Chicago brænder ned til grunden

I sin 23 år lange karriere i brandvæsnet har Willams aldrig oplevet et værre år i Chicago. Regnløse måneder med masser af solskin har udtørret byens træbygninger, og hver eneste lille brand truer med at sætte hele bydele i flammer.

Da Williams ankommer til De Koven Street – på vest­siden af Chicago-flodens sydlige flodarm – har ilden fat i flere huse. To brandvogne er på stedet, men det står hurtigt klart for Williams, at den kraftige vind gør opgaven svær.

“Hæng i, drenge – hun (branden, red.) er ved at få overtaget”, råber brandchefen til sine folk.

“Chef, jeg tror ikke, vi kan holde ud her”, udbryder en af brandfolkene, hvis hænder svier pga. varmen fra ilden.

“Kæmp, så længe I kan!” opildner Williams, inden han løber hen til den næste husrække, hvor røgen siver ud fra bygningerne – det sikre tegn på, at de er ved at antænde.

“Kald alarm to (forøgelse af beredskabet, red.)! Det her vil sprede sig!” beordrer brandchefen.

Williams’ erfaring fortæller ham, at branden er ved at løbe løbsk – og han skal snart få ret i sine bange anelser.

Studerende ser ildskæret på lang afstand

SØNDAG 8. OKTOBER 1871 kl. 21.30: Teologi­studenten William Gallagher og hans medstuderende er på vej gennem Chicago i hestevogn.

William Gallagher og hans venner fra teologistudiet er i godt humør. De har netop været til foredrag i Plymouth-menighedens kirke i den vestlige del af byen, og nu er de på vej hjem til sovesalene på Chicagos Teologiske Seminarium lidt uden for byen.

Pludselig bliver deres snak om aftenens foredrag dog afbrudt af lyden fra en brandalarm. De unge mænd spejder ud af hestevognen og får øje på et klart, glødende lys i det fjerne.

Dagen forinden har de set en mindre ildebrand i det samme område, og de gætter på, at gløder fra gårsdagens brand er blusset op igen pga. blæsten. Ilden vil nok snart være slukket igen, vurderer de.

Uden at være bekymret lægger William Gallagher sig derfor trygt under dynen, da de tre studerende igen er kommet hjem til teologiseminariet 5 km syd for byen. Den unge studerende døser snart hen, men søvnen skal blive kort.

Familie flygter fra flammernes fare

SØNDAG kl. 22.00: For familien Bradwell, som bor 2 km væk fra De Koven Street, er flammerne i det fjerne et signal om at forlade deres hjem.

Bessie Bradwell mærker en arm på skulderen og vågner af sin dybe søvn. I skæret fra et lys ser den 13-årige pige sin mor sidde på sengekanten med en alvorlig mine i ansigtet:

“Byen brænder. Vi er nødt til at forlade huset, så hurtigt vi kan”, lyder det fra moren, Myra.

“Vil vores hus brænde ned?” spørger Bessie bekymret.

“Det ved jeg ikke. Men vi er nødt til at komme ud, i tilfælde af at det gør”, svarer hendes mor.

Bessie rejser sig fra sengen og tager sit fineste tøj på, så søndagsklæderne ikke skal blive ædt op af ilden. Imens åbner moren hjemmets skabe, hvor hun udvælger de mest værdifulde genstande og propper dem ned i en kuffert.

Bessies far, dommer James Bradwell, sørger for at samle familiens kontanter i jakkelommen, inden familien er klar til at forlade huset. Myra tager Bessies lillebror i den ene hånd, før de går ud på gaden, der er fyldt med røg.

Faren giver sin hustru og børnene besked på at følge Washington Street i østlig retning, til de når det grønne område nede ved Lake Michigan. Driver branden helt derned, vil familien i det mindste have mulighed for at vade ud i søen for at redde livet.

Selv vil Bessies far gå hen til sit dommerkontor længere oppe ad Washington Street for at redde en række gamle, værdifulde lovbøger, han har samlet gennem årene. Bagefter vil han så finde sin familie igen.

Myra, som er redaktør på lovtidsskriftet “Chicago Legal News”, forstår sin mands passion for det skrevne ord, og hun modsætter sig ikke hans plan. Mere utryg er hun ved, at Bessie ønsker at gå med sin far – men datteren er en bestemt pige, så det nytter ikke at diskutere.

Familien skilles. Mor og søn går mod vandet, mens faren tager Bessies hånd og begiver sig i den modsatte retning – gennem røgen mod flammerne, der hastigt nærmer sig.

Brandchefen tilkalder alle brandvogne i byen

*SØNDAG kl. 22.20: Robert Williams dirigerer sine brandfolk som en general på slagmarken, men flammerne er ikke til at få bugt med.*

Røgen svier i øjnene, og huden smerter på Robert Williams’ tapre brandfolk. I over halvanden time har de forsøgt at stoppe ilden i området ved De Koven Street på den vestlige side af Chicago-flodens sydgående flodarm.

Fem damp­maskiner pumper løs, men vandmængderne slår ikke til mod den hidsige ild. Gade efter gade antændes, og Williams må nu sætte byens brandvæsen i højeste alarmberedskab.

Resten af brandvæsnets i alt 15 fungerende dampmaskiner drøner derfor afsted mod sydvest med tudende horn. Imens flygter paniske indbyggere i alle retninger for at undslippe de kritiske zoner.

Branden blev bekæmpet med dampsprøjter:

Situationen bliver kun mere desperat. Williams bemærker, hvordan brændende genstande flyver hen over hovedet på ham og hans folk.

Vinden hvirvler alt op fra jorden og blæser det i nordøstlig retning – ind mod Chicagos centrum. Som ildkugler fra en kanon daler de brændende stumper ned og antænder nye brande.

Kl. 23.15 får Williams den melding, han har frygtet: En brand er blusset op på den modsatte side af Chicago-flodens sydgående arm – bykernen er for alvor truet.

“Det er Djævlen selv!” udbryder brandchefen, som indtil nu har håbet, at floden kunne agere stopklods for ilden.

“Tag derover. Jeg er der om et minut”, befaler Williams en af sine trofaste brandmænd.

Brandchefen tager en dyb indånding. Inden længe vil flammerne nå hans eget hjem i Randolph Street.

Bessie venter forgæves på sin far ude i røgen

SØNDAG kl. 23.15: I Washington Street – der løber parallelt med Randolph Street – er Bessie og hendes far nået frem til dommerkontoret.

Bessie betragter sin far i tavshed. Det ene øjeblik flår han bøger ned fra hylderne på sit kontor, det næste iler han ud på gaden med dem i favnen. James synes bestemt ikke, at datteren skal slæbe på de tunge værker, men Bessie insisterer på at hjælpe til.

Hun graver derfor en stor protokol over abonnenter på morens lovtidsskrift frem og bærer den tunge bog ud på gaden: “Det her er en god ting at redde, og jeg vil passe på den”, siger Bessie bestemt til sin far.

Ude på fortovet hober bøgerne sig op. James beder Bessie vente på ham et kort øjeblik, mens han går ud for at finde en ledig vognmand, som kan hjælpe med at køre læsset i sikkerhed. Der går fem minutter, 10 minutter, et kvarter – men Bessies far dukker ikke op igen.

KORT – Sådan spredtes flammerne:

Imens er røgen blevet tættere, og brændende småting begynder at dale sporadisk ned fra himlen. Bessie synes, det minder om et snevejr – bare med røde snefnug i stedet for hvide.

Den unge pige ved dog godt, at hun ikke kan blive stående på gaden meget længere. I stedet for at vente yderligere på sin far beslutter Bessie sig for at gå ned mod vandet, hvor hendes mor og lillebror er. Sammen med dem vil hun være i sikkerhed.

Hun begiver sig derfor ned ad Washington Street, som vrimler med flygtende indbyggere. En sort mand, der balancerer en kasse med kyllinger på hovedet, ramler ind i Bessie, så hun nær vælter, og en anden mand himler op om fangerne i kachotten under retsbygningen:

“Åh, de stakkels fanger, de bliver brændt levende, lukket inde i deres celler!” råber han fortvivlet.

Det hele er en voldsom oplevelse for den 13-årige pige. Gaderne er forvandlet til et kaos af skrækslagne men­nes­ker, der alle forsøger at undslippe den fremstormende ild med så mange ejendele som muligt.

Bessie ønsker blot, at hun snart kan knuge sin mors eller fars hånd igen.

James Bradwell iler mod vandet

MANDAG kl. 00.15: Bessies far vender tilbage til dommerkontoret uden at have fundet en ledig vognmand.

Foran indgangen til dommerkontoret ser James Bradwell sine stakke af gamle bøger, men Bessie er væk! Han gennemsøger kontoret uden at finde noget spor efter hende.

Flere steder i den sydlige del af centrum buldrer ilden allerede, og gnist for gnist nærmer den sig Washington Street, som indtil videre kun er plaget af røg og småglødende nedfald.

James beslutter sig derfor for at gå ned til parken ved vandet, hvor Myra venter med deres søn. Forhåbentlig er Bessie også søgt derned.

Da James omsider når parken, får han efter en kort søgen øje på sin kone og søn imellem alle flygtningene, som ligeledes håber at finde helle nede ved vandet.

“Hvor er Bessie?” udbryder faren.

“Hvad? Jeg troede, hun var hos dig”, svarer Myra med uro i stemmen.

“Du godeste”, kommer det lavmælt fra James, som sætter sig tungt på familiens kuffert, mens han fortvivlet udbryder: “Hvad er der sket med vores pige?”

Bessies mor nægter dog at opgive håbet, og hun beroliger sin mand: “Jeg ville ikke tøve med at lade den pige drage til verdens ende – hun skal nok klare sig, bare rolig”.

Williams evakuerer sin kone

MANDAG kl. 00.45: Robert Williams’ mænd har forgæves forsøgt at stoppe flammerne. Ilden nærmer sig Randolph Street, hvor brandchefens eget hjem ligger.

Robert Williams er lamslået over brandens tempo. Byens gasværker, hærens våbendepot og flere kirker er allerede opslugt af ilden, og nu står byens flotte retsbygning mellem Washington og Ran­dolph Street for skud.

Med borgmesterens tilladelse låser politiet de godt 100 fanger i retsbygningens celler ud, mens Williams’ mænd forsøger at holde flammerne i skak.

Brandchefens eget hjem er blot 150 m væk, og han løber nu hjem for at få sin kone ud. Nogle brandmænd og en politibetjent er allerede på stedet og har hjulpet fru Williams ud af lejligheden.

I stedet bekymrer brand­chefen sig nu om hjemmets vigtigste klenodie: “Vil I hjælpe mig med at få mit klaver med ned?” spørger canadieren et par brandfolk, inden han skruer benene af instrumentet og får hjælp til at bugsere det ned på gaden.

Flammerne er nu tæt på, men Williams går tilbage ind i bygningen for at redde hjemmets fine tæppe. Imens han er derinde, begynder vinduerne at krakelere, fordi panelerne giver efter for den ekstreme varme. Williams slynger tæppet over skulderen og løber ned på gaden.

Herfra kan han se de første gule flammer klamre sig om hjemmet. Ved siden af ham hulker hustruen, men canadi­eren har kun tid til at kramme hende et kort øjeblik, før han sender hende afsted mod vest i en hestevogn.

Williams ved, at hans eget hjem er fortid, men brandchefen har stadig en by, han skal forhindre i at gå til grunde.

Bessie flygter over en brændende bro

MANDAG kl. 1.00: 13-årige Bessie Bradwell har i kaosset haft svært ved at finde rundt i byen, og pigen har ikke set skyggen af sin familie.

En kakofoni af brølende ild, hylende vind og skrigende mennesker har forvandlet den sydlige del af centrum til et inferno. Bessie er forvirret og skræmt, men ved et lykketræf råber kendte stemmer pludselig på hende.

Et vennepar af familien har fået øje på pigen midt i menneskemylderet. “Følg du med os”, lyder det fra parret, der ligesom de fleste andre indbyggere stiler målrettet mod broerne, som fører over Chicago-floden til byens nordlige kvarterer.

Da Bessie og venneparret når frem til State Street Bridge, er overgangen delvist i flammer. Ilden har også fået fat flere steder ved bredden, hvor brændende nedfald har antændt kasser og sække med gods.

“Kom, vi må over broen med det samme!” råber forældrenes venner, og Bessie følger nervøst med dem.

Varmen på den brændende bro er ulidelig, og et par gange antændes Bessies frakke, så hjælpsomme flygtninge bag dem må løbe hen og slukke ilden med deres hænder.

Da de næsten har krydset floden, spæner en mand forbi dem. Den fremmede er opslugt af angst:

“Dette er Chicagos endeligt!” råber han højt.

“Nej, hun vil rejse sig igen!” udbryder Bessie instinktivt, for hun nægter at opgive håbet.

“Hele byen brænder!”

MANDAG kl. 2.30: William Gallagher sover tungt i sin seng på teologiseminariet, da det banker voldsomt på døren til hans sovekammer.

Gallagher vågner med et sæt pga. den pludselige banken. Den søvndrukne studerende kommer forholdsvis hurtigt på benene og åbner døren.

Ude på gangen står en af hans venner fra gårsdagens foredragstur: “Hele byen brænder!” råber han og spørger, om ikke de skal tage ind til byen for at se ilden på nært hold.

Gallagher kravler først op på seminariets tag, hvor han kan se en stribe af ild på 3-5 km’s længde, som bliver drevet hastigt fremad af en voldsom blæst. Vennen har ret, denne brand er ekstraordinær, og kort tid efter er de to studerende på vej ind mod flammehavet.

Inde i byens vestlige kvarterer møder de to unge mænd dramaet. Horder af mennesker møver sig gennem gaderne med fyldte trillebøre og hjulvogne, og blandt dem render løse køer og heste oprørte rundt.

I flere gader er betjente og brandmænd i færd med at pille træfacader ned og flå fortovsplanker op for at forsinke ildens fremmarch.

Andre steder forsøger politi og militærfolk at sprænge hele gader i luften, så brandens næring forsvinder. På en af byens pladser ser Gallagher en politimand, der kommer gående med en lille dreng i hånden: “Alt, jeg ved, er, at hans far og mor er brændt inde på Girard Hotel”, fortæller betjenten til alle på stedet, inden en herre forbarmer sig og tager den forældreløse dreng med.

På pladsen sidder også tre børn på en kuffert og venter på deres mor, men hun dukker aldrig op. “Nej!” vræler børnene, da nogle af de omkringstående forsøger at trække dem med væk.

Da flammerne æder sig helt tæt på, hiver en gruppe voksne dog børnene væk med magt, mens de tre stakler hyler på deres mor. Gallagher går rundt i byen hele natten – fascineret af ildens ødelæggende fremmarch.

Da lyset bryder frem, følger han sammen med sin ven mennesketoget, som slæber sig afsted mod vest for at komme i sikkerhed på prærien vest for Chicago. De teologistuderende væmmes ved de griske vognmænd, som udnytter situationen til at “opkræve de mest eksorbitante priser”.

Gallagher hører kuske forlange 100 dollars – ca. en femtedel af en arbejders årsløn – for hvert flyttelæs. Ude på prærien ligner det normalt tomme landskab en slagmark – fyldt med udmattede mennesker, der har sod i håret og forbrændt hud.

De, der er så heldige at have reddet flere genstande fra deres hjem, stabler dem op og lægger tæpper ud, så deres familie har noget at sidde på. Flygtningene på prærien føler sig sikre, men inde i byen kæmper mange indbyggere endnu for livet.

Flygtninge søger i sikkerhed i vandet

MANDAG kl. 7.30: James Bradwell har i løbet af natten gravet familiens kuffert ned i parken ved Lake Michigans bred. Han frygter nemlig, at der skal gå ild i deres sidste ejendele.

James Bradwell er tilfreds med at have begravet familiens værdier, da brændende nedfald begynder at dale ned over parken som ildpile. Men situationen er kritisk, da ilden hurtigt blusser op på det grønne område.

Kommoder, kufferter og klæder står i flammer, og folk løber paniske ud i søen. Familien Bradwell træder også forsigtigt ud i det mudrede vand, men de går ikke så langt ud.

Til gengæld pjasker de alle tre konstant vand i ansigtet og på armene, så den sviende hede fra ilden ikke brænder dem.

Til deres held når ilden ikke helt ned til vandkanten, og da flammerne efter et par timer er brændt ud, kan de igen bevæge sig op på det nu forkullede græs.

James graver familiens kuffert op igen, men lettelsen over at have reddet familiens værdier er kortvarig, for Bessie mangler stadig.

Byens brandvogne bryder sammen

MANDAG kl. 11.00: Brandchef Williams og hans mandskab bekæmper flammerne. Pga. brændende nedfald har ilden dog krydset endnu en flodarm og er nået frem til byens nordlige kvarterer.

Williams’ øjne er fyldt med røg og sod. Han kan dårligt se vejen forude fra pladsen forrest i vognen, der fragter ham til det vestlige Chicago, hvor ilden ikke har hærget.

Brandchefen får derfor udleveret beskyttelsesbriller, inden vognen når det hus, hvor hans kone er bragt i sikkerhed.

Williams er drivvåd over hele kroppen, så det er en befrielse endelig at kunne smide den tunge uniform og hoppe i en tør dragt. Hustruen har sat te og brød frem.

Den varme drik glider nemt ned i ægtemandens kradsende hals, men han kan kun tvinge to mundfulde brød i sig. Brandchefen er bekymret.

Tidligt på morgenen har en brand på nordsiden af Chicago-­floden ødelagt byens vandpumper. Brandvæsnet kan derfor ikke længere bruge Lake Michigan som reservoir. Flere af byens dampmaskiner og vandslanger er desuden også gået i stykker.

Williams selv er en smule frisk­ere, da han krammer sin kone farvel og atter tager plads i vognen. Optimistisk er canadieren dog ikke. Flammerne omklamrer stadig Chicago, og brandchefen beder til, at det snart begynder at regne.

Gallagher bliver krisebetjent

MANDAG kl. 22.00: William Gallagher har tilbragt knap et døgn nær brandene og de nu hjemløse indbyggere ude på prærien. Han er derfor gået forholdsvis tidligt til ro.

Gallagher slår øjnene op i sin seng og er med det samme lysvågen. En lyd har vækket ham. Han ved, at de ældste teologistuderende har organiseret en vagtordning, så alle bliver alarmeret hurtigt, i tilfælde af at vinden vender, og byens flammer truer seminariet.

Efter kort tid finder Gallagher dog ud af, at lyden ikke kommer ude fra gangen, men er sendt fra himlen – en taktfast trommen på taget. Det regner!

“Gud være lovet for alle hans velsignelser”, udbryder den troende unge mand, inden han igen falder hen, vel vidende at seminariet – og givetvis også de endnu ubrændte dele af byen – er i sikkerhed.

Efter det daglige bønnemøde morgenen efter organiserer de studerende sig i grupper og begiver sig afsted ind til First Congregational Church of Chicago i byens nordvestlige kvarter.

Her vil de stille deres arbejdskraft til rådighed for myndighederne. I kirken har bystyret og politiet etableret midlertidige kontorer, efter at rådhuset og politigården er brændt ned.

På vej hen til deres destination ser de unge studenter en by i ruiner. Enkelte steder hærger flammerne stadig, men nattens regn har hjulpet slukningsarbejdet på vej, og ilden er generelt set under kontrol.

I kirken, hvor det frivillige arbejde uddeles, bli­ver de unge mænd stillet op på to rækker. De bli­ver dernæst bedt om at hæve deres højre arm og sværge, at de vil gø­re deres pligt “som specialpoliti i denne nød­si­tu­a­tion og adlyde ordrer fra po­li­ti­kom­mis­sæ­rer­ne”.

“Så hjælp mig, Gud”, afslutter de studerende eden, der midlertidigt gør dem til krisebetjente, som skal hjælpe byens politi med nødarbejdet.

Forsynet med politiskilt får Gallagher til opgave at stoppe alle brugbare hestevogne, der kan bruges til hjælpeindsatsen. Nægter ejeren af vognen at følge anvisningen, kan Gallagher arrestere ham – men den slags ubehagelige kon­fron­ta­tio­ner slipper den teologistuderende heldigvis for.

Hele dagen kører den nyslåede betjent frem og tilbage med vogne og samler de nødstedte familier på prærien op for at bringe dem ind til Chicagos kirker og skoler, hvor de får tøj, mad og ly.

“Du kan ikke forestille dig, hvilket knusende slag dette har været for mange”, skriver Gallagher samme dag i et brev til sin søs­ter, som bor i Boston. Den unge teologistuderende vil aldrig glemme branden i Chicago.

Familien Bradwell modtager forrygende nyt

TIRSDAG kl. 20.00: Dommer Bradwell, hustruen Myra og deres søn har været i sikkerhed, siden branden i parken døde hen. Men de har stadig ikke fundet deres datter, Bessie.

James Bradwell har været syg af bekymring i snart to døgn – ikke fordi Chicago ligger i ruiner, og hans hjem er brændt ned til grunden, men fordi hans datter stadig er savnet.

Faren har vandret rundt i byen hele dagen uden resultat, så håbet er spinkelt, da han om aftenen tropper op til et borgermøde. Kort efter mødets start får Bradwell ordet.

Dommeren stiller sig op foran forsamlingen for at høre, om der dog ikke sidder en sjæl i lokalet, som har set hans lille datter. Hun er 13 år gammel og er forsvundet nær retsbygningen – muligvis med en stor bog i favnen.

En fremmed herre blandt tilhørerne rejser sig: “Bare rolig, dommer Bradwell, din datter er i sikkerhed på vestsiden (af Chicago-flodens sydlige flodarm, red.), og hun bar rundt på den store, tunge bog med abonnenter i ni timer”, fortæller manden, som mødte den bemærkelsesværdige Bessie Bradwell på en restaurant mandag morgen, hvor pigen sad sammen med bekendte.

James omfavner den fremmede og takker ham hjerteligt for informationen. Da faren lidt senere kommer tilbage til sin hustru og overleverer den fantastiske nyhed, stråler hans ansigt for første gang i 48 timer.

Snart vil hele familien igen være samlet. De har overlevet den store brand.

Efterskrift

Robert Williams tjente sin by som brandchef i yderligere to år, frem til 1873.

Familien Bradwell blev i Chicago, hvor Bessie uddannede sig til jurist ligesom sine forældre. Hun blev assisterende redaktør på avisen “Chicago Legal News” i 1894 – samme år, som hendes mor døde. Bessie blev chefredaktør for avisen i 1907 og bestred posten indtil sin død 20 år senere.

Den teologistuderende William Gallaghers skæbne efter Chicago-branden er ukendt.