Sneen farves rød af blod, mens soldaterne i general Washingtons hær vakler videre gennem nattemørket. Mange af mændene i amerikanernes pjaltede oprørshær mangler støvler, så blodvabler og forfrysninger hærger soldaternes fødder under nattens march anden juledag 1776.
I stedet for ordentligt fodtøj har oprørssoldaterne viklet strimler fra lasede skjorter og gamle lagner om fødderne. Smerterne er én ting, men mændene er mest bekymrede for, at deres krudt er vådt og ikke vil fænge, når slaget mod den britiske kolonimagt begynder.
“Så må I nedkæmpe dem med jeres bajonetter, drenge”, siger en af officererne med påtaget munterhed.
Krigshelten general Washington rider op og ned langs rækken af frysende soldater og siger lavmælt, så fjenden ikke skal høre ham:
“Fremad, drenge, fremad!”
Alligevel falder trætte og syge mænd om i sneen, men der er ikke tid til at stoppe op og hjælpe dem.
George Washington (1732-1799) blev i 1775 valgt til øverstkommanderende for den såkaldte kontinentale armé – amerikanernes oprørshær.
Amerikanernes overraskelsesangreb skal ifølge planen finde sted i ly af mørket, men decemberhimlen lysner, efterhånden som nat bliver til dag. Pludselig stivner Washington. Forude i snestormen får han øje på nogle bevæbnede mænd.
Først tror han, det er fjendtlige soldater, men kompagniet viser sig at være et halvt hundrede oprørere fra Virginias milits. Dagen før var de i kamp med briterne nær byen Trenton, hvor Washington er på vej hen. Nyheden gør generalen rasende, for fjenden må være i højeste alarmberedskab nu.
“Mine herrer, De kan meget vel have ødelagt alle mine planer!” snerrer han.
Her lidt nord for Trenton hænger amerikanernes håb om frihed i en tynd tråd. Washingtons hær mangler alt, og dagligt deserterer tropper. Generalen er tvunget til at satse alt, men hvis angrebet mislykkes, vil amerikanernes drøm om selvstændighed være knust.
Krigslykken er vendt
Blot et halvt år tidligere havde general Washington tvunget briterne ud af Boston. Med 23.000 indædt kæmpende oprørere havde han besejret 9.000 af briternes ellers uovervindelige rødfrakker.
Briternes rødfrakker var nogle af 1700-tallets mest slagkraftige tropper. Infanteristerne kæmpede ved at marchere frem mod fjenden på lange geledder og affyre salver med deres musketter.
Amerikanerne fejrede Washington som en helt, men jubelen forstummede snart. Briterne trak sig tilbage til New York City og afventede forstærkninger fra England. De ankom sidst på sommeren – 32.000 friske tropper, som straks trængte amerikanerne tilbage.
Den 27. august 1776 tabte Washington slaget på Long Island, og herefter fulgte nederlag på nederlag. I løbet af efteråret blev han gradvist trængt sydpå i retning af oprørets højborg, Philadelphia. Hver træfning gjorde Washingtons mænd mere udmattede og demoraliserede.
Efterhånden slap proviant og ammunition op – og forud lurede katastrofen: Nytårsaften 1776 ville kontrakten med hovedparten af Washingtons 5.000 tilbageværende soldater løbe ud. De var frivillige, der typisk havde underskrevet en kontrakt på ét års tjeneste. Derefter havde de ret til at forlade oprørshæren og drage hjem til deres familier.
Washington måtte derfor lægge en plan med garanti for en sejr, der kunne give hans tropper nyt håb. Generalens valg faldt på Trenton, hvor briternes lejehær fra det tyske grevskab Hessen-Kassel overvintrede. Tyskerne var lejet ud til den britiske hær af deres egen monark, landgreve Frederik 2.
Briterne lejede hele hessiske regimenter, der kæmpede under deres egen fyrstes flag.
Krigens mest forhadte soldater kom fra Tyskland
De hessiske tropper i Trenton var ikke lejesoldater i ordets vanlige forstand. I stedet var de lejet ud af deres fyrste, landgreven af Hessen-Kassel.
I 1700-tallet bestod Tyskland af mange selvstændige kongedømmer, hertugdømmer og grevskaber. Et af dem – grevskabet Hessen-Kassel – havde stolte militære traditioner og soldater, der var bundet af 20-årige kontrakter.
Som så mange andre fyrster tjente landgreve Frederik 2. af Hessen-Kassel gode penge på at leje sine soldater ud til stormagter. Da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud i 1775, fik han en ny kunde: Storbritannien. Forhandlingerne gik formentlig glat, for Frederik var onkel til den britiske monark, Georg 3.
I august 1776 ankom de første hessiske soldater til Amerika, og de blev snart berygtede for deres hårdhændede behandling af krigsfanger og civilbefolkning. Især deres måde at skaffe forsyninger på forargede: De hessiske tropper plyndrede ganske enkelt byerne, de kom igennem.
Deres forbrydelser gjorde dem så berygtede, at alle tysktalende lejesoldater under den amerikanske uafhængighedskrig slet og ret blev kaldt hessians – hessere – også selvom de kun udgjorde halvdelen af de i alt 30.000 tyskere i britisk krigstjeneste.
Ud over at løfte hans troppers moral skulle angrebet også skaffe Washington livsvigtige forsyninger af ammunition, varmt tøj og mad.
Med sine resterende 5.000 soldater ville generalen sætte over Delawarefloden i nattens mulm og mørke. Tropperne skulle krydse vandet tre steder og fange tyskerne i en knibtangsmanøvre, hvor overraskelsesmomentet var altafgørende.
Men det sidste skulle vise sig at blive vanskeligt, for området vrimlede med amerikanere, der stod på briternes side.
Loyalist advarer tyskerne
En britisksindet farmer bemærkede uroen i Washingtons lejr og red afsted for at advare briterne. Om aftenen den 25. december 1776 nåede han Trenton og henvendte sig til portvagten foran den hessiske oberst Johann Ralls hovedkvarter.
Tyskernes øverstkommanderende ville ikke forstyrres, meddelte vagterne – og desuden var vintervejret så barskt, at obersten ikke mente, at amerikanerne ville driste sig ud i det.
“Ikke en kvinde og ikke et barn var i sikkerhed for deres hensynsløse ondskab”. Kvinde fra New Jersey om tyske soldater.
Delawarefloden udgjorde i julen 1776 grænsen mellem britisk-kontrolleret område og de amerikanske oprørere. Washington havde beslaglagt alle både, da han evakuerede sin hær, så briterne kunne ikke komme over.
Briternes talmæssigt overlegne hær lå derfor i vinterkvarter – spredt ud langs den over 100 km lange frontlinje i New Jersey, og de tyske lejetropper bevogtede et område tæt på floden.
Oberst Ralls soldater måtte selv skaffe sig forsyninger, og det gjorde de ved at udplyndre Trenton og bønderne i oplandet. Voldtægt var der også rygter om.
“Ikke et hus, ikke et hjem, ikke en kvinde og ikke et barn var i sikkerhed for deres hensynsløse ondskab”, berettede en amerikansk husmor senere.
Mens den britisksindede farmer stod ude i kulden og bad om tilladelse til at tale med Rall, sad den hessiske oberst indenfor i varmen og koncentrerede alle sine tanker om et parti skak.
Kun halvdelen af general Washingtons tropper nåede frem
I 1700-tallet lå krigen som regel stille om vinteren, men George Washington besluttede at gribe chancen for at overraske fjenden midt i en snestorm.
Washington krydser floden
Bag to øer gemte amerikanerne massevis af robåde, så fjenden ikke kunne se dem ovre fra den modsatte flodbred. I ly af natten fik general Washington 2.400 mand og 18 kanoner over den iskolde Delawareflod.
Amerikanerne deler sig
I kulsort mørke marcherede oprørshæren mod Trenton. Lidt nord for byen delte amerikanerne sig i to for at kunne angribe fra to sider. Mørke skulle have skjult fremrykningen, men solopgangen nærmede sig. I stedet blev en snestorm amerikanernes redning.
Hjælpen kom aldrig
Længere mod syd skulle andre amerikanske tropper angribe, men de kunne ikke krydse Delawarefloden. Flodens strøm havde skabt et ufremkommeligt landskab af pakis.
Fjenden tages på sengen
I Trenton rådede den hessiske oberst Rall over 1.500 garvede soldater. Han anlagde ingen forsvarsværker, fordi han kun regnede med nålestiksangreb fra lokale militser. Da Washingtons tropper rullede kanoner ind i gaderne, kunne tyskerne derfor intet stille op.
Oberst Rall havde knap nok bemærket, at en menig var trådt ind med en seddel fra farmeren. Sedlen var skrevet på engelsk, og Rall talte kun tysk, så han foldede papiret, stak sedlen i inderlommen og vendte sig atter mod skakbrættet.
Isflager truer overfarten
Omtrent samtidig gav George Washington ordre til at bryde op fra sin lejr. Amerikanerne hankede op i tornystre, våben og ammunition.
Hen ved 100 heste trak hærens 18 kanoner gennem sneen og bar officererne, mens Washingtons 2.400 menige tropper måtte tilbagelægge de 8 km til floden på deres forfrosne fødder. Resten af hæren skulle af andre officerer føres til Trenton ad en sydligere rute.
Men kulde og dårlige veje betød, at marchen mod Delawarefloden tog længere tid end beregnet. Heller ikke overfarten gik så glat som planlagt. Soldaterne måtte stuves sammen i robåde og pramme, og ombordstigningen viste sig at være tidskrævende.
Ude på floden kom de spinkle fartøjer kun langsomt frem, for isflager måtte konstant holdes på afstand med bådshager og lange kæppe.
Store isklumper flød faretruende rundt i Delaware, da Washington og hans mænd krydsede floden midt om natten.
Adskillige gange var både ved at kæntre, men kun to mand faldt over bord, og de blev begge reddet, før de gik til bunds. Stærk strøm betød også, at bådenes roere måtte kæmpe hårdt for at nå over.
Da halvdelen af tropperne var kommet i land på New Jersey-siden af floden, tog Washington selv plads i en båd. Generalen var allerede plaget af tvivl: Hvis tyskerne havde opdaget dem, ville de netop i dette øjeblik nemt kunne nedkæmpe hans pjaltede hær.
Selvom floden ved færgestedet kun er 150 m bred, tog det hæren næsten 10 timer at krydse den, især fordi prammene var små og kun havde plads til få heste og en enkelt kanon ad gangen. Derfor måtte de ro adskillige ture frem og tilbage for at fragte alle mand over.
Da Washingtons hær omsider var klar til afmarch på den modsatte bred, blev styrken delt i to. Forude ventede en 16 km lang ilmarch i snestorm, før hæren kunne angribe Trenton fra vest og nordvest.
Lidt nord for byen mødte Washington de 50 amerikanske soldater fra Virginia, som han frygtede havde sat fjenden i højeste alarmberedskab.
Første del af Den Amerikanske Uafhængighedskrig blev udkæmpet i Nordamerikas nordøstlige egne. Først senere blev også kolonierne i syd inddraget, da briterne angreb.
Depecher fra resten af hans hær lød heller ikke opløftende: To steder syd for Trenton skulle den anden halvdel af Washingtons hær ligeledes krydse floden og rykke frem mod byen, men begge enheder meldte om store vanskeligheder med at komme over Delawarefloden, som dernede var bredere og fyldt med pakis. Washington besluttede alligevel at marchere videre mod Trenton med sine 2.400 soldater.
Blodbad i gaderne
Efter fire timers march gennem sneen, nåede amerikanerne frem til Trentons nordlige udkant. Et mindre hus udgjorde tyskernes forpost, og her varmede 18 hessiske soldater sig ved ildstedet.
Da en af dem dristede sig udenfor i sneen, fik han øje på hundredvis af skikkelser.
“Fjenden! Fjenden! Kom ud! Kom ud!” brølede han.
Amerikanerne løb hurtigt forposten over ende og fortsatte mod byens centrum, hvor 1.500 tyskere holdt til i en kasserne, som briterne havde opført 20 år tidligere.
Washington red forrest og svingede sin sabel. Flere mindre træfninger forsinkede fremrykningen en smule, men tyskerne måtte konstant trække sig tilbage.
Johann Rall var en garvet officer. Den 50-årige oberst havde kæmpet for Ruslands Katarina den Store, jaget oprørske skotter og deltaget i briternes krig mod Frankrig i Nordamerika.
En underordnet tysker buldrede på døren til Johann Ralls hovedkvarter. I hast kom obersten i sadlen for at lede sine tropper. Han befalede barrikader opført mellem husene i bymidten, men amerikanerne rullede deres feltkanoner i stilling og spredte død i gaderne.
Byen genlød af engelske og tyske ordrer samt klageråb fra de sårede og døende. Oberst Rall forsøgte at samle sine mænd til et modangreb, men blev ramt af to kugler i siden og faldt af hesten. Efter blot en times kamp fik synet af deres hårdt sårede kommandant tyskerne til at overgive sig.
22 tyske tropper lå døde i sneen, og 83 var blevet såret, mens kampene kun havde kostet amerikanerne fem sårede, og Washington jublede.
“Dette er en storslået dag for vort land”, udbrød generalen, mens han lykønskede sine officerer.
Omkring 900 tyskere blev taget til fange, og deres våben og vintertøj blev fordelt mellem amerikanerne. Samme nat døde den skak-begejstrede Rall af sine skudsår.
I tre uger belejrede amerikanske og franske tropper Yorktown i Virginia, hvor 9.000 briter holdt stand. Til sidst blev byens skanser stormet.
Sejren ved Trenton blev krigens vendepunkt
Militært set var slaget om Trenton egentlig for lille til at få en betydning for uafhængighedskrigen, alligevel ændrede Washingtons sejr alt.
Blot en uge efter amerikanernes triumf over de hessiske tropper i Trenton fulgte briternes modangreb. Men Washington slog dem tilbage og marcherede mod Princeton 16 km længere mod nord. Her nedkæmpede han en hær bestående af 1.400 britiske rødfrakker.
Nyheden om triumferne i Trenton og Princeton gav de amerikanske oprørere nyt håb. Briterne virkede ikke længere uovervindelige. Pengestærke forretningsfolk i de 13 oprørskolonier turde igen bakke Washington op – i stedet for at holde på pengene af frygt for britiske repressalier efter oprørets afslutning.
Også stormagten Frankrig, der var Storbritanniens ærkefjende, bemærkede, at amerikanernes oprør var sprællevende. I sommeren 1777 blev franske officerer derfor sendt til Amerika for at træne oprørerne.
Året efter fulgte en slagkraftig fransk flåde og derefter en hær på 12.000 mand. Kampene bølgede frem og tilbage indtil 1781, hvor den fransk-amerikanske hær efter krigens største slag indtog havnebyen Yorktown i Virginia.
To år senere måtte Storbritannien acceptere, at USA blev selvstændig, og underskrev den såkaldte Paris-aftale.
Washington blev i Trenton, og et par dage efter sejren samlede han sine tropper, der stadig nød sejrsrusen. Generalen risikerede at miste halvdelen af sine mænd ved nytår, når deres kontrakter udløb. Derfor appellerede han:
“Mine modige venner, I har gjort alt, hvad jeg bad jer om, og mere, end man med rimelighed kunne forvente. Men jeres land er på spil, jeres hustruer, jeres hjem og alt, hvad I har kært”.
Flere hundrede mænd trådte frem, og i løbet af de næste dage besluttede i alt 3.000 sig for at blive i hæren. Endnu vigtigere var dog, at nyheden om sejren ved Trenton spredte sig til resten af de 13 oprørskolonier, og snart efter meldte tusinder sig til at kæmpe for uafhængigheden.