Kort efter daggry den 13. august 1898 åbner himlen sine sluser over den filippinske hovedstad, Manila. Endnu en gang efterlader monsunen de amerikanske soldater gennemblødte i skyttegravene og forvandler det fugtige landskab til en klistret masse.
Fra positionerne syd for byen holder de frivillige fra Colorado Volunteers øje med Fort San Antonio, en af de spanske koloniherrers små forlægninger uden for Manilas tykke mure. Det er deres opgave at indtage det spanske fort, som er et knudepunkt på vejen ind i hovedstaden.
Stemningen er anspændt, men også en smule forvirret i de amerikanske skyttegrave. Officielt kæmper soldaterne sammen med de filippinske oprørere imod Spanien, men filippinerne bliver holdt på afstand fra byen. De frivillige soldater kan høre filippinernes kanoner tordne, men sært nok besvarer spanierne ikke ilden – og flere af de amerikanske frivillige er villige til at sværge på, at mundingen på de spanske feltkanoner er fjernet, så de ikke kan affyres.
De amerikanske soldater mærkede, at noget var forkert, da de skulle indtage Manila – de havde ingen anelse om, at Spanien og USA havde indgået en hemmelig aftale om slagets gang.
Så sætter den amerikanske krigsmaskine i gang. Ude i bugten åbner flåden ild med flagskibet Olympia i spidsen. Bragene ruller ind over byen, mens røgen spreder sig ude over vandet og gør det vanskeligt at se, hvad der foregår. Mens granaterne falder over fortet, kan en officer på skibet Petrel ikke undgå at fortælle kommandør Wood om sine betænkeligheder:
“Det skulle ikke undre mig, om hele denne indsats er en teaterforestilling – se blot, hvor langsomt beskydningen fra Olympia foregår…”.
Kommandøren smiler skævt:
“Ja, jeg ville ikke blive overrasket, hvis det hele faktisk er humbug”.
Kort efter stopper bombardementet, og de amerikanske soldater rykker frem, klar til kamp. Men de har ikke regnet med dét, der venter dem.
Fortet er fuldkommen forladt.
Tusindvis af amerikanske soldater rykkede ind for at tage fortet San Antonio Abad i Manila. Det var fuldstændig forladt.
Spanske soldater var spærret inde
Efter mere end 300 år var solen ved at gå ned over det spanske kolonirige. I slutningen af 1800-tallet havde de fleste af besiddelserne i Mellem- og Sydamerika kæmpet sig fri af det spanske åg. Ud over nogle mindre øgrupper rundtom på kloden var kun Cuba og Filippinerne under spansk herredømme.
Spanien havde i en årrække forsøgt at nedkæmpe den cubanske selvstændighedsbevægelse. Mange amerikanske politikere ønskede ikke, at landet skulle involvere sig, men USA havde store økonomiske interesser på Cuba, og bl.a. viceflådeminister og landets fremtidige præsident Theodor Roosevelt var en stor fortaler for en krig. Mere eller mindre overdrevne historier om spaniernes grusomhed mod den cubanske befolkning fyldte den amerikanske presse. Efter at slagskibet USS Maine sprang i luften i Havanas havn i foråret 1898, gik den amerikanske kongres med til en krigserklæring.
Illustrationer i de amerikanske aviser viste den voldsomme eksplosion, som ødelagde USS Maine og kostede 261 amerikanske sømænd livet.
Opgøret med kolonimagten lod sig ikke isolere på Cuba – den spredtes hurtigt til verdens største ocean, da admiral Dewey, chef for amerikanernes stillehavsflåde, fik ordre til at sejle til Manila og ødelægge spaniernes flåde.
Søslaget den 1. maj var nærmest en formssag. Den spanske armada var i en sørgelig forfatning og blev fuldkommen ydmyget. Amerikanerne mistede kun en enkelt sømand – han døde af hedeslag.
De overlevende spanske søfolk flygtede ind bag Manilas mure, men alle vidste, at det blot var spørgsmål om tid, før byen ville falde. Uden for byen befandt der sig allerede 30.000 bevæbnede filippinske oprørere. De kunne nu glæde sig over, at amerikanerne blokerede havnen, så de forhadte koloniherrer ikke kunne få forsyninger.
Slaget i Manila-bugten var en overlegen sejr for amerikanerne og gjorde admiral Dewey til en folkehelt i USA. I 1900 stillede han endda op til præsidentvalget, dog uden held.
Inde i Manila klumpede tusinder af civile og militærfolk sig sammen. Maden slap hurtigt op, så de belejrede måtte tilberede hunde, katte og rotter for at blive mætte.
Filippinernes spanske guvernør, Basilio Augustín, indså, at situationen var håbløs, og indgik i dybeste hemmelighed forhandlinger med den filippinske oprørsleder, general Emilio Aguinaldo. Men da myndighederne hjemme i Spanien fik nys om forræderiet i juli, blev Augustín fyret på stedet.
Spanien måtte under ingen omstændigheder være den første europæiske kolonimagt, som mistede et helt land til de indfødte.
Den lidet attraktive post som guvernør overgik til general Fermín Jáudenes, chefen for byens 13.000 tropper. Også han vidste, at situationen var udsigtsløs, men han frygtede filippinernes hævn. Spanierne havde mødt deres selvstændighedskamp med fængslinger, tortur og henrettelser. Og endelig var det et spørgsmål om ære.
Jáudenes nægtede at overgive sig til los diablos negros, som han betegnede oprørerne.
“Husk Maine, og glem ikke de sultende cubanere!” siger denne amerikanske propagandaplakat imod Spanien.
Fake news fik USA til at erklære krig
Falske nyheder er langtfra et nyt fænomen. I 1800-tallet spredte amerikanske aviser løgne og overdrivelser i en lind strøm.
Da cubanerne gjorde oprør mod Spanien, øjnede USA’s avismagnater, Joseph Pulitzer og William Hearst, en chance for at øge deres oplag med reportager fra frihedskampen – og sandheden skulle ikke stå i vejen for en god historie. Ifølge James Creelman, journalist på Hearst-avisen New York World, hyrede avisejeren en tegner til at skildre de hårde kampe. Tegneren måtte imidlertid meddele, at spændingerne var ved at aftage.
“Lav De nu bare billederne, så skaffer jeg krigen!” telegraferede Hearst.
Den 15. februar 1898 eksploderede det amerikanske slagskib USS Maine i Havana. Årsagen var ukendt – den viste sig langt senere at være et uheld – alligevel meddelte New York World, at skibet var blevet ramt af en spansk torpedo.
Pulitzer hoppede med på løgnen og udlovede en dusør på 50.000 dollars til enhver, der kunne bidrage med yderligere oplysninger.
De gruopvækkende historier om spaniernes brutalitet – kilder var sjældent nævnt – gjorde amerikanerne forfærdede. Reaktionerne fik aviserne til at forlange, at Kongressen greb ind, og den 25. april 1898 erklærede USA Spanien krig.
Ingen skjulte hensigter
Uden for Manilas mure kunne filippinerne næsten smage frihedens sødme. Deres unge leder, general Aguinaldo, havde allerede erklæret øriget selvstændigt. Og med amerikanerne på sin side tvivlede Aguinaldo ikke på, at målet var inden for rækkevidde.
Han stolede på USA, for i en tale til Kongressen om situationen i Cuba havde præsident McKinley sagt, at landets opgave var at støtte andre frihedselskende folk:
“Jeg taler ikke om tvungen annektering, for det kan vi slet ikke tænke på. Det ville ud fra vort moralske kompas være en kriminel aggression”.
“De Forenede Stater, min kære general, er en stor og rig nation, som hverken har behov for eller tragter efter kolonier”. Kommandør E.P. Wood til general Aguinaldo.
Aguinaldo mødtes adskillige gange med amerikanske diplomater og repræsentanter fra flåden, som alle forsikrede, at amerikanerne ikke havde nogen skjulte hensigter. Blandt dem var kommandør Wood på Patrel, da det stod klart, at tusindvis af landtropper var på vej fra USA:
“De Forenede Stater, min kære general, er en stor og rig nation, som hverken har behov for eller tragter efter kolonier”.
Men da de amerikanske soldater ankom, begyndte tvivlen at nage hos Aguinaldo og hans mænd. På kort tid overtog amerikanerne flere af deres stillinger, indtil de havde lagt sig som en mur mellem hovedstaden og filippinerne. Selvom Aguinaldo igen og igen spurgte, om USA ville respektere Filippinernes uafhængighed, talte amerikanerne udenom.
Sideløbende var det gået op for lokalbefolkningen, hvad ordet nigger betød, og hvorfor amerikanerne brugte ordet om dem, på trods af at de skulle forestille at være allierede.
Emilio Aguinaldo og de andre filippinske oprørsledere. Aguinaldo blev den første præsident for den filippinske revolutionsregering fra 1899 til 1901.
Aguinaldo var ved at miste tilliden til USA og skrev til den amerikanske konsul med en slet skjult trussel:
“Folket har lært at elske frihed, orden, retfærdighed, og de kan ikke lægge egne ønsker til side, når deres fremtid og historie er til debat. Vi er parate til at eftergøre den patriotisme, der blev udvist af store amerikanske mænd, blandt hvem den fremmeste er den udødelige George Washington”.
Kort efter modtog Aguinaldo en meget klar ordre direkte fra den amerikanske general Merritt:
“Du må ikke lade dine tropper indtage Manila uden tilladelse fra den amerikanske øverstbefalende. På denne side af Pasigfloden vil I komme under beskydning”.
Hvad kun de øverste officerer i hhv. den amerikanske og den spanske lejr vidste, var, at der foregik hemmelige forhandlinger mellem de to stormagter. Med Manilas belgiske konsul som mellemmand stod det klart, at spanierne var villige til at overgive sig, hvis det kunne ske med æren i behold.
Spanierne havde blot to betingelser: For det første ville generalguvernør Jáudenes kun overgive sig til amerikanerne, for det andet skulle der kæmpes – også selvom det kun blev på skrømt.
Den amerikanske hær var brutal i sin håndtering af de filippinske oprørere og brændte hele landsbyer ned som straf.
USAs befrielseshær begik krigsforbrydelser
Amerikanerne var overbevidste om, at deres “lille brune bror”, som de kaldte Filippinerne, ville tage imod USAs styre med kyshånd. Virkeligheden blev tre års krig, hvor alt menneskelighed forsvandt.
Filippinerne var et mulehår fra at smide spanierne på porten, men stod i 1898 med en ny koloniherre i form af USA. Det resultat nægtede de at acceptere, og få måneder efter begyndte en brutal krig mod det amerikanske overherredømme.
Krigsforbrydelser blev begået på begge sider, og de blev ikke forsøgt skjult. I 1901 kunne avisen “Philadelphia Ledgers” korrespondent i Manila berette:
“Denne krig er ikke en operette. Vore soldater har uden ophold udryddet mænd, kvinder og børn. Det er en udbredt tanke, at filippineren generelt ikke er meget bedre end en hund”.
Amerikanerne var kendt for at tage blodig hævn efter filippinske angreb. Da det lokale politi på øen Samar havde vendt sig imod amerikanerne og slået 54 soldater ihjel, gav general Jacob H. Smith ordre til, at alle indbyggere, som var over 10 år gamle, skulle henrettes. En major gav dog en kontraordre, men op mod 2.500 civile mistede livet.
Landsbyer blev plyndret og brændt ned, og i krigens sidste år blev flere hundrede tusind filippinere sendt i koncentrationslejre. Krigen kostede op mod en million filippinere livet, primært som følge af sygdomme og sult.
“Stars and Stripes” over øriget
Da angrebet begyndte den 13. august, kunne soldaterne fra Colorado Volunteers uden at møde modstand trænge frem til bymuren, hvor et hvidt flag og 7.000 spaniere bød dem velkommen. Kun nogle få af amerikanerne kom i ildkamp med “fjenden” – fordi enkelte spaniere ikke kendte til den hemmelige aftale.
Kl. 11 om formiddagen gled det hvide flag også til tops inde i byen. Filippinerne forsøgte at bane sig vej ind i hovedstaden, men det var for sent. Hist og her sørgede amerikanerne for at holde deres “allierede” tilbage, og ud på eftermiddagen blev “Stars and Stripes” hejst over øerne – det iscenesatte fup-slag ved Manila var overstået, og med ét havde USA kontrollen over kolonien.
Ved den formelle fredsslutning modtog Spanien 20 millioner dollars i kompensation fra USA, som nu for første gang havde fået en koloni – omend de ikke rigtig ville være ved det. I en proklamation understregede præsident McKinley, at der ikke var tale om kolonialisme, men “godhjertet assimilation”. Amerikanernes milde hånd skulle erstatte det spanske åg og sikre alle de friheder og den lighed for loven, som USA byggede på.
Den 13. august 1898 blev det amerikanske flag hejst over det store Fort Santiago. 68 mennesker var døde i slaget om Manila, som gjorde USA til en kolonimagt.
Filippinerne fik med andre ord ikke lov at styre deres eget land. De havde brug for en civiliseret magt, som ville påtage sig den opgave. At USA samtidig etablerede en vigtig flådebase, Subic Bay, og fik nem adgang til de enorme markeder i Kina og Sydøstasien, talte ingen højt om.
Ordene i præsidentens proklamation var valgt med omhu – også over for vælgerne hjemme i USA. Her var mange imod, at landet, der rev sig fri af den britiske kolonimagt, nu selv blev et imperium.
USA’s milde hånd gav filippinerne ikke meget for, og et halvt år efter stod general Aguinaldo i spidsen for et nyt oprør. Efter tre års blodig krig imod den amerikanske kolonimagt måtte oprørerne dog se sig slået. Filippinerne opnåede først selvstændighed i 1946.