Briterne havde inddelt deres nordamerikanske kolonier i 13 administrative områder.
Efter den amerikanske revolution (1775-81), hvor kolonisterne erklærede sig uafhængige af tronen i London, vedtog repræsentanter for kolonisterne i de administrative områder at bevare inddelingerne.
De fik blot status som selvstændige amerikanske stater, som sluttede sig sammen i en konføderation. Centralregeringen og delstatsregeringerne fik hver deres kompetenceområder.
Den føderale regering tog fx beslutninger om infrastruktur og udenrigspolitik, mens de enkelte stater selv bestemte over fx deres eget retssystem.
Derfor har nogle stater i dag dødsstraf, mens andre ikke har.
USA voksede til 50 delstater
Under USA's ekspansion mod vest fik nye landområder først status som territorier, distrikter eller departementer uden regeringer.
Efterhånden, som befolkningerne voksede i vesten, ansøgte territorierne om at blive optaget som stater.
Fra 1789 til 1959 blev 31 stater godkendt. De fik dermed ret til at vælge senatorer til den føderale regering.
De sidste to områder, der blev godkendt, var Alaska og Hawaii, begge i 1959, som bragte USA op på i alt 50 stater.
Uafhængighedserklæringen udråbte de britiske kolonier i Nordamerika som frie og uafhængige stater.