North Wind Picture Archives/Imageselect

Hvor meget guld blev fundet under guldfeberen?

I midten af 1800-tallet valfartede guldgravere til Californien i håbet om at finde store mængder guld.

Den 24. januar 1848 blev tømreren James Marshall uforvarende årsag til guldfeberen i Californien, da han fandt nogle få guldflager i et vandløb nær Coloma.

I det efterfølgende år spredte rygtet om det sensationelle fund sig til først Nordamerika og dernæst hele verden, hvorfra tusinder og atter tusinder af ­lykkejægere ilede til det vestlige USA.

“Beretningerne om overfloden af guld er af så ekstraordinær en karakter, at de knap ville være troværdige, hvis ikke de blev bekræftet af lødige rapporter fra offentlige embedsmænd”, skrev præsident James K. Polk i december 1848.

På få år voksede Californien, som ellers blot havde nogle få tusind beboere, til en blomstrende stat med over 300.000 indbyggere – alle med drømmen om at gøre et stort guldfund, som kunne sikre dem økonomisk.

Guldgravernes jagt var ikke helt frugtesløs. I perioden 1848-55, hvor guldfeberen rasede, blev omkring 350 tons guld fundet i Californien.

Alle ville have guld

Lykkeriddere strømmede til Californien, men kun et fåtal fik deres drømme opfyldt.

North Wind Picture Archives/Imageselect

Sigte skulle fange guld

Rocker – også kaldet en vugge – blev brugt til at gennemsøge jorden for guld. Indvendigt var kassen forsynet med en sigte, som fangede guld og småsten, når jord og vand blev hældt i.

North Wind Picture Archives/Imageselect

Californien udviklede sig

Små byer skød op og forvandlede Californien fra en nyttesløs udørk til en driftig stat. Samtidig med guldfeberen blev valg afholdt og en statsforfatning vedtaget, hvilket betød, at Californien blev USA’s 31. stat i 1850.

North Wind Picture Archives/Imageselect

Indfødte blev tvunget til arbejde

Indfødte blev mange steder i Californien angrebet og fordrevet af de nyankomne guldgravere. Nogle indfødte blev taget som slaver og tvunget til at grave efter guld.

North Wind Picture Archives/Imageselect

Flad pande var gravernes vigtigste værktøj

Vaskepander blev benyttet til med vand at “vaske” de små guldstykker ud af jorden. Guldgraveren lagde jord i sin pande og hvirvlede den rundt i små cirkler, så sand og ler blev skilt fra jorden. Kun småsten og guldkorn lå tilbage.

North Wind Picture Archives/Imageselect

Trods store mængder guld blev kun få guldgravere rige. Hvor guldet i begyndelsen blot kunne samles op fra jorden, blev det sjældnere efter 1850, da antallet af guldjægere steg.

Guldjagten blev derfor overtaget af mineejere, mens mange guldgravere endte med tomme lommer.

“Mange, virkelig mange, som kommer her, vil møde fiasko, og tusinder vil efterlade deres knogler her. Andre må tigge deres vej hjem”, skrev guldgraveren Sheldon Shufelt i et brev til familien i 1850.