Tombstone, Arizona, den 26. oktober 1881, klokken tre om eftermiddagen. Fire barske fyre kommer gående hen ad Fre-mont Street: De tre brødre Virgil, Morgan og Wyatt Earp samt deres håndlanger, Doc Holliday.
Tiden er inde; nu skal de gøre op med deres forhadte rivaler i Clanton-banden, som befinder sig på en lille, smal og øde grund i nærheden af en indhegning til heste, som kaldes O.K. Corral.
Et par øjeblikke senere står ni mænd – hvoraf mindst syv er bevæbnede – på et par skridts afstand af hinanden.
– Throw your hands up, I want your guns! (”Hænderne i vejret, jeg vil have jeres våben!”) råber Virgil Earp.
I næste øjeblik bryder helvede løs, da skuddene begynder at hvine gennem luften. Tredive sekunder med støv, røg og forvirring – så ligger der tre døde på jorden, to er stukket af, og tre er sårede. Den eneste, der står tilbage på stedet uden en skramme, er Wyatt Earp.
Hård hund fra O. K. Corral
1848-1929
Wyatt Earp tilhører de mest sagnomspundne repræsentanter for ordensmagten i Vesten og er blevet idealiseret i flere film. Der hersker ikke tvivl om, at han var en hård hund, som gik ind for, at der skulle herske fred og ro dér, hvor han befandt sig. Det siges, at han tit bankede slagsbrødre i hovedet med sin pistol frem for at true dem med den. Men han holdt sig ikke på lovens grund hele sit liv, til tider befandt han sig på den forkerte side af loven. Han levede bl.a. af at være saloonejer, spiller, sherif og livvagt.Mest kendt er han for sin deltagelse i revolverduellen ved O.K. Corral. Det var starten på en vendetta, hvor flere mænd blev skudt, bl.a. Morgan Earp. Med en drabstiltale hængende over hovedet blev Wyatt Earp tvunget til at flygte over vestpå og slog sig til slut ned i Californien.
Revolverstriden ved O. K. Corral
Denne voldsepisode er gået over i historien som The Gunfight at O.K. Corral. I praksis var det et opgør mellem to rivaliserende bander, af hvilke den ene mente, at have loven på sin side. Som historisk hændelse er episoden ret betydningsløs, og alligevel har den ætset sig ind i den amerikanske folkesjæl.
Det skyldes formodentlig, at disse tredive sekunder sammenfatter de vigtigste myter om det, vi kalder Det Vilde Vesten: Beslutsomme mænd i dødelig revolverduel på nogle få skridts afstand, Tombstone som den lovløse by i nybyggerland, brødrene Earp som lovens retfærdige håndhævere, Clanton-banden som de hårdføre skurke, og så videre.
Den amerikanske borgerkig var ovre
For at forstå hvad det var, der skabte denne turbulente epoke, må vi tilbage til dér, hvor det startede: Appo-mattox, Virginia, den 9. april 1865. Det var dér, sydstatsgeneralen Lee kapitulerede til nordstatsgeneralen Grant, og hvor borgerkrigen sluttede. Det lemlæstede land stod foran store indenrigspolitiske problemer, og i mange år skulle hadet mellem nord og syd blive ved med at ulme.
Men det forhindrede ikke den enorme tro på fremtiden hos store dele af befolkningen. Industrien på østkysten kørte i højeste gear, der kom flere og flere immigranter, og tusindvis af mennesker søgte vestpå, ud på de jomfruelige vidder vest for Mississippi. Pelsjægere, guldgravere, bøffeljægere, kvægdrivere, landmænd, håndværkere, handelsmænd – alle søgte de lykken
i grænselandet ovre vestpå, The Frontier.
Men mens mange, især hvide, amerikanere drog nytte af ekspansionen, fik det økonomiske boom i USA katastrofale konsekvenser for landets oprindelige befolkning. Fordrivelsen af indianerne, og de forbitrede krige, der blev et resultat heraf, er et mørkt kapitel i den amerikanske historie.
Banditbrødres grumme skæbne
På de fotos, der findes bevaret fra Det Vilde Vests dage, møder man tit en fascination af døden. Der findes bl.a. massevis af billeder af forbrydere, der er blevet hængt eller skudt. Til venstre ses brødrene Bob og Gratton Dalton, der blev dræbt af bevæbnede byboere, da et dårligt planlagt bankrøveri i Coffeyville, Kansas slog fejl for dem i 1892. Deres bror, Emmett Dalton, overlevede kugleregnen og skrev senere en bog om Dalton-bandens bedrifter.
Den transamerikanske jernbane klar i 1869
De nye jernbanelinjer, som blev lagt hen over landet, øgede både menneskenes og varernes bevægelighed, ikke mindst i øst-vestlig retning. I 1869 stod den transamerikanske jernbane færdig og bandt kontinentet sammen. Projektet tog seks år at fuldføre og kostede utallige menneskeliv. Ikke mindst kinesiske indvandrere, som havde knoklet under slavelignende forhold, bukkede under i forbindelse med arbejdet. Også mange skandinaver deltog i jernbanebyggeriet. De var højere oppe på rangstigen end kineserne, men blev tit dårligere betalt end hvide amerikanere, der var født i landet.
Den 10 maj 1869 stod jernbanen tværs gennem USA klar. Den reducerede rejsetiden fra San Fransisco til New York fra et halvt år til en uge.
På trods af de høje omkostninger i penge og menneskeliv, blev den nye jernbane hilst med jubel. I stedet for en seks måneder lang rejse med hest og vogn fra New York til San Francisco tog den samme strækning nu en uge.
Der var brug for cowboys
Denne mulighed for hurtig transport medførte også, at der åbnede sig nye markeder for kvægbranchen i Texas og territorierne i sydvest, hvor millioner af kreaturer strejfede frit omkring på de åbne vidder. Store fortjenester ventede de kvægejere, der fik deres hjorde transporteret nordpå til salg på de kvæg-stationer, der skød op i tilslutning til jernbanen.
Der blev rekrutteret massevis af unge mænd som kvægpassere. Således blev den klassiske cowboy skabt, som vi kender så godt fra filmens verden – en direkte efterkommer af den spanske vaqueron.
Mange unge mænd fik job som kvægdrivere, cowboys, i Det Vilde Vesten.
I Hollywoodfilmene er alle cowboys som regel hvide, men virkeligheden så noget anderledes ud. Mange af de sorte forhenværende slaver, som havde fået deres frihed efter borgerkrigens afslutning, forsøgte at klare sig igennem som kvægpassere. Den typiske cowboy kunne altså sagtens være sort.
Klondike oplevede det største gold rush
Også den amerikanske mineindustri fik et opsving. Nye guld- og sølvfund lokkede guldgravere og lykkejægere til, samt folk på jagt efter malm. De nye sølv- og guldfund i Nordamerika bidrog til, at verdensproduktionen af guld og sølv blev fordoblet i løbet af anden halvdel af 1800-tallet.
Det første større gold rush i Nordamerika fandt sted så tidligt som i 1830'erne i Appalacherne. Det californiske gold rush i 1848 hører også til blandt de mere kendte. Men det allermest berømte rush efter det gyldne metal foregik i 1898–99, hvor den periode, som man plejer at kalde Det Vilde Vesten, egentlig var overstået eller sang på sidste vers.
Dette rush startede med, at en indianer ved navn Keish (som også var kendt som ”Skookum” Jim Mason) og hans følgesvende gjorde et stort guldfund i Rabbit Creek, ved floden Klondike i Canada. Da nyheden nåede USA, udløste den en veritabel folkevandring. 30.000 personer drog til guldgraverbyen Dawson, hvor de blev mødt af den koldeste vinter i mands minde.
Deadwood voksede hurtigt i takt med, at guld blev fundet i nærheden i 1874. Vesten var fuld af "boom towns".
Drømmen om at blive rig gik kun i opfyldelse for et fåtal, mens alle andre måtte knokle hårdt og dog drage endnu fattigere hjem, end de var ankommet til Dawson. Andre forblev og bidrog til, at byen voksede og lidt efter lidt udviklede sig til en helt almindelig by.
Boom towns skød op overalt
Der, hvor kvæghandlen og mineindustrien blomstrede, skød der nybyggerbyer op som svampe af jorden. Det var de såkaldte boom towns af den type, som vi har set i så mange Westerns: Først spredte træhytter, med tiden mere solide huse af mursten opført i overensstemmelse med en byplan.
På disse steder samledes næringsdrivende af alle slags: spillere, prostituerede, artister, bondefangere, advokater, vaskekoner, saloonejere og bedemænd. To af de bedst kendte byer af denne type var Dodge City i Kansas og Tombstone i Arizona. Dodge City startede som en kvægstation og lå ved The Santa Fe Trail, som var en vigtig handelsvej, indtil den blev udkonkurreret af jernbanen. Tombstone voksede op omkring nogle sølvminer og er, som allerede nævnt, bedst kendt for revolverduellen ved O.K. Corall.
I dag er de før så berygtede byer relativt små og ubetydelige, selvom de lokker mange turister til. Især er Tombstone og byens kirkegård, Boot Hill, hvor flere westernlegender ligger begravet, et populært turistmål.
Våben var en del af kulturen i USA
Overalt fandtes der revolvere og geværer. Alle, der boede på ensomme steder eller færdedes på sletterne, havde brug for våben. Dels til jagt og dels for at kunne forsvare sig mod alt fra fjendtlige indianere til røvere og kvægtyve.
Men våben var også simpelthen en del af kulturen, akkurat som i USA i dag. At landet havde udkæmpet en omfattende borgerkrig, og at mange derigennem havde minder om og erfaringer med at slå andre ihjel, var ikke just med til at mindske risikoen for voldsepisoder.
Wild Bill Hickok bliver skudt under et pokerspil på en saloon 1876.
Egen retspraksis i lovløst land
Myndighederne forsøgte naturligvis at opretholde et retsvæsen. Der blev udnævnt tusindvis af sheriffer og andre former for politi for at opretholde lov og orden. Desværre var korruptionen udbredt, og mange af dem, der bar sherifstjerner, var ikke blandt guds bedste børn.
Desuden skete der mange ting ude på de øde sletter, som myndighederne aldrig fik kendskab til. Der voksede en slags pragmatisk retsudøvelse frem, som lå uden for samfundets kontrol – man tog ganske enkelt loven i egne hænder, når ordensmagten ikke lige var der. Den, der stjal heste eller kvæg, risikerede at blive hængt i det nærmeste træ, hvis han blev fanget. Også i byerne skete det, at gadens parlament gennemførte hængninger uden rettergang.
Nemt at skaffe våben og alkohol
Hvor lovløs og voldelig var hverdagen så for almindelige mennesker i grænselandet ovre vestpå? For de fleste nybyggere og næringsdrivende var vejret eller helbredet formodentlig et betydeligt større problem end bevæbnede banditter.
Colt Peacemaker blev et af Det Vilde Vests mest kendte våben.
Den klassiske seksløber
I 1835 fik Samuel Colt patent på en opfindelse, som i bogstavelig forstand medførte en revolution for våbenteknologien: En enkeltløbet revolver med roterende tromle. Med Colts revolver kunne man skyde flere skud i rap uden at genlade.
Konstruktionen udviklede sig trin for trin, og da de såkaldte enhedspatroner fik deres gennembrud efter borgerkrigen, så de første moderne revolvere dagens lys. Det var våben, der havde alle de egenskaber, som livet i Det Vilde Vesten krævede: Holdbarhed, pålidelighed, hurtighed.
I 1873 lancerede man den model, som vi i dag kender som den legendariske gunfighter-model: 1873 Single Action Army handgun – bedre kendt som »Colt Peacemaker». Tromlen rummede seks skud, men tit lod man det øverste kammer være tomt for at undgå vådeskud. Denne model bliver stadig produceret i dag. Et andet navnkundigt våben var Winchester 73 – et robust gevær, som blev kaldt »the gun that won the West».
Men der var selvfølgelig problemer i mange byer, hvor kombinationen af unge rastløse mænd med let adgang til alkohol og våben, skabte forudsætning for en pludselig og voldsom død. I 1870'ernes Dodge City var der dobbelt så mange mord pr. indbygger, som i USA’s mest voldsplagede byer i 1990'erne.
Hele USA koloniseret
Da århundredskiftet nærmede sig, fik det moderne samfund et bedre greb om det vestlige USA. I 1890 foregik den 11. officielle folketælling i nationens historie, og her kunne man bl.a. konstatere, at landets befolkning var blevet fordoblet på blot 30 år – fra 31 til 62 mio indbyggere.
Alle tidligere rapporter havde omfattet en detaljeret beskrivelse af, hvor grænsen til ubeboede egne gik ovre vestpå. Men nu kunne man se, at the frontier region ikke længere eksisterede; hele landet var koloniseret og en ny tid kunne begynde.