Crazy Horse blev forrådt af sine egne

Lyst hår gjorde drengen anderledes

Crazy Horse blev født på prærien i nutidens South Dakota omkring 1840. Dengang herskede sioux-folket over enorme prærieområder i det nordvestlige Amerika. Siouxerne bestod af mange stammer, og hans far var medicinmand i lakotastammen.

Han bar ligesom sin far og farfar navnet Thašúnke Witkó, som på sioux-sprog betød Hans Gale Hest – et navn, som de hvide forvanskede til Crazy Horse. Ifølge lakotaernes legender fik medicinmandens førstefødte til at begynde med navnet Light Hair.

I takt med at drengen voksede, fik hans hår nemlig en lysere nuance end den kulsorte farve, som var almindelig blandt lakotaerne. Også hans hud var lidt lysere end andre indianerbørns.

Light Hair kunne se frem til et liv som helt almindelig kriger og jæger, men en højt respekteret krigshøvding ved navn High Backbone tog drengen til sig og gjorde ham til en slags lærling. Light Hair var stadig teenager, da den hvide mand trængte ind i hans verden.

I 1854 befandt han sig ved et tilfælde på en bakketop nær en anden lakotalejr, da amerikanske soldater åbnede ild. Lejrens aldrende høvding prøvede at dæmpe gemytterne, men sank dødeligt såret sammen – ramt af soldaternes skud. Hans stamme gik til modangreb og udslettede alle 30 soldater.

Episoden blev kendt i hele USA som Grattan-massakren – opkaldt efter løjtnanten, som havde givet ordren til at åbne ild mod den ubevæbnede høvding.

Året efter tog den amerikanske hær en grusom hævn, og igen var indianerdrengen med det brune hår vidne til blodbadet. Den nu 15-årige Light Hair besøgte slægtninge, som havde rejst teltpælene i udkanten af lakotaernes land.

En aften nær solnedgang vendte han tilbage fra jagt, men fandt lejren raseret, og de eneste tegn på liv var nogle efterladte heste. Lig flød overalt, og solens sidste stråler afslørede spor af hestesko, som kun den hvide mands heste bar.

Blot en enkelt lakota havde undgået døden. Light Hair fandt den rædselsslagne kvinde, som stadig krammede sit livløse barn ind til sig, og satte sig for at bringe hende i sikkerhed.

Med træstave og reb lavede han en stangslæde, som prærieindianerne brugte til at slæbe tunge byrder efter heste. Han fik kvinden lagt på den og førte hende til sin fars lejr.

Drømme blev taget bogstaveligt

Slaget ved Ash Hollow, som det amerikanske kavaleris angreb på lakota-lejren blev kaldt, afsluttede brat Light Hairs barndom. Han havde altid været tavs af natur, men nu talte han endnu mindre. Hans nærmeste bemærkede dog trækningerne omkring hans øjne, når de hvide blev nævnt.

Kort tid efter den dramatiske begivenhed opsøgte Light Hair sin far, og sønnen overrakte ham et bundt tobak som gave. Blandt indianerne blev tobaksgaver brugt som tegn på, at giveren havde brug for en medicinmands råd.

Far og søn steg til hest, og i flere dage red de gennem landskabet, indtil de stoppede i en lille, afsides dal. Her byggede de en svedehytte, og i dens varme, fugtige indre begyndte Light Hair at tale.

Sønnen berettede om den drøm, som var kommet til ham nat efter nat i flere måneder – om rytteren fra søen, tordenvejret og den røde sten bag hans øre. Han fortalte også, hvordan ingen pile eller skud ramte ham, indtil indianske skikkelser trak ham ned af hesten.

Indianere tog ofte tilbagevendende drømme helt bogstaveligt, og sammen fandt far og søn en rødbrun sten, som drengen skulle binde fast bag øret, når han drog i kamp. Medicinmanden Crazy Horse instruerede ham i, hvordan han skulle blande farver til at male et lyn på kinden og hagl på brystet med.

Light Hairs drømmesyn blev ivrigt diskuteret blandt lakotaerne hjemme i lejren. Ifølge tolkninger ville den unge mand være usårlig i kamp, når han bar sin sten og kropsudsmykning. Men så blev han ramt i benet af et vådeskud fra et gevær.

Måske var han alligevel ikke usårlig, eller også kunne han kun skades af sine egne, lød nogle stammemedlemmers fortolkning. I drømmen blev rytteren jo trukket ned fra sin hest af andre lakotaer.

Da Light Hairs ben var helet, tog High Backbone ham med på krigstogt for førs­te gang. Hvide mænd udgjorde ikke den største trussel mod lakotaerne i 1850’erne, i stedet var indianerstammer som crow, omaha og snake deres hovedfjender.

Inde på snake-stammens territorium stødte lakotaerne på en lille gruppe fremmede krigere, som skyndsomst søgte tilflugt på en klippefyldt bakke. High Backbone spredte sin styrke, og på hans signal galoperede lakotaerne alle opad mod fjenden, mens geværkugler peb om ørerne på dem. I den efterfølgende kamp dræbte Light Hair sine to første modstandere.

Den ene ramte han med et skud fra en revolver, som han havde fået af High Backbone. Den anden fældede han med bue og pil.

De triumferende krigere vendte tilbage til deres egne, og Light Hair vakte opmærksomhed med sine to skalpe i bæltet. Men han var også blevet såret – igen i benet – og var fuld af tvivl om meningen med sit drømmesyn.

Tordendrømmere bar en tung byrde

Efter et krigstogt var det skik blandt lakotaerne, at de hjemvendte under sejrsfesten berettede om deres bedrifter.

Alle overdrev deres egen betydning, og det så ingen skævt til, for de konkurrerede om ære. Kun Light Hair deltog ikke – og det kom han aldrig til at gøre, for hans far havde spået om hans skæbne: Den unge kriger skulle aldrig mere tage skalpe, advarede faren.

Rytteren i hans drømmesyn havde ikke skalperet fjender, og under Light Hairs kamp var han først blevet såret, da han stod bøjet over sin faldne fjende for sikre sig et trofæ.

Desuden havde tordenbrag lydt i Light Hairs drøm, og hos lakotaerne måtte såkaldte tordendrømmere ikke opføre sig som andre. De skulle gøre det modsatte af stammens krigere.

I stedet for at jage ære skulle de være ydmyge, og tordendrømmere havde pligt til at være et godt eksempel og udvise offervilje.

Light Hair holdt sig derfor i baggrunden, mens de andre fejrede det veloverståede togt med pral. Til gengæld ærede hans far ham med den mest værdifulde gave, han kunne give sin søn: Sit navn.

Mange år tidligere havde han selv overtaget det fra sin far, og nu var det tid til at lade det gå videre. Medicinmanden tog i stedet navnet Worm (orm), og drengen Light Hair forvandlede sig til krigeren Crazy Horse.

Raid gav Crazy Horse heltestatus

De to skalpe fra Crazy Horses ilddåb øgede den unge mands anseelse, mens hans næste krigstogt gjorde ham til en levende legende. Målet var igen snake-indianerne, som en lille gruppe krigere ville snige sig ind på. Spejdere fandt en stor fjendtlig lejr, og i ly af nattemørket slog lakotaerne til.

De galoperede frem, og inden snake-krigerne kom på benene, var angriberne på vej væk med flere hundrede stjålne heste foran sig.

Snake-krigere optog forfølgelsen med de heste, der havde stået tøjret til teltene for en sikkerheds skyld, og snart halede en stor styrke ind på lakotaerne. For at redde de andres liv lagde Crazy Horse og en håndfuld krigere sig i baghold.

De skjulte sig i en klynge træer, og herfra overraskede de snake-indianerne med pile og geværskud. Forfølgerne trak sig tilbage, men begyndte hurtigt at ride i cirkel om træerne.

Crazy Horse havde mistet sin hest, og han kunne umuligt undslippe til fods. Derfor klatrede han op i et træ, og da en snake-rytter kom tæt nok på, sprang han ned på ham. Med et slag fra sin krigskølle slog Crazy Horse fjenden til jorden.

Derefter trak han sin revolver og galoperede ud fra skjulestedet, mens han fyrede løs, så de nærmeste fjender måtte flygte. En lille åbning var skabt, og resten af lakotaerne fulgte efter Crazy Horse.

Det vilde ridt fortsatte hen over prærien, indtil Crazy Horse og hans mænd nåede lakota-stammens land. Her turde fjenden ikke fortsætte forfølgelsen, og lakotaerne jublede.

Ved hjemkomsten gav Crazy Horse sin del af krigsbyttet til gamle stammemedlemmer, og beretningen om hans mod måtte hans nærmeste høre fra andre.

Den unge kriger havde forvandlet sig til en ydmyg tordendrømmer. Alligevel spredte hans ry som en modig kriger og dygtig leder sig hurtigt på prærien – også blandt lakotaernes fjender: “Vi kender ham bedre end jer, for når vi kæmper, er han altid tættere på os end på jer”, forklarede en crow-kriger respektfuldt om sin forhadte, men ædle modstander.

Indianerne blev afhængige af gaver

Som andre af præriens stammer levede lakotaerne af at jage bisoner, der udgjorde stammens vigtigste fødekilde. De brugte heste under jagt og i krig, når stammen forsvarede sine jagtmarker.

Nabostammerne udgjorde en alvorlig trussel mod lakotaernes overlevelse, for på prærien var hver dag en kamp for at overleve.

Sådan havde det været i generationer, men stadig oftere blev indianerne mindet om, at deres verden var i hastig forandring. Hvide mænd rejste gennem lakotaernes land i større og større antal, og de skød bisoner blot for deres pels.

Den hvide mands interesse i lakotaernes land skyldtes det såkaldte Oregon-spor. Vognruten blev brugt af nybyggere, som ville prøve lykken i de nye territorier ved Stillehavet, hvor fed og billig landbrugsjord lokkede.

Rejsen var barsk, for de hvide skulle tilbagelægge næsten 4.000 km og bl.a. krydse Rocky Mountains. Men Oregon-sporet var mere farbart end ruterne længere sydpå, så mange prærievogne kom denne vej.

De hvide soldater betalte indianerne for at lade prærievognene være i fred. Varer som mad, tøj og metalredskaber var uvurderlige gaver for nomadefolk, der ikke havde teknologi og viden til selv at fremstille dem.

Nogle lakotaer vænnede sig så meget til leverancerne, at de vendte deres gamle livsstil ryggen. De holdt op med at jage og slog sig i stedet ned ved de hvide soldaters forter, hvor de brugte tiden på at afvente næste ladning forsyninger.

Crazy Horse og mange andre lakotaer kaldte med foragt i stemmen indianerne ved forterne for “dagdriverne”. Nogle krigere mente, at de hvide skulle fordrives, før de helt oversvømmede prærien.

Andre sagde, at konflikten ville betyde stammens undergang. Rygtet lød, at de hvides antal var uendeligt, og at hver dræbt soldat ville blive erstattet af 10 nye.

Red Cloud misundte sin rival

I 1866, da Crazy Horse var midt i 20’erne, ramte guldfeberen amerikanerne, og de strømmede til lakotaernes land. Soldater udvidede Oregon-sporet med det såkaldte Bozeman-spor, som før­te til guldminerne i Montana, og in­di­a­ner­ne svarede igen ved at gå på krigsstien.

En høvding ved navn Red Cloud var la­ko­ta­er­nes mest magtfulde leder i krigen, som fik navn efter ham i historiebøgerne. Men krigens første slag afslørede, at indianerne måtte organisere sig bedre for at hamle op med soldaterne.

Indianernes bedste våben mod de hvides hurtigtskydende geværer og kanoner var baghold, men flere lo­ven­de overraskelsesangreb blev spoleret af unge o­ver­iv­ri­ge krigere, som ville bevise deres mod og an­greb alt for tidligt.

Lakotaernes ældste genoplivede derfor en gammel skik og uddelte såkaldte krigsskjorter til de dygtigste krigere.

“For at bære en skjorte skal du være en større mand end andre. Du må hjælpe andre, før du tænker på dig selv. Lad ikke vrede styre dit sind eller hjerte. Hav mod, og vær den første til at angribe fjenden”, formanede stammens ældste.

Crazy Horse vandt stor ære, da han modtog en af skjorterne. Den gjorde ham ikke til høvding, men i kamp ville krigerne følge hans ordrer, og gaven vakte misundelse – især fra Red Cloud, som havde forventet en krigsskjorte til sig selv og en af sine slægtninge. Misundelsen udviklede sig med tiden til had.

Soldater gik i fælden

Erfaringerne fra de første kampe fik Crazy Horse til at indse, at indianerne kun kunne vinde, hvis de opgav deres gamle skikke. Hvide mænd kæmpede ikke som indianerne for at vise deres mod og derved få fjenden til at trække sig tilbage.

Når en enlig kriger stormede fremad, fordi han ville møde fjenden i ædel nærkamp, skød soldaterne ham ned. Deres eneste mål var at dræbe så mange som muligt. Det blev lakotaerne også nødt til, mente Crazy Horse. Krigen havde raset i fire måneder, da indianerne fik deres første store sejr.

Lakotaer angreb en gruppe hvide brændehuggere ved Bozeman-sporet, og 80 soldater kom dem til undsætning fra et nærliggende fort. Indianerne lod en lille, svagt bevæbnet flok agere lokkeduer, og 30 kavalerister sporede deres heste for at forfølge dem i høj fart. Resten af tropperne var til fods og sakkede bagud.

Crazy Horse anførte lokkeduerne, og hans opgave bestod i at sprede de hvide over et stort område, så krigere i baghold kunne angribe uden at møde en mur af fjender. Hele tiden måtte Crazy Horse sørge for, at hans mænd lod soldaterne komme tæt på, men ikke så tæt, at hans unge krigere vendte om for at kæmpe.

Ifølge indianernes legender sad Crazy Horse pludselig af og skrabede roligt sten ud af sin hests hove, mens kavaleristerne kom tættere og tættere på. Soldaterne var inden for skudvidde, da den modige skjortebærer sprang op på sin hest igen og satte i galop.

Denne gang virkede taktikken, og soldaterne gik blindt i fælden. Fra deres skjulested dukkede lakotaernes hovedstyrke pludselig op og kastede sig først over soldaternes fodfolk, som blev massakreret til sidste mand. Derefter kom turen til kavaleristerne. De forsøgte at undslippe, men Crazy Horse afskar deres retræte.

Blandt de hvide blev nedslagtningen kendt som Fetterman-massakren efter den uforsigtige officer, som havde ført 80 mand i døden.

Nederlaget var soldaternes hidtil alvorligste til prærieindianere. En større katastrofe overgik dem først 10 år senere ved Little Bighorn.

Fredsaftale splittede lakotaerne

Efter Fetterman-massakren vovede soldaterne sig sjældent ud af forterne i lakotaernes land, men indianerne havde ikke styrken til at indtage dem. Crazy Horse så frustreret til, mens krigen ebbede ud. Halvandet år senere sluttede indianerne fred med den såkaldte Fort Laramie-traktat af 1868.

Tilsyneladende havde lakotaerne sejret, for Bozeman-sporet blev lukket, og de hvide lovede at holde sig fra indianernes jord, som nu blev kaldt et reservat.

Red Cloud skrev under på vegne af lakotastammen, og i 1870 rejste han med tog til Washington for at tale med “Den store fader” – USA’s præsident.

Synet af storbyen overbeviste høvdingen om, at indianerne var håbløst underlegne og fremover måtte løse deres problemer med forhandlinger. Tilbage blandt sine egne sluttede han sig til “dagdriverne” og talte ivrigt for at leve i fred med de hvide.

Krigen havde lært Crazy Horse noget helt andet: Soldaterne kunne besejres, mente han, hvis blot indianerne brugte de rette metoder. Hans holdninger placerede ham blandt dem, som indianerne kaldte “De Stærke Hjerter”.

Guldfund førte til krig

Fort Laramie-traktaten viste sig at være tomme ord. Hvide eventyrere fandt guld i Black Hills, som lå i lakotaernes reservat, og i modstrid med traktaten opgav hæren hurtigt alle forsøg på at holde lykkeriddere ude. Samtidig blev en ny jernbanelinje planlagt tværs gennem indianernes bedste jagtområder.

Forhandlinger førte ingen vegne, og i stedet forberedte regeringen i Washing­ton sig på endnu en krig. Officielt lød begrundelsen, at lakotaledere som Sitting Bull og Crazy Horse ikke overholdt traktaten, men ofte slog sig ned uden for reservatet.

De Stærke Hjerter blandt lakotaerne samlede sig i en stor lejr, og budbringere red til reservatet for at kalde resten af stammen til våben. Red Cloud og andre høvdinge nægtede dog at kæmpe, men mange unge, ugifte mænd fulgte opfordringen og forlod reservatet for at slutte sig til krigslejren.

Det samme gjorde krigere fra cheyenne-stammen og arapahoerne, som var lakotaernes allierede.

En dag i juni 1876 rapporterede spejdere, at hvide soldater nærmede sig lejren sydfra. Crazy Horse gav ingen ordrer, men samlede i stedet sine våben og steg til hest. Tavs red han i en cirkel langs udkanten af lejren, og snart sluttede krigere op bag ham.

Efter fjerde rundgang var skaren vokset til omkring 1.000 mand, og Crazy Horse red derefter mod fjenden. Indianerne og soldaterne var omtrent lige mange, da de mødtes ved vandløbet Rosebud.

Crazy Horse holdt sine krigere under stram disciplin, og de red derfor ikke frem mod centrale dele af slagmarken, hvor de hvide soldater stod stærkest. Til gengæld slog hans mænd til mod mindre enheder langs flankerne.

Da slaget ved Rosebud ebbede ud sidst på dagen, var tabene på begge sider små. Crazy Horse vandt ingen glorværdig sejr, men han beviste, at lakotaerne kunne holde stand mod de langt bedre bevæbnede soldater, der opgav deres march mod lejren og vendte om.

Custer red i døden

Lakotaerne og deres allierede fik intet varsel, da soldaterne slog til en uge senere. Lejren ved Little Bighorn-floden havde posteret spejdere, men de opdagede ikke Custer og hans 7. kavaleriregiment, før fjenden rykkede frem mod de forreste rækker af telte.

George Armstrong Custer var overbevist om, at indianerne ville forsøge at flygte, så han delte sine 600 mand op i tre styrker, som skulle angribe lejren fra flere sider. Han stolede på en gammel rapport, som sagde, at Sitting Bull og Crazy Horse blot rådede over ca. 800 krigere – en styrke, som let kunne besejres, mente Custer.

Men indianernes styrke var reelt 1.500-2.500, og i stedet for at rykke frem måtte Custer flygte. Crazy Horse angreb med sine krigere, og ifølge en arapaho-indianer, der deltog i slaget, kæmpede han med stort raseri:

“Crazy Horse var den modigste, jeg nogensinde har set. Han red tæt­test på soldaterne, mens han råb­te til sine krigere. Sol­da­ter­ne skød efter ham, men han blev aldrig ramt”, berettede arapahoen.

På en bakketop nær lejren blev Custer omringet sammen med lidt over 200 mand. Indianerne nedkæmpede og skalperede dem alle. Lakotaerne havde tilføjet de hvide deres værste nederlag på prærien.

Efter sejren ved Little Bighorn ville Sitting Bull og Crazy Horse gå i offensiven og angribe flere forter, som Custers nederlag havde blottet. Men i stedet gik den store indianerlejr i opløsning. Mange mente, at de havde kæmpet nok, og krigerne fra reservatet vendte hjem.

Crazy Horse fortsatte kampen mod de hvide med en skare trofaste mænd, som skrumpede dag for dag gennem den hårde vinter i 1876-1877. De tilbageværende lakotaer havde vanskeligt ved at føre krig og samtidig jage, så de kunne forsørge deres familier – efterhånden mis­te­de flere og flere troen på, at modstanden nyttede.

Bajonet afsluttede fri­heds­drømmen

Året efter sejren over Custer måt­te også Crazy Horse opgive mod­stan­den og ride til reservatet, så hans mænd og deres familier ikke døde af sult. I første omgang slog han lejr lige inden for reservatet, nær Fort Robinson, hvor høvding Red Cloud også levede.

Red Cloud sørgede for, at Crazy Horse og hans mænd blev afvæbnet og deres heste taget fra dem.

Men Crazy Horses heltestatus gjorde ham stadig til en trussel mod Red Clouds autoritet, og fire måneder senere blev han beordret til at indfinde sig på Fort Robinson. Crazy Horse adlød og begav sig ud på sit livs sidste rejse. Da han nærmede sig fortet, blev han omringet af mænd i blå uniformer.

De var ikke hvide soldater, men lakotaer, som nu gjorde tjeneste i det amerikanske kavaleri. Stemningen var truende, mens de eskorterede den legendariske kriger ind gennem porten.

Crazy Horse blev straks omringet af flere indianere i uniform og ført ind i Fort Robinsons vagtstue. Begivenhederne derinde er aldrig blevet fuldt klarlagt, men ifølge øjenvidner fik fangen øje på fængselscellen i hjørnet og forsøgte at komme ud igen.

Det er uvist, om han allerede havde trukket sin skjulte kniv, da en af hans egne krigere, Little Big Man, slog sine stærke arme om Crazy Horse og holdt ham fast. En hvid soldat trådte frem og gennemborede Crazy Horse med sin bajonet.

“Slip mig, mine venner, I har såret mig nok”, sagde den sårede til forræderen Little Big Man, som i al hemmelighed var blevet overtalt til at skifte side.

Såret var dybt, og hverken fortets kirurg eller en medicinmand kunne stille noget op. Ved midnat døde Crazy Horse. I sit drømmesyn havde han været usårlig. Men til sidst blev han trukket ned fra sin hest af andre lakotaindianere. Profetien var gået i opfyldelse.