Elever myrdede deres kammerater: Skoleskyderiet på Columbine High

Kl. 11.14 går Klebold og Harris ind i kantinen og sætter taskerne fra sig, inden de skynder sig tilbage til deres biler. Her ifører de sig lange, sorte trenchcoats, som matcher deres militærstøvler.

Frakkerne dækker de halvautomatiske skydevåben, der hænger i remme over de to drenges skuldre. Drengene fylder deres inderlommer med ammunition og tager hver en taske, som gemmer et oversavet haglgevær og hjemmelavede rørbomber.

Om få sekunder – præcis kl. 11.17 – vil de to bomber i kantinen gå af, og Harris og Klebold kan begynde den skolemassakre, de har fantaseret om i månedsvis.

Massakren på Columbine begynder

Tirsdag den 20. april kl. 11.18: Bomberne i kantinen er ikke eksploderet som planlagt.

Eric Harris er givetvis skuffet, da han indser, at hans hjemmebyggede bomber med propangas ikke har forvandlet kantinen til murbrokker. Planen var ellers, at han og Klebold fra hver deres position på parkeringspladsen skulle skyde de overlevende, som kæmpede sig ud af kantinen. Nu må duoen ty til en anden plan.

De to drenge mødes og går sammen op ad den udvendige trappe, der nogle meter fra kantinen fører op mod gymnasiets førstesal. Fra toppen af trappen kan de se ud over parkeringspladsen og skolens grønne arealer, hvor flere studerende nyder deres frokost i solen.

Drengene stiller taskerne og tager deres haglgeværer frem.

“Go, go!” råber den ene af dem, og kort efter lyder en serie af kraftige smæld.

17-årige Rachel Scott sidder på græsset og spiser frokost med en ven. Livet har ikke været let for Rachel, der bliver mobbet for sin stærke kristne tro. Hendes vanskelige liv betyder dog intet for Harris, der dræber hende med skud i hovedet. Rachel bliver massakrens første offer, mens hendes ven – som straks spiller død – såres alvorligt.

Nysgerrige drenge bliver skudt

Kl. 11.20: Harris og Klebold skyder på alle, de kan få øje på, selvom målene på de udendørs arealer er langt væk. Kuglerne sårer adskillige elever, mens de forsøger at gemme sig bag træer og biler.

Den 15-årige Sean Graves er på vej ud af kantinen sammen med sine venner Daniel Rohrbough og Lance Kirklin, da de hører larmen fra skuddene. Det er den tid på året, hvor de ældste elever ofte laver practical jokes for at fejre, at skoleåret nærmer sig sin afslutning. De tre 1. g’ere tænker derfor, at det hele er fis og ballade.

Vennerne løber hen mod den udvendige trappe for at komme tættere på begivenhederne. Daniel er halvvejs oppe ad trinnene, da Harris skyder ham med sin halvautomatiske karabin. 1. g’eren knækker sammen på trappen, mens morderen sender flere dræbende kugler i ham. Også Lance rammes af kugleregnen og kollapser.

Sean har kun lige indset, at våbnene er virkelige, da han mærker et skud hvisle forbi sin hals. Panisk vender han omkring for at løbe tilbage til kantinen, da han mærker flere bidende prik i hoften. Sean når frem til kantinens døråbning, inden han synker om, lammet i arme og ben – men stadig i live.

Flere brag lyder efterfølgende på parkeringspladsen og på skolens tag, da Harris og Klebold kaster nogle af deres rørbomber.

“Det her er, hvad vi altid har haft lyst til! Hvor er det fedt!” råber den ene af gerningsmændene.

I kantinen er alvoren gået op for de næsten 500 elever. Skoletasker og frokosttallerkner bliver efterladt, mens EDB-læreren Dave Sanders og to andre ansatte dirigerer de unge ind i køkkenet og auditoriet samt op ad trapperne til klasselokalerne på 1. sal.

“Løb!” lyder det igen og igen.

En pedel griber fat i hånden på den kollapsede Sean Graves i døråbningen og siger, at han gerne ville blive hos den sårede 1. g’er, men at han må hjælpe de andre elever i sikkerhed.

“Spil død”, råder pedellen.

Lærer på Columbine ringer 911

Kl. 11.23: Klebold går tilbage til kantinen gennem yderdøren, men alle i lokalet når at flygte. Halvdelen af eleverne gemmer sig bag låste døre i lokaler rundtom på skolen, resten er undsluppet gennem bygningens andre udgange. Harris står fortsat øverst på den udvendige trappe.

Billedkunstlærer Patti Nielson er gangvagt på 1. sal og synes efterhånden, at larmen har taget overhånd. Gennem glasvinduerne i vindfanget kan hun se en ung mand stå på reposen ved trapperne.

Han står og skyder med, hvad hun tror, er et legetøjsvåben – måske optager nogen en video til filmkundskab eller laver et andet optrin. Irriteret skal hun til at åbne døren og irettesætte drengen, da han vender sig om.

Harris løfter sin riffel op til skulderen og sigter på Patti. Med et smil skyder han. Kuglen rammer forbi, men splintrer glasset i en af ruderne.

“Åh Gud! Åh Gud!” skriger Patti.

Mens hun løber væk, skyder Harris igen. Skuddene rammer en rude, så glassplinterne rammer Patti i skulderen. Billedkunstlæreren smider sig ned på gangens gulv og kravler om et hjørne på vej ned mod skolens bibliotek.

Til hendes held følger Harris ikke efter hende, fordi gymnasiets sikkerhedsvagt ankommer i sin bil med hylende sirene. Mens Harris retter sit våben mod bilen, skynder Patti sig ind på biblioteket, hvor flere studerende sidder og arbejder.

“Der er en fyr med et skydevåben!” advarer læreren, inden hun griber fat i en telefon og ringer 911 for at anmelde skyderiet på Columbine.

“Er nogen blevet såret?” spørger den vagthavende.

“Ja, jeg er. Og skolen er i panik. Vi har brug for politiet”, siger Patti, som undervejs i samtalen råber til eleverne på biblioteket, at de skal gemme sig under bordene.

“Bliv nede!” gentager hun opskræmt, da lyden af skud kommer nærmere ude fra gangen.

Harris – som igen er assisteret af Klebold, der er kommet op fra kantinen – har bevæget sig indenfor for ikke at blive beskudt af vagten på parkeringspladsen. En kakofoni af smæld og brag runger i gangene, mens Klebold skyder på elevskabenes låse, og Harris smider et par rørbomber.

Drengene får øje på EDB-læreren Dave Sanders, som er søgt hen mod larmen, men han vender prompte om, da han ser de to sværtbevæbnede drenge. Sanders er ved at runde et hjørne, da han rammes af to skud. Det ene går ind i Sanders’ nakke og ud gennem overlæben, mens det andet ryger gennem hans ryg og brystkasse og river en vene over.

“Jeg mister en masse blod. Jeg tror, jeg besvimer”, fremstammer Sanders til en kollega, da han er kommet ind bag en aflåst dør til et naturfagslokale, hvor kollegaen og en flok rædselsslagne elever kryber sig sammen.

I skolebiblioteket ved Patti Nielson ikke, hvad der foregår ude på gangen.

“Har du mulighed for at blokere døren, så ingen kan komme ind?” spørger den vagthavende i telefonen.

“Det kan jeg ikke. Han er lige uden for døren. Jeg er bange for at gå derhen. Åh Gud. Jeg er virkelig bange”, svarer billedkunstlæreren.

VIDEO: Se, hvordan de amerikanske medier dækkede tragedien

Elever bliver skudt én efter én

Kl. 11.29: I biblioteket gemmer 52 elever sig. Halvdelen af dem befinder sig i det store, åbne rum med læsepladser og reoler.

Craig Scott på 16 år ligger sammen med sine kammerater Matthew Kechter og Isaiah Shoels under et bord længst væk fra døren, da Harris og Klebold træder ind med deres oversavede haglgeværer i hænderne. Craig kan høre, at enkelte piger græder, men de fleste er musestille.

“Rejs jer!” befaler Harris, men ingen parerer ordre.

“Fint nok, jeg skyder alligevel”, fortsætter han og sender to kugler tilfældigt afsted mod et bord uden at ramme nogen.

Klebold får øje på en mentalt handicappet 2. g’er, som ikke har nået at gemme sig ordentligt. Den 17-årige retter sit våben mod ham og skyder to gange. Sekundet efter falder drengen død til jorden.

Fra sit usikre skjul under bordet hører Craig Scott flere skud og skrig fra sårede, inden gerningsmændene nærmer sig det sted, hvor han gemmer sig.

“Alle er bange. Se alle de bange mennesker under bordene”, griner den ene morder.

“Titte-bøh”, kommer det fra Harris, da han kigger under bordet bag ved Craig, hvor en 17-årig, blond pige sidder. Hun tager instinktivt hånden op foran ansigtet for at skærme sig mod Harris’ skud, men kuglen går gennem hånden og dræber hende.

Klebold kalder efterfølgende sin makker hen til bordet, hvor Craig ligger med sine to kammerater. Drabsmændene taler nedladende om Isaiah Shoels’ sorte hudfarve og forsøger at hive Craigs sorte ven ud på gulvet. Da det ikke lykkes, skyder Harris ham. Sekunder efter stikker Klebold sit oversavede jagtgevær ind under bordet og rammer Matthew Kechter i brystet.

Craig ligger helt stille og spiller død. 2. g’eren hører til sin lettelse, at de to mordere bevæger sig væk, mens Harris morer sig ved at råbe:

“Hvem skal dø som den næste?”

Flere elever bliver skudt på drabsmændenes videre blodtur gennem biblioteket. En enkelt 3. g’er – John Savage, som har timer sammen med Klebold og Harris – slipper dog, da han fra sit skjul under et arbejdsbord fortæller, hvem han er.

“Hey Dylan. Hvad laver du?” spørger Savage.

“Nåh, jeg dræber såmænd bare folk”.

“Vil du dræbe mig?”

Klebold kigger kortvarigt på Savage.

“Nej du, bare løb. Smut du bare”, svarer han, hvorefter Savage spæner ud af lokalet.

Kl. 11.36 forlader Klebold og Harris igen biblioteket for at skyde og kaste rørbomber i skolens tomme gange. Craig bliver liggende under bordet. Han mærker blodet fra sine to kammerater på gulvet og hører dem gispe, indtil de til sidst ikke trækker vejret længere.

Folk stimler sammen ved Columbine

Kl. 11.45: Politi, ambulancer og brandbiler er ankommet til Columbine High School.

En lang cirkel af gul politi-tape afspærrer området omkring Columbine, mens politifolk og redningsfolk tager sig af flygtede elever.

Nogle af de unge er sårede – de fleste er i chok. Mange elever er dog slet ikke i området, fordi de er flygtet til tilfældige private hjem rundt om skolen.

Misty Bernall, som bor tæt på gymnasiet, er blandt de første forældre, der ankommer til skolen. Hun er mor til 1. g’eren Chris og 3.g’eren Cassie, men hverken søn eller datter er at se ved afspærringen.

Politiet har ingen svar og beder de fremmødte pårørende om at “holde sig væk, selvom det er svært”.

I stedet tager Misty hen på kommunebiblioteket nær skolen, hvor mange af eleverne også er søgt hen.

“Chris? Cassie?” spørger Misty nogle af de unge.

Men ingen har set dem.

Craig flygter over hals og hoved

Kl. 11.50: De overlevende elever på biblioteket overvejer, hvordan de slipper levende fra skoleskyderiet.

Craig Scott kan fornemme, at morderne må have bevæget sig ned på skolens stueetage. I hvert fald bliver skuddene ikke længere affyret så tæt på biblioteket. Den 16-årige 2. g’er vælger derfor at rejse sig fra gulvet, hvor hans døde kammerater ligger.

Forsigtigt nærmer han sig biblioteksdøren, og da han kommer ud på gangen, sprinter han hen mod det knuste vindfang. Udenfor løber han uden at se sig tilbage, indtil han når en politibil på skolens parkeringsplads. Stakåndet kaster han sig om bag køretøjet.

Craig er så koncentreret om at slippe væk, at han ikke ænser de to lig, han passerer på sin rute. Det ene af dem er 17-årige Rachel Scott – pigen, Harris dræbte som den første under massakren. Craigs storesøster.

Gerningsmændene gik rundt på skolen

Sean ligger i Columbines kantine

Kl. 12.02: Harris og Klebold har forsøgt at få de to bomber i kantinen til at eksplodere. De skyder på dem, men foretagendet mislykkes.

Sean Graves ånder lettet op, da de to bevæbnede drabsmænd igen forsvinder op ad trappen til førstesalen. Den ene taske, de har skudt på, ligger tæt på Sean, som ligger blødende og lammet i døråbningen ind til kantinen.

Den 15-årige 1. g’er har ingen mulighed for at flytte sig; benene makker ikke ret. Pludselig hører han lyde udefra. Et køretøj nærmer sig, og tæt på kantinedøren springer to ambulancefolk ud og hiver fat i Sean.

Mens han bliver slæbt hen mod ambulancen, kan Sean se sine ben hænge slapt ned. Bekymringen for lammelsen forsvinder imidlertid hurtigt, da han ser hvidt støv fra kugler stå op fra betonfliserne foran skolen. Harris og Klebold er gået tilbage til biblioteket, hvorfra de nu skyder ud gennem vinduerne mod politi, ambulancefolk og sårede.

Redningsfolkene lykkes heldigvis med at bugsere Sean ind i ambulancen. I kabinen hører den sårede gymnasieelev en metallisk trommen på taget fra mordernes kugler. Først da ambulancen kører væk, og skuddene forstummer, ved Sean, at han er sluppet fra Columbine-massakren i live.

SWAT-enhed nærmer sig

Kl. 14.40: To indsatsstyrker – såkaldte SWAT-enheder – er blevet sendt ind på skolen fra den østlige og vestlige fløj for at uskadeliggøre morderne og redde elever og lærere. Specialstyrkerne trænger langsomt frem på skolen.

En lille gruppe elever og to lærere har befundet sig bag lås og slå i flere timer i naturfagslokale 3 på førstesalen.

Med et skilt i vinduet, hvor de har skrevet, “en bløder ihjel”, har de unge forsøgt at signalere situationens alvor til redningsfolkene udenfor.

“Jeg klarer den ikke. Sig til mine piger, at jeg elsker dem”, fremstammer EDB-læreren Sanders, få minutter før indsatsstyrken når frem til naturfagslokalet.

Specialstyrken sikrer rummet og flytter den hårdt sårede lærer til et lettere tilgængeligt lokale. Men da ambulancefolkene omsider kan tilse Sanders, er han allerede død.

Imens sniger SWAT-holdet sig videre, og ca. kl. 15.15 bevæger de sig ind i skolebiblioteket iført hjelme og skudsikre veste. Deres automatvåben er hævet til skulderhøjde, og de er klar til at åbne ild mod gerningsmændene. Men alt er roligt i det store lokale, som til gengæld flyder med livløse kroppe.

SWAT-lederen kalder paramediciner Troy Leman til stedet. Leman får nøje instrukser om at røre ofrene så lidt som muligt, da morderne kan have gemt bomber på dem. Uden mulighed for at vende kroppene lægger Leman forsigtigt sin hånd på dem. 12 er kolde – en enkelt varm og i live.

Indsatsstyrken finder andre overlevende i bibliotekets baglokaler. En af dem er billedkunstlærer Patti Nielson, der har gemt sig – helt sammenkrøllet.

Blandt ligene på gulvet er to drenge, som skiller sig ud. De har begge skydevåben liggende ved deres side. Indsatsstyrken har modtaget nøje beskrivelser af de to gerningsmænd fra vidner, der er undsluppet skolen. De to lig er Klebold og Harris – skolemassakren er overstået.

Haris har skudt sig selv gennem munden med sit haglgevær. Klebold har forsøgt at tænde en molotovcocktail, inden han skød sig selv i tindingen.

Senere undersøgelser slår fast, at Harris og Klebold afgik ved døden omkring kl. 12.08 – kort tid efter at de afgav deres sidste salver mod politi og redningsfolk foran skolen.

Sidste bus fra Columbine

Kl. 15.45: Mens politiet finkæmmer Columbine High for bomber, bliver de overlevende kørt i busser til en nærliggende folkeskole, hvor de forenes med deres pårørende.

Alle forældre til børn på Columbine High er blevet bedt om at møde op på folkeskolen Leawood Elementary School, der ligger 500 meter fra gymnasiet. Misty Bernall har opholdt sig på skolen i over en time med sin mand, Brad. Her er de blevet genforenet med sønnen Chris, men datteren Cassie mangler fortsat.

De håbefulde pårørende strækker hals, hver gang en ny bus ankommer med et hold af overlevende fra skoleskyderiet. Busdørene åbner, og luften fyldes med glædesskrig og forløsende hulken, når familiemedlemmer omfavner hinanden. Bus efter bus har Misty Bernall set ængsteligt til, men 17-årige Cassie er ikke dukket op, og efterhånden er der lang tid mellem busserne.

Kl. 16 triller endnu en bus ind foran folkeskolen, men Cassies lyse lokker er ikke at se nogen steder.

“Der kommer én bus mere”, lyder meldingen efterfølgende fra myndighederne til de tilbageværende forældre.

Misty klynger sig til håbet. Én chance mere. Cassie må være med den bus.

Tiden står nærmest stille, knuden i brystet vokser og vokser. Timerne går og går, men ingen bus dukker op. Myndighederne har begået en frygtelig fejl. Der er ingen sidste skolebus. Der kommer ikke flere overlevende.

Cassie Bernall – den blonde pige, som Harris skød under bordet ved siden af Craig Scott inde på biblioteket – er blandt de omkomne under tragedien på Columbine High.

Hjemme hos Harris-familien finder politiet et videokamera og flere bånd. Da de afspiller et af båndene, toner Klebold frem:

“Hej mor. Bliver nødt til at smutte. Der er ca. en halv time til vores lille dommedag. Jeg ville bare undskylde alt det lort, den fører med sig. I skal bare vide, at jeg skal et bedre sted hen. Jeg brød mig ikke synderligt meget om livet, og jeg ved, jeg bliver glad, uanset hvor pokker jeg ender henne. Så jeg er væk. Farvel”.

Efterskrift: Eric Harris og Dylan Klebold myrdede 12 studerende og én lærer, inden de begik selvmord. Ydermere blev 21 såret af de to morderes skud – mange af dem alvorligt. Sean Graves blev først erklæret kronisk lam i benene, men han fik førligheden tilbage efter langvarig genoptræning. Craig Scott var plaget af mareridt og søvnbesvær i lang tid efter tragedien, hvor han mistede sin søster og to nære venner. Patti Nielson underviser stadig på Columbine. FBI konkluderede, at Eric Harris var klinisk psykopat, og at Dylan Klebold var depressiv.