1620: Puritanere drømmer om et kedeligt samfund
I sensommeren 1620 afsejlede skibet Mayflower havnen i Plymouth, England. Skibet havde kurs mod Amerika, og ombord var 102 emigranter.
41 af dem var puritanere, en udbrydergruppe fra den anglikanske (engelske) kirke. Puritanerne gik ind for en enkel levevis uden bl.a. julefest, og de tog afstand fra verdslige fornøjelser som dans, kortspil og besøg i teatret.
Den religiøse sekt havde forsøgt at ændre den anglikanske kirke indefra, men uden held. En del af puritanerne så derfor ingen anden mulighed end udvandring.
Efter 66 dage kastede Mayflower anker ved den nordamerikanske østkyst. Stedet kaldte de New England. Opbygningen af det nye samfund kunne begynde.
John Winthrop voksede op i en rig, landejende familie i England.
1630: Udvandringen får vind i sejlene
I løbet af foråret 1630 sejlede 11 skibe afsted mod Amerika med op mod 1.000 passagerer ombord – de fleste af dem puritanere.
Den store gruppe var under ledelse af advokaten John Winthrop, og målet for rejsen var en nybygger-bosættelse nær nutidens Boston. Kolonien var blevet anlagt i 1629 af det puritanske “Massachusetts Bay Company”.
En aftale med den britiske konge, Karl 1. (1600-1649), sikrede bosættelsen selvstyre, og indbyggerne fik eneretten til at kolonisere den amerikanske østkyst.
John Winthrop blev bebyggelsens første guvernør, og under hans ledelse voksede befolkningstallet: I 1640’erne rundede kolonien 20.000 indbyggere.
I årene herefter fulgte andre religiøse europæiske mindretal – bl.a. kvækere, presbyterianere og calvinister – i puritanernes kølvand. Ligesom puritanerne lagde de vægt på en mere gudfrygtig livsstil.
USA’s indfødte befolkning kunne i 1800-tallet ikke opnå statsborgerskab.
1790: Indianerne må aldrig blive amerikanere
Efter en følelsesladet debat vedtog den amerikanske kongres i 1790 en lov, som slog fast, hvem der kunne opnå amerikansk statsborgerskab. Loven hed officielt “The Naturalization Act”, men blev i folkemunde kaldt “nationalitetsloven”.
Ifølge loven kunne statsborgerskab opnås af enhver udefrakommende, der var hvid og fri, hvis vedkommende havde opholdt sig i Amerika i mindst to år.
Børn af personer, som opnåede amerikansk statsborgerskab, blev automatisk amerikanske statsborgere. Reelt betød lovgivningen, at indianere samt andre farvede folkeslag, tjenestefolk og slaver aldrig kunne opnå statsborgerskab.
Loven gjorde det mere attraktivt for undertrykte og fattige europæere at udvandre til Amerika. Fra 1790 til 1820 anslås det, at der ankom ca. 60.000 nybyggere pr. tiår. Loven forblev, med enkelte justeringer, i kraft indtil 1922.
Kartoffelpest satte gang i udvandringen fra Irland til USA.
1845: Kartoffelpest fører til sultkatastrofe
I 1800-tallet var kartoflen, som stammede fra Sydamerika, blevet det vigtigste næringsmiddel i Irland. Høsten slog imidlertid fejl i årene 1845-1847, fordi kartoffelplanterne blev angrebet af en svamp, der fik dem til at rådne.
Som resultat heraf ramte en hungersnød det irske samfund. Eksperter vurderer, at op mod 1 mio. irere døde af sult, og at et tilsvarende antal af landets indbyggere emigrerede.
Hovedparten rejste til USA og slog sig ned på landets østkyst. Her lykkedes det irerne at få stor politisk indflydelse i flere byer.
Mange i USA brød sig dog ikke om irerne – dels fordi de var katolikker, dels fordi de blev set som løntrykkere. I mange jobannoncer hed det derfor: “Hjælp søges. Ingen irere behøver at ansøge”.
Rygtet om guldfundet fik tusindvis af mennesker fra hele verden til at søge lykken i Californien.
1848: De gyldne klumper udløser guldfeber
“Hvor du end vender dig hen, findes der guld, som du kan fylde dine hænder med”. Ordene stammer fra en svensk udvandrer og guldgraver i Californien.
Guldfeberen – “The Gold Rush” – fik mange europæere til at rejse over Atlanten og søge mod Californien.
Guldfeberen tog sin begyndelse, da tømren James W. Marshall den 24. januar 1848 gik ud for at inspicere nogle kanaler, der førte vand til hans arbejdsgivers savværk i den californiske landsby Coloma.
Under arbejdet bemærkede han noget på kanalens bund, som glimtede: Guld! I løbet af få år strømmede mere end 300.000 mennesker til Californien, men kun få blev rige.
“The Homestead Act” medførte, at mange indianer-stammer mistede deres jord til hvide nybyggere.
1862: Gratis jord lokker nybyggerne til
Med loven “The Homestead Act” i 1862 fik såvel amerikanske statsborgere som indvandrere ret til at få 160 acres (65 hektar) gratis jord af staten.
Jordløse europæere kunne nu i Amerika få den jord, som de altid havde drømt om. Blev de hjemme i Europa, ville denne drøm for de flestes vedkommende aldrig gå i opfyldelse.
Det eneste, de skulle betale, var en afgift til udstedelse af et skøde på jorden. Den amerikanske stat krævede blot, at den nye ejer skulle bosætte sig og dyrke jorden i mindst fem år.
Hundredtusindvis af mennesker udvandrede i de følgende år til USA. I 1870 var mere end 20 pct. af indbyggerne i flere amerikanske stater og territorier førstegenerations-udvandrere.
Fra 1870’erne flyttede kineserne i ghettoer – såkaldte China Towns.
1882: Flittige kinesere skræmmer amerikanerne
Fra 1850’erne og op gennem 1870’erne kom hundredtusinder af kinesere til USA for at undslippe fattigdom og sult i hjemlandet.
Kineserne fandt arbejde i mange erhverv – bl.a. ved anlæggelsen af jernbanerne og som selvstændigt erhvervsdrivende.
Amerikanerne frygtede de nye flittige konkurrenter, og op gennem 1870’erne blev stadig flere kinesere udsat for racisme.
Den 6. maj 1882 underskrev præsident Chester A. Arthur (1829-1886) loven “Chinese Exclusion Act”, der lukkede USA for kinesisk indvandring i 10 år. Loven blev forlænget i 1893 og igen i 1902.
Omkring 80 pct. af den samlede indvandring til USA kom i 1880’erne gennem New York.
1892: Ellis Island tager imod emigranter
I 1880’erne ankom op mod 500.000 indvandrere til New Yorks havn hvert år. Myndighederne havde besvær med at registrere de mange nytilkomne, og en stor del blev udsat for svindel.
Folk blev afkrævet penge for at få deres indrejsetilladelse – og kvinder måtte betale med seksuelle ydelser. Løsningen blev at etablere en modtagestation på Ellis Island få minutters sejlads fra Manhattan.
Alle immigrantskibe skulle fremover lægge til her. Efter et grundigt tjek af bl.a. en læge afgjorde myndighederne, om indvandrerne kunne godkendes. Langt de fleste slap ind – kun 1 til 2 pct. blev afvist.