Victor Hugo Green fra Harlem arbejdede i 1930’erne som postbud i New York.
Han tilhørte den voksende afro-amerikanske middelklasse, som ved flid og sparsommelighed fik mulighed for at eje tidens ultimative statussymbol: En bil.
Ligesom sine sorte venner var Green dog led og ked af at blive diskrimineret – især når han en sjælden gang kørte på ferie.
I 1936 udgav han derfor “The Negro Motorist Green Book” – guidebogen til sorte bilejere.
Ifølge Green var formålet “at give den sorte rejsende information, så han undgår problemer og ydmygelser og får en mere fornøjelig tur”.
Guidens første udgave bestod blot af 10 sider med adresser på hoteller og spisesteder i New York, hvor sorte ikke blev afvist ved døren.
Den spinkle pamflet voksede hurtigt i omfang og oplag, for sorte bilejere i tusindvis behøvede desperat hjælp til at undgå diskrimimation og farlige situationer i det raceopdelte USA.
Bilen gav uhørt frihed
I slutningen af 1930’erne kom USA’s økonomi til hægterne igen efter depressionen, og arbejdere fik råd til eget hus og bil. Bilen blev hurtigt symbolet på frihed for sorte med økonomien i orden.
I egen bil slap de for ydmygelsen ved at vente på bussen i små, uhumske venteværelser, mens deres hvide landsmænd sad mageligt i komfortable lokaler med god udluftning et andet sted på busstationen.
Og de undgik at skulle bumle gennem landet i udslidte togvogne, mens hvide nød rejsen og maden i anderledes moderne vogne længere fremme i toget.
Men trods den berusende frihed ved at være selv-transporterende slap de nyslåede bilejere ikke for racediskrimination.
Som en af dem skrev: “Sorte bilister føler sig frie som fugle om morgenen, men allerede ved middagstid dukker de første skyer op. I løbet af eftermiddagen breder de sig til et skydække, som kaster mørke skygger over den sorte bilist, som må spørge sig selv: Hvor skal jeg sove i nat?”.
“Hvor ville det være fantastisk at kunne holde ind og få et rigtigt måltid”. Mrs. Milloy, sort husmor, 1958
Kampen for at finde overnatning tog ofte timer, hvis bilejeren befandt sig i et nabolag, som han eller hun ikke havde indgående kendskab til, for de færreste hoteller og moteller tog imod sorte gæster – af frygt for at skræmme deres hvide kunder væk.
Sorte bilejere måtte derfor køre lange omveje eller sove i bilen. Sidstnævnte var dog ikke så ligetil, for overalt i USA lå der byer, hvor sorte ikke måtte opholde sig i tidsrummet mellem solnedgang og solopgang.
Brød en sort bilist reglen, eskorterede politiet i disse såkaldte sundown towns den formastelige ud af byen midt om natten – eller smed ham i arresten.
Mange andre basale behov blev nægtet sorte bilejere. En bid brød på farten var nærmest umulig at opdrive, for de færreste restauranter lukkede farvede gæster ind. En solid madpakke var det eneste alternativ.
Den afro-amerikanske journalist Courtland Milloy huskede, hvordan hans mor aftenerne før biludflugter stegte kylling og kogte æg til hele turen.
Madpakkerne kunne dog ikke forvandle verden på den anden side af bilruderne, og moren blev trist, hver gang familien tog på ferie:
“Hvor ville det være dejligt at tilbringe natten på et af de hoteller, vi passerede. Hvor ville det være fantastisk at kunne holde ind til et rigtigt måltid og en kop kaffe. Gennem ruden kunne vi se hvide børn lege i motellernes swimmingpools, mens mine egne børn sad svedende på bagsædet af en varm bil og sloges”, forklarede hun mange år senere sin søn.
Benzin var en anden mangelvare, som sorte bilister konstant var på udkig efter. Som en af de få benzinkæder tillod Esso sorte at bestyre og sågar eje deres tankstationer, og her kunne sorte bilister altid få fyldt tanken.
Esso var også en af de første annoncører i Victor Greens guidebog og de første steder til at sælge “The Negro Motorist Green Book” – for 25 cents.
Var ingen Esso-stationer i syne, måtte bilejeren håbe, at han havde medbragt nok ekstra brændstof i benzindunke.
Nationalparken Lewis Mountain i Virginia havde en særlig sektion til sorte besøgende.
Racisme var helt lovligt
Efter den amerikanske borgerkrigs afslutning i 1865 blev slaveri og forskelsbehandling på baggrund af hudfarve forbudt.
Men det holdt ikke længe. I 1883 afviste USA’s højesteret fem love mod raceadskillelse, fordi Kongressen – efter højesteretsdommernes mening – ikke havde ret til at forbyde privatpersoner i at diskriminere sorte.
Dommen medførte, at de tidligere slavestater i syd genindførte et væld af forbud mod, at sorte opholdt sig i samme rum som hvide.
Fx skulle sorte køre i særlige togvogne, deres børn måtte ikke gå i de hvides skoler, og ingen sorte måtte benytte offentlige toiletter forbeholdt hvide.
I stedet måtte de sorte nøjes med andenrangs faciliteter, der var gemt godt af vejen.
En spand var bilejerens toilet
Medbragte drikkevarer var det eneste, sorte bilister kunne slukke tørsten med, for vandhaner var ofte forbeholdt hvide. Blev føreren eller hans passagerer trængende, var det et endnu større problem.
Børn med sprængfyldt blære fik besked på at holde sig, indtil en sikker grøftekant dukkede op. Af samme årsag medbragte mange en spand at tisse i, så ingen behøvede at stige ud, når bilen kørte gennem usikre egne.
Victor Greens opslagsværk over steder, hvor sorte bilister kunne tanke op, spise og overnatte, ramte derfor plet. Som en begejstret læser skrev i 1938:
“The Negro Motorist Green Book er en hårdt tiltrængt bog for vores race. Tidligere var vi afhængige af mund-til-øre-metoden for at nå frem til vores mål”.
Green indså, at hans lille pamflet kunne blive en stor guide med råd og vejledning til rejser overalt i USA.
Han opfordrede læserne til at indsende tips om steder, som de selv havde besøgt, og hvor de havde fået en ordentlig behandling trods deres hudfarve.
For hvert tip, der kunne bekræftes og kom med i bogen, modtog indsenderen en dollar. På den måde voksede “The Negro Motorist Green Book” år for år i omfang og rundede 80 sider i slutningen af 1940’erne.
Salgstallene steg til 15.000 eksemplarer, på trods af at Greens bog ikke guidede læserne til de bedste steder at gøre et stop, spise eller overnatte, men de ganske få steder, hvor sorte kunder overhovedet blev lukket ind.
Ofte var der tale om moteller og restauranter betydeligt under den standard, som hvide blev tilbudt.
Derfor opfordrede Green jævnligt sine læsere til at skrive ind, hvis standarden eller servicen i et af guidens etablissementer viste sig at være for ringe.
Guiden var knastør læsning. Stat efter stat blev gennemgået i alfabetisk rækkefølge, og kun byer med tilbud til sorte figurerede. I 1949-udgaven bredte sydstaten Mississippi sig kun over halvanden side, fordi få butiksejere tillod sorte besøgende.
Dyre biler var livsfarlige for sorte
Udrydde racisme kunne “The Negro Motorist Green Book” imidlertid ikke.
Mange hvide anså velstand for at være deres ret, mens afro-amerikanere med succes blev betragtet som en utålelig provokation.
En funklende ny bil kunne udløse misundelige blikke og forfølgelse, og blandt Sydens sorte bilejere var det et kendt fif at iføre sig en chaufførkasket og prøve at få det til at se ud, som om føreren blot var i færd med at køre sin hvide herres luksusbil hjem i garagen.
I 1948 glemte en succesfuld sort sælger dette fif og betalte med sit liv.
Robert Mallard havde fuld af stolthed købt en dyr Frazer sedan, da han blev omringet af Ku Klux Klan-medlemmer i udkanten af byen Atlanta i staten Georgia.
Pludselig lød der skud, og Mallard sank død sammen bag rattet, mens hans kone og børn trykkede sig mod bilens gulv. Mrs. Mallard genkendte stemmerne på flere af familiens hvide naboer, der længe havde set skævt til hendes mand. Alligevel blev sagen aldrig opklaret.
Syden var i det hele taget et minefelt at køre rundt i for sorte bilejere. Uden kendskab til lokale sæder og skikke risikerede føreren at havne i problemer, som umuligt kunne forudsiges.
I staten Mississippi skulle sorte bilister ikke blot overholde færdselsloven, men også de uskrevne reglen i trafikken.
Flere af den tidligere slavestats amter forbød sorte bilister at overhale hvide.
Kørsel på statens mange grusveje hvirvlede så meget støv op, at det uundgåeligt ville medføre, at de hvides biler blev smudset til af den sorte bilist – og det var uacceptabelt.
Alle stop på bilferien måtte planlægges nøje
For tusindvis af sorte bilejere var “The Negro Motorist Green Book” uundværlig. Guiden viste vej til hoteller og benzinstationer, som var åbne for dem, men i nogle stater var der langt mellem stoppene.
Bedemænd
Guidebogen bragte navn og adresse på alt fra frisører og skræddere til bedemænd, som var villige til at betjene sorte kunder.
Restauranter
Plagede sulten, var madpakker den bedste løsning. I hele Mississippi fandtes der kun fem restauranter, som lukkede sorte kunder ind i 1949.
Benzin
Benzin var en mangelvare for sorte bilister. I Mississippi, der er på størrelse med England, nævnte guidebogen kun fem benzinstationer, der tillod sorte at tanke op.
Tourist Homes
Privat indkvartering var ofte den eneste mulighed. I Mississippi fandtes der 31 såkaldte Tourist Homes – som regel et spartansk værelse hos en afro-amerikansk familie.
Hoteller og moteller
Sorte udgjorde hovedparten af Mississippis to millioner indbyggere – alligevel var kun otte hoteller og moteller i hele staten villige til at lade sorte overnatte.
Racismen trivedes dog ikke kun i de gamle Sydstater – også i det nordlige USA blev sorte bilejere diskrimineret.
I staterne Montana og Wisconsin kunne “The Negro Motorist Green Book” efter 13 års virke endnu ikke henvise til ét eneste hotel eller en enkelt restaurant, der ville tage imod sorte.
Maine, ved den canadiske grænse, rummede blot et hotel, hvor sorte rejsende kunne overnatte. Heller ikke vestpå var gæstfriheden imponerende.
Staterne Nevada og Utah kunne tilsammen mønstre et hotel og to pensionater.
Racisme udløste diplomatisk krise
Den åbenlyse forskelsbehandling ramte ikke kun USA’s egen sorte befolkning, men også udenlandske statsmænd på gennemrejse.
Under et besøg i staten Delaware blev Ghanas finansminister i 1957 nægtet adgang til en af hotelkæden Howard Johnson’s restauranter.
Episoden udløste en officiel undskyldning fra præsident Eisenhower, der måtte invitere ministeren på morgenmad i Det Hvide Hus.
Under Eisenhowers efterfølger, John F. Kennedy, overvejede USA’s udenrigsministerium at udstyre farvede diplomater og andre officielle gæster fra tredjeverdenslande med “The Negro Motorist Green Book” for at undgå gentagelser.
“En dag i nær fremtid vil denne guide ikke længere behøve at blive udgivet”. Victor Hugo Green, 1936
Idéen blev dog skrinlagt, og i stedet informerede udenrigsministeriet alle landets 50 delstater om, at diplomater skulle nyde “samme privilegier som hvide”.
Under Kennedy begyndte opgøret med århundreders racisme og racediskrimination omsider for alvor.
Borgerrettighedskampen blev samtidig begyndelsen til enden for “The Negro Motorist Green Book”. Victor Hugo Green døde, få måneder inden Kennedy tiltrådte som præsident i 1961, men Greens hustru, Alma, fortsatte udgivelsen af bogen.
Efterhånden som sorte aktivisters indsats resulterede i flere rettigheder, svandt salget af Greens guidebog. Dødsstødet kom i 1964, hvor USA’s kongres vedtog Civil Rights Act.
Med ét slag blev forskelsbehandling på baggrund af hudfarve, køn og religion forbudt.
Moteller forsøgte at få loven omstødt, fordi de hævdede, at den var forfatningsstridig – fx klagede ejeren af Heart of Atlanta Motel i Georgia over, at loven krænkede hans ret til frit at vælge sine kunder.
Han argumenterede også med, at sorte kunder ville få indtjeningen på hans hotel til at styrtdykke – uden at han fik statslig kompensation.
Motelejeren tabte sagen og måtte åbne dørene for sorte gæster. To år senere udkom “The Negro Motorist Green Book” for sidste gang.
Stifterens spådom fra førsteudgaven havde vist sig at holde stik:
“En dag i nær fremtid vil denne guide ikke længere behøve at blive udgivet. Det vil ske, når vi som race har ligeret”.
Sorte bilister blev mødt med mistænksomhed og misundelse overalt i USA.
Den nære fremtid, som Victor Hugo Green omtalte i 1936, havde været 30 år undervejs.
Omsider kunne sorte bilejere køre tværs hen over Amerika uden nøje planlægning af ruten og uden de ydmygelser, som indtil da havde været en fast bestanddel i enhver bilrejse.
Sorte bilister chikaneres fortsat
Meget er blevet bedre siden Greens guidebog, men sorte bilejere diskrimineres fortsat i USA.
En rapport fra staten Illinois viste i 2013, at dobbelt så mange sorte og latinamerikanske bilejere blev ransaget af politiet – på trods af at sandsynligheden for at finde narkotika og andet smuglergods var større, når politiet undersøgte hvide bilejeres køretøjer.
I Florida får sorte bilejere 22 procent af bøderne for at glemme sikkerhedsselen, selvom de kun udgør 13 procent af statens bilejere.
Ofte stoppes sorte bilister alene på grund af deres hudfarve, mener amerikanske borgerrettighedsgrupper. Diskriminationen har ligefrem fået et navn: DWB – Driving While Black.