Shutterstock, Wellcome Collection
Kugleramme, slaver

Amerikansk slave imponerede alle med sit matematiske geni

I USA forsvarede mange plantageejere deres slavehold med argumentet om, at sorte havde en lavere intelligens end hvide. Men ingen overgik Thomas Fullers evner inden for hovedregning, selv hvis de fik hjælp af en kugleramme.

Hvor mange sekunder har en mand levet, hvis han er 70 år, 17 dage og 12 timer gammel?

De fleste af os er nok nødt til at finde lommeregneren frem for at svare på spørgsmålet – eller i det mindste papir og blyant. Sådan var det ikke for lynende skarpe Thomas Fuller.

I 1724 blev den dengang 14-årige Fuller taget til fange af slavehandlere et ukendt sted i Vestafrika og sejlet i lænker til Amerika.

Fuller endte på en plantage i Virginia, og det var herfra, at rygtet om hans evner bredte sig. Selvom han var analfabet og kun blev sat til hårdt markarbejde på plantagen, var aritmetik intet problem for slaven.

Fuller kunne i løbet af et øjeblik knække selv de sværeste opgaver ved hjælp af hovedregning.

Som 70-årig blev Thomas Fuller opsøgt af medlemmer af slavemodstandere fra Pennsylvania Abolition Society.

Aktivisterne mente, at den gamle mand var beviset på, at sorte kunne være lige så intelligente som hvide. Det var i den forbindelse, at han blev bedt om at regne ud, hvor mange sekunder en mand på 70 år, 17 dage og 12 timer har levet.

“2.210.500.800 sekunder”, svarede Fuller efter et par minutter.

Selv skudår var regnet med

En af de fine herrer fra Pennsylvania regnede efter på et stykke papir, men mente skuffet, at Fullers resultat var forkert.

“Massa, De har glemt skudårene”, svarede Fuller. Og manden havde ret.

Historien om Thomas Fuller spredte sig til Europa, hvor den blev et populært argument blandt Londons og Paris’ abolitionister. Jacques Brissot, som senere blev en af Den Franske Revolutions ledere, skrev fx:

“Sådanne tilfælde beviser uden tvivl, at der ingen grænser er for negrenes evner – de har blot brug for uddannelse og frihed”.