Krigsfange efter dødsmarch: “I mit hjerte tilgav jeg dem”

Jeg blev udstationeret i Manila (i Filippinerne, red.) i september 1940*. Da krigen senere brød ud, varede det kun få dage, før japanerne havde herredømmet over både havet og luftrummet**.

General Douglas MacArthur, den øverstkommanderende for de væbnede styrker i Filippinerne, gav derfor ordre til, at vi skulle trække os tilbage til Bataanhalvøen og forsvare den, indtil vi fik hjælp fra USA.

I begyndelsen var alt godt. Men så gik det galt. Nogen havde glemt, at vi soldater skulle have mad.

I 93 dage kæmpede vi på halv madration og med forældede våben mod overmagten. Da hjælpen fra USA udeblev, besluttede den øverstkommanderende på Bataan, general Edward P. King, derfor at overgive sig.

Han overgav en hær bestående af soldater, der var udmattede, sultne og ramte af dysenteri, malaria og andre sygdomme.

Vi var ikke klar til det, der skulle komme – dødsmarchen på Bataan.* Marchen strakte sig i første omgang fra Mariveles** til togstationen i San Fernando, en distance på 88 km.

Det foregik i gloende hede ad en støvet vej. Langs hele ruten blev mænd skudt, stukket ihjel med bajonetter, halshugget eller simpelthen banket til døde.

Da vi nåede frem til San Fernando, blev vi stuvet ind i jernbanevogne.

Efter en køretur på fire timer blev vi læsset af ved en landsby, som hed Capas. Herfra marcherede vi 14 km til den nærmeste krigsfangelejr, Camp O’Donnell, en gammel filippinsk kaserne.

Ved ankomsten til lejren blev vi mødt af en japansk officer, der råbte ad os.

“I er ikke krigsfanger, men slet og ret fanger, og I vil blive behandlet derefter”, brølede han. Kort tid efter blev jeg og nogle af de andre kørt til hovedlejren for krigsfanger, Cabanatuan.

En dag, mens jeg opholdt mig der, blev vi allesammen jaget ud af de hytter, vi boede i. Vi blev tvunget til at se på, mens menig Irvin Penvose gravede sin egen grav, og mens han derefter blev skudt af en henrettelsespeloton.

Jeg blev sat til tvangsarbejde i begyndelsen af oktober 1943. Sammen med 500 andre arbejdede jeg de følgende 12 måneder på at bygge en flyveplads nær landsbyen Las Piñas, som ligger 64 km fra Manila.

En dag i begyndelsen af november 1944 befandt vi os for enden af en landingsbane, da én af fangerne begyndte at råbe og pege i den retning, hvor Manila ligger. Vi kiggede op på himlen og så amerikanske og japanske fly i nærkamp.

Den følgende morgen blev 1.100 af os stuvet ned i lasten på det japanske skib Haro Maru*. Skibet var en del af en konvoj på ni skibe, som med japanske destroyere som eskorte sejlede mod Japan.

Næppe havde vi forladt Manilabugten, før vi blev angrebet af amerikanske ubåde. Under hele turen var lastrummets luger dækket fuldstændig til, så intet lys kunne trænge ind eller ud.

Igennem dage, som forekom endeløse, lyttede jeg i mørket til destroyernes dybhavsbomber, som eksploderede omkring os, mens de amerikanske ubåde jagtede os gennem Det Sydkinesiske Hav.

Efter 18 dage ankom vi til Hongkong. Da skibet lagde til dok, stod jeg tilfældigvis ved lejderen, da en vagt gav tegn til, at jeg skulle komme hen til ham. Jeg løb op ad lejderen og greb den vandslange, der lå på dækket.

Først lod jeg vandet fosse ud over mit hoved. Så begyndte jeg at drikke af vandet. Jeg drak og drak. Bagefter fyldte jeg de to vanddunke, jeg bar hæftet fast i mit bælte.

Så begyndte de andre fanger at sende deres vanddunke op fra lasten, og dem fyldte jeg også. Sådan fortsatte det i fire timer, før luftsirenerne lød, og jeg igen måtte ned i lasten.

Skibet sejlede os til havnen i Mogi på nordspidsen af Kyushu, Japans næststørste ø. Herfra krydsede vi strædet til den ø, hvor Tokyo ligger. Her blev vi sat på et tog og kørt nordpå.

Det var nu sidst i november 1944, og B-29-fly bombede alt omkring os. Flere gange blev toget nødt til at standse, fordi skinnerne skulle repareres, før vi kunne køre videre.

Til sidst nåede vi frem til landsbyen Hosokura, hvor vi blev sat til at arbejde i Mitsubishis* mine nummer 11. En dag fløj en B-29’er over os. Den smed mad, tøj og medicin ned til os sammen med nyheden om, at krigen var slut.**

Herefter blev vi indkvarteret i en hangar ved en tidligere japansk flyveplads, hvor vi blev debriefet af folk fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Her hørte vi, at japanerne havde overhældt 200 filippinske krigsfanger med benzin og sat ild til dem. Kort tid efter gik jeg ombord på et skib til San Francisco.

Da vi kom hjem, led vi soldater af PTSD, posttraumatisk stresssyndrom. Det indser jeg nu.

Men Gloria hjalp mig med at komme over det. Da vi blev gift, hjalp hun mig på rette vej. Da Koreakrigen så brød ud, fik jeg ordre til at rejse til Japan.

Som tidligere krigsfange kunne jeg have nægtet, men jeg besluttede mig for at tage afsted.

“Hvorfor vil du dog til Japan?” spurgte folk mig dengang. Men jeg havde talt det hele igennem med min kone. Jeg havde også på det tidspunkt talt med en masse japanere.

Og i mit hjerte tilgav jeg dem.

Efterskrift

Ca. 30.000 fanger omkom under dødsmarchen og i Camp O’Donnell. Den ansvarlige japanske general, Masaharu Homma, blev dømt som krigsforbryder og henrettet i 1946.

Kerchum forblev i hæren. Han modtog flere udmærkelser, herunder tapperhedsmedaljen Purple Heart, før han i 1966 gik på pension.