Amos “Nick” Vandeveer er en dreven spritsmugler. En sen juniaften i 1926 sejler han ud på Lake Erie fra den canadiske søbred. Ombord i sin båd har han 100 kasser whisky.
Hvis alt går efter planen, vil Nick snart kunne prale af endnu et indbringende smugler-togt. Ikke engang den fjerne kontur af et af den amerikanske kystvagts hurtige patruljeskibe skræmmer ham.
Som enhver professionel smugler har Nick forberedt togtet grundigt. Med til forberedelserne hører at bestikke kystvagten.
Men denne aften viser Nicks grundige forberedelser sig alligevel utilstrækkelige.
Skæbnen vil, at den vagthavende er mødt for sent på arbejde, og at en anden mand – som Nick ikke har bestukket – nu står i førerhuset på kystvagtens skib.
En skarp projektør fejer hen over smuglerens mørklagte fartøj, og en højttalerstemme befaler ham at standse. Nick adlyder ikke ordren.
I stedet vender han rundt og sejler for fuld kraft tilbage mod den canadiske bred. Kystvagten sætter efter ham, og snart pifter kuglerne over dækket på Nicks skib.
Smugleren fortsætter dog ufortrødent, og det samme gør kugleregnen. Kystvagtskibet er hurtigere end Nicks båd, og da skibet passerer ham, drejer det skarpt ind foran.
I stedet for at bremse knuger Nick rattet og fortsætter direkte ind i kystvagtens patruljeskib med et ordentligt brag.
Imens de ombordværende på kystvagtens skib sunder sig over sammenstødet, slår Nick fuld bak. Så snart han er fri, sætter han igen kursen mod Canada.
Med brølende motor når smugleren den canadiske bred, hvor hans båd går på grund. Nick er ligeglad. Han er nået sikkert hjem og kan ånde lettet op.
Nicks smuglertogt var blot et af mange, som i årene 1920-1933 fandt sted over den canadisk-amerikanske grænse.
USA forbød i denne periode sin befolkning at fremstille, sælge, købe og indtage drikke med mere end 0,5 pct. alkohol.
Men befolkningen drak som aldrig før – ikke mindst i storbyen Detroit, hvor druk nærmest blev en folkesport.
Hele 75 pct. af al indsmuglet spiritus i den amerikanske forbudstid flød gennem industribyen, der med sin beliggenhed ved Detroit-floden og den canadiske grænse blev centrum for ulovlighederne.
Startsignal gives
1. I Detroit holder et medlem af smuglerbanden udkig med, om kystvagten er i farvandet.
Mand ligger på lur med kikkert
2. Gennem en kikkert holder en smugler på den canadiske flodbred øje med, hvornår hans kollega i Detroit giver tegn.
Varerne fragtes over
3. Et fartøj – fx en speedbåd – fyldt op med spiritus og øl er klar til at sejle, så snart signalet bliver givet.
Michigan tyvstartede på forbuddet
Alkoholforbuddet i USA havde været længe undervejs. Siden 1830’erne havde evangelikalske kristne kæmpet for et forbud – og deres modstand mod sprutten var langtfra grundløs:
I 1830 drak hver amerikaner over 15 år gennemsnitligt, hvad der svarer til 88 flasker whisky om året. Men først da USA i 1917 gik ind i 1. verdenskrig, fik alkoholmodstanderne deres afgørende argument.
Landet manglede korn, der er én af hovedingredienserne i ølbrygning, og afholdsfolkene påpegede nu, at det var direkte upatriotisk at drikke alkohol.
Lovgiverne stod i kø for at erklære sig enige, og den 17. januar 1920 trådte den 18. forfatningstilføjelse i kraft. Alkohol var nu forbudt i hele USA.
For indbyggerne i Detroit var forbuddet imidlertid intet nyt – deres delstat, Michigan, havde officielt været tørlagt i tre år, da resten af USA fulgte trop.
Fra dag ét af delstatens forbud havde smuglere i Michigan fragtet øl og sprut fra de omkringliggende delstater ind til de tørstende borgere.
Tyvstarten betød, at smuglerne i Michigan havde masser af erfaring at trække på, da det landsdækkende forbud blev indført.
Alle kendte deres plads, når varerne fra Windsor i Canada ankom diskret til Detroit, USA.
Medsammensvorne tager imod sprutten
1. Når speedbåden er sluppet uset over, lægger den til ved kajen.
2. Et medlem af smuglerbanden står klar til at fortøje båden, så losningen kan gå hurtigt i gang.
3. Smuglerne bærer spiritus og øl over i en ventende bil, som kører smuglervarerne direkte ud til kunderne.
4. Endnu en bil holder klar, hvis den første ikke har plads til alle varerne. Nogle smuglerbåde har plads til 100 kasser med flasker.
5. Fra en tredje bil, parkeret diskret et stykke væk, holder et medlem af smuglerbanden udkig efter ordensmagten og andre mulige fredsforstyrrere.
Canada skænkede USA’s spiritus
Detroit-smuglerne vendte omgående blikket mod nord.
Ganske vist var Canada tørlagt ligesom USA, men i modsætning til den amerikanske lovgivning tillod de canadiske bestemmelser stadigvæk produktion og salg af alkohol til eksport.
Denne undtagelse blev en god forretning for canadierne.
I Ontario – en canadisk provins, som grænser op til flere amerikanske delstater – gav myndighederne i 1920 alene 29 nye bryggerier og 16 destillerier tilladelse til at fremstille øl og spiritus til eksport.
Mange af virksomhederne lå i den sydlige del af Ontario, ganske nær ved grænsen til Michigan. Grænsen mellem Michigan og Ontario er trukket gennem De Store Søer og deres forbindelsesfloder.
Detroit ligger lige ud til Detroit-floden, der er 400 m bred. Lige ovre på den anden side ligger den canadiske by Windsor.
Detroit-floden strækker sig i alt 44 km fra søen Lake Erie til Lake St. Claire – og den var enhver smuglers drøm.
Floden kunne krydses i motorbåd på få minutter. Langs bredderne groede høje sivskove, mens bugtninger og adskillige småøer bød på skjulesteder til smuglerbådene.
Forholdene var perfekte, og allerede i juli 1920 blev 1.000 kasser whisky dagligt sejlet over.
“Herren kunne sikkert godt have skabt en flod, der var bedre egnet til spiritussmugleri. Men Han gjorde det ikke”, ironiserede politikeren Roy A. Haynes, som stod i spidsen for at håndhæve alkoholforbuddet, om farvandet.
Spiritus ledte børn og unge i fordærv, mente tilhængerne af alkohol-forbuddet.
Ford solgte motorer til smuglerne
Smugleriet begyndte i det små. Ofte tog et par mænd eller en gruppe venner over Detroit-floden for at hente et parti canadisk whisky, som de derefter solgte til familie og venner.
Turene foregik om natten – ofte ombord i både med diskrete, sortmalede skrog. Snart foregik trafikken også ved højlys dag. Dristigheden skyldtes, at smuglernes fartøjer kunne skyde en vældig fart.
Kraftige motorer med op til 200 hk var nemlig lette at få fat på i Detroit, der i 1900-tallet var USA’s vigtigste industriby.
Storbyen husede først og fremmest den spirende automobilindustri med Ford-fabrikkerne i spidsen. Under 1. verdenskrig blev byen desuden centrum for produktion af militærudstyr.
Ford producerede fx de såkaldte Liberty-motorer til luftvåbnet, og disse motorer fra fabrikkernes restlagre gjorde det muligt for smuglerne at sejle kystvagtens skibe agterud.
Ofte blev smuglerne end ikke opdaget, fordi de førte udstødningen ned under vandet. På den måde lød der kun en dæmpet boblen, når fartøjet skød afsted mod Detroit.
Angiveligt anvendte smuglerne også fjernstyrede torpedoer fra Fords restlagre til at fragte spiritus over grænsen. Torpedoerne kunne efter sigende rumme op til 75 liter sprut.
Nogle rygter ville vide, at der ligefrem lå en rørledning på flodens bund. Når hanen blev åbnet i Detroit, strømmede whiskyen direkte fra de canadiske lagre ned i glasset. Hed det sig.
Ingen har fundet spor efter rørledningen, men sikkert er det, at smuglerne fragtede spiritus under vandet.
Toldmyndighederne fandt i 1929 en godt 150 m lang kæde, som smuglerne havde brugt til at trække kasser med spiritus under vandet. Kasserne hejste smuglerne op på Detroit-siden vha. et elektrisk spil.
Vintrene i Midtvesten kunne være barske, og sidst på året frøs Detroit-floden ofte til. Når det skete, kørte smuglerne deres varer over den tilfrosne flod.
Ofte trak bilerne slæder efter sig for at fordele vægten af de tunge flasker over et større areal på den skrøbelige is. Var isen tyk nok, tog flere biler gerne afsted samtidig.
Sand stoppede tog fyldt med sprut
Smuglerne benyttede sig også af andre transportmidler – nemlig jernbanerne, som via to tunneller og en færge dagligt krydsede over både Detroit-floden og St. Clair River.
Alkoholen lå gemt mellem gods som juletræer, kornsække og tømmer. Ofte allierede smuglerne sig med jernbanearbejderne, der satte falske fragtsedler på togvognene.
En vogn, som ifølge papirerne indeholdt korn, kunne sagtens være fyldt med spiritus. Fragtsedlerne sikrede, at toget kunne køre direkte til Detroit uden at vække mistanke.
I andre tilfælde havde togvognene Mexico som endemål, for det var legalt at eksportere canadisk alkohol gennem USA.
Forsendelserne nåede dog aldrig så langt, for inden afgang hældte smuglerne sand på akslerne, som fik hjulene til at overophede. Det skete gerne nær Detroit, hvor ruten skrånede nedad.
Overophedning var farlig, for den kunne få hjulene til at sætte sig fast og afspore toget. Vognene blev derfor rangeret ind på et sidespor, så hjulene kunne køle af.
Her ventede smuglerne, som bar kasserne med spiritus over i lastbiler og forsvandt ind til byen med de våde varer.
En hul stok med plads til whisky sikrede, at kaffen altid kunne gøres “irsk”.
Forbud ansporede til drukkenskab
Tiåret efter 1. verdenskrig var præget af økonomisk fremgang, og perioden blev siden kendt som “de brølende 20’ere”.
Ironisk nok indførte USA i 1920 et alkoholforbud, men det afholdt ikke amerikanerne fra at slå til søren. Snarere tværtimod.
Forbuddet tilføjede et element af spænding, som ikke tidligere havde været forbundet med nattelivet.
Smugkroer og hemmelige barer var tillokkende – også for overklassen, der før havde holdt alkoholnydelsen inden for hjemmets fire vægge.
Størstedelen af befolkningen betragtede det da heller ikke som en skam at blive arresteret af politiet for at drikke.
Tværtimod anså mange amerikanere det snarere som et tegn på livsmod, og alene det at have råd til de dyre smuglervarer blev forbundet med en vis prestige:
Folk, som drak hjemme, fik gerne øl og spiritus leveret direkte til døren – og de sikrede sig, at naboen kunne se dem tage imod varerne.
Knuste æg afslørede smugler
Ud over togene krydsede også biler Detroit River ombord på færgerne.
I begyndelsen af 1920’erne fik en ny tendens toldmyndighederne på den amerikanske side til at undre sig: Nærmest dagligt passerede rustvogne fra nabolandet over grænsen.
At så mange canadiere ville begraves i USA, var et hidtil ukendt fænomen, og en toldkontrollør besluttede sig for at undersøge sagen.
Han fik en bedemand til at åbne den kiste, han transporterede. Tjekket bekræftede kontrollørens mistanke: Kisten var fyldt med sprutflasker. Individuelle rejsende var heller ikke altid, hvad de gav sig ud for at være.
En “New York Times”-journalist bemærkede, at et påfaldende stort antal unge canadiske kvinder hver dag krydsede grænsen med færgen for at arbejde som stenografer i Detroit.
Kvinderne blev ledsaget af en større skare af mænd – angiveligt mandlige familiemedlemmer, som havde til opgave at passe på, at ingen “forulempede de unge kvinder, mens de tjente til føden”, berettede journalisten i en artikel den 25. juni 1922.
En nærmere undersøgelse afslørede, at kvindernes usædvanlig store madkasser indeholdt flasker med spiritus. Opfindsomheden var i det hele taget stor.
Toldmyndighederne ved grænsen fandt spiritusflasker skjult snart sagt alle steder – fx bag brystbeskyttere af den slags, baseball-spillere bærer, i BH’er og i skjulte lommer syet ind i frakker.
En sommer bemærkede tolderne en ny trend: Mange passagerer bar kurve med æg ombord på færgen.
Da én af passagererne en dag tabte sin kurv, bredte en liflig duft sig i rummet – kurvens ejer havde omhyggeligt tømt et stort antal æg for blomme og hvide, renset skallerne og fyldt dem med whisky.
Cocktails tog den fæle smag
The Southside
Al Capone drak den: En blanding af gin, limejuice, sirup og mynteblade var efter sigende Al Capones yndlingsdrink. Drinken er angiveligt navngivet efter Chicagos South Side.
Mary Pickford
Stjernernes drink: Under en rejse til Havana nød stumfilmsstjernerne Mary Pickford, Douglas Fairbanks og Charlie Chaplin en drink lavet af rom, ananasjuice og grenadine. Den blev opkaldt efter Mary.
Mint Julep
En for alle: Drinken lavet af bourbon, vand, sukker og mynteblade opnåede landsdækkende popularitet under forbudstiden, fordi ingredienserne var nemme at få fat på.
Whisky Sour
Mandighed: Blandingen af bourbon, citronjuice, sukker og æggehvide pyntet med en appelsinskive og et kirsebær var perfekt til en aften på jazzklubben. Drikken blev set som maskulin pga. bourbon-indholdet.
Smugkroer skød op allevegne
Midt i 1920’erne var smugleriet i Detroit så omfattende, at de færreste kunne forestille sig, hvordan ordensmagten nogensinde skulle få bugt med svindlen.
“De Forenede Staters regering ville være nødt til at ansætte en inspektør til enhver mand, kvinde og barn, der krydser færgen fra Windsor til Detroit. Regeringen ville være nødt til at dække kysten i et bælte på 30 mil (48 km, red.) med bevæbnede vagter for at standse og undersøge ethvert fartøj, som prøver på at lægge til. Canada er smuglernes paradis, og Detroit er deres Klondike”, skrev en journalist i “New York Times”.
Fra omkring 1923 var mange smuglere organiseret i bander eller ringe. Smuglerne indførte en effektiv arbejdsdeling, der skulle mindske risikoen for at blive opdaget og få varerne konfiskeret:
En person købte alkoholen hos den canadiske eksportør, hvorefter han gav spiritussen til andre, som sørgede for at bringe varen over grænsen til et nærmere aftalt mødested.
Herfra sørgede atter andre for at distribuere varerne til aftagerne. En del af sprutten sendte banderne videre til bl.a. Chicago, hvor mafiabosser som Al Capone betalte godt for varerne.
Store mængder øl og spiritus forblev dog i Detroit, hvor alkoholen blev solgt til private og smugkroer kaldet “speakeasies” – en afledning af “speak easy”, dvs. at tale sagte eller forsigtigt.
Politiet kendte i 1923 til ca. 3.000 speakeasies i Detroit og videregav oplysningerne til forbundsmyndighederne, som fulgte op med flere razziaer. Historikerne anslår, at det reelle tal var 10.000 illegale kroer.
I 1925 var tallet vokset til 15.000, og i 1928 var der ifølge avisen “The Detroit News” mellem 16.000 og 25.000 smugkroer til bilbyens 993.678 indbyggere.
Kroerne fandtes i alle kvarterer. Mange var blot et ekstra serveringslokale bagerst i en beværtning, der officielt serverede drikkevarer med en lav alkoholprocent.
Adgang havde kun særlig inviterede, som fik stukket et visitkort i lommen eller blev hvisket det hemmelige løsen i øret. En udsmider bevogtede rummet, så ingen uvedkommende slap ind.
Speakeasies kunne også findes bag facaderne til frisørsaloner og apoteker.
Antallet af smugkroer var så uoverskueligt stort, at politiet for det meste forholdt sig i ro, medmindre de besøgende skabte gadeuorden eller på anden vis var til gene.
Til tider statuerede politiet imidlertid et eksempel – fx ved at ødelægge smugkroernes inventar og smide deres flaskebeholdning i Detroit-floden.
Som regel blev flaskerne fisket op igen af indbyggerne, når postyret havde lagt sig.
“Canada er smuglernes paradis, og Detroit er deres Klondike”. Citat fra avisen “New York Times”, 1920’erne.
Detroits borgmester brød loven
I nogle områder lå smugkroer så tæt, at det gik ud over den offentlige orden. Værst ramt var byen Hamtramck, som i dag er vokset sammen med Detroit.
Distriktsdommer Arthur Tuttle beskrev den som “en skammens by, en kræftbyld og en skændsel”.
I 1923 stod det så slemt til i Hamtramck, at guvernøren bad Michigans statspoliti om at rydde op i byen.
Betjentene fandt 400 værtshuse som, med bystyrets velsignelse, solgte “alt andet end alkoholfrie drikkevarer”.
Spiritus blev serveret åbenlyst i restauranter, klubber og sågar i slikbutikker – mens whisky blev solgt i glas fra biler parkeret foran bilfabrikkernes porte.
Politiet afslørede samtidig hele 150 prostitutionsringe, der alle havde forbindelse til byens speakeasies.
Til politiets store fortrydelse opdagede betjentene også, at den populæreste speakeasy i byen lå klos op ad politistationen og talte både politifolk og folk ansat på rådhuset blandt sine faste kunder.
At fremtrædende borgere frekventerede smugkroer, var dog velkendt.
Da politiet foretog en razzia i de tyske indvandreres klubhus, “Deutsches Haus”, i Detroit, fandt de to barer fyldt med øl og sprut.
Blandt aftenens 800 gæster var bl.a. Detroits borgmester, John Smith, og kongresmedlemmet Robert Clancy. Begge mænd blev arresteret.
Gæsterne betalte gode penge for forbudstidens farvestrålende drinks.
Ordensmagten blev sejlet agterud
Fulde folk på gaderne var et almindeligt syn i forbudstidens Detroit. I 1927 blev 23.000 arresteret for fuldskab i byen.
Arrestationerne var dog mest en service for dem, der var for fulde til at klare sig selv. De berusede fulgte politiet blot hjem.
At politifolkene ofte lod folk slippe for straf, skyldtes ikke kun betjentenes gode hjerter. Loven, kaldet Volstead Act, gav nemlig ordensmagten dårlige arbejdsbetingelser.
Loven delte håndhævelsen af forbuddet mellem de føderale, de delstatslige og de lokale myndigheder.
Hverken regering eller lovgivning gav imidlertid de mange myndigheder – som fx kystvagten, finansministeriet, politiet og skattemyndighederne – anvisninger på, hvem der skulle gøre hvad, samt hvordan de skulle samarbejde.
Resultatet blev, at alle famlede i blinde. Især til søs havde ordensmagten problemer. Politiets og kystvagtens skibe kunne på ingen måde hamle op med smuglernes hurtige motorbåde.
I begyndelsen af 1920’erne havde Detroit Police Department, der overvågede Detroit-floden, kun ét patruljeskib.
Ifølge politikommissær James Inches var fartøjet “en god, sødygtig skude, som hårdt presset kunne overhale en slæbebåd”. Smuglerne “sejlede i cirkler rundt om os”, forklarede han.
Byens borgmester sørgede for, at ordensmagten fik nye, stærke motorer på 200 hk – en tilsvarende motorkraft, som de hurtigste smuglerfartøjer nød godt af.
Antallet af smuglerbåde blev dog ikke formindsket, uanset hvor mange politiet konfiskerede, for efterfølgende blev fartøjerne sat til salg på offentlige auktioner, hvor smuglere købte dem igen.
Resultatet blev, at myndighederne i slutningen af 1920’erne kun opsnappede ca. 5 pct. af den alkohol, som krydsede grænsen via Detroit-floden. De resterende 95 pct. flød uhindret ind i USA.
“En god, sødygtig skude, som hårdt presset kunne overhale en slæbebåd”. Politikommissær James Inches om politiets eneste patruljeskib.
Bestikkelse fik sprutten til at flyde
Smuglerne havde udsigt til at få store fortjenester, og det fik mange til at spille højt spil.
Amos “Nick” Vandemeer, som en juniaften i 1926 vædrede kystvagtens patruljeskib og løb sin båd på grund, var ikke kun en af de mest drevne smuglere, han var også blandt de frækkeste.
Da han opdagede, at kystvagtens skib under forfølgelsen også var gået på grund, fik han fat i en håndfuld mænd fra lokalområdet.
Sammen foretog de en civil anholdelse af kystvagtskibets besætning og sørgede for, at alle ombord blev smidt i brummen – helt officielt mistænkt for at ville invadere Canada!
Arrestationen var pinlig for den canadiske stat, og politiet pågreb Nick dagen efter i forsøget på at undgå, at sagen udviklede sig til en diplomatisk krise.
Så snart opmærksomheden lagde sig, løslod myndighederne dog smugleren – og udleverede også de 100 kasser whisky, han havde forsøgt at smugle ind i USA.
At Nick fik sine varer tilbage, kan virke absurd, men ansatte i både det canadiske og det amerikanske politi og toldvæsen hjalp ofte smuglerne – og de blev klækkeligt betalt for det.
Ofte behøvede en toldfunktionær blot at melde sig syg på en given dag, hvor smuglerne havde forberedt en aktion.
For den lille tjeneste indkasserede toldembedsmanden 500 dollars – fire gange så meget, som en almindelig arbejder tjente på et år.
Korruptionen begrænsede sig ikke kun til almindelige betjente og toldere. Også Detroits havnemester befandt sig på den forkerte side af loven.
Han blev suspenderet i april 1929, da det viste sig, at han havde fået politiets patruljeskibe til at eskortere smuglere over floden.
Ikke engang de canadiske politikere ønskede at hjælpe USA i kampen mod den illegale sprutimport:
Smuglerne kom jo fra USA, så problemet var amerikansk, mente canadierne, der tjente styrtende på deres dobbeltmoralske alkoholpolitik.
Hårdt presset gik landet i 1929 med til at stoppe salget tæt på grænsen. Denne indskrænkning generede kun smuglerne i ringe grad.
Detroit var ved 1920’ernes slutning hjemsted for en betragtelig flyproduktion, og storsmuglerne investerede i en ny transportform.
Piloter fra Nationalgardens nærliggende luftbase, Selfridge Airfield, var mere end villige til at tjene en ekstra skilling på smuglertogter, når de ikke var i tjeneste.
Snart sørgede en luftbro fra Canada for faste forsyninger af spiritus til de mange tørstende amerikanere.
Størstedelen af staterne i USA tillader i dag et ubegrænset salg af spiritus (blå), mens en række stater tillader et begrænset salg (gul), og en mindre gruppe stater har et totalt forbud mod spiritussalg (rød).
Sydstaterne er fyldt med afholdsmænd
USA ophævede forbuddet mod at sælge alkohol den 5. december 1933, men en del af landet er stadig tørlagt.
Landets byer og counties (amter) kan nemlig selv bestemme, om de vil regulere salget af øl og spiritus. For tiden benytter ca. 500 counties sig af muligheden.
De fleste tørlagte områder befinder sig i USA’s sydlige stater. I Mississippi er 36 ud af delstatens 82 counties tørlagte, mens vestlige stater som Californien, Oregon og Washington slet ikke rummer tørlagte områder.
Den geografiske skævhed skyldes, at de evangelikalske kristne, en religiøs gruppe med et konservativt livssyn, står stærkt i Syden.
Evangelikalske undgår alkohol, da de mener, at beruselse vil føre til et syndigt liv med ægteskabsbrud, uærlighed og moralsk fordærv til følge.
Statistikken viser ironisk nok, at dagens tørlagte delstater er overrepræsenteret, når det gælder produktion og forbrug af metamfetamin, et kunstigt fremstillet og stærkt afhængighedsskabende euforiserende stof, som i de senere år har vundet stor udbredelse mange steder i USA.
Amerikanerne ombestemte sig
Forbuddets dage var dog talte. Amerikanerne var trætte af den organiserede kriminalitet, som fulgte med smugleriet.
“Kriminaliteten er ude af kontrol, og respekten for Forfatningen er på sit laveste. Det er pligten for enhver amerikaner, der elsker sit land, at kæmpe for at afskaffe den 18. forfatningstilføjelse”, skrev bilfabrikanten Henry Bourne Joy.
Da den verdensomspændende krise – kendt som Depressionen – satte ind i 1929, erkendte lovgiverne desuden, at USA ikke havde råd til at undvære det betragtelige antal jobs, som fremstilling og salg af alkohol kastede af sig.
Holdningsændringen afspejlede sig politisk. I februar 1933 vedtog Kongressen den 21. tilføjelse til Forfatningen, og dermed var alkoholforbuddet ophævet.
Bestemmelsen blev sendt til afstemning i delstaterne, og den 3. april 1933 kom det første tilsagn. De delegerede i Michigan vedtog ændringen med stemmefordelingen 99-1.