Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Hvide racister kuppede sort mønsterby

Propaganda, valgfusk, vold og mord – sådan lød opskriften på succes for de hvide nationalister i North Carolinas største by, Wilmington. Strategien kulminerede i USA's eneste voldlige kup til dato, hvor mere end 60 blev dræbt og hundredevis smidt på porten.

NC Department of Natural and Cultural Resources

En forårsdag i marts 1898 mødes to af de mest magtfulde mænd i den amerikanske sydstat North Carolina på det luksuriøse Chatawka Hotel i byen New Bern.

Josephus Daniels er redaktør og publicist af The News & Observer.

Avisen er den mest indflydelsesrige i staten og det vigtigste talerør for Demokraterne, som på dette tidspunkt begræder afskaffelsen af slaveriet og drømmer om en minimal centralmagt.

Furnifold Simmons er formand for Demokraterne i North Carolina.

Han har de seneste år med afsky oplevet den hvide mands magtposition blive truet af en voksende sort middelklasse hjulpet på vej af en politisk koalition mellem Republikanerne og Det Populistiske Parti kaldet “Fusionisterne”, som vandt en overraskende sejr ved midtvejsvalget i 1894.

Siden da har sorte fået flere rettigheder og bestrider endda vigtige politiske poster i staten.

Intet sted er den spirende sorte indflydelse synligere end i statens største by Wilmington.

Med 20.000 indbyggere var Wilmington klart North ­Carolinas største by i ­slutningen af 1800-tallet.

© FLHC M1/Imageselect

I 1898 er lidt over halvdelen af Wilmingtons i alt 20.000 borgere tidligere slaver.

Den sorte befolkning ejer flere forretninger og spisesteder i byen og udgiver desuden sin egen avis, The Daily Record.

Forandringens vinde blæser ind over byen, og både Daniels og Simmons er overbevist om, at de må tage affære ved det kommende midtvejsvalg den 8. november.

“Negeren skal kende sin plads”, siger Furnifold Simmons til Josephus Daniels under det hemmelige møde. Daniels er enig.

Han skriver i sine opflammende avisledere, at den sorte majoritet har skabt et “rædselsregime” i Wilmington.

“Der er én ting, Det Demokratiske Parti aldrig vil gøre – og det er at tillade negeren at regere over den hvide mand”.
Demokraternes partiprogram.

Noget må gøres for at stoppe udviklingen, og de to mænd lægger en politisk strategi for at få Demokraterne tilbage til magten.

Planen er at opildne til racehad hos statens hvide befolkning og centrere den politiske kampagne omkring genindførelsen af et hvidt overherredømme.

Efter at de to mænd har forladt hotellet, kontakter de syv af de mest indflydelsesrige demokrater i staten og får dem til at tilslutte sig partiets nye politiske strategi.

Koalitionen bliver senere kendt som “De Hemmelige Ni”.

Strategien har ikke blot som mål at genvinde den politiske magt over North Carolina ved midtvejsvalget.

Demokraterne vil iscenesætte et decideret kup i Wilmington for at afsætte det demokratisk valgte bystyre og indsætte deres egne folk som politiske ledere.

Et par dage efter sender Demokraterne et nyt partiprogram ud til tusindvis af hvide vælgere i North Carolina. Her kan de bl.a. læse følgende løfte:

“Der er én ting, Det Demokratiske Parti aldrig vil gøre – og det er at tillade negeren at regere over den hvide mand”.

© Niday Picture Library/Imageselect

Venstreorienteret bølge fik racister til at ryste i bukserne

I 1894 får en ny politisk alliance mellem Republikanere og Populister magten i North Carolina. Demokraterne ser med afsky på, hvordan de progressive truer status quo.

USA blev i 1893 ramt af den værste økonomiske krise, landet hidtil havde oplevet, hvor særligt mange hvide landarbejdere blev drevet ud i ledighed.

De havde historisk set stemt på Demokraterne, men krisen skabte en stigende utilfredshed med partiets kapitalistiske ideologi og betød, at man­ge i stedet stemte på Det Populistiske Parti.

Populisterne var en græsrodsbevægelse, som mente, at de rige skummede fløden, mens det jævne folk led.

Alene stod Det Populistiske Parti ikke stærkt, men ved midtvejsvalget i 1894 slog det sig sammen med Republikanerne under banneret: Fusionisterne.

De talte bl.a. for offentlig uddannelse til både den hvide og sorte arbejderklasse.

Fusionisterne vandt overraskende i North Carolina med stor hjælp fra sorte stemmer, hvilket betød, at sorte politikere begyndte at få indfly­delse.

Hvor bystyret i Wilmington få år forinden næsten udelukkende bestod af rige hvide mænd, kunne Demokraterne nu se sorte indtage poster som dommere, vicesheriffer og politiofficerer.

Partiet frygtede, at jordskredsvalget i 1894 havde lagt kimen til en sort magtovertagelse, og var derfor ­villige til at tage hidtil utænkelige midler i brug.

Lynchning er løsningen

18. august 1898: Siden foråret har Josephus ­Daniels iværksat en effektiv skræmmekampagne i sin avis, hvor den sorte mand dagligt bliver hængt ud som farlig voldtægtsmand af hvide kvinder.

En af North Carolinas største aviser, Morning Star, bringer en tale af forfatter, kvinderetsforkæmper og senere USA’s første kvindelige medlem af Senatet, Rebecca Latimer Felton.

Anledningen er en række nyheds­historier om sorte, der er blevet lynchet, efter at de angiveligt har voldtaget hvide kvinder.

“Hvis det kræver lynchning at beskytte kvindens mest dyrebare ejendom mod glubske bæster – så siger jeg lynch; lynch tusind gange om ugen, hvis nødvendigt!” raser ­Felton til hujende klapsalver fra de fremmødte.

Talen bliver bragt i sin fulde længde, men avisen fortæller ikke, at den oprindeligt blev afholdt den 12. august 1897, for mere end et år siden.

At talen bliver genoptrykt i en populær avis, viser tydeligt, at Josephus Daniels’ skræmmekampagne, som han har kørt i månedsvis igennem avisen The News & Observer, begynder at brede sig.

I harmdirrende ledere og nyhedshistorier har redaktøren tegnet et billede af den sorte mand som et “degenereret bæst”, der ikke kan styre sine seksuelle lyster og er til fare for uskyldige hvide kvinder.

“Når negeren får en smule autoritet, bliver han mere tilbøjelig til at voldtage”, lader redaktøren sine læsere forstå.

En stemme på Fusionisterne er med andre ord en opbakning til sorte voldtægtsmænd.

Epidemien af voldtægter udført af “sorte bæster” har dog intet på sig. North Carolinas kriminalstatistik fra 1897 til 1898 viser ingen øget forekomst af seksuelle overgreb begået af sorte mænd i staten.

Men Daniels er ikke optaget af fakta og er mere interesseret i at opildne til racehad.

Grove karikaturtegninger af den sorte mand fremstillet som en vampyr med appetit på uskyldige hvide kvinder eller som en gigant, der træder på den lille hvide mand, bringes jævnligt i avisen.

“Tiden er kommet til, at den hvide mand tager loven i egne hænder og via organiseret magt tvinger den sorte mand til at styre sig selv”, skriver Daniels i en af sine ­ledere.

“Der vil uden tvivl komme et sammenstød mellem sorte og hvide. Og i sådanne sammenstød vil den hvide race altid sejre”.

Avisredaktør tager kampen op

19. august 1898: Alexander Manly, redaktøren på de sortes avis The Daily Record, føler sig tvunget til ­tasterne af Feltons tale.

Da Alexander Manly læser Feltons tale den 18. august, er han splittet.

På den ene side frygter han, at et modsvar ikke blot vil få de hvide annoncører til at trække sig og kaste hans avis ud i en økonomisk krise, men også true ham og hans medarbejdere på livet.

På den anden side kan han ikke lade så grov en tilsvining af sorte stå ubesvaret hen.

Siden han etablerede The Daily Record i 1893, har Alexander Manly kæmpet for de sortes rettigheder i byen, og det på trods af at han er i familie med den hvide Charles Manly – North Carolinas guvernør fra 1849 til 1851 – og at han selv er så lys i huden, at mange tror, han er hvid.

Manly er en utrættelig forkæmper for sine sorte landsmænd, hvilket dagligt kommer til udtryk i avisens spalter. I en leder fire år tidligere kort efter Fusionisternes jordskredssejr i 1894 skrev han:

“Magten i North Carolina er i den sorte mands hænder, og hvis han er sin opgave voksen, har han mulighed for at stå fast på sine principper og kæmpe for sine rettigheder”.

“Enhver sort mand, som bliver lynchet, bliver kaldt for et “sort bæst”, men virkeligheden er, at disse mænd var ­attraktive nok til, at hvide kvinder forelskede sig i dem.“
Da Alexander Manly udtalte, at sorte mænd kunne være sammen med hvide kvinder uden der var tale om voldtægt, sendte det et ramaskrig igennem Wilmington.

Situationen har aldrig været mere kritisk end nu, og som talerør for byens sorte befolkning føler Manly, at han er nødt til at tage bladet fra munden.

Under overskriften “Mrs. Feltons tale” slår han fast, at hvide kvinder godt kan have sex med sorte mænd, uden at der er tale om voldtægt:

“Enhver sort mand, som bliver lynchet, bliver kaldt for et “sort bæst”, men virkeligheden er, at disse mænd var ­attraktive nok til, at hvide kvinder forelskede sig i dem. Mrs. Felton, sig til dine mænd, at det ikke er værre for en sort mand at være intim med en hvid kvinde, end det er for en hvid mand at være intim med en sort kvinde”.

Manlys modsvar “ryster staten fra bjergene til havet”, som en historiker senere formulerede det. Men det er ikke kun de hvide nationalister, der retter vreden mod den åbenmundede redaktør.

Wilmingtons sorte bagland er ­rasende over lederen, fordi flere frygter, at redaktørens holdninger vil få de hvide i byen til at hævne sig på de sorte.

En af byens sorte republikanere, John C. Dancy, beder Manly om at bringe en undskyldning i avisen. ­Redaktøren nægter, og Dancy siger senere, at “Manly er skyld i de her forfærdelige begivenheder”.

Lederen sætter kun yderligere skub i det racehad, der ulmer i Wilmington, og adskillige dødstrusler finder vej til redaktørens postkasse.

For Josephus Daniels kommer Manlys harmdirrende ord som sendt fra himlen. Under overskriften “Nederdrægtig og ondskabsfuld” skriver Daniels:

“Manlys leder har optændt vreden i den hvide mand og ­opildnet North Carolinas folk til blindt raseri”.

Daniels’ kumpan, Furnifold Simmons, maner dog til besindighed – ikke fordi han ikke ønsker at se Manly hænge fra en galge, men fordi hans politiske strategi er bygget op omkring, at det hvide raseri først skal kulminere på valg­dagen.

For at de kan sikre sig komplet kontrol over byen, skal by­styret nemlig også væltes, men det skal ikke på genvalg før i 1899.

Derfor skal vreden for alvor eksplodere lige efter valget og bane vej for Demokraternes kup.

Alfred Moore Waddell

Oberstløjtnanten var kendt for sine store talegaver og evne til at opildne en forsamling.

Southern Poverty Law Center

Alexander Manly

Redaktøren på The Daily Record ønskede egentlig at mane til besindighed. Men efter han tillod sig at sige, at hvide kvinder godt kunne være sammen med sorte mænd uden der var tale om voldtægt, måtte han flygte for sit liv.

Southern Historical Collection, Wilson Library, University of North Carolina

Flod skal fyldes med de sortes lig

24. oktober: Den tidligere oberstløjtnant i sydstaternes hær Alfred Moore Waddell er blevet hyret som talerør for “The White Supremacist Campaign”.

64-årige Alfred Moore Waddell står i Wilmingtons kongressal, Thalian Hall, og skuer ud over et menneskehav af knap tusind mænd og kvinder.

Den tidligere oberstløjtnant og advokat står badet i lyset fra en lysekrone og venter på, at bifaldet lægger sig. Så begynder han at tale:

“Negeren var en slave, da han blev bragt hertil. Er det her hans land? I 3.000 år har negeren haft et helt kontinent for sig selv, og det er i samme ringe forfatning i dag, som det var dengang – på nær de steder, hvor den hvide mand har slået sig ned. Negeren har aldrig udvist evnen til selvstyre.

Hver eneste gang han er blevet civiliseret af den hvide mand og siden blevet overladt til sig selv, er han uundgåeligt vendt tilbage til en tilstand af vildskab”.

Waddells stemme drukner i jubel fra tilhørerne, der ud over nogle af statens mest prominente demokratiske politikere også tæller medlemmer af de såkaldte Red Shirts – Demokraternes milits bestående af nationalister, der i stigende omfang patruljerer og terroriserer den sorte befolkning i North Carolina og i særdeleshed Wilmington.

Det er særligt disse voldsparate fortalere for hvidt overherredømme, oberstløjtnanten henvender sig til med ordene:

“Skal vi overgive os til en flok pjaltede negre anført af en håndfuld hvide kujoner? Tusind gange NEJ! Vi vil ikke længere finde os i at leve under disse forfærdelige forhold.

Vi er fast besluttet på at ændre dem, om så det kræver, at vi fylder Cape Fear-floden med lig”.

Waddells truende tale får mange sorte til at gå ud for at købe våben i håbet om at kunne forsvare sig selv, hvis der viser sig at være handling bag militærmandens ord.

Men ­våbenhandlerne i Wilmington er alle ejet af hvide mennesker, og de har strenge ordrer på ikke at sælge pistoler og rifler til sorte.

Snart følger våbenhandlerne i resten af staten trop, og de sorte er dermed afskåret fra at opruste mod den hvide opstand, der lurer i horisonten.

Den 28-årige jødiske våbenhandler J.N. Jacobi kontakter endda alle hvide virksomhedsejere i byen og beder dem true deres sorte medarbejdere med fyringer, hvis de registrerer sig på valgstederne.

Mange hvide virksomhedsejere makker ret, og det skal hurtigt vise sig, at der er vægt bag truslerne.

“Jeg blev ­pisket ud af politik”.
T.A. Graham efter han blev angrebet af Demokraternes tæskehold Red shirts.

I slutningen af oktober skriver redaktøren Alex­ander Manly, at han kender til 30 sorte borgere, som er blevet fyret efter at have registreret sig ved valgstederne.

I landsbyen Stewartsville Township 150 km nordvest for Wilmington nægter den 40-årige T.A. Graham at lade sig skræmme og opfordrer alle sine sorte medborgere til at stemme på Republikanerne.

Ifølge et vidne har Graham på et tidspunkt udtalt, at han vil “vade gennem den hvide mands blod, hvis det kan få en sort mand til magten”.

Der går ikke længe, før Red Shirts’ene får nys om opponenten.

I slutningen af oktober tropper de op foran Grahams hus og sparker døren ind. En af de rødklædte mænd sætter en pistol for panden af Grahams skrækslagne hustru.

“Hvor er han?” snerrer han, mens de andre gennemsøger huset. Da de finder Graham sammenkrøbet under sin seng, flår de ham ud og begynder at banke ham til blods.

“Vi har hørt, at du har flået Demokraternes valgplakater ned og opfordret sorte til at stemme. Lover du at blive væk den 8. november!?” råber en af de hvide voldsmænd.

“Ja!” græder den forslåede Graham nede fra gulvet.

“Vil du sige til de andre sorte, at de skal blive væk ved valget?” fortsætter hans hvide overfaldsmand.

“Ja!” svarer Graham, hvorefter han modtager fem piskeslag, som flår hans trøje i stykker og blotter hans blodige ryg.

“I Guds navn, dette land tilhører den hvide mand, og vi vil regere det, om så det kræver, at vi skal vade i blod”, siger lederen af militsen, inden han drejer om og beordrer sine mænd ud af huset.

Graham sætter aldrig sit kryds ved valget, og han opfordrer sine sorte venner til også at blive hjemme.

Som han selv udtrykker det senere:

“Jeg blev ­pisket ud af politik”.

Racistisk propaganda fyldte aviserne op til valget. Den ­fortalte, hvordan sorte var ude på at undertrykke hvide mænd og voldtage “deres” kvinder.

© Niday Picture Library/Imageselect

Kuppet fulgte en gennemtænkt plan

At Demokraterne overtog magten i Wilmington, var ikke et resultat af tilfældigheder eller spontan vold. Det var et nøje planlagt statskup, som havde til formål at tage al magt fra både de sorte borgere og de andre partier.

Fem måneder inden valget i november 1898 lagde Demokraterne en målrettet plan for, hvordan de ville overtage stort set alle politiske poster i Wil­ming­ton.

Planen blev overholdt til punkt og prikke, og propaganda, trusler og falske nyhedshistorier viste sig at være et enormt effektivt middel til at vende den hvide befolkning imod den sorte.

De hvides raseri blev brugt til at skabe optøjer efter valgsejren, og i det efterfølgende kaos indtog den tidligere oberstløjtnant Alfred Waddell byens rådhus med bevæbnede mænd og tvang bl.a. borgmesteren og politimesteren til at gå af.

Waddell er ny borgmester og går straks i gang med at skaffe resten af de ­republikanske og populistiske politikere af vejen.

Prominente sorte og hvide blev marcheret ned til togstationen med en bajonet i ryggen og fik at vide, at de aldrig skulle vende tilbage.

De mest forhadte af de såkaldte white niggers blev endda forsøgt lynchet.

Det skete bl.a. for politichef John Melton, der kun blev reddet, fordi han havde venner i militæret.

Manly bukker under for truslerne

7. november: Alexander Manly har i månedsvis været udsat for dødstrusler. Nu tør han ikke ­længere blive i Wilmington.

En hest rider gennem Wilmington. På ryggen sidder ­Alexander Manly – desillusioneret og bange for sit eget liv.

I takt med at rygterne om en nært forestående lynchning af redaktøren er taget til, har hans mor og andre familie­medlemmer tryglet ham om at forlade byen.

Dagen før valget bukker Manly under for presset og vender Wilmington ryggen.

Hans ven, den lokale pastor Robert Strange, har givet ham 25 dollars og kodeordet, som skal gives til de hvide vagter, der holder vagt ved bygrænsen.

“Må Gud være med dig, mit barn. Du er alt for godt et menneske til at blive hængt op i et træ”, siger Strange, inden han sender Manly afsted.

Da redaktøren ankommer til grænseposten, bliver han som forventet mødt af bevæbnede vagter.

“Gå ud til stemmeboksene i morgen. Hvis du ser en neger, så sig, han skal forlade stedet. Og hvis han nægter, så dræb ham. Skyd ham, hvor han står”.
Oberstløjtnant Alfred Moore Waddell.

På trods af at Manly er den mest hadede sorte mand i Wilmington, ved få af byens hvide, hvordan han ser ud. Hans lyse hud ­betyder desuden, at han ikke vækker så meget opsigt.

“Hvor er du på vej hen?” spørger en af vagterne.

“Jeg skal ud til en lille landsby nord for Wilmington for at købe heste”, svarer Manly og reciterer det kodeord, han har fået fortalt.

“Vi har planer om at lynche redaktøren for The Daily Record i aften”, siger en af mændene og rækker Manly et gevær.

“Hvis du støder på ham deroppe, så skyd ham”.

Alexander Manly nikker tavst, slår med tøjlerne og rider ud af den støvede grusvej med kurs mod fyrretræsskoven i det fjerne.

Han vender aldrig tilbage til Wilmington igen.

Wilmington Light Infantry – byens lokale militær – blev sendt ind for at stoppe optøjerne den 10. november. De endte med kun at slå sorte ihjel.

© New Hanover County Public Library & Shutterstock

Overtagelsen i fire trin

  • Stjæl valget

    Brug propaganda og sensationsprægede nyhedshistorier om farlige sorte oprørere og voldtægtsmænd til at få de hvide vælgere over på Demokraternes side.

    Sæt partiets racistiske milits Red Shirts til at patruljere byen og true de sorte vælgere med vold, så de ikke tør stemme ved valget. Prop valgboksene med falske stemmesedler med kryds ved Demokraterne.

  • Skab optøjer

    Angrib de sorte borgere og deres restauranter og butikker, herunder avisen The ­Record, så det fører til optøjer efter valget. Brug optøjerne til at spinne historien om, at de sorte gør oprør, og at byen er ude af kontrol og har brug for den hvide mand til at genetablere ro og orden.

  • Sæt kuppet i gang

    Brug kaosset i gaden til at tvinge lokale fusionistiske ledere som fx borg­mesteren og politimesteren til at gå af. Få byens otte oldermænd til at træde tilbage, og fyld de tomme pladser med Demokrater.

  • Forvis oppositionen

    Driv oppositionen ud af byen efter magtovertagelsen. Få de 32 mest magt­fulde sorte mænd i byen til at acceptere på skrift, at de overgiver alle deres magtbeføjelser til hvide mænd. Herefter er alle de mest magtfulde poster i byen overtaget, og kuppet er en realitet.

Hvide hadprædikanter vinder jordskredssejr

8.-9. november: Valget er i gang, og racisternes ­propaganda og trusler taler sit tydelige sprog.

Oberstløjtnant Waddell har holdt endnu en brandtale ­aftenen forinden, og dens budskab står klart i bevidstheden hos de mange Red Shirts, der rider gennem Wilmington om morgenen den 8. november:

“Gå ud til stemmeboksene i morgen. Hvis du ser en neger, så sig, han skal forlade stedet. Og hvis han nægter, så dræb ham. Skyd ham, hvor han står”.

På trods af at gadebilledet er prydet af sværtbevæbnede Red Shirts på hesteryg og hvide mænd ved valgstederne, hænger frygten for en sort opstand tungt i luften.

I Wil­ming­­­tons hvide nabolag spredes der rygter om, at de sorte gemmer sig i mørket, klar til at overfalde de hvide beboere.

En journalist fra avisen The Atlanta Constitution rapporterer på valgdagen ­akkompagneret af Red Shirts.

Han skriver, at omkring 1.500 sorte gemmer sig rundt­om­­­kring i buskene bevæbnet til tænderne.

Demokraternes milits – Red Shirts – var et racistisk tæskehold, som ikke gik af vejen for at slå ihjel.

© State Archives of North Carolina & N.C. Museum of History

En enkelt sort mand har samlet et lager af mere end 300 rifler, lyder et andet ryg­te, mens en tredje løgn går på, at sorte barnepiger plan­læg­ger at forgifte de hvide familiers børn og sætte ild til deres hjem.

Virkeligheden er dog en helt anden. Ved valget fire år forinden havde de sorte stemt i hobetal, men nu er de skræmt fra vid og sans og bliver hjemme af frygt for, at et kryds på stemmesedlen vil koste dem livet.

Nogle få modige trodser truslerne og får afgivet deres stemme, men udfaldet er givet på forhånd – ikke mindst fordi hvide nationalister ved flere af valgstederne propper valgboksene med fabrikerede stemmesedler med kryds ud for Demokraterne.

“Spillet er ude. De hvide mænd vinder” lyder over­skriften på forsiden af The News & Observer dagen efter valget. Resultatet er ikke til at tage fejl af.

Demokraterne vinder 94 ud af de 120 pladser i Repræsentanternes Hus i North Carolinas delstatsparlament.

40 ud af i alt 50 pladser i Senatet går ligeledes til Demokraterne, mens Republikanerne og Populisterne vinder henholdsvis syv og tre ­pladser.

Fusionisternes eksperiment med at styrke magten lokalt i staten og give de sorte flere rettigheder er afgået ved døden.

Men Demokraterne er ikke færdige. Nu skal den sidste blodige del af planen føres ud i livet.

© North Carolina Digital Collections

Skolebøgerne løj i årevis

I årevis blev amerikanske skoleelever undervist i en glorificeret version af begivenhederne i Wilmington.

Statskuppet blev fortiet, og de hvide nationalister blev kåret som heltemodige bekæmpere af den “inkompetente neger”.

  • 1907 – Young People’s History of North Carolina af Daniel Hill:

    “I 2. år af guvernør Russells valgperiode fik De­­mo­­kra­­ter­­ne flertal, og staten kom igen under demokratisk kontrol”.

  • 1916 – A Child’s History of North Carolina af W.C. Allen:

    “Da opstanden var ovre, blev den inkompetente neger og byens hvide embedsmænd tvunget til at træde tilbage, en efter en, hvorefter kompetente hvide mænd tog deres pladser. Siden dengang har Wilmington blomstret enormt”.

  • 1940 – North Carolina for Boys and Girls af Sarah Ashe:

    “For at bevare deres magt gav de hvide politikere negrene lov til at gøre, som de havde lyst til. Den værste kriminalitet forblev ustraffet. Over hele Syden gik hvide mennesker sammen i en slags klub kaldet Ku Klux Klan for at ændre disse forfærdelige forhold. Forklædt som spøgelser skræmte medlemmer af Ku Klux Klan lovløse mænd til at opføre sig ordentligt. Synet alene skræmte ­negrene til at leve bedre liv”.

  • 1958 – North Carolina History af Daniel Jay Whitener:

    “Negrene, som kom til demonstrationerne, så rødskjorterne og forsvandt lige så stille. Negeren er venlig af natur og ivrig for at undgå problemer. Negrene var bange, og mange blev hjemme på valgdagen”.

  • 1978 – Carolina Quest af ­Thomas C. Parramore:

    “To dage efter valget samlede en gruppe af seks hundrede hvide sig i Wilmington og ba­­ne­­de vej for en ny æra ved at smadre og brænde avisredaktionen ned til grunden. 10 sorte mænd blev dræbt i optøjerne, som fulgte, og mange andre flyg­­­te­­de ud af byen, heriblandt sorte embedsmænd. Et antal sorte blev sat i fængsel for at have startet optøjer, og en ny hvid administration overtog Wilmingtons bystyre.”

Sejren fejres med bål og brand

10. november, kl. 8.00: Valgsejren er i hus, men det er ikke nok for de hvide nationalister. Nu skal de sorte jages ud af byen.

Oberstløjtnant Waddell vågner tidligt om morgenen, dagen efter at Demokraterne er blevet stadfæstet som valgets vindere.

I sin sejrstale fremlagde han “Wilmingtons Uafhængighedserklæring”, som “De Hemmelige Ni” har forfattet.

Erklær­ingens syv overordnede krav inkluderer fratagelse af de sortes stemmeret og mulighed for at arbejde.

I det sidste punkt kræver de hvide nationalister, at Alexander Manly bliver forvist fra Wilmington “for altid”.

Efter flere måneder med propaganda er tiden kommet til fuldkommen at fordrive de sorte samt de hvide republikanere fra Wilmington og indvarsle en ny æra af hvid dominans.

Waddells stærkeste våben er vreden imod de sorte, og den bliver rettet mod The Daily Records avisredaktion.

Kl. 8.00 ifører Waddell sig sin hat og frakke og går ned mod byens centrum. Det er en smuk efterårsmorgen med temperaturer på lidt over 20 grader.

En hob på ca. 500 hvide borgere venter på oberstløjtnanten. Alle er bevæbnet med skarpladte geværer og et hævngerrigt blik i øjnene.

Med Waddell forrest marcherer menneskemængden ned ad gaden i fire store kolonner, hvor flere og flere stemmer i.

Da flokken ankommer til avisens lokaler, tæller den vrede skare over 1.500 mennesker. En salve af skud gen­nem­­bo­rer den blå efterårshimmel, da flere af mændene affyrer deres våben op i luften.

De hvide nationalister havde bl.a. set sig sure på de sortes avis The Daily Record, hvis ­redaktion blev brændt ned.

© NC Department of Natural and Cultural Resources

Wilmingtons fungerende politichef, John Melton, overværer postyret på afstand sammen med den håndfuld politimænd, han har til rådighed.

Melton ved, at det er det rene selvmord at forsøge at intervenere, og han kan kun hjælpeløst se til, mens de hvide ­nationalister sparker døren ind til avisredaktionen.

En lind strøm af bevæbnede mænd stormer avisens ­redaktionslokaler, mens de råber og skriger i munden på hinanden.

Borde, stole, billeder og avisens trykpresse bliver kastet ud ad vinduet og splintres på jorden foran den op­hidsede folkemængde.

Nogle af mændene overhælder ­kontorets trægulv med lampeolie og petroleum og stryger en tændstik. Øjeblikket efter står hele redaktionen i flammer.

Byens sorte brandvæsen ankommer til flammehavet, men først da bygningen er brændt ned til grunden, får de lov til at slukke ilden og forhindre branden i at sprede sig.

“I har fuldført jeres pligt”, råber Waddell.

“Lad os nu trække os tilbage til vores hjem og overholde loven, ­medmindre vi ­bliver tvunget til at gøre andet i selvforsvar”.

Men våbnet i Waddells hænder vil ikke tilbage i hylsteret. Flere af de hvide mænd har hørt rygter om, at bevæbnede sorte mænd holder til i byens største sorte nabolag, Brooklyn.

Hoben vender Waddell ryggen og marcherer afsted med geværerne hævet triumferende i vejret.

Jim Crow-lovene betød bl.a., at sorte ikke måtte drikke af de ­hvides offentlige vandfontæner.

© Afro Newspaper/Gado/Getty Images

Sorte mistede rettigheder i hele Syden

Begivenhederne i Wilmington understregede tydeligt de hvide nationalisters magt, samt at de mere moderate hvide politikere ikke var villige til at komme de sorte til undsætning.

Det gav blod på tanden, og snart indførte Demokraterne i North Carolina “the grandfather clause”.

Den sagde, at borgere kun havde stemmeret, hvis de selv eller deres bedstefar har stemt i staten før 1867. Dette afskar reelt de sorte fra politiske valg, da de først fik stemmeret i 1868.

Andre sydstater fulgte trop og indførte i de følgende årtier de såkaldte Jim Crow-love. De omhandlede bl.a. raceadskillelse i offentlige rum og sikrede, at de sorte forblev en del af underklassen.

Først i 1950’erne og 1960’erne blev Jim Crow-lovene fjernet.

“Dræb de forbandede niggere!”

Samme dag kl. 11.00: Omkring 500 bevæbnede hvide nationalister marcherer ind i den sorte bydel Brooklyn. Snart flyder blodet i gaderne.

Eder og forbandelser regner ned over de hvide nationalister fra både vinduer og folk på gaden, da larmen pludselig bliver overdøvet af en skudsalve.

Fire hvide mænd har affyret deres våben, og to sorte mænd falder døde om på stedet. En tredje kravler ind i et hus i nærheden, hvor han bløder ihjel.

“Dræb de forbandede niggere”, skriger nationalisterne, mens de affyrer en ny skudsalve. Seks sorte mænd falder døde om på fortovet.

En gruppe sorte skyder mod den hvide milits, mens de forsøger at flygte. Skyderierne fortsætter, og da ambulancen ankommer kort efter, bliver 14 sårede sorte og to sårede hvide kørt til byens hospital.

To af de sorte dør kort efter indlæggelsen. I sin journal noterer hospitals­lægen dr. Zachary: “Alle ud over de to hvide mænd var ­blevet skudt i ryggen”.

“Drenge, jeg vil have jer allesammen til at lade jeres våben, og når jeg giver kommandoen til at skyde, skal I skyde for at dræbe”
Kommandør Thomas C. James til Wilmington Light Infantry, da de kører ind i Wilmingtons sorte bydel Brooklyn.

Oberst Roger Moore, der er tidligere leder af Ku Klux Klan og nuværende anfører af Red Shirts-militsen i Wil­ming­ton, sender et telegram til North Carolinas republikanske guvernør, Daniel Russell.

Heri beder han om militær forstærkning mod “den sorte opstand”.

Russell har svært ved at tro på en voldelig sort opstand, men Demokraterne har fået overbevist de fleste hvide borgere om, at de sorte er en reel trussel, herunder også vælgere fra Russells eget bagland.

Den republikanske guvernør har ikke andet valg end at beordre to militsgrupper fra nærliggende byer til at slutte sig til kampen og “genetablere orden i byen”.

Snart slutter militærenheden Wilmington Light Infantry, som er fyldt med hvide nationalister, sig også til. Lidt over middag marcherer enhedens hundrede soldater ind i Brooklyn.

“Drenge, jeg vil have jer allesammen til at lade jeres våben, og når jeg giver kommandoen til at skyde, skal I skyde for at dræbe”, råber kommandanten Thomas C. James til sine mænd.

Militsen hæver deres geværer, og en regn af kugler falder ned over de sorte borgere. Mindst 25 sorte mænd ligger få øjeblikke senere døde i rendestenen.

Præsidentvalg før og efter racisternes kup

Kuppet i Wilmington ændrede komplet det politiske landskab i byen. Først i 1950’erne begyndte republikanerne at få fodfæste i byen igen.

Præsidentvalget i 1896

Rød = Republikanerne, 60,2% af stemmerne.

Blå = Demokraterne, 39,8% af stemmerne.

Ved præsidentvalget i 1896 havde republikanerne klart flertal i Wilmington.

Præsidentvalg i 1900

Rød = Republikanerne, 2,6% af stemmerne.

Blå = Demokraterne, 97,4% af stemmerne.

Ved det næste præsidentvalg fire år senere, har kuppet i Wilmington ændret stemmeandelen totalt. Mange republikanere og populister er blevet smidt ud af byen og nye love har taget stemmeretten fra stort set alle sorte.

Kaos baner vej for kuppet

10. november om aftenen: Mens kaosset udspiller sig på Wilmingtons gader, tvinger oberstløjtnant eneral Waddell det demokratisk valgte bystyre til at træde tilbage. Kuppet er en realitet.

Da solen går ned over Wilmington, patruljerer Red Shirts stadig gaderne for at bremse eventuelle oprørere. Rygterne vil vide, at hundredvis af sorte opruster til kamp.

De eneste sorte mennesker, Red Shirts støder på, er dog forhutlede, fortvivlede og skræmte.

I løbet af dagen er Demokraternes milits redet gennem byen med våbnene rettet mod borgerne og har bedt dem om at forlade byen. Mens mørket lægger sig over byen, har de fleste sorte for længst set skriften på væggen.

De ved, at deres liv bliver et helvede, hvis de trodser de nye magthaveres trusler og bliver i byen. Derfor forlader de deres hjem og ejendele og søger tilflugt i skoven og sumpområdet uden for Wilmington.

“Jeg er ikke en særlig religiøs person, og jeg ­tilgiver ikke. Hvis der findes et helvede, så håber jeg, at de allesammen brænder i det”.
Alexander Manlys barnebarn Lewin Manly jr. om drabene og fordrivelsen af Wilmingtons sorte befolkning.

Den sorte præst J. Allen Kirk beskriver senere udvandringen således: “Skrigene fra børn, mødre og koner fyldte luften, mens tusindvis af mænd, kvinder og børn flygtede ud i sumpene”.

I dagene efter kuppet nedtoner fremtrædende ­de­­mo­­kra­­ter volden i den ene avisleder efter den anden og hylder den hvide mands genetablering af orden i byen.

I The News & Observer skriver byens nye borgmester, Alfred Moore Waddell: “Da krisen opstod, var der et universelt krav om, at jeg skulle tage lederskabet. Det var et ordentligt og effektivt lille statskup”.

Alexander Manlys barnebarn Lewin Manly jr. er ikke overraskende uenig i den udtalelse.

Da han ca. 100 år senere bliver spurgt, om han er i stand til at tilgive de bødler, der tog livet af mindst 60 sorte mennesker og fordrev hans bedstefar fra Wilmington sammen med 2.100 andre sorte, svarer han:

“Jeg er ikke en særlig religiøs person, og jeg ­tilgiver ikke. Hvis der findes et helvede, så håber jeg, at de allesammen brænder i det”.

Efterskrift

Demokraternes magtovertagelse i Wilmington og North Carolina knuste de sortes politiske indflydelse de ef­­­­ter­­­føl­­­gen­­­­de 50 år.

I 1896 var der 126.000 stemmeberettigede sorte i North Carolina – i 1902 var tallet styrtdykket til 6.200.

Den engang så blomstrende by Wilmington visnede også i de følgende årtier og gik fra at være statens største til i dag at ligge på en ottendeplads.

Hvor byen i 1898 bestod af 56 pct. sorte, ligger tallet i dag på 18,3 pct.

Læs også:

Amerikas historie

Guidebog til sorte bilister afslører brutal virkelighed

13 minutter
Amerikas historie

Sorte amerikanere blev sendt hjem til Afrika

23 minutter
Ku Klux Klan marching down Pennsylvania Avenue in Washington DC on 13th September 1926
Amerikas historie

Hvor stor var Ku Klux Klan?

2 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul