Donner-familien tog en smutvej til helvede

Efter frokost fortsætter kørslen til sidst på eftermiddagen. Nybyggerne vælger ikke frit, hvor længe de vil køre, for deres lejrplads er nødt til at ligge et sted, hvor der er frisk vand til dem selv og dyrene. Når pladsen er fundet, parkeres vognene i en cirkel – en såkaldt vognborg.

Den er let at forsvare i tilfælde af indianerangreb og fungerer desuden som indhegning for dyrene.

Netop indianerangreb er en af nybyggernes største bekymringer, men sjældent en reel trussel. Tidligere års vogntog har overbevist prærieindianerne om, at de rejsende ikke er kommet for at stjæle deres land. De passerer blot forbi. Det er ikke nødvendigt at føre krig.

Donner-selskabet møder kun få indianere. I en af sine optegnelser fra rejsen fortæller Tamzene dog, at hun har to indianerhøvdinge til morgenmad i familiens telt.

“De var meget venlige, og jeg kunne ikke lade være med at føle sympati for dem”, skriver hun.

Desværre er det ikke alle i vogntoget, som forstår at gengælde venligheden. Da nybyggerne tilfældigt passerer en indiansk begravelsesplads, hvor de døde ifølge traditionen ligger på stilladser under åben himmel, begynder et af selskabets medlemmer, Lewis Keseberg, at plyndre den for souvenirs.

Handlingen kunne have udløst en forfølgelse fra hundreder af rasende indianerkrigere, men heldigvis bliver Keseberg i tide stoppet af James Reed, som mere og mere påtager sig rollen som leder af vogntoget.

Episoden får Keseberg til at hade Reed intenst. Det er tæt på at komme til et voldeligt sammenstød, da Reed ved en anden lejlighed begynder at diskutere Keseberg, som netop har tævet sin underkuede kone.

“Vi har nogle af de bedste mennesker iblandt os. Og nogle, som er knap så gode”, skriver Tamzene.

Vinteren nærmer sig hastigt

Vogntogets fart kan drive selv de mest tålmodige til vanvid. Stude er stærke, men langsomme. Gennemsnitshastigheden er ca. tre km/t., og folk til fods kan med lethed overhale vognene. Med denne fart vil rejsen i teorien vare godt fire måneder med otte timers kørsel hver dag. Men i praksis kan de ikke holde tempoet. Der vil uund­gåeligt opstå forsinkelser, og selskabet insisterer desuden på at holde en hviledag hver søndag.

Donner-selskabet forlod tilmed Independence forholdsvis sent på året. Rejsen til Californien skal være afsluttet, inden vinterens snemasser lukker det sidste pas i bjergkæden Sierra Nevada, og det er derfor en gylden regel, at nybyggere skal forlade Independence, lige så snart jorden er tør nok til at bære vognene – og senest 1. maj. Af ukendte årsager overskred Donner-selskabet denne frist med næsten to uger.

Den næste store forsinkelse opstår ved Big Blue River. Floden er normalt så lavvandet, at vogne kan forcere den, men voldsomme regnskyl har fået den til at svulme op til en rivende strøm. Efter at have ventet forgæves på faldende vandstand begynder mændene at fælde træer og bygge en stor tømmerflåde, så de kan færge vognene over. Det er hårdt arbejde og forsinker yderligere, men det lykkes at få alle over.

Et af Donner-selskabets medlemmer, avismanden Edwin Bryant, har allerede tænkt et par måneder frem og set den truende katastrofe. Han noterer:

“Jeg er bekymret over vores langsomme bevægelser og bange for, at vinteren kommer over os i de sneklædte bjerge”.

Bryant tager konsekvensen af sin bekymring. Ved en øde handelsstation, hvor nogle få hvide driver handel med indianerne, sælger han vogn og stude og køber i stedet nogle langt hurtigere muldyr. Derefter forlader han Donner-selskabet og rejser alene videre vestpå mod Californien.

Kun de færreste deler Edwin Bryants bekymring. Den 4. juli – på USA’s uafhængighedsdag – beslutter selskabet at holde pause og feste. Børnene får lemonade, og mændene går om bord i den sprut, som er gemt til lejligheden. Næste dag bruges på at pleje tømmermænd og hvile ud. To dages pause er en luksus, Donner-selskabet dårligt kan tillade sig, og som mange senere vil fortryde bittert.

Vildledt af en charlatan

Donner-selskabet har givet sig selv en dårlig start, men det er en fremmed, som for alvor fører dem i ulykke. Den unge ambitiøse jurist Lansford Hastings er selv rejst vestpå fire år tidligere og har slået sig ned i Californien.

Området er endnu en del af Mexico, men det vil Hastings forsøge at lave om på. Han ser måske endda sig selv som præsident for et uafhængigt Californien. Planen er slet ikke umulig, for der bor kun få tusind mexicanere i hele området, og yderligere nogle tusind amerikanske indvandrere kan tippe balancen.

Desværre for Hastings vælger mange indvandrere Oregon længere mod nord frem for Californien. Derfor skriver han bogen “The Emigrants Guide to Oregon and California”, hvori han varmt anbefaler Californien. Han går også så vidt som til at nævne en “genvej” til Californien – et alternativ til den traditionelle rute.

I stedet for at styre nordvest gennem det nuværende Idaho kunne immigranterne med fordel rejse gennem Great Salt Lake. Hastings giver ikke mange detaljer om den nye rute, og det er der en god grund til: Han har aldrig selv set den, og ruten eksisterer ikke. Der findes kun en brændende hed saltørken uden græsning til dyrene og med flere dagsrejser mellem vandhullerne.

Hastings’ bog – som Reed har købt – får ikke umiddelbart den ønskede effekt, og i 1846 mister Hastings tålmodigheden. Han rejser ud på immigrantruten for at lave lobbyarbejde. Hvis ikke vogntogene vil komme til Californien, så må han komme til vogntogene.

Hastings gennemrejser sin foreslåede genvej bagfra, fra vest mod øst. Han bruger ikke en tung vogn, hvis hjul ville synke ned i ørkensandet, men foretrækker at ride, hvilket selvsagt er meget lettere. Alligevel burde det nådesløse terræn fortælle ham, at han med anbefalingerne i sin bog risikerer at bringe masser af mennesker i livsfare. Hastings’ rejsekammerat James
Clymann skriver i sin dagbog:

“Dette er muligvis det mest trøstesløse landskab på planeten. Der er ingen vegetation, ikke så meget som et enkelt strå, og naturligvis kan ingen dyr leve her”.

Hastings lader sig dog ikke gå på. Simple kendsgerninger skal ikke stå i vejen for hans store vision, og han anbefaler sin smutvej til alle vogntog, han får kontakt med. Et af dem er Donner-selskabet.

Nybyggerne var advaret

Hastings gør holdt, der hvor genvejen møder den traditionelle rute, for at afvente vogntogenes ankomst. Kammeraten Clymann rider derimod videre østpå, hvor han støder på Donner-selskabet. Til sin forbløffelse møder han James Reed, hans gamle soldaterkammerat, som han ikke har set i 14 år. De to mænd får en lang snak, og Clymann bliver forfærdet, da han hører, at Reed kender Hastings’ bog og har tænkt sig at bruge hans genvej.

Flere år senere genkalder James Clymann sig samtalen og sine egne ord til Reed:

“Tag den regulære rute, og forlad den aldrig. Det er kun lige muligt at komme igennem, hvis du gør det, og det kan vise sig helt umuligt, hvis du ikke gør”.

James Reed lytter ikke til sin gamle vens advarsler, og et par uger senere bestyrkes han i sin tro på at have valgt den bedste rute.

Vogntoget møder en ensom rytter, som rejser østpå. Han medbringer et brev, som ingen ringere end Hastings selv har bedt ham vise alle de immigranter, han møder på sin vej. I brevet lover Hastings at vente på vogntogene ved Fort Bridger og selv lede dem ad genvejen.

Det er netop, hvad Reed, Donner-selskabets faktiske leder, ønsker at høre. Nybyggerne er meget forsinkede, og tanken om en kortere rejsetid er intet mindre end forjættende. Donner-selskabet træffer den katastrofale beslutning at dreje bort fra den traditionelle rute.

Da vogntoget den 27. juli når Fort Bridger, som ikke er et militært fort, men en lille handelsstation drevet af to mænd, er Hastings væk. Selv om han ved, at Donner-selskabet er på vej, har han brudt sit løfte om at vente og er i stedet rejst videre med et andet vogntog.

Nu har gruppen to muligheder: De kan vende tilbage til den traditionelle rute, hvilket vil koste dem en hel uge, eller prøve genvejen på egen hånd. Desværre træffer Donner-selskabet den forkerte beslutning og fortsætter ad den ukendte rejserute.

Samtidig er det vogntog, Hastings ledsager, havnet i store vanskeligheder i en næsten ufremkommelig kløft. Hastings skriver en besked til Donner-selskabet. De skal blive, hvor de er, og sende ryttere frem for at hente ham – så vil han vise dem en bedre rute.

Hastings efterlader sin besked i en busk, hvor Donner-selskabet ved er rent lykketræf opdager den. Tre ryttere – heriblandt Reed – tager afsted, men Hastings har fået et stort forspring. Da de indhenter ham, siger han først ja til at tage med tilbage, men efter et kort ridt ombestemmer han sig.

Han mener ikke, der er tid til at tage hele vejen tilbage, og desuden er han nødt til at blive hos sit eget selskab for at hjælpe dem gennem ørkenen. Med disse ord rider han bort. Det er det sidste, Donner-selskabet ser til den mand, de har investeret så megen tillid i.

Den videre rejse bliver et helvede. I en enkelt kløft må vogntoget krydse den samme flod 13 gange i søgen efter en nogenlunde farbar rute. Et andet sted holder vognene stille i to dage, mens mændene knokler med skovle, hakker og økser for at bane vej.

Det er et udmattet selskab, som den 22. august endelig når frem til saltørkenen. Og her begynder problemerne for alvor. Heden er ulidelig, og vognhjulene synker ned i sandet. Studene er halvdøde af tørst og kan knap slæbe sig frem. Adskillige kollapser og dør. Også menneskerne lider, selv børnene må tørste, og forældrene frygter det værste for de 31 børn under 12 år, som er med. Selv kvinderne bruger sprogets groveste gloser og ønsker Hastings ad Helvede til.

Efterhånden som trækdyrene bukker under, må flere vogne efterlades. Nogle familier mister næsten alt, hvad de ejer. Særligt Reed-familien rammes hårdt. Kun én ko og én stud overlever, og Reed må låne trækdyr af de få heldige, som stadig har reserveforspand i behold.

Strabadserne sætter ellers den sidste rest af fællesskabsfølelse på en hård prøve. Selskabet har aldrig været en fasttømret enhed, men nu er splittelsen i vogntoget åbenlys. Ingen venter på dem, som sakker bagud. Nu er enhver sig selv nærmest.

Heldigvis omkommer ingen mennesker af tørst, men Hastings’ genvej forsinker nybyggerne en hel måned. Først den 26. september er de tilbage på den traditionelle rute mod Sierra Nevada-bjergene og Californien.

Frustration fører til drab

De udmattede mænds nerver er tyndslidte, og den 5. oktober eksploderer temperamenterne. Under forceringen af en særligt besværlig skrænt kommer Reed og en vognfører ved navn Snyder i klammeri.

Snyder går amok og slår Reed i hovedet med skæftet af sin pisk, så blodet sprøjter. Ingen når at se, hvad der så sker, men da Reeds kone løber frem for at hjælpe sin mand, slår Snyder muligvis også hende. En kniv glimter i Reeds hånd, og Snyder falder sammen. Han er dødeligt såret af et dybt stik i brystet.

Reed har ikke nået at tænke. Da han opdager, hvad han har gjort, knæler han ned for at hjælpe Snyder, men kan intet gøre. Offeret dør kort efter.

Nybyggerne er først helt lamslåede, men så begynder flere at tage parti, og inden længe står to grupper overfor hinanden. Ingen ved, hvad de skal gøre. Et drab bør have konsekvenser, men de har for længst forladt USA’s territorium og dermed landets jurisdiktion. De er helt bogstaveligt uden for lands lov og ret.

Lewis Keseberg, som endnu ikke har sluttet fred med Reed efter kontroversen på indianergravpladsen, øjner chancen for hævn. Han antyder, at Reed bør hænges. Men de færreste vil gå så langt. Til sidst beslutter flertallet, at drabsmanden som straf skal forvises fra vogntoget. Reed nægter at forlade sin familie, men hans kone overbeviser ham om, at det er den bedste løsning. Han skal ride i forvejen til Californien og mobilisere et redningshold, som kan komme vogntoget til undsætning, i fald de ikke når over bjergene før vinteren.

Den 31. november nærmer nybyggerne sig endelig den sidste forhindring – Stephens Pass – som skal bringe dem over Sierra Nevada og frelst til Californien. Om aftenen slår de lejr ved foden af passet. Og så begynder sneen at falde.

Næste morgen kan nybyggerne konstatere, at et tykt lag sne spærrer passet. Alligevel gør de et forsøg på at nå op, men de må opgive og vende tilbage til lejren. Først to dage senere tillader vejret et nyt forsøg. Vognene, som har bragt dem så langt, kan ikke forcere sneen og må efterlades. I stedet læsser nybyggerne det mest nødvendige på studene og går opad til fods.

Det lykkes den unge Charles Stanton at nå toppen sammen med to indianere, selskabet har rekrutteret som vejvisere. De tre mænd må dog vende om, da de opdager, at resten af selskabet ikke følger med.

Stanton bliver nærmest fortvivlet, da han konstaterer, at de andre har tændt bål og tilsyneladende slået lejr for natten. Forgæves forsøger han at få dem til at fortsætte:

“Vi kan komme igennem, hvis vi kiler på nu, men at det vil være umuligt, hvis der falder mere sne”.

En af indianerne supplerer Stantons ord ved at pege advarende op mod de tunge skyer over dem. Mere sne er meget snart på vej.

Men det nytter ikke noget. De dødeligt udmattede nybyggere vil ikke forlade det varme bål. Donner-selskabet har truffet endnu en forkert beslutning. Samme nat lukker en snestorm passet med meterhøje driver. Det vil ikke være passabelt igen før til foråret.

Donner-selskabet er kommet blot én dag for sent. Bag dem ligger de mange dage, de har spildt. Foran dem venter sult og kulde.

Ingen vil dele med andre

De fleste medlemmer af selskabet begynder straks at bygge hytter, som kan give ly for kulden og den bidende vind. Donner-familien er dog ikke så heldig. Den befinder sig ca. 10 km fra de øvrige. Under opstigningen har en af familiens vogne knækket en aksel, og George Donner er kommet slemt til skade med sin økse i forsøget på at udhugge en ny aksel.

Donner-familien og dens ansatte vognførere nøjes med at rejse fire telte og beklæde dem med oksehuder som ekstra isolering. De har helt enkelt ikke kræfter til mere, og ingen tilbyder hjælp. For mange er situationen desperat fra begyndelsen.

Provianten er næsten sluppet op, og i det sneklædte bjergpas er der ingen muligheder for at gå på jagt. De familier, som stadig ejer dyr, kan holde sulten fra døren en tid ved at slagte dem. Men ikke en stump af kødet bliver givet væk til de mindre heldigt stillede, og nogle sulter allerede i november. I midten af december dør 24-årige Baylis Williams som den første. Flere andre er tæt på.

På samme tidspunkt beslutter en gruppe på 10 mænd og fem kvinder, at de vil gøre endnu et forsøg at kæmpe sig over passet og nå den nærmeste hvide bebyggelse på den anden side ca. 150 km borte. De laver primitive snesko, som de håber vil hjælpe dem med at overvinde snemasserne.

De medbringer hverken mad eller telte, og da sneskoene går i stykker, er de prisgivet. Efter en uge dør Charles Stanton som den første af sult og udmattelse. Ungkarlen Stanton kunne have reddet sig selv, men valgte at blive for at hjælpe de andre.

Efter yderligere nogle dage foreslår Patrick Dolan som den første, at de skal spise menneskekød. De kan enten trække lod, eller to af mændene kan duellere. De andre i gruppen føler dybt ubehag ved tanken – men de er ikke afvisende.

Én kan dø, for at andre kan leve. De enes dog om at vente, til en af dem dør af sig selv. Det sker allerede samme nat. Ofret er ironisk nok forslagsstilleren Dolan. De overlevende er så skamfulde, at de ikke kan se på hinanden, mens de spiser ham.

Det varer imidlertid ikke længe, inden kannibalismen bliver almindeligt accepteret. William Foster foreslår endog at slagte de to indianere, som er med gruppen. Foster bliver dog stoppet af den 28-årige William Eddy, som advarer indianerne.

De stikker straks af, men gruppen finder dem igen længere fremme, hvor de ligger døende i sneen. Denne gang stopper ingen
Foster, som skyder dem. Indianerne ender i gryden.

Det lykkes gruppen at komme over passet, og den 18. januar når de overlevende i sikkerhed i lavlandet. Der er kun to mænd og de fem kvinder tilbage.

Tilbage i lejren, på den anden side af passet, bliver situationen værre. December kræver fem menneskeliv, og i januar optræder døden så hyppigt, at det nærmest er blevet en selvfølgelighed. De overlevende er så desperat sultne, at de er begyndt at koge og fortære oksehud og læderbind fra bøger.

James Reeds hustru – Margaret – og de fire børn er stadig i live. Men da de intet har tilbage at spise, må de til sidst ofre deres elskede familiehund, terrieren Cash. Alt på hunden bliver spist – selv poterne og skindet.

Undsætningen kommer

Alt imens kæmper den forviste James Reed som en gal for at komme sin familie til undsætning. Halvdød af sult og udmattelse når han Californien, hvor han straks køber forsyninger og rekrutterer mænd til en redningsekspedition.

Et første undsætninghold rejser afsted den 31. januar, og James Reed følger selv efter med endnu et hold en uge senere. Snestorm og tre meter høje snedriver forsinker dem, men den 18. februar når det første hold lejren. Da de bevæger sig ind mellem hytterne, ser de intet tegn på liv, men så lyder et råb. En kvinde rejser sig fra en drive. Hun vakler hen imod dem: “Er I mænd fra Californien. Eller kommer I fra Himlen?”.

Redningsholdet giver kun de udhungrede mennesker små mængder mad, så de ikke forspiser sig. Mange af dem er så svage, at de ikke vil kunne klare evakueringen, og redningsfolkene må efterlade nogle.

På tilbagevejen møder de Reed, som løbes i møde af sin datter Virginia. Reed kan næsten ikke fatte miraklet, da han får at vide, at hele hans familie er intakt.

Det kræver fire redningshold at få alle overlevende ud, og da det sidste hold når frem, mødes de af et grufuldt syn. I sneen sidder to halvstore børn og koger menneskekød i en gryde.

Nær ved dem ligger den delvist parterede mrs. Graves. Ved hendes side sidder hendes datter på kun godt et år. Barnet har lagt sin ene arm om sin mors maltrakterede krop, som for at søge trøst. Hun græder og råber: Mor, mor, mor!”

En af redningsfolkene løfter den lille pige op og trøster hende, til hun holder op med at græde. Så fortsætter de gennem lejren, hvor nye grufulde syn venter. Donner-selskabets lange rejse er endt i den absolutte menneskelige fornedrelse.

Mareridt kostede 43 menneskeliv

Ud af de 90 rejsende overlevede kun 47 børn og voksne vinterens strabadser i bjergene.

For flere af dem gik drømmen om et lykkeligt liv i Californien i opfyldelse.

Reed-familien kom intakt gennem mareridtet. Margaret og James Reed fik senere endnu to børn og adopterede desuden to af de forældreløse Donnerbørn. James Reed skabte sig en formue ved at handle med ejendomme i San Jose, hvor familien selv boede.

William Foster mistede sin søn lille Georgie, som – muligvis – blev myrdet og efterfølgende spist af Lewis Keseberg. Selv blev Foster aldrig stillet for retten for mordet på Donner-selskabets to indianske guider.

Keseberg-familien mistede begge sine børn på rejsen. Philippine Keseberg blev hos sin voldelige mand, som hun fik endnu otte børn med. To af dem var hjerneskadede. Lewis Keseberg havde ikke held med nogen af sine forretningseventyr, og familien endte i fattigdom.

Efter ankomsten til Californien havde Lewis på det nærmeste pralet af sine meritter som kannibal. I begyndelsen lyttede sensationslystne mennesker til ham, men da nyhedens interesse fortog sig, blev han et udskud i nybyggersamfundet. Familien levede isoleret, og når Lewis en sjælden gang viste sig offentligt, råbte gadedrengene skældsord efter ham.

Donner-familien blev hårdt ramt. Familien bestod af to forældrepar, Tamzene og George Donner samt Georges bror Jacob Donner og hans kone Elisabeth. De døde alle fire i vinterlejren sammen med seks af i alt 14 børn.

Tamzene Donner var ved rimeligt helbred, da de første redningshold nåede frem. Flere forsøgte at overtale hende til at lade sig evakuere, men hun nægtede at forlade sin mand, som var for syg til at følge med. De overlevende Donnerbørn klarede sig sidenhen godt.

Den yngste, Eliza, blev gift med en senere senator fra Californien. Det sidst overlevende af Donnerbørnene, Leanna, blev 96 år gammel og døde i 1930.