Kaptajn George Etherington rystede på hovedet, da han kiggede på de halvnøgne indianere, der halsede rundt efter en bold uden for Fort Michilimackinac i britisk Nordamerika. Kaptajnen gav på denne junidag i 1763 ikke meget for de rygter, han hørte om en indiansk opstand.
Ojibwastammen og saukindianerne var kommet forbi for at spille bold med en slags lange ketsjere, og porten ind til fortet stod med vilje åben, så Ethering-ton og hans 35 rødfrakker kunne slå tiden ihjel ved at se på. Indhyllet i tæpper så stammernes kvinder også på.
Pludselig kylede en spiller bolden hen over palisaden. Etherington fulgte med spænding de to hold, som med løftede ketsjere løb ind i fortet for at nå bolden først.
Britens beundring blev dog hurtigt forvandlet til vantro, da indianerkvinderne – som var fulgt med – smed deres tæpper og afslørede et arsenal af tomahawker og korte spyd.
I løbet af et øjeblik var Etherington pågrebet, og fæstningen indtaget. 17 mænd var blevet dræbt, mens resten var taget til fange.
Med en bold havde indianerne erobret et fort og nok så vigtigt – 50 tønder krudt til den krig, hvis eksistens Etherington ikke længere tvivlede på.
Franskmændene var populære
Den britisk-indianske krig havde været under opsejling, siden general Jeffery Amherst i 1760 erobrede de franske besiddelser i Nordamerika under den såkaldte syvårskrig.
Han gjorde dermed en ende på den 200 år gamle koloni Ny Frankrig og samtidig også med de venskabelige bånd til indianerne.
I modsætning til briterne havde de franske kolonister været fåtallige og helt afhængige af et godt forhold til indianerne.
Franskmændene plejede venskabet ved at give gaver som tobak og våben. Alliancen var så stærk, at de fleste stammer i området havde kæmpet side om side med deres franske “brødre” i syvårskrigen mod briterne.
General Amherst forsøgte med alle midler at positionere sig i den tidligere franske koloni. Men især i området lige syd for det nuværende Canada – af franskmændene kaldet pays d’en haut – stødte han hurtigt på problemer.
Her boede flere store indianerstammer, der var særdeles utilfredse med, at britiske kolonister i hobetal var begyndt at trænge ind på deres jagtmarker.
Og generalens popularitet blandt indianerne blev bestemt ikke større af, at han afskaffede franskmændenes skik med at forære dem gaver. Pludselig stod mange stammer uden den livsvigtige ammunition, som de behøvede for at jage.
Indianerne angriber Detroit
I februar 1763 sluttede Frankrig og Storbritannien formelt fred – til mange indianeres store utilfredshed.
Blandt de mest skuffede indianere var den karismatiske og snu ottawahøvding Pontiac, som mente, at de burde fortsætte krigen alene.
Han indkaldte derfor stammerne til rådslagning i nærheden af Fort Detroit, hvor et flertal besluttede sig for at angribe fortet i den lille nybyggerby.
Pontiac vidste, at Amherst undervurderede indianerne i pays d’en haut groft. Af de 8.000 mand, som hørte under Amhersts kommando, var kun omkring 500 i området. Høvdingen ville vise generalen, at det var en fejl.
Nogle dage senere meddelte Pontiac og 50 ottawakrigere deres ankomst hos major Henry Gladwin i Fort Detroit.
De ville udtrykke deres venskabelige forhold til briterne ved at underholde med en ceremoniel dans, fortalte de, hvorpå Gladwin uden tøven lukkede dem ind. Mens indianerne dansede, kunne en lille gruppe krigere ubemærket gå rundt og notere sig fæstningens svagheder.
Efter dansen forlod Pontiac og hans mænd stedet for at gøre klar til det kommende overraskelsesangreb.
I følge planen skulle Pontiac møde op i fortet et par dage senere under dække af, at han ville diskutere nogle vigtige sager.
Samtidig ville 300 krigere med gemte våben gå ind i fortet i små grupper og stille sig på strategisk vigtige steder. Når Pontiac gav signal, skulle krigerne straks blotte deres våben og angribe briterne.
Da indianerne dukkede op den 7. maj, var briterne imidlertid allerede blevet advaret af en stikker. På hvert et hjørne holdt bevæbnede mænd vagt, og Pontiac måtte opgive planen.
Han havde dog ikke givet op og kom et par dag senere tilbage til Fort Detroit med sine krigere. Denne gang tog briterne imidlertid ingen chancer.
Porten var stænget, og kun Pontiac måtte komme ind, meddelte de. Ydmyget og rasende besluttede Pontiac, at tiden var inde til at droppe skuespillet.
Fortet var nu officielt under belejring, og indianerne gav sig herefter til at hærge i Fort Detroits opland.
Ethvert britisk kolonisthus blev stukket i brand. De myrdede og skalperede alt, der kunne gå og tale engelsk – både mænd, kvinder og børn. I kampens hede måtte selv en fransk pelsjæger lade livet.
Samtidig begyndte Pontiacs indianere at skyde mod selve fortet. Gladwins mænd besvarede straks ilden, og i de næste seks timer bragede geværerne med det resultat, at mindst fem briter fik slemme skader.
Indianerne måtte dog hurtigt sande, at palisaderne ikke lod sig vælte af geværkugler. Kort efter gik Pontiac derfor med til at drøfte betingelserne for en våbenhvile med major Gladwin.
En kaptajn ved navn Donald Campbell meldte sig på Pontiacs opfordring som mægler, men straks han trådte udenfor porten, blev han taget som gidsel. Forhandlingerne kollapsede øjeblikkeligt.
Mens Pontiacs krigere udfordrede major Gladwin og Fort Detroit, bredte nyheden om krigen sig hastigt.
Indianerstammerne sendte krigsbælter til hinanden som en symbolsk opfordring om at slutte sig til den voksende alliance af vidt forskellige folkeslag, der kun havde én ting til fælles: deres brændende had til den britiske koloniherre.
General Amherst havde dårligt nok modtaget nyheden om angrebet i Detroit, før det lille Fort Sandusky ved Erie-søen blev erobret af wyandotterne.
De 15 udstationerede soldater blev dræbt og skalperet, hvorefter indianerne satte ild til det undseelige blokhus.
I Fort Saint Joseph tog potawatomierne livet af 14-15 briter, mens de ni soldater på Fort Miami blev taget som fanger.
Sidstnævnte sted havde en løjtnants indianske elskerinde overtalt ham til at lukke gæsterne ind.
Siden faldt adskillige britiske fæstninger og deriblandt Fort Michilimackinac.
På Fort Venango slog senecaindianerne hele garnisonen ihjel – bortset fra en enkelt officer. Mens sejrherrerne gjorde klar til at tortere ham, blev officeren tvunget til at skrive et klagebrev til den engelske konge.
Her fik indianernes vrede over bl.a. de høje priser på ammunition frit løb. Efter tre dages pinsler døde den tilfangetagne officer.
Garnisonen på Fort Presque Isle overgav sig først, da de 250 belejrende indianere fra forskellige stammer højt og helligt havde garanteret dem frit lejde.
Det var med de største forhåbninger, de ca. 30 soldater forlod deres fort – for straks at blive taget til fange.
Kopper skulle dræbe indianerne
I sit hovedkvarter i New York måtte general Amherst erkende, at situationen efterhånden var kommet ud af kontrol.
Han var især foruroliget over, at stridighederne ikke længere var begrænset til det gamle Ny Frankrig – shawnee- og delawareindianerne var begyndt at plyndre og myrde løs langt inde i kolonien Pennsylvania.
Han beordrede derfor oberst Bouquet til at samle ca. 500 rødfrakker og komme koloniens Fort Pitt til undsætning. I den pressede situation fik Amherst en brutal idé.
“Ville det ikke være muligt at sprede kopper blandt de fjendtlige indianerstammer?” skrev han i et brev til oberst Bouquet sidst i juni.
Tanken om biologisk krigsførelse havde dog allerede strejfet briterne i Pennsylvania.
I begyndelsen af juni havde en koppeepidemi floreret blandt soldaterne på Fort Pitt, og garnisionens kaptajn, Simeon Ecuyer, havde hurtigt fået oprettet et afskærmet lazaret for at forhindre sygdommen i at sprede sig.
Samme hensyntagen gjaldt dog ikke de indianere, som den 22. juni indledte en belejring af fortet.
Et par dage senere kom to høvdinge på forhandlingsvisit, og den “gæstfri” Ecuyer forærede dem to tæpper og et halstørklæde, der var inficerede med koppevirus. Inden længe begyndte koppevirusset dets dødbringende mission blandt indianerne.
Krigslykken begynder at vende
I juli 1763 havde Pontiac og hans allierede overvundet otte britiske fæstninger, og henrettet hundredvis af kolonister og omrejsende handelsfolk. Men nu kom de indianske sejre ikke længere så nemt.
Forstærkningerne fra general Amherst var på vej, og indianerne manglede både ammunition og den militærtaktiske viden, der skulle til for at nedkæmpe de resterende stadigt mere selvsikre garnisoner.
I august nåede oberst Bouquet fx frem til Fort Pitt. I slaget ved Bushy Run nedkæmpede hans soldater en indianerhær og befriede fortet.
Fort Niagara modstod ligeledes stammernes belejring – også selvom 72 britiske soldater i september bogstavelig talt blev hakket i småstykker nær fortet.
Ved Fort Detroit var kampene imidlertid hårdest. Allerede i maj havde Pontiacs mænd dræbt 96 soldater, der kom sejlende på Lake Erie for at bistå fortet, og i juli havde indianerne i et bagholdsangreb på en bro dræbt 20 soldater.
De fleste af briternes forstærkninger nåede dog frem, og major Gladwin kunne endelig gå til modangreb.
I en træfning blev en nevø til en af høvdingene dræbt af en kugle. Høvdingen hævnede sig efterfølgende ved at slå gidslet – kaptajn Campbell – ihjel.
Til sidst kunne indianerne ikke opretholde belejringen mere, fordi de var ved at løbe tør for ammunition, og flere britiske forstærkninger var på vej.
I slutningen af oktober 1763 sluttede Pontiac derfor fred med briterne.
Belejringen blev hævet, og Pontiac og hans flok tog sydpå for at være klar til årets vinterjagt.
Da fredspiben var røget, kunne indianerne med tilfredshed konstatere, at briterne opgav meget af deres upopulære politik.
Briterne må give op
Krigen døde dog ikke ud med Pontiac. Indianerne i Pennsylvania fortsatte med at sprede terror. Som en konsekvens blev den ineffektive general Amherst sendt hjem til London i skam.
Hans efterfølger, Thomas Gage, havde mere held og fik tvunget indianerne til forhandlingsbordet. Den 7. september 1764 godtog et stort antal indianere i Detroit briternes tilbud om fred.
Selvom krigen endte uden vinder, kunne indianerne alligevel siges at have fået en lille sejr. For med fredsaftalen blev briterne tvunget til at opgive Amhersts upopulære politik, ligesom krigen var den første, hvor de nordamerikanske indianere ikke havde lidt nederlag.
I alt mistede briterne over 450 soldater samt et ukendt antal civilister og indianske allierede i krigen.