Hver dag var en kamp på prærien

Krigerne dræbte mændene og slæbte kvinderne med sig som fanger.

“Indianerne er begyndt at angribe bønderne. De har dræbt mange mennesker, og mange er blevet maltrakteret på den grufuldeste måde. Tomahavker og knive har allerede krævet mange ofre”, skrev en overlevende norsk nybygger fra Minnesota hjem til sin familie.

Skandinaverne i de afsidesliggende prærielandsbyer og i vogntogene på vej over prærien var et let bytte for de fjendtlige indianerstammer.

Men på trods af de grufulde nyheder blev skandinaverne ikke afskrækket fra at søge lykken i Amerika.

Fælles for dem alle var, at de ankom til et stort og fremmed land, hvor de skulle forsøge at passe ind og skabe sig en ny fremtid.

Nogle gjorde det ved at blive så amerikanske som muligt, andre forsøgte at holde fast i deres nordiske rødder.

Drømmen om et nyt liv lokkede

Årsagerne til, at skandinaver i hundredtusindvis drog til Amerika, var lige så mange, som der var emigranter.

Nogle var eventyrlystne, andre stak af fra gæld eller forbrydelser, men langt de fleste søgte lykken, fordi der ikke var udsigt til at kunne finde nogen måde at forsørge sig på i hjemlandet.

Fra midten af 1800-tallet var befolkningstallene steget støt i hele Skandinavien, og der var hverken arbejde nok til alle i landbruget eller i byerne.

Samtidig var godsejernes metoder hårdhændede. Som August Rasmussen, der i 12 år havde tjent på et gods i Danmark, forklarede:

“Jeg gav min ryg til herremandens spanskrørsstok og min trøje til premierløjtnantens klinge og mit kindben til forvalterens ørefigen. Prygl, stød og slag var ikke tilladt, men de store slog de små alligevel. De vidste, at vor ret var borte”.

Så snart August havde mulighed for det, forsvandt han til Amerika. Det tidligere folketingsmedlem Rasmus Sørensen, som selv var udvandret til Amerika, skrev i 1855 et åbent brev til sine landsmænd i Danmark.

Heri sammenlignede han de danske forhold med USA: “Forskellen er, at manden i sin træhytte her både er sin egen konge og sit eget herskab. Den skov, han hugger brænde i, hegner ind og passer på, er hans egen, og de fugle og dyr, han skyder, hører til hans eget bord”.

Også nordiske aviser skrev ivrigt om mulighederne på den anden side af Atlanten: “I Amerika er der ikke for mange, der er plads”.

Breve fra udrejste landsmænd, som allerede befandt sig i Amerika, lokkede også mange til at rykke teltpælene op og prøve lykken i USA.

Amerika var skræmmende

Havnen, de fleste immigranter ankom til i Amerika, var den i New York. “Jeg hus­ker, da jeg så Frihedsgudinden – vi var henrykte”, erindrede den 10-årige svenske pige Elsie Odmark senere om sin ankomst til New York i 1915.

Det var dog også en skræmmende oplevelse at ankomme til den nye verden. Ligesom alle andre immigranter på den tid blev lille Elsie sendt i land på øen Ellis Island.

Her undersøgte læger og de amerikanske myndigheder grundigt de nyankomne for sygdomme – og for, om de havde de nødvendige papirer og lidt startkapital med sig.

“Jeg husker, hvordan de gennemgik vores hår. Det fik mig til at føle det dårligt. Det var for at se, om vi havde nogen lus, tænker jeg”, fortalte Elsie.

Hun og hendes fem søskende, som var rejst alene til Amerika for at slutte sig til deres far og storebror, blev i første omgang nægtet indrejsetilladelse.

Først når deres familie i USA havde skaffet underskrifter og erklæringer på, at nogen faktisk ventede på dem og ville tage sig af dem, kunne Elsie og hendes søskende få lov til at komme ind i landet.

Papirarbejdet gik heldigvis i orden efter nogle dage, og så kunne søskendeflokken komme videre.

Turen gik mod vest for lille Elsie

For mange indvandrere fortsatte turen videre fra New York med tog vestpå – også for Elsie Odmark og hendes søskende, der skulle til Omaha, Nebraska.

Børnene kunne kun nogle få engelske ord, og de var blevet advaret mod at følge med fremmede, de stødte på.

Rygter fortalte, at kriminelle på rejseruten forsøgte at narre nytilkomne immigranter til sig for at bestjæle dem eller gøre dem til tvangsarbejdere.

Det var derfor en flok skræmte børn, som efter flere dages rejse gennem Amerika endelig kunne stå af toget på Union Station i Omaha. Men deres far og storebror stod der ikke!

Til børnenes held kunne en svensk-amerikansk dame med hjælp fra en politibetjent føre dem på vej, så de blev genforenet med deres familie.

For børnene, som stammede fra fattige kår i Sverige, var det en kæmpe omvæltning at komme til en velfungerende farm i Midtvesten. Ved spisetid den næste dag forbløffedes de over den megen mad på bordet:

“Svend, er vi kommet i himlen?” spurgte Elsie sin bror.

“Nej, det tror jeg ikke, vi er, Elsie. Det er ikke himlen, men det er det næstbedste derefter”, svarede broren.

Den hjælp, Elsie og hendes søskende fik fra den svenske kvinde, var heldigvis ikke et særsyn. Mange indvandrede skandinaver gjorde alt, hvad de kunne, for at hjælpe andre nyankomne på deres videre færd.

Immigranter, der skulle vestpå, var ofte tvunget til at stole på andre skandinaver, som de aldrig havde mødt før. En af dem var norske Ida Apelseth, der fik hjælp af en svensk-amerikaner ved sin ankomst:

“Du var bare nødt til at stole på nogen, og han talte vores sprog – jeg forstod svensk, og han forstod norsk”.

Skandinaverne samlede sig

Netop sproget kunne være en udfordring. Kun et fåtal af de skandinaver, som ville til USA, kendte mere end et par engelske gloser.

På sejlturen over Atlanten gik det an, men så snart immigranterne var kommet i land i USA, skulle de klare sig på egen hånd.

Mange medbragte derfor parlører – små bøger med de vigtigste ord og enkle sætninger. Bøgerne gjorde dem i stand til at bede om hjælp til at finde vej til jernbanen, leje et værelse, de kunne overnatte i, og bede om et måltid mad.

For at slippe for sprogvanskelighederne klumpede mange immigranter sig sammen i landsbyer, hvor der i forvejen var nogle fra deres del af Europa.

Norske Goodman Norwick, født Gudmund Joakim Naavik, huskede, hvor skandinavisk et område hans far boede i, da han stødte til ham i Amerika i 1909:

“Hvor far boede, var der en norsk bebyggelse, og jeg hørte næsten aldrig noget engelsk talt der”.

For dem, der ikke slog sig ned i nordiske ghettoer, kunne livet i det nye land være mere udfordrende.

“Jeg kunne aldrig åbne min mund og tale, uden at nogen gjorde grin med mig”, husker Anders Johansson.

“Din forbandede svensker, skrid tilbage til der, hvor du kommer fra!” og “din dumme svensker!” lød tilråbene.

For mange af skandinaverne gjaldt det derfor om hurtigst muligt at lære engelsk, så de kunne komme i gang med at arbejde.

Rundtomkring i de nordiske samfund blev der oprettet skoler, hvor både børn og voksne blev undervist i engelsk, samtidig med at deres modersmål blev holdt ved lige.

Kontakter gav jobs efter ankomsten

Nemmest var det for de skandinaver, der havde familie og venner i Amerika. Gennem dem fik de hjælp til at finde et job.

For indvandrere, som fulgte efter i anden og tredje bølge, var det relativt nemt at falde til i Amerika.

Mange af de etablerede nordiske farmere i Midtvesten tog gladeligt mod udvandrerne hjemmefra og hjalp dem på vej med et job og måske lidt lommepenge.

Farmernes venlighed skyldtes dog ikke kun følelsen af samhørighed med de indvandrede skandinaver, hvilket nordmanden Gustav Simonson bemærkede: “De var glade for at hyre en tilflytter, fordi de vidste, at han ville arbejde hårdt”.

Heldigvis for immigranter uden familie eller venner i USA var der ofte mangel på arbejdskraft ude vestpå – enten på en af farmene, på savværkerne, ved jernbanen eller i de småbyer, som efterhånden skød op på prærien.

Mange, der rejste fra Skandinavien, havde allerede et specifikt stykke jord eller et job i udsigt, inden de drog afsted.

Arbejdsgiverne var i disse tilfælde som oftest de amerikanske jernbaneselskaber, der fra midten af 1800-tallet var godt i gang med at anlægge jernbaner tværs over kontinentet.

Langs skinnerne opkøbte selskaberne land, som de derefter udlejede til nybyggere. Jernbaneselskaberne var især interesserede i at få skandinaver som lejere, da de blev anset for at være særlig flittige og hårdtarbejdende.

Selskaberne reklamerede derfor ivrigt i Skandinavien og gav ofte tilskud til familier, der ønskede at komme til Amerika for at opdyrke jorden langs jernbanen.

Den amerikanske stat forsøgte også at gøre det attraktivt for nybyggere at slå sig ned og opdyrke prærien.

I 1862 indførtes den såkaldte Homestead Act, som gav nybyggere ret til at tage 160 acres (65 hektar) i besiddelse i Midtvesten. Foræringen kom dog med visse krav, forklarede danske Carl Martin Petersen:

“Jeg er blevet gårdejer, intet mindre, og den stolte ejer af 160 acres jord”, skrev han hjem til familien i 1880:

“Det er en homestead (gård, red.) og har kostet mig i alt 17,5 dollars. Kravene er, at man skal bygge hus på jorden, bo der og dyrke mindst 10 acres. Efter otte år bliver det mit, og så kan jeg gøre med det, hvad jeg vil”.

Prærien skulle opdyrkes

“Let er det ikke at opdyrke en farm uden kapital på den nøgne prærie. Det tager alle ens kræfter og tid og sagtens livet”, skrev danske Johanne Frederiksen.

Andre, der som Johanne og hendes familie var de første til at opdyrke prærien, havde det ofte svært. Godt nok var jorden gratis, men det var et slid at få den gjort dyrkningsklar.

Disse hårde livsvilkår måtte de første nordiske nybyggere i Minnesota og Dakota sande midt i 1800-tallet.

Jorden, de havde fået, havde aldrig været opdyrket. Nybyggerne smøgede derfor ærmerne op og gik i gang med at bygge hus og gøre jorden klar til såning.

Et samtidigt amerikansk øjenvidne beskrev det hårde arbejde: “Al jorden, de tilplantede, blev gravet op af kvinderne med deres lugejern”.

De første afgrøder, som blev plantet, var ofte majs “og de former for grøntsager, der allerede groede”, noterede han.

Livet på prærien var hårdt, og det var ikke ualmindeligt, at de første nordiske nybyggere måtte sulte. På trods af deres store indsats kunne der nemlig gå halve og hele år, før jorden gav udbytte nok til at brødføde en familie.

Forholdene var de samme for de mennesker, der bosatte sig på den del af prærien, som lå på den canadiske side af grænsen.

Blandt dem var danske Johanne Frederiksen. Hun boede sammen med sin mand i en lille hytte bygget af græstørv, mens de sparede sammen til at kunne bygge et rigtigt hus.

Mens manden arbejdede på nabogårdene for at tjene penge, stod Johanne for dyrkningen af deres eget jordlod:

“Om morgenen ligger alt hjemmearbejde stille. Jeg må med på marken, hvor ploven står, få studene samlet og forspændt, de går jo fuldstændig løse. Vi går gennem moser og isvand og hængedynd omkring saltsøen til den højereliggende mark. Våd som en jagthund kommer jeg hjem og skifter tøj, tager derpå børnene op til deres kære havregrød, vort bedste måltid”.

Efter morgenmåltidet fortsatte det hårde arbejde med at gøre jorden omkring deres lille hytte dyrkningsklar:

“Højt, tæt, filtret græs. Huller af grævlinger, murmel- og stinkdyr så dybe, at et barn kan skjules i nogle af dem, og de findes i hundredvis. Dertil kommer de små piletræer og rosenbuskene, og gennem det alt sammen skal ploven trækkes”.

Nybyggerne frygtede indianerne

Oven i det udmarvende markarbejde kom helt konkrete trusler på livet: Skandinaverne havde slået sig ned på indianernes land – og den oprindelige befolkning var ofte fjendtligt stemt over for nybyggerne.

I flere tilfælde udbrød der deciderede krige mellem indianerstammerne og nybyggerne, der fik støtte af den amerikanske hær.

I august 1862 angreb medlemmer af Dakota-stammen flere nordiske bosættelser i Minnesota og dræbte omkring 500 hvide – hovedsageligt civile.

Den norske bondekone Guri Endresen Rossland var først fire år senere i stand til at skrive hjem om sine oplevelser.

“Jeg kunne ikke tænke på andet, end at jeg ville blive myrdet med hele min familie af disse forfærdelige hedninge”, erindrede den aldrende kvinde.

“Jeg var tvunget til at se på, at de skød og dræbte min elskede mand, og jeg så, at min elskede søn Ole blev skudt gennem skulderen”, mindedes hun i sit brev til familien i Norge.

To af Guris døtre “blev ført bort af de vilde indianere, men de fik mulighed for at stikke af den følgende dag. Efter tre dage blev de fundet af nogle amerikanere på prærien. Vi fandt også min ældste søn, Endre, dræbt af skud”, forklarede moren.

“Selv vandrede jeg uden mål rundt på min grund med min yngste datter. I fire dage og nætter blev jeg der med min lille datter, fyldt af frygt og håb og på vanviddets rand, inden jeg fandt min sårede søn (sønnen Ole, red.) og nogle få andre uskadte personer, som hjalp os til et sted, der var mere sikkert”.

Hårdt var det også for den danske mormon Frands Christian Grundtvig, som på turen over prærien i 1865 havde mistet sin kone.

Han nåede frem til mormonernes højborg i Salt Lake City, Utah, men han kom sig aldrig over tabet.

“Jeg har ofte stået ved min drejebænk med tårerne trillende ned ad kinderne”, indrømmede han senere i livet.

Frygten for indianeroverfald var mere eller mindre konstant for mange af de tidlige nordiske farmere. I takt med at indianerne blev drevet længere og længere mod vest og ført ind i reservater, forsvandt frygten.

Danske Johanne Frederiksen beskrev et vogntog af indianere, der passerede familiens gård på vej mod vest: “Hele denne tiggerflok var jo dog et ynkeligt syn”.

Unge mænd puklede i skovene

En stor del af skandinaverne fandt imidlertid job andetsteds end på prærien.

Mange unge mænd fra Norge og det nordlige Sverige var vant til at arbejde med tømmer, og de søgte derfor mod det nordlige og vestlige Amerikas skove. Her fandt de arbejde i tømmerindustrien.

Mændene knoklede ugen igennem og drog derefter ind til de nærmeste byer for at nyde deres hårdt optjente penge.

Skovarbejdernes tilværelse var langtfra misundelsesværdig ifølge norske Marie Berglund, som arbejdede på en beværtning i en nordvestlig by:

“Det var hårdt at se alle disse unge mænd fra Norge – de havde været ude og fælde træer. De fik deres løn og kom så ind fra lejren med deres tæppe på ryggen, beskidte, uvaskede, stakkels fyre. Nogle af dem havde sådan en hjemve, at det var synd for dem”.

Norske Anton Isaksen arbejdede på et savværk: “Det var et hårdt arbejde, forfærdeligt hårdt”.

Og farligt, når store træstykker kom flyvende ud af maskineriet:

“Min makker blev ramt. Et stykke træ ramte ham over hælen; han kunne ikke engang støtte på den. De bragte ham til hospitalet, og jeg fik en ny makker”.

Mangel på arbejdskraft var der aldrig – nye folk stod altid klar. Hvis en skadet arbejder ikke havde familie eller venner til at hjælpe sig, til han var klar igen, risikerede han at ende som tigger på gaden.

Rundtomkring i Midtvestens mange nordiske kirker og forsamlingshuse blev der ofte samlet penge ind til at hjælpe dem, som kom til skade og ikke længere kunne arbejde.

Kulturen krydsede også Atlanten

Hjælp at hente var der også for dem, som savnede deres nordiske hjemland: Forretninger skød op med særlige nordiske varer, og aviser blev udgivet med nyheder hjemme fra Europa.

Mange skandinaver giftede sig også med hinanden, og det var ikke ualmindeligt, at der i hjemmene kun blev talt dansk, svensk, norsk eller finsk.

Generelt set blev de nordiske samfund dog med tiden integreret i det amerikanske samfund. For nogle begyndte assimileringsprocessen allerede ved ankomsten til New York.

“Mit navn, Anders Johansson, blev ændret i immigrationspapirerne”, forklarede den svenske immigrant, hvis accent konstant blev mødt med skældsord.

“Jeg fik besked på at kalde mig selv Andrew og at ændre Johansson til Johnson – jeg ved ikke hvorfor”.

De særlige nordiske islæt forsvandt hurtigt i de fleste hjem. Mange børn og børnebørn lærte end ikke deres forældres og bedsteforældres modersmål.

Dette skyldtes, at de amerikanske skandinaver fra ca. 1900 begyndte at gifte sig uden for deres etniske grupper.

Elsie Odmark, der ankom til Amerika som barn, måtte sande, at hendes børn glemte deres svenske baggrund.

“Mine egne børn kan ikke tale svensk, og det er ikke godt”, erkendte hun.

Amerika blev lykkens land for mange

Selvom det var hårdt for mange skandinaver at finde sig til rette i Amerika, lykkedes det for hovedparten. I sidste ende vænnede de sig til den fremmede kultur og det nye sprog.

At skabe sig et hjem og en hverdag i Amerika havde krævet ofre og hårdt slid, men for dem, det lykkedes for, var strabadserne oftest det hele værd.

Mennesker, der ingen fremtid havde haft i deres hjemlande, fik i Amerika en mulighed for at skabe sig en ny og bedre tilværelse.

Her kunne de blive herre i eget hus og give deres børn en bedre fremtid, end de havde haft udsigt til hjemme i Europa. Og efter de første slidsomme år blev livet som regel lettere.

En af de succesfulde immigranter var danske Johanne Frederiksen, som sammen med sin mand omsider havde held til at få opdyrket deres jord og etableret en givtig farm midt ude på prærien.

Johanne konstaterede filosofisk, at “jeg gik til vinteren som et menneske, der ved den mørke nats frembrud går ind i en mørk skov, fuld af vilde dyr. Nu er vi kommet igennem og ser, at det lysner på den anden side. Intet har skadet os”.

Svenske Elsie Odmark opsummerede de nordiske nybyggeres kamp for at få succes i Amerika med disse ord:

“Vi tog os af hinanden, lige meget hvor hårdt vi måtte arbejde for det”.