Hatte lavet af amerikansk bæverpels var i 1700- og 1800-tallet højeste mode i Europa.
Pelsen var tæt og blød og kunne i modsætning til uld holde formen selv i regnvejr. Bæver var derfor både eftertragtet og indbringende.
En enkelt bæver kostede det samme som hele fire hjorteskind. Millioner af dyr måtte lade livet, inden hattemoden igen skiftede – denne gang til silke.
Arter var tæt på udryddelse
Odder
Floderne i Rocky Mountains vrimlede med oddere. Dyrets pels holdt vandet ude og dannede luftlommer, som holdt på varmen. Det gjorde odderpelsen stærkt eftertragtet til fx frakker. Jagten på oddere fik næsten arten til at forsvinde omkring år 1900.
Bjørn
Skindet fra sorte bjørne hørte til blandt Amerikas dyreste. Et enkelt skind kunne indbringe det samme som fem bæverpelse. Jagten på bjørne udgjorde i midten af 1800-tallet en alvorlig trussel mod bestanden.
Hjort
Det bløde, garvede hjorteskind var velegnet til tøj og handsker. Pelsjægerne bar selv tøj af hjorteskind, som kendes på sin lysebrune farve. Arten blev næsten udryddet i 1800-tallet.
Bæver
Nordamerika rummede i 1500-tallet omkring 60 mio. bævere. Bestanden blev næsten udryddet i 1800-tallet, men trives nu igen.
Pelshandlere styrede Amerika
Handelskompagniet Hudson’s Bay Company (HBC) dominerede i 1800-tallet pelshandlen.
Kompagniet drev handelsstationer, udstedte egne penge og fungerede som en lokal regering i områder med få indbyggere.
HBC dækkede i sin storhedstid mere end 7 mio. km2 og havde 1.500 ansatte.
Pelsjægerens vigtigste redskaber:
Tøj af hjorteskind var slidstærkt og camouflerede jægeren godt, når han færdedes på prærien.
En syl var uundværlig, når pelsjægeren skulle reparere sit tøj eller rense riflen. Sylen var også nyttig i byttehandler med indianerne, som brugte redskabet, når de syede tøj, telte og andre brugsgenstande af skind.
Riflen var en såkaldt long rifle. Tyske våben-smede bragte riflen til Amerika i 1700-tallet, og våbnet blev bl.a. brugt i Den Amerikanske Frihedskrig. Riflen var let at reparere, og det lange, riflede løb gjorde, at den kunne skyde både langt og præcist – en stor fordel i mødet med bjørne og andre vilde dyr.
Et krudthorn af horn fra okse eller bison holdt krudtet tørt. Hornet blev båret i en snor over skulderen. Til udstyret hørte også et mindre horn, som jægeren brugte til at afmåle krudtet i den rette mængde.
En lille taske til hverdagsting var en fast del af udstyret. Tasken indeholdt bl.a. ildstål til at tænde bål med, lægeurter og en æske med castoreum, et duftsekret fra bæverens hale, som jægeren smurte på fælder for at lokke andre bævere til.
Filthatten var lavet af uld og blev den typiske hovedbeklædning for pelsjægeren. Tykke pelshuer var reserveret til den absolut koldeste tid.
Vidste du, at...
… handel med pels skabte en række kendte nordamerikanske byer? Detroit, New Orleans og Montréal er blandt de byer, som er vokset frem på tidligere handelspladser.
… pelsjægere erobrede vesten? Allerede i 1820’erne begav jægerne sig ind i det nuværende USA’s vestligste stater. Deres beretninger om store vidder og naturrigdomme gav andre lyst til at følge efter og slå sig ned.
… sekret fra bæverens analkirtler blev solgt som lægemiddel på amerikanske apoteker? Midlet modvirkede angiveligt både tandpine og gigt. Virkningen skyldes formentlig, at sekretet indeholder salicylsyre, som bæveren danner, når den spiser pilebark.
… pelsjægeren Seth Kinman (1815-1888) skød hele 800 gråbjørne? Pelsen fra de store dyr brugte han bl.a. til betræk til stole, som han forærede til skiftende amerikanske præsidenter, bl.a. Lincoln.
… USA’s berømteste pelsjæger, Davy Crockett, også forfulgte en politisk karriere? Han blev i 1827 valgt til Kongressen, men blev upopulær for sin modstand mod præsident Andrew Jacksons tvangsforflyttelse af indianerne fra Sydstaterne. Han forlod politik, da han tabte sin plads i Kongressen i 1835.
… den sidste pelsjæger, Sylvan Ambrose Hart, “Buckskin Billy”, døde i 1980? Han fangede dog kun pelsdyr til eget forbrug.