Library of Congress
Martin Luther King jr og Malcolm X

Hvad kæmpede Nation of Islam for?

De sorte er Guds hellige folk, og de hvide er født onde. Sådan lød mantraet hos Nation of Islam, der forførte titusinder af afroamerikanere i 1960’ernes USA.

Nation of Islam er en religiøs og politisk organisation, der havde sin storhedstid i USA i årene omkring 1960.

Organisationen blev dannet tre årtier tidligere i 1930 af Wallace Fard Muhammad, som var ivrig fortaler for sort nationalisme. Ifølge Muhammad skulle afroamerikanerne eje deres egne forretninger, tage sig af deres familier og holde sig fra stoffer og alkohol for at styrke de sorte lokalsamfund.

Ordene vakte genklang, for i de efterfølgende årtier voksede tilslutningen til Nation of Islam blandt USA’s sorte, der i gruppen så en kilde til stolthed over deres race.

Martin Luther King jr og Malcolm X

Blandt de fremtrædende medlemmer af Nation of Islam var Malcolm X (th.), der her ses sammen med Martin Luther King jr.

© Library of Congress

De sorte var hellige

I takt med tilslutningen blev gruppens idéer mere obskure. Grundtanken var, at de sorte var Guds udvalgte folk, og Nation of Islam blandede elementer af islam med sort separatisme og science fiction.

Resultatet blev en fortælling om, at den sorte race var hellig, mens de hvide var skruppelløse og voldelige. Gruppen var overbevist om, at den sidste af flere Allah’er snart ville ankomme i et rumskib og frelse de sorte.

Budskabet fik antallet af medlemmer til at vokse eksplosivt i 1960’erne, og blandt dem var borgerretsforkæmperen Malcolm X, som blev en galionsfigur for gruppen – indtil han offentligt tog afstand fra Nation of Islam.

Malcolm X blev myrdet i 1965, og tre medlemmer af Nation of Islam blev dømt for mordet. To af mændene blev dog senere frikendt for mordet i november 2021, efter at de havde afsonet henholdsvis 19 og 21 år i fængsel.