968, da racisten James Earl Ray skød ham i hovedet fra sit gemmested på et hotelværelse.

© FBI

Ray erkendte sig skyldig i retten, men trak senere sin tilståelse tilbage. Siden har det været ivrigt diskuteret, om Ray var alene om attentatet – eller om han havde ukendte medsammensvorne.

Både FBI og Ku Klux Klan har været udpeget som de egentlige bagmænd bag forbrydelsen, og skiftende amerikanske regeringer har nedsat undersøgelseskomitéer uden at komme en konklusion nærmere.

Efter 13 år med tæv, trusler og attentatforsøg fik Kings fjender under alle omstændigheder gjort det af med borgerretslederen, men hans ord om den fredelige protest lever videre.

Kampen for sortes rettigheder i USA fortsætter stadig mere end 50 år efter Martin Luther Kings død.