Forbudstiden i USA: Nul alkohol gav eksplosiv kriminalitet

For hele sin opsparing opkøbte Remus derfor lukkede whisky-destillerier og deres nu usælgelige lagre. Destillerierne kunne han købe for en slik. Samtidig skaffede advokaten sig en tilladelse til at sælge whiskyen til medicinsk brug.

Overskuddet brugte han til at købe flere apoteker og mere whisky. Forretningen gik strygende, i løbet af tre måneder ejede Remus 12 apoteker i Chicago og Cincinnati. Alle fra almindelige borgere til natklubejere var hans kunder, og profitten var enorm.

“Whiskymarkedet er altid et sælgers marked,” forklarede en af Remus' medarbejdere.

“Folk køber alt det gode whisky, der kan fremskaffes, og de betaler fra 80 dollars og opefter for en kasse.” Remus selv betalte fra 65 cent op til 4 dollars for en kasse.

Forbudstiden i USA skulle redde landet

George Remus var langtfra den eneste amerikaner, der før alkoholforbuddet havde været en lovlydig borger, og som nu brød loven i stor stil. Tusindvis blev smuglere eller begyndte at hjemmebrænde alkohol af yderst tvivlsom kvalitet.

Smugkroer og illegale barer skød op overalt. Pengene flød og tiltrak både almindelige borgere, småforbrydere og velorganiserede gangstere. Den voldsomme vækst i kriminalitet kom fuldstændig bag på de, der havde stemt loven igennem.

For forbuddet var netop gennemført for at redde USA fra kriminalitet, der florerede især i de storbyer, som siden 1870'erne var vokset betydeligt. Nye indvandrere var strømmet til byerne, blandt dem titusindvis af alkoholdrikkende tyskere og italienere.

Udviklingen bekymrede den amerikanske befolkning, især protestantiske efterkommerne af engelske immigranter.

De så sig selv som beskyttere af en særlig høj amerikansk moral. Skulle den bevares, måtte de nye amerikanere overtage deres dyder: gudfrygtighed, flid, sparsommelighed og ædruelighed. Kampen mod alkohol var ligefrem et korstog mod djævlen.

“Umådeholdent drikkeri er skyld i tidens profane sprogbrug, fattigdom, vold og lede over for religion,” udtalte en indflydelsesrig prædikant.

Andre gik skridtet videre og erklærede al nydelse af alkohol for en dødssynd.

Saloonen var stedet, hvor djævlen slog kloen i folk: “Saloonen er den mest djævelske, korrumperede institution, der nogen sinde er kravlet op af helvedes slam,” tordnede en anden.

Mange læger støttede prædikanternes angreb på alkohol. Spiritus var skyld i alt fra overvægt til gigt og sindssyge. Nogle læger mente, at overforbrug af alkohol kunne føre til, at kroppen brød i brand ved kontakt med levende lys eller sågar, at alkohol kunne forårsage spontan selvantændelse.

“Og det er kun mild forsmag på, hvad der venter drankeren i helvede,” lød det samtidig fra en prædikant.

Politikerne måtte overgive sig

Personligt var de fleste politikere dog imod ganske at forbyde spiritus. Et forbud ville gribe for dybt ind i amerikanernes personlige frihed, et grundelement i den amerikanske forfatning.

Men efterhånden som organisationerne, der støttede spiritusforbuddet, voksede sig stadig mere magtfulde i begyndelsen af 1900-tallet, vendte stemningen. Politikere, som gerne selv nød øl eller vin, stod nu offentligt frem og proklamerede, at et spiritusforbud ville ændre USA til et bedre land – samt forbedre landets økonomi.

Hvis arbejderne ikke drak, ville de både have flere penge til andet forbrug – og møde mere regelmæssigt på arbejdspladsen. Diskussionen om spiritusforbuddet fyldte efterhånden hele den hjemlige debat.

Først da USA gik ind i 1. verdenskrig i 1917, kom avisernes overskrifter til at handle om andet. Men også krigen blev kædet sammen med alkohol. Mange mente, at det dekadente Europas drikkeri var årsag til stridighederne.

Det kunne næppe være et tilfælde, at ølglade tyskere sloges mod vindrikkende franskmænd, ginbegejstrede englændere og vodkadrikkende russere, lød kommentarerne. Et amerikansk forbud mod alkohol ville desuden sprede sig til resten af verden, når først andre lande så dets fordele, argumenterede fortalerne. Da 1. verdenskrig sluttede, var et klart flertal af den amerikanske befolkning for et forbud, og de folkevalgte politikere valgte at følge trop.

Altervin blev undtaget under forbudstiden i USA

10. oktober 1919 blev det vedtaget, at “ingen person må fremstille, sælge, bytte, transportere, importere, eksportere, levere, give eller besidde berusende drikkevarer undtagen dem, der er lovlige ifølge denne lov”.

Undtagelserne var alkohol, der skulle bruges i industrien, altervin, alkoholbaseret medicin, recept­udskrevet alkohol, toiletrens, smagsforstærkere, sirup, eddike og cider. Enhver bygning, fartøj eller køretøj, hvor spiritus blev solgt, fremstillet eller opbevaret, forstyrrede nu den offentlige orden. Spiritussen skulle beslaglægges, og lovovertræderne ville blive straffet med bøde og fængsel i op til ét år.

Barer blev populære som aldrig før

Hurtigt viste det sig dog, at myndighedernes skræmmekampagne fik den stik modsatte effekt: Barbesøg blev moderne. Før 1920 havde den pæne middelklasse og overklassen mest drukket alkohol under private former eller på restauranter.

Kun underklassen drak på saloons, bordeller og tvivlsomme barer. Men forbuddet betød, at det blev spændende at drikke. Samtidig kunne man med en drink i hånden sende det signal, at man var imod statens indblanding i borgernes privatliv.

Unge, velstillede og politisk bevidste mænd og kvinder begyndte derfor at besøge de mange nyåbnede smugkroer. Det dannede mode. Andre fulgte snart trop, og allerede i 1921 var der flere illegale barer, end der havde været lovlige udskænkningssteder før forbuddet.

Alene i New York opstod omkring 30.000 smugkroer – dobbelt så mange som alle lovlige barer, restauranter og natklubber før forbuddet. Illegale barer opstod overalt, i alle afskygninger og for alle samfundslag.

De fleste smugkroer var blot et lagerrum eller baglokalet til en restaurant, udstyret med et par ekstra borde. Andre var de rene forlystelsespaladser, som New Yorks berømte “Cotton Club”, en femetagers bygning med mange barer, antikke møbler, store shows og tidens bedste musikere.

Stjerner som Duke Ellington­ underholdt de rige gæster, der betalte 20 dollars (omkring 1900 kr. i nutidspenge) i entré og op til det dobbelte for en flaske champagne. De indbydende, illegale barer blev med tiden stedet både at blive set samt diskutere forretninger og politik.

Smugkroerne var ofte ejet af spritsmuglere og gangstere, der vidste, hvordan de kunne få politi og politikere til at se gennem fingre med forretningen; store dele af indtjeningen gik til bestikkelse. Både politikere og højtstående politifolk var desuden hyppige gæster på de smarte klubber. Derfor blev steder som fx “Cotton Club” aldrig udsat for efterforskning og razzia.

Forbudstiden i USA gjorde hjemmebryggerier eftertragtede

USA oplevede et økonomisk boom i 1920'erne, og pengene blev blandt andet brugt på sprut. Millioner af liter whisky blev smuglet ind over den 8891 km lange grænse mellem Canada og USA.

Og fra Caribien blev USA invaderet af en hær af romsmuglere, der brugte alt fra store fragtskibe til faldefærdige plimsollere til at sejle de eftertragtede dråber til USA. Kun en brøkdel blev opdaget, og endnu mindre beslaglagt, da mange toldere også var på smuglernes lønningsliste.

De, der ikke havde råd til at købe det indsmuglede spiritus, fremstillede det selv eller købte andres hjemmebrændte alkohol. Myndighederne anslog, at USA’s cirka 110 millioner indbyggere bryggede ikke mindre end to milliarder liter hjemmelavet øl, 800 millioner liter alkoholisk cider og 600 millioner liter hjemmelavet vin under forbudstiden – om året.

Industriel alkohol blev fremstillet og solgt til private i store mængder. Giftstofferne, der skulle tilsættes for at forhindre, at det kunne drikkes, kunne fjernes igen, og den dårlige smag skjules ved at blande alkoholen med juice – hvilket var en af årsagerne til, at cocktails blev moderne i 1920'erne. Man risikerede dog, at alkoholen fortsat indeholdt giftrester.

Forskere mener, at omkring 50.000 amerikanere døde af alkoholforgiftning under forbudstiden, og flere hundredtusinde blev blinde eller lamme af giftig sprit.

George Remus tjente millioner på forbudstiden i USA

Alkoholforbruget blev tredoblet under forbudstiden, og mange forskellige befolkningsgrupper blev involveret i indsmugling og videresalg af alkohol.

Privatpersoner langs grænserne tjente lidt ekstra på at hjælpe smuglerne, præster købte pludseligt fire-fem gange så meget altervin som før, apotekere og læger havde med ét brug for tyve gange mere alkoholbaseret medicin.

Alene i Chicago søgte 15.000 læger og 57.000 butiks-ejere om lov til at sælge medicinsk alkohol. Andre tjente tykt på at sælge husholdningssprit, frostvæske, gær, maltsirup og karamel til hjemmebrygning.

De, der blev rigtig rige, var de, der tænkte stort. Folk som George Remus. I løbet af blot ét år eksploderede hans omsætning. Remus ansatte smuglere, chauffører, vagter og revisorer i stribevis.

I 1922 havde han 40 armerede lastbiler til at fragte whisky, fire distributionscentre spredt rundt i landet og ikke mindre end 3000 ansatte. Advokaten indsatte titusindvis af dollars på sine dækkonti hver dag, og han anslog selv, at han tjente 40 millioner dollars om året. En sum, der cirka svarer til astronomiske 3,8 milliarder kr. i dag.

Bestikkelse banede vejen for George Remus

George Remus' succes blev også hans endeligt. Han blev for rig og berømt. Alle kendte ham, og alle vidste, hvordan han tjente sine penge. Bestikkelse havde fredet ham indtil 1924, hvor han løb på to forbudsagenter, som ikke lod sig købe. Remus forklarede senere, at de to agenter var de eneste offentligt ansatte, han mødte, som ikke tog mod bestikkelse.

I 1924 blev George Remus anklaget og idømt to års fængsel. For at få nedsat sin straf samarbejdede han med anklagemyndigheden under retssagen og afslørede i detaljer sin omfattende forretning.

Remus forklarede, hvordan hele hans imperium fungerede ved hjælp af bestikkelse. Fx kostede det 3000 dollars at få forhøjet mængden af medicinsk whisky, som Remus måtte købe til sine apoteker.

For 42.000 dollars kunne Remus tage så meget beslaglagt whisky fra statens varehuse, som hans lastbiler kunne rumme. Og for 10 dollars om ugen og en flaske whisky så de lokale­ politifolk den anden vej.

“Flere politifolk og forbudsdetektiver arbejdede for os ved siden af. Hver betjent havde et par saloons, som de leverede til,” fortalte Remus.

Bestikkelsen gik dog især til statslige og lokale politikere, der sørgede for, at forbudsdetektiverne lod Remus være i fred:

“Grådigere parasitter har aldrig eksisteret,” erklærede han under retssagen.

Remus vurderede, at han brugte omtrent halvdelen af sin indtægt til bestikkelse, altså 20 millioner dollars om året. De ulovlige pengeoverførsler gik helt op til inderkredsen omkring præsident Warren Harding.

Da Harding blev valgt, fik flere af hans tvivlsomme vennekreds, kaldet “The Ohio Gang“, topposter i regering og administration. Et medlem af “The Ohio Gang”, Harry Daugherty, blev udnævnt til justitsminister.

En senere undersøgelse viste, at Daugherty havde svindlet sig til eller modtaget som bestikkelse mindst 33 millioner dollars, mere end tre milliarder i nutidskroner.

Dommere fulgte gangster til graven

I løbet af 1920'erne stod det klart, at korruption på alle niveauer udhulede loven fuldstændigt. De fleste af de blot 1500 forbudsdetektiver, som skulle håndhæve loven, havde ingen reel uddannelse og var i øvrigt kun blevet ansat som tak for deres støtte til en politisk kandidat.

Forbudsdetektiverne tjente kun lidt mere end minimumslønnen, så alle var fristede til at tage imod penge fra spritsmuglerne. Forbudstiden blev dermed et tagselv-bord for organiserede kriminelle. Og deres indflydelse blev enorm.

Da gangsterlederen Jim Colosimo i maj 1920 blev det første prominente offer for forbudstidens voldsomme bandeopgør, blev hans kiste båret af blandt andre tre dommere og en statsadvokat. Ni byrådsmedlemmer og en delstatspolitker fulgte lige efter kisten sammen med Colosimos nærmeste medarbejdere.

De spiritusløse år gav også topgangsteren Al Capone optimale betingelser. Han sikrede sig den reelle magt i det meste af Chicago i 1924, da han gennem trusler, vold og valgsvindel fik placeret republikaneren Joseph Klenha på borgmesterposten.

Capone kunne nu drive sin forretning uden at frygte politiets eller politikernes indblanding. Snart ejede han 161 illegale barer, 150 spillebuler og 22 bordeller i Chicago. Desuden forsynede han det meste af byen med øl og sprut.

Overskuddet brugte han til at opkøbe fabrikker og butikker. I 1927 ejede Capones organisation alle Chicagos vaskerier, og gangsteren havde monopol på mælkesalget. Hans organisation omsatte for omkring 100 millioner dollars om året, mere end 9 milliarder kroner i nutidig værdi.

Gangstere som Capone var populære. De gav mange penge til fattige i lokalsamfundene, og Capone stod fx bag gratis suppekøkkener. Forbrydernes ekstravagante livsstil og farlige liv gjorde, at de blev dyrket som stjerner af medierne.

Desuden mente befolkningen ikke, at gangsterne for alvor brød loven, når de blot omgik “The Volstead Act”. Ikke engang de blodige opgør om kontrollen over alkoholmarkedet fik i første omgang sympatien for de organiserede kriminelle til at svinde.

Da syv bandemedlemmer i 1929 brutalt blev skudt ned, vendte stemningen dog, og Al Capone mistede sin hidtidige opbakning fra befolkningen.

Roosevelt annulerede alkoholforbudet i USA

I takt med at gangsternes regime bredte sig – og blev stadig mere blodigt – voksede modstanden mod spiritusforbuddet. Både politikere og befolkning indså, at konsekvensen af forbuddet var det modsatte af, hvad man havde forestillet sig.

Kriminalitet og fattigdom var ikke blevet udryddet, tværtimod. Fra 1920 til 1929 blev en halv million amerikanere anholdt for at overtræde alkohollovgivningen.

Fængslerne var overfyldte, forbudsagenterne arbejdede i døgndrift, og domstolene var håbløst bagud. Tusindvis døde af alkoholforgiftning, unge drak som aldrig før, og statskassen brugte millioner af dollars på at håndhæve et forbud, der i realiteten ikke kunne håndhæves.

Samtidigt kostede loven statskassen dyrt i form af manglende indtægter fra alkoholafgifter. For den nye præsident Herbert Hoover, en stor tilhænger af alkoholforbuddet, var løsningen dog at overhøre al kritik. Han indførte i stedet strengere straffe og fik bygget seks nye fængsler.

Da den økonomiske depression satte ind med børskrakket i oktober 1929, blev mange tvunget fra hus og hjem. Hoover indførte ingen politiske tiltag for at imødegå den økonomiske krise.

I stedet brugte staten nu endnu flere penge på at gennemtvinge “The Volstead Act”, samtidig med at mange arbejdsløse var tvunget til at fremstille eller smugle alkohol blot for at overleve.

Ved præsidentvalget i 1932 var Herbert Hoover mere upopulær end nogen sinde. Han tabte stort til demokraten Franklin D. Roosevelt, som sikrede sig sejren i 46 ud af 48 stater.

En af Roosevelts første gerninger som præsident var at fremsætte et lovforslag, der annullerede “The Volstead Act”. Forslaget blev hurtigt vedtaget, og 5. december 1933 var det slut med forbuddet mod sprut. Lovændringen blev fejret i gaderne, og genåbnede bryggerier og barer uddelte gratis øl.

I alt blev der drukket 150 millioner liter øl i det første døgn efter, at forbuddet blev ophævet. Næste dag var det stort set umuligt at opdrive en øl.

Forbudstiden i USA gav konsekvenser for fremtiden

Set i bakspejlet var “The Volstead Act” en katastrofe for USA. Volden eksploderede, antallet af mord steg med 78 procent. Alene i Chicago blev der begået 850 drab relateret til kampen om alkoholmarkedet.

Antallet af dømte steg med næsten 600 procent. Desuden fik organiseret kriminalitet for alvor fodfæste i alle amerikanske storbyer. I forbudstiden lærte gangsterne, at organisation var altafgørende for succes.

Da forbuddet blev ophævet, var mafiaen topprofessionel og kunne nemt gå ind i narkosmugling og infiltrering af fagforeninger. Organiseret kriminalitet var blevet en integreret del af det amerikanske samfund, og det fortsatte det med at være efter 1933.

Den vigtigste konsekvens af forbudstiden var dog, at amerikanernes tro på det politiske system blev undergravet. Den åbenlyse korruption, politiets og politikernes brud på loven fik mange til at miste troen på det amerikanske demokrati; en udbredt skepsis over for myndighederne bredte sig.