Boston brænder

Ilden fortærede Boston på ét døgn

I årevis har Boston skåret ned på sit brandvæsen, alt imens husene bliver højere og står tættere. Da infernoet tager fart i 1872, er alarmerne låst af, brandhanerne rustet til, og hestene er døde.

I årevis har Boston skåret ned på sit brandvæsen, alt imens husene bliver højere og står tættere. Da infernoet tager fart i 1872, er alarmerne låst af, brandhanerne rustet til, og hestene er døde.

Artokoloro/Imageselect & Boston Public Library, Print Department

Den 44-årige brandchef John Damrell sidder i sit hjem i Beacon Hill, et af de ældste kvarterer i den amerikanske storby Boston. Kl. 19.24 hører han rådhusklokkerne slå fem slag. Dernæst en pause fulgt af to nye klokkeslag.

Damrell kender signalet. Han griber sin brandhjelm og styrter ud af huset.

Da han få minutter senere ankommer til branden, ser han de brølende flammer fortære en fem etager høj ejendom. Bygningen er blot seks år gammel og ét af de mange nye byggerier, der er skudt op i Bostons forretningsdistrikt de senere årtier. Brandchefen havde tidligere kaldt disse bygninger for “forhøjede savværker” pga. deres trætag og store brandfare.

Nu ser han murbrokker og træstykker regne ned på gaden, hvor en gruppe brandmænd kæmper en umulig kamp mod ilden. Flammerne er så varme, at vandet fra slangerne forvandles til damp, så snart det rammer ilden.

Boston brænder brandmænd

Bostons brandmænd kæmpede ihærdigt, men var håbløst i undertal mod branden.

© Imageselect

10 minutter efter begynder branden at sprede sig til nabobygningerne. Gaden bliver så glohed, at brandmændene må søge ly bag skjolde og i grøfter for ikke at gå til. Kl. 19.45 styrter den fem etager høje ejendom sammen i en kaskade af murbrokker og gnister.

Det er lørdag den 9. november 1872 – blot ét år efter at store dele af Chicago brændte ned til grunden i en af de værste bybrande i USA’s historie. Mens Damrell ser flammerne æde sig gennem Bostons forretningsdistrikt med en umættelig appetit, tænker han, at det blot er et spørgsmål om timer, før hans egen elskede by vil lide samme skæbne.

John Damrell brandmand i Boston

Som 17-årig ­meldte John Damrell sig som frivillig brandmand – han kæmpede hele sit liv for Bostons brandsikkerhed.

© Frank Leslie’s Illustrated Newspaper

Hesteinfluenza gjorde livet hedt

Med 25 års erfaring som brandmand og fire år som brandchef i Boston havde John Damrell i sin karriere set lidt af hvert, men intet kunne have forberedt ham på de ødelæggelser, der mødte ham, da han besøgte Chicago et par uger efter bybranden.

I to skæbnesvangre døgn – fra den 8. til den 10. oktober 1871 – var en tredjedel af storbyen brændt ned til grunden. 17.500 bygninger forsvandt, 300 indbyggere omkom, og knap 100.000 mennesker blev hjemløse. Skaderne og de økonomiske tab løb op i 220 millioner dollars – svarende til 30 milliarder nutidskroner.

“Chicago-branden er efter min vurdering uden sidestykke i verdenshistorien”, berettede Damrell for Bostons byråd den 28. oktober 1871. Hans inderlige håb var, at tragedien i Chicago ville åbne politikernes øjne for, at der var behov for handling i Boston.

“Hvis en brand bryder ud her, og vores vandforsyning ikke er i bedre forfatning, så tror jeg ikke, at nogen kan stoppe den – hverken Gud eller noget menneske”. Brandchef John Damrell til byens politikere.

I løbet af de foregående 50 år havde Boston oplevet en sand befolkningseksplosion. Indbyggertallet var steget med mere end 800 pct., siden Damrell blev født i 1828, og nu stod byen med sine 250.000 borgere som den syvendestørste i USA. Med egne øjne havde Damrell set transformationen fra havneby til industri-metropol, men brandsikringen var ikke fulgt med.

Gaderne var smalle og vandtrykket elendigt pga. de alt for gamle vandledninger. Der var slet ikke etableret brandhaner nok, og byens brandvæsen havde alt for få vogne. I årevis forsøgte Damrell at råbe politikerne op om byens helt utilstrækkelige beredskab, men de mente bare, at han overdrev problemerne.

Politikerne i Boston gjorde en dyd ud af at spare på de offentlige udgifter – og mange af dem anså desuden Damrell for at være en charlatan, der blot ville ødsle borgernes penge væk på ligegyldige forbedringer.

Damrell viste også byens embedsmænd rundt i byens mest brandfarlige område, forretningsdistriktet, og sagde:

“Hvis en brand bryder ud her, og vores vandforsyning ikke er i en bedre forfatning, så tror jeg ikke, at nogen kan stoppe den – hverken Gud eller noget menneske”.

Men lige lidt hjalp det. Selv eksemplet fra Chicago skræmte ikke lokalpolitikerne, for det var jo en overfyldt arbejderby. Boston, derimod, anså de som de intellektuelles højborg pga. universiteterne i området.

I efteråret 1872 stod John Damrell med endnu en udfordring: Hesteinfluenzaen spredte sig gennem USA og gjorde de uundværlige trækdyr uarbejdsdygtige. Heste trak de i alt 21 brandvogne, som Damrell og hans folk rådede over. Uden dem måtte brandmændene selv skubbe de tonstunge vogne ud til ildebrandene.

Den 28. oktober 1872 fik Damrell dog 500 ekstra frivillige hjælpere til at trække brandvognene under udrykninger. Alligevel var brandvæsenet i en sørgelig forfatning – og snart skulle mandskabet stå over for den værste katastrofe i Bostons historie.

Brandslukkere i Boston

I 1700-tallet skulle alle huse i Boston have to brandspande stående, så beboerne kunne hjælpe med at slukke ild i nærområdet.

© Boston Globe/Getty Images

Boston brændte hele tiden

Branden i Boston i 1872 var langtfra første gang, hovedstaden i den amerikanske delstat Massachusetts oplevede ildens destruktive kræfter.

Boston blev grundlagt i 1630, og allerede samme år oplevede byen sin første brand, da en borger havde valgt at bygge sin skorsten i træ. Med sit tætte byggeri oplevede byen flere ødelæggende brande i 1600-tallet, og ilden fortsatte. I 1711 rasede den første brand, som blev døbt “Den store brand i Boston”. Her mistede byen bl.a. sit første rådhus, og året efter dannedes de såkaldte bucket brigades (spandbrigader), som var klar til at slukke ildebrande med vandfyldte spande.

I 1760 var Boston offer for den hidtil værste brand i de amerikanske kolonier. Ilden ødelagde 350 bygninger og gjorde mere end 1.000 mennesker hjemløse. Ødelæggelserne fik politikerne til at tage affære og vedtage en række love, der forbedrede brandsikkerheden betragteligt; fx skulle alle bygninger i det nedbrændte område genopføres med mursten eller skifer i stedet for træ.

Tiltagene virkede, men med tiden blev der igen slækket på sikkerheden. Bystyret tillod fx høje etageejendomme med trætage, hvilket i 1872 skulle vise sig at blive fatalt.

Elendigt vandtryk skabte problemer

Alt åndede tilsyneladende fred og ro i Bostons forretningsdistrikt tidligt på aftenen den 9. november 1872. Købmænd og fabriksejere lukkede deres virksomheder ned inden hviledagen, og de mange tusind arbejdere kunne stemple ud efter en hård dags arbejde. Vanen tro koblede de af med øl og gin på de lokale pubber og i salooner.

På brandstationen Engine House 7 i den sydlige del af distriktet fik brandmanden Daniel Marden sagt til sin kollega:

“Det ser ud til at blive en rolig aften”.

Den profeti skulle mildest talt vise sig at være forkert.

Omkring kl. 19 gik der ild i kælderen under en femetagers bygning i Summer Street. Ejendommen husede flere tøj- og tekstilforretninger, og de sidste medarbejdere var netop gået, da flammerne begyndte at sprede sig via elevatorskakten til de øvre etager.

Få gader væk hørte politimanden John M. Page folk råbe “Brand, brand!”, og da han nåede hen til bygningen, var den omspændt af flammer. Han styrtede hen til den nærmeste brandalarmboks, hev febrilsk sin nøgle frem, låste boksen op og udløste alarmen.

Da signalet fra Brandalarmboks 52 tikkede ind på Bostons rådhus, der var byens alarmcentral, blev der straks ringet med rådhusklokkerne. Først fem slag efterfulgt af en pause og dernæst to slag for at meddele brandfolkene, at ilden var brudt ud ved boks nr. 52.

Men mandskabet var nødt til at hive deres tre tons tunge brandvogn afsted med håndkraft, og da brandfolkene endelig kom frem, havde branden raset i over en halv time. Ilden var allerede ved at sprede sig til andre bygninger i det tætbebyggede forretningsdistrikt. Brandslangen blev sluttet til en brandhane, men vandtrykket var ikke højt nok til, at strålen kunne nå bygningens tag, hvor ilden var kraftigst.

Huse brænder i Boston

Mens husene stod i flammer, forsøgte Bostons indbyggere at redde, hvad de kunne, ved at smide deres ejendele ud af vinduerne.

© ClassicStock/Imageselect

Massiv brand smeltede husene

Kort efter ankom John Damrell og beordrede dem til at koncentrere sig om at slukke ilden i nabobygningerne for at undgå yderligere spredning. Det stod dog hurtigt klart, at det var en kamp, de ikke kunne vinde. Damrell havde aldrig set en brand bevæge sig så hurtigt.

Gnisterne sprang fra bygning til bygning som en sværm af arrige græshopper. Brandmændene råbte til folk, at de skulle forlade bygningerne, og 10 minutter senere var de styrtet i grus.

Kl. 20.00 ringede alarmen fra Bostons rådhus for tredje gang, hvilket signalerede, at samtlige 459 brandmænd i byen skulle komme ud til branden.

Boston brænder plakat

Hele USA var optaget af den voldsomme brand i Boston, som der blev skrevet flere sange, digte og bøger om.

© Transcendental Graphics/Getty Images

Thomas Leighton Jenks, som var medlem af Bostons byråd, kom også til branden. Med en nervøs underdrivelse sagde han til Damrell:

“Det er da noget af en brand, du har her, kaptajn!”

Brandchefen var ikke i humør til spøgefuldheder og svarede skarpt:

“Ja, og byen er dødsdømt, for jeg har ikke nok mænd til at stoppe den”.

Jenks blev chokeret:

“Mener du det?”

“Ja, og jeg ved, hvad jeg taler om!” råbte Damrell.

Jenks blev beordret til telegrafstationen for at sende bud efter brandvæsenerne i alle byer inden for en 80-kilometers radius. Hvis Boston skulle overleve, var de nødt til at komme til undsætning.

Ruin fra brand i Boston

De enorme temperaturer, flammerne udviklede, efterlod ofte kun nogle få mursten af de ramte bygninger.

© Boston Public Library, Print Department

Omkring midnat stod det meste af Summer Street i flammer. Som Damrell havde frygtet, betød manglen på brandhaner, at ilden mange steder fik frit spil. På få timer havde branden spredt sig flere hundrede meter mod nordvest. I en boligkarré på Purchase Street kastede beboerne desperat deres ejendele ud af vinduerne for at redde dem fra flammerne.

Damrell beordrede sine mænd ind i bygningen for at evakuere beboerne. Derefter løb han til områdets højeste bygning, sparkede døren ind og løb op på taget for at danne sig et overblik over brandens omfang: Den nærmede sig hovedgaden Franklin Street i hjertet af forretningsdistriktet.

Damrell sendte hele sit mandskab derhen, i håbet om at mændene – hjulpet af gadens mange murstenshuse – endelig kunne stoppe branden. Men det var umuligt. Varmeudviklingen var så voldsom, at flammerne fortærede alt, de kom i kontakt med.

Da digteren Oliver Wendell Holmes så branden udslette gaden, bemærkede han:

“Ilden opløste de store bygninger, som syntes at smelte væk inden i flammerne”.

Hesteinfluenza, lavt vandtryk og låste brandalarmbokse var med til at give branden i Boston de bedste betingelser for at brede sig.

Brandslukning af brand i Boston
© Boston Public Library & Shutterstock

Vandet kunne ikke nå taget

Vandrørene, der løb under Boston, var gamle, underdimensionerede og langt fra velholdte. De kunne ikke levere et vandtryk, der gjorde brandsprøjterne i stand til at nå bygningernes øverste etager.

Boston brænder brandhaner
© Boston Public Library, Print Department

Brandhaner var rustet til

Bostons i alt 2.606 brandhaner var rustne – og langt de fleste af en ældre model, der kun havde én udgang, som brandmændene kunne koble deres udstyr til. Desuden var der alt for få brandhaner i byens forretningsdistrikt, som var klart det mest brandfarlige område.

Alarmboks i Boston
© Shutterstock

Alarmbokse var låst

Bostons brandalarmbokse var en fremsynet idé, men for mange falske alarmer i årene før den store brand betød, at de var blevet låst af. Boksene kunne kun låses op af politiet og særligt udvalgte, ikke byens borgere.

Sporvogn i Boston
© Bauhaus1000/Getty Images

Influenza rasede hos hestene

Brandmændenes tonstunge udstyr blev normalt trukket af heste. Men da branden brød ud, var hestene lagt ned af en influenzaepidemi. Derfor skulle udstyret trækkes af frivillige, hvilket forsinkede responstiden.

Boston brænder trætag
© Shutterstock

Trætag var guf for ilden

De fleste nye etagebygninger i Bostons forretningsdistrikt var bygget med de franske mansard-tage, der var særdeles brandfarlige pga. deres opbygning af træ. Da bygningerne stod meget tæt, kunne ilden springe fra tag til tag.

Gasudslip i Boston
© History of the Great Fire in Boston

Gas sivede ud overalt

Bostons forretningsdistrikt blev oplyst af gaslamper på gaden og inde i bygningerne. Da branden brød ud, gik gasledningerne i stykker og spredte store skyer af brandfarlig gas i området. Gassen nærede flammerne yderligere.

Tyve løb ind i flammerne

På trods af brandmændenes ihærdige indsats kunne ilden i løbet af natten sprede sig gennem bydelen. Bygninger overalt i kvarteret kollapsede under flammerne, og luften blev forvandlet til en tyk tåge af aske og røg. Kaosset fik dog ikke borgerne til at holde sig inden døre. Tværtimod stimlede op mod 100.000 mennesker sammen på gaderne for at betragte bydelen gå op i flammer.

Mange af dem var berusede, og flere udnyttede sågar katastrofen til at plyndre de brændende bygninger for værdigenstande. Damrell beskrev senere optrinnet:

“Hele karéer var fyldt med de værste tyveknægte, jeg nogensinde har set. På et tidspunkt gik jeg ind i en bygning og tvang 50-60 mennesker ud. De var i gang med at plyndre forretningerne”.

De mange tilskuere hindrede brandfolkene i at bevæge sig rundt i gaderne, hvilket forsinkede brandslukningen yderligere.

I desperation over brandens udvikling gik en gruppe borgere til borgmesteren med et drastisk forslag: Ilden skulle stoppes med brandbælter, og den eneste løsning var at sprænge bygninger i luften med krudt.

“Hvis I ser nogen forsøge at sprænge en bygning i luften, så arrestér dem. Og hvis I ikke kan arrestere dem, så slå dem ihjel”. John Damrell til Bostons politi.

Damrell var en indædt modstander af metoden – alligevel gav borgmesteren sin tilladelse, og straks begyndte borgere at fylde bygninger op med krudttønder. Men der var ingen overordnet plan for brandbælterne, og eksplosionerne endte med at nære ilden: I flere tilfælde ødelagde de gasledninger, så gassen sivede ud i gaderne. Desuden kom mange borgere til skade under eksplosionerne.

Embedsfolk fra byen forsøgte ad flere omgange at få Bostons gasselskab til at lukke for gassen i hele byen, men uden held.

Søndag morgen besluttede brandchefen at indstille alle eksplosioner. Damrells befaling til Bostons politifolk var ikke til at tage fejl af:

“Hvis I ser nogen forsøge at sprænge en bygning i luften, så arrestér dem. Og hvis I ikke kan arrestere dem, så slå dem ihjel”.

Old South Meeting House Boston

Old South Meeting House blev bygget i 1729 og står stadig i Boston. I dag fungerer kirkebygningen som museum.

© Shutterstock

På dette tidspunkt havde branden fortæret i hundredvis af bygninger samt seks havnekajer. Ilden havde nu direkte kurs mod kirken Old South Meeting House. Bygningen var en af de ældste i Boston og et af byens vartegn: Det var her, Boston Tea Party-bevægelsen blev grundlagt i 1773 som protest mod englændernes forhøjede skatter. Oprøret endte med den amerikanske selvstændighed.

Damrell indså, at det var ved den gamle kirke, at branden måtte og skulle stoppes. Hjælpen fra de nærliggende byer var begyndt at ankomme, og med en styrke på hele 1.700 mand så indsatsen omsider ud til at dæmpe flammerne. Selv civile begyndte at kravle op på bygninger for at slukke dem med tæpper.

I adskillige timer kæmpede brandmændene en heroisk kamp, og kl. 15.30 fik de endelig kvalt ilden, der havde raset i over 20 timer. Men når Damrell kiggede ud over det gamle forretningsdistrikt, så han kun et hav af gløder og rygende aske.

Brandbil i Boston brand

Hjælpen fra nabobyerne med bl.a. de imponerende Amoskeag-brandvogne var med til at redde Boston.

© Boston Public Library, Print Department

Dampbrandbil kvalte flammerne

Bostons brandvæsen kæmpede for at slukke ilden, men det blev en spritny brandvognsmodel, som blev den store helt i brandslukningens afgørende fase.

Bostons 21 brandvogne kunne med deres damppumper på papiret lyde moderne, men reelt var de gamle og sløve. Nogle af de nærliggende byer havde dog investeret i en spritny brandvognsmodel fra virksomheden Amoskeag, som lige var kommet på markedet i 1871. DDampkedlen på den nye maskine genererede meget mere energi og nogle af de nye maskiner kunne endda køre uden brug af heste.

På trods af det sløje vandtryk i Bostons brandhaner formåede Amoskeag-brandvognen at producere vandstråler, der kunne nå helt op til toppen af byens højeste huse. Det var også en Amoskeag-brandvogn, som efter en tre timer lang kamp reddede den ikoniske kirke Old South Meeting House.

Et øjenvidne beskrev det tekniske vidunder med ordene:

“Brandvognen sitrede og brølede og fremstod som det eneste bolværk mod en verden i flammer. Selv hvis den imponerende motor var landet direkte fra Månen, kunne den ikke have gjort et stærkere indtryk”.

Bostons brandvæsen var så imponeret over især den selvkørende Amoskeag-brandvogn, at de efter branden investerede i samme model.

Skader for millioner af dollars

I dagene efter branden knoklede politi, brandmænd og frivillige med at rydde op efter den ufattelige ødelæggelse. 746 bygninger var brændt ned, og omkring 20 mennesker havde mistet livet, heriblandt to brandfolk. Ødelæggelserne løb op i 75 millioner dollars – svarende til 1,6 milliarder dollars i dag.

Tusindvis af erhvervsdrivende havde mistet deres forretning, og Damrell blev i medierne gjort til syndebuk. Manden, der i årevis havde advaret mod katastrofen, blev nu beskyldt for at være dårligt forberedt og en elendig leder.

Butiksskilt i Boston brand

Byens driftige forretningsfolk lod sig ikke slå ud af branden. I ruinerne af deres butikker satte mange skilte op, som fortalte kunderne, hvor de nu kunne finde forretningen.

© Boston Public Library, Print Department

Efter to år forlod Damrell sin post som byens brandchef, men hans kamp for at øge sikkerheden fortsatte resten af livet. I 1873 grundlagde han “National Association of Fire Engineers”, USA’s første sammenslutning af brandchefer, som bl.a. fastlagde nationale retningslinjer for at brandsikre byggerier.

I 1877 blev han udpeget som Bostons første bygningsinspektør. Indtil sin død i 1905 indførte Damrell flere bygningsreglementer, der gjorde Boston til en af de mest brandsikre byer i USA.