Eleanor Roosevelt: Rebelsk førstedame nægtede at være kransekagefigur

Den 6. marts 1933 afholdt Eleanor Roosevelt et pressemøde i Det Hvide Hus.

Det havde ingen andre førstedamer gjort før hende. Normalt var pressemøder kun for mænd. Så Eleanors invitation gjaldt kun kvindelige journalister.

Det var dette mod til at gå egne vegne, udfordre normerne og kæmpe for sine mærkesager, der gjorde Eleanor Roosevelt til en af de mest indflydelsesrige kvinder i USA’s historie.

Eleanor Roosevelt blev født i 1884 som det første barn af Anna Hall og Elliot Roosevelt, lillebror til Theodore Roosevelt, der var USA’s præsident fra 1901-1909.

Men selvom hun voksede op i en forholdsvis velhavende familie med stærke bånd til indercirklen i amerikansk politik, havde Eleanor Roosevelt en hård barndom.

Hendes mor døde af difteri som 29-årig, da Eleanor var blot otte år gammel. To år senere døde hendes far af alkoholisme, blot 34 år gammel.

Den forældreløse Eleanor Roosevelt flyttede ind hos sin mormor, inden hun blev sendt på kostskolen Allenswood i England i 1899. Det ophold ændrede hendes liv.

Fra at have været et indelukket og et næsten kronisk bange barn, fik hun selvtillid og mod på livet.

Denne forvandling kan i høj grad tilskrives den inspiration, hun fik fra skolens rektor, Marie Souvestre, der var feminist og politisk progressiv.

Eleanor blev Marie Souvestres yndlingselev, og efter tre års ophold på Allenwood kostskole vendte Eleanor Roosevelt hjem til USA som en ung kvinde med et brændende ønske om at gøre en forskel i samfundet.

18 år gammel indledte Eleanor Roosevelt et forhold til sin fjerne fætter Franklin Delano Roosevelt.

De blev gift i 1905 og fik i alt seks børn sammen, hvoraf fem overlevede til voksenalderen.

I august 1921 blev Franklin D. Roosevelt ramt af sygdommen polio, der gjorde ham lam fra livet og nedefter.

Men Eleanor Roosevelt opfordrede sin mand til at forfølge sine politiske ambitioner trods handicappet, og det viste sig at være en god idé.

I 1928 blev Franklin D. Roosevelt valgt som guvernør for New York, og fire år senere vandt han præsidentvalget.

Da Franklin og Eleanor Roosevelt flyttede ind i Det Hvide Hus i 1933, befandt USA sig i den værste økonomiske krise i historien, udløst af børskrakket i 1929.

Arbejdsløsheden lå på historiske 25 procent, to millioner mennesker var hjemløse og statsgælden lå på 22 mia. dollars (506 mia. nutidsdollars).

Den økonomiske genopretning kom fra Franklin D. Roosevelt i form af den såkaldte New Deal-politik – fællesbetegnelsen for en række statslige programmer, der blev gennemført i årene 1933-1939.

Under arbejdet med New Deal lobbyede Eleanor Roosevelt succesfuldt for også at få kvinder og etniske minoriteter i arbejde gennem forskellige beskæftigelsesprojekter som fx National Youth Administration (NYA).

Eleanor Roosevelts politiske indflydelse stoppede ikke ved New Deal-programmet.

Fordi Franklin D. Roosevelt var bundet til en kørestol, sendte han sin førstedame rundt i USA som stand-in:

“Du skal være mine øjne og ben. Tal med folket og fortæl mig, hvad de mener”, bad præsidenten sin kone.

Og det gjorde Eleanor Roosevelt – talte med folk, lyttede til deres problemer og kæmpede en utrættelig kamp for, at deres trængsler blev taget alvorligt inde bag Det Hvide Hus’ mure.

Eleanor Roosevelt talte ofte til det amerikanske folk i radioen, ved offentlige optrædener og som klummeskribent i aviserne.

Hendes mission var at mindske afstanden mellem “de almindelige amerikanere” og præsidenten, men også at udbrede sine egne mærkesager om ligestilling, social ulighed og borgerrettighedsbevægelsen.

I 1930'erne blev den sorte befolkning i USA stadig nægtet basale rettigheder såsom job og retten til at stemme.

Eleanor Roosevelt sluttede sig til borgerrettighedsbevægelsen NAACP i 1934. Her arbejdede hun tæt sammen med lederen Walter White for at få kongressen til at vedtage en anti-lynching lov.

Loven blev aldrig vedtaget, bl.a. fordi Franklin D. Roosevelt ikke støttede sin kone på det punkt. Han var bange for at skubbe de hvide vælgere fra sig.

Først i 2022 vedtog den amerikanske kongres en anti-lynching lov, efter at have nedstemt den 240 gange siden 1900.

Førstedamens kamp for de sortes rettigheder gav hende dog også sejre – som da den sorte operasanger Marian Anderson i 1939 blev nægtet at optræde i Constitution Hall i Washington.

Eleanor Roosevelt gik indædt ind i sagen og skabte stor opmærksomhed om den aflyste koncert i pressen. Bag kulissen lykkedes det førstedamen at få flyttet koncerten til det offentlige udendørsområde ved Lincoln Memorial.

Koncerten blev afholdt påskedag 1939 og tiltrak 75.000 mennesker, både sorte og hvide. Det var den første offentlige begivenhed i USA, der ikke var raceopdelt.

Langt fra alle hilste dog præsidentfruens progressive verdenssyn velkomment.

FBI-chefen J. Edgar Hoover mistænkte hende for at være kommunist pga. hendes sociale mærkesager.

Hoovers sagsmappe på den tidligere førstedame fyldte i 1965 hele 3.500 sider, og i 1943 aflyttede FBI i al hemmelighed en samtale mellem Eleanor Roosevelt og den politiske aktivist (og senere Pulitzer Pris-hædrede forfatter) Joseph P. Lash.

I 1958 skulle Eleanor Roosevelt holde en tale ved et ikke-voldeligt borgerrettighedsmøde i Highlander Folk School i byen Monteagle, Tennesse.

Op til arrangementet udlovede den højreekstremistiske organisation Ku Klux Klan en dusør på 25.000 dollars til det KKK-medlem, der kunne kidnappe Eleanor Roosevelt. Planen blev heldigvis aldrig ført ud i livet.

Fjender havde Eleanor Roosevelt dog ikke mange af i den amerikanske befolkning, og hendes anseelse steg kun yderligere efter japanernes bombning af Pearl Harbor i den 7. december 1941, der kastede USA ind i 2. verdenskrig.

Samme aften indledte hun sit ugentlige radioprogram med ordene:

“I aften taler jeg til Jer i en meget alvorlig historisk stund. (…) Men hvad end der bliver krævet af os, så er jeg sikker på, at vi kan klare det. Vi er det frie og uovervindelige folk i Amerikas Forenede Stater”.

Dagen efter erklærede Franklin D. Roosevelt krig mod Japan, og kort efter erklærede Hitler krig mod USA.

Præsidentparrets fire sønner kæmpede alle under krigen, og de efterfølgende år besøgte Eleanor Roosevelt hvert eneste amerikanske hospital i Stillehavet.

Den 12. april 1945, blot få måneder før 2. verdenskrigs afslutning, døde Franklin D. Roosevelt. Han blev efterfulgt af vicepræsident Harry S. Truman.

Efter 12 år i Det Hvide Hus måtte den nu 61-årige Eleanor Roosevelt se sig om efter en ny adresse.

Hendes politiske arbejde for at skabe en mere retfærdig og social lige verden fortsatte dog ufortrødent.

I 1946 udnævnte Harry S. Truman den tidligere førstedame som USA's delegerede ved De Forenede Nationers første generalforsamling.

Som leder af Menneskeretskommissionen var Eleanor Roosevelt en af drivkræfterne bag formuleringen af FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne, der blev vedtaget den 10. december 1948.

Det første – og væsentligste – punkt i det historiske dokument lød som et ekko af de politiske idealer, Eleanor Roosevelt havde kæmpet for at realisere hele sit liv:

“Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”.

Eleanor Roosevelt døde af tuberkulose den 7. november 1962 i sit hjem i New York City. Hun blev 78 år gammel.

Hendes eftermæle som landets mest markante og måske også mest vellidte førstedame lever videre i bedste velgående.

Siden 1982 har 242 amerikanske historikere og politiske forskere ved fem forskellige lejligheder rangeret USA’s førstedamer ud fra en række kriterier så som mod, integritet, samt deres betydning for landet og deres bedrifter.

Eleanor Roosevelt har toppet listen hver eneste gang.