Ku Klux Klan blev indhentet af fortiden

Læs hele historien om de tre udgaver af Ku Klux Klan i artiklen nedenfor:

Med sit tynde, hvide hår og de indfaldne kinder lignede James Ford Seale en helt almindelig, ældre mand. Sådan opfattede naboerne i byen Roxie i Mississippi ham også.

Men så fandt politiet ud af, at har båret på en hemmelighed i over 40 år. Seale blev i august 2007 idømt tre gange fængsel på livstid for sin rolle i mordet på to sorte teenagedrenge, Henry Hezekiah Dee og Charles Eddie Moore.

De to drenge var på vej til en fest, da de den 2. maj 1964 blev kidnappet af Seale. Andre medlemmer af Ku Klux Klan kom til, og mens Seale truede drengene med et oversavet haglgevær, bandt andre dem til et træ og piskede dem.

Derefter tapede Seale drengenes hænder og munde til og smed de blodige kroppe i bagagerummet på en bil, der transporterede dem omkring 150 kilometer til Mississippi-floden.

Mens de stadig var i live, blev drengene fra en båd smidt i floden – en motorblok fra en bil og nogle togskinner holdt ligene nede. Et klanmedlem, der var til stede den dag, har fortalt FBI, at Seale først ville skyde drengene.

Men han ombestemte sig, fordi han ikke ville svine båden til med deres blod. Drengene blev dræbt, fordi Seale og hans venner mente, at Henry kæmpede for de sortes rettigheder. Charles blev dræbt, fordi han var ven med Henry.

Kort tid efter anholdt FBI-agenter to mænd i sagen – den dengang 29-årige James Ford Seale var den ene. Da Seale fik at vide, at han var mistænkt for mordet på de to drenge, svarede han ifølge FBI-dokumenter:

“Ja, men jeg vil ikke indrømme det. I er nødt til at bevise det.”

Sagen blev overdraget til de lokale myndigheder, som dengang bare afviste den på grund af “mangel på beviser”.

Ku Klux Klan hærgede i hele USA

Mordene på de to drenge var ikke et isoleret tilfælde. Siden 1865 havde Ku Klux Klan hærget næsten alle byer og stater i USA og stået bag en lang række af bestialske mord på både sorte og hvide.

Volden kulminerede i sommeren 1964, hvor borgerrettighedsaktivister nordfra rejste til sydstaterne for at oplyse de sorte amerikanere om deres ret til at stemme.

Perioden er skildret i filmen “Mississippi Burning”, der handler om mordene på tre aktivister i Meridian, Mississippi.

Også disse mord var begået af Ku Klux Klan og fandt sted omtrent på samme tid som drabene på Henry Hezekiah Dee og Charles Eddie Moore.

De to teenagedrenges ilde tilredte lig blev kun fundet, fordi myndighederne ledte efter de tre aktivister fra Meridian.

Ku Klux Klan var en blandet flok

Mordene i 1960'erne var en barsk påmindelse om Ku Klux Klans motto om at være her “i går, i dag og for evigt”.

Organisationen var opstået knap 100 år tidligere som en løs sammenslutning af tidligere soldater fra den besejrede sydstatshær. I begyndelsen var den blot et frirum for soldater, der havde svært ved at finde sig til rette i det civile liv efter borgerkrigen.

Men soldaterne havde ikke glemt det bitre nederlag i krigen, og hurtigt blev klanen derfor et middel til at bekæmpe forbundsregeringens forsøg på at skabe et Syden uden slaveri.

Selv om klanen aldrig fik en egentlig central ledelse, bredte den sig hurtigt til hele Syden, hvor en lang række autonome grupper opererede under navnet “Ku Klux Klan”.

Mange af grupperne bestod af en broget flok fattige bønder, religiøse fundamentalister, vrede krigsveteraner og utilpassede unge – fælles for dem var, at de var hvide, kristne og utilfredse med udviklingen i Syden.

Målet for klanens aktioner var primært frigivne slaver, regeringsansatte og lærere i skoler for sorte. De blev truet, mishandlet eller dræbt.

I 1871 fik præsident Ulysses S. Grant nok af klanen. Han underskrev en lov, der gjorde det muligt at dømme klanmedlemmer for sammensværgelse – den såkaldte “Klan Act,” som stadig bruges i dag.

Hundredvis af af klanmedlemmer blev retsforfulgt, og i midten af 1870’erne var den første Ku Klux Klan så godt som udryddet.

Ku Klux Klan vender tilbage – større og stærkere

Selv om Ku Klux Klan umiddelbart var død, var den ikke begravet. Således genopstod organisationen i 1915 og blev mere magtfuld end nogensinde.

Forklaringen på genopstandelsen skal findes i, at USA i begyndelsen af 1900-tallet var ved at finde sin identitet som moderne industrisamfund. Ny teknologi og samlebåndsteknik skød produktionen i vejret, og velstanden voksede.

Men udviklingen skabte også ulighed. Ikke alle kunne få del i den nye middelklasses goder, og de vendte deres vrede og frustration mod dem, som i forvejen befandt sig i udkanten af samfundet: sorte, jøder og europæiske immigranter, som strømmede til USA for at finde arbejde.

Selv om slaveriet var blevet afskaffet, levede sorte og hvide stadig i forskellige verdener.

I sydstaterne var opdelingen så institutionaliseret, at hvide og sorte gik i forskellige skoler og kirker, sad forskellige steder i busserne og havde hver sit område i parkerne.

Racerne levede “adskilt, men lige”, hed det, men det var tydeligt, at de sorte var mere adskilt end lige. Nordpå gik det ikke meget bedre – selv om der formelt var lighed, fik de sorte stadig de dårligste uddannelser, job og boliger.

I dette miljø fandt D.W. Griffiths storfilm “Birth of a Nation” solid klangbund. Film og radio var ved at etablere sig som et nyt nationalt samlingspunkt, og premieren i 1915 fik stor opmærksomhed.

Filmen fremstillede den oprindelige Ku Klux Klan fra 1870’erne som forsvarer og frelser af den “sande” amerikanske nation mod “de barbariske sorte”.

Millioner af mennesker strømmede ind for at se filmen, og der udbrød – hvad medierne kaldte – “Ku Klux-feber”; folk købte Ku Klux-hatte, holdt Ku Klux-fester og lavede mad iført hvide Ku Klux-forklæder.

Snart havde klanen hver syvende amerikaner som medlem, og den satte den politiske dagsorden i store områder af nationen.

Ku Klux Klan fødes på ny

Bag klanens genopstandelse stod William Joseph Simmons. Han var tidligere metodistprædikant og manisk interesseret i hemmelige loger. Simmons var besat af at opfinde den perfekte loge, og under et sygeleje udviklede han “Knights of the Ku Klux Klan”.

Inspireret af den oprindelige Ku Klux Klans holdninger udtænkte han et strengt hierarkisk system, et indforstået sprog og indviklede ritualer.

Simmons søgte staten Georgia om tilladelse til at stifte organisationen som “et rent godgørende og filantropisk foretagende”, og tilladelsen kom to dage før premieren på “Birth of a Nation” i 1915.

Det var tids nok til, at avislæsere på premieredagen kunne se to sidestillede annoncer – én for filmen og én for Simmons' klan.

“Verdens største hemmelige, sociale, patriotiske, broderlige, godgørende orden”, stod der på plakaten, som også havde et billede af en hvidklædt skikkelse på hesteryg – et billede, der var kopieret efter filmplakaten.

Simmons' timing var perfekt. To år tidligere var den 13-årige Mary Phagan blevet fundet voldtaget og myrdet i kælderen på den fabrik, hvor hun arbejdede i Marietta, Georgia. Fabrikkens direktør, den jødiske Leo Frank, blev straks anholdt for mordet.

Den lille piges død pustede liv i fordomme og racisme og var kraftigt medvirkende til at gøde jorden for Simmons' udgave af Ku Klux Klan.

Den sensationslystne del af pressen opfandt historier om Leo Franks seksuelle udskejelser – de skrev blandt andet, at fabrikkens vægge var dækket af billeder af “korpiger i sparsom påklædning”.

Under retssagen rasede folkemængden uden for retslokalet, og højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes protesterede over, at juryen var så intimideret, at det hæmmede en retfærdig rettergang.

På trods af dette – og at vidnerne i sagen langtfra var troværdige – blev Leo Frank dømt til døden. Georgias guvernør så bestyrtet til og ændrede dommen til fængsel på livstid.

I sin celle skrev Leo Frank breve til sin kone og til dem, som havde støttet ham under retssagen. Han var overbevist om, at det ville lykkes ham at bevise sin uskyld.

I løbet af sommeren 1915 var Mary Phagans grav imidlertid blevet til en helligdom for en gruppe, der var besat af tanken om at hævne pigens død.

I august 1915 brød de ind i fængslet og kidnappede Leo Frank, som de derefter hængte. Gruppens medlemmer var blandt stifterne af Simmons' klan.

Pengene strømmede ind til Ku Klux Klan

Den nye Ku Klux Klan fik hovedsæde i Atlanta. Her regerede Simmons, godt hjulpet af reklamebureauet Southern Publicity Association (SPA), der sørgede for klanens præsentation udadtil.

Moderne marketingmetoder og mystiske ritualer var tilsyneladende en effektiv kombination, for klanen blev snart en god forretning. Hververe blev fordelt over hele nationen.

Et medlemskab af klanen kostede 10 dollars, hvoraf de 2,50 gik til SPA – resten tilfaldt hververe og klanens kasse. I begyndelsen af 1920'erne tjente klanen over 1.500.000 dollars på medlemskaber, foldere, dragter og andet tilbehør.

Hovedkvarteret blev flyttet til en stor ejendom på en af byens bedste adresser, og klanen opkøbte en fabrik til at fremstille de hvide dragter.

I 1921 var formuen blevet så stor, at klanen kunne forære Simmons et stort hus, en ny bil og en efterbetaling på 25.000 dollars for hans store arbejde som stifter.

Snart sad klanmedlemmer og sympatisører på betydningsfulde poster i politi, byråd, kirker og guvernørboliger over hele landet. Klanens magt var så stor, at den i visse områder af USA holdt indbyggerne i et jerngreb.

Ku Klux Klan var attraktiv

Også i byen Bastrop i det nordlige Louisiana stod klanen stærkt – både blandt byens nyrige borgerskab og blandt de unge, enlige mænd, som de gode jobmuligheder i olieindustrien og fabrikkerne trak til byen.

Bastrop havde kun én biograf, få enlige kvinder og ingen alkohol, så de adspredelsesmuligheder, klanen kunne byde på, fremstod som særdeles attraktive for disse mænd.

Som en samtidig avisartikel berettede, var det “halloween hele året”, når de unge klanmedlemmer afpatruljerede veje og skove.

Rygtet gik, at den lokale baptistpræst var med i klanen, og – skrev Baltimore Sun – “selv om Bastrops unge mænd næppe hørte til blandt de mest gudfrygtige, var det betryggende for dem at vide, at kirken velsignede deres udskejelser”.

Det samme gjorde sognets sherif, den offentlige anklager samt adskillige politifolk, der alle var medlemmer af klanen.

Knap så godt gik det for klanen i nabobyen Mer Rouge. Nogle år tidligere havde byen været handelscentrum og hjemsted for den lokale overklasse, men den var imidlertid blevet overhalet i status og indflydelse af nabobyen Bastrop.

Klanlederen dr. B.M. McKoin fra Mer Rouge var ikke tilfreds med den udvikling. I modsætning til i Bastrop nød klanen i hans by ikke den respekt, den havde krav på, følte han.

Disciplinen blandt mændene i Mer Rouge var for dårlig, for der blev både drukket og spillet kort, og det var en kendt sag, at hvide mænd gik ud med sorte kvinder.

McKoin havde især set sig gal på to unge mænd, Watt Daniel og Tom Richards, som begge var hvide. De gjorde åbenlyst nar af klanen, og de havde endog dristet sig til at udspionere nogle af de hemmelige møder.

Trods advarsler fortsatte de to unge, men den 24. august 1922 besluttede McKoin at lukke munden på dem og samtidig statuere et eksempel for hele byen.

Unge blev pisket og smidt i sø

Mer Rouge lå stille hen den sensommeraften. De fleste familier var taget til Bastrop, hvor en baseball-kamp og fælles barbecue havde trukket folk til.

Ved aftenstid bugtede bilerne sig langsomt ad landevejen hjemad, indtil den første uventet gjorde holdt. Vejen var spærret af en bil, der holdt på tværs af vejbanen. Én efter én stoppede bilerne, og passagererne så vantro til, mens bevæbnede og maskerede klanmedlemmer omringede dem.

Hvad bilisterne ikke vidste, var, at deres by hele eftermiddagen havde været afskåret fra omverdenen. Klanen havde lukket alle veje mellem Bastrop og Mer Rouge, og sognets klanleder havde bedt telefonoperatøren i Bastrop om at stoppe alle opkald mellem de to byer.

Langs rækken af biler gik et hvidklædt klanmedlem undersøgende fra bil til bil.

Da han kom til bilen med Watt Daniel, udbrød han højt: “Der er den mand, vi skal have fat i!”

Watt, Tom og deres fædre samt en ven af Daniels familie blev herefter – for øjnene af deres rædselsslagne naboer – slæbt væk af formummede skikkelser til en ventende lastbil.

Mændene blev kørt til en lysning i skoven. Watts 70-årige far og hans bekendte blev bundet til et træ og pisket med en læderrem. Det lykkedes Watt at vriste sig løs og trække hætten af en af de mænd, som mishandlede hans far.

Imens de andre klanmedlemmer overmandede ham, råbte han højt navnet på manden. Tom hørte navnet, og klanmedlemmerne besluttede, at det var for risikabelt at lade de to unge leve.

Mens de ældre mænd blev sluppet fri, forsvandt Tom og Watt sporløst. Måneder senere dukkede deres lig op i den nærliggende sø. De to unge var først blevet pisket og dernæst kørt over med en traktor, som blev været brugt til at jævne grusveje med.

Til sidst var arme og ben hugget af ligene, før de var blevet omviklet med pigtråd og smidt i søen.

Sagen blev indbragt for to forskellige lokale domstole, som skulle undersøge, om der var et rimeligt grundlag for at retsforfølge nogen.

Begge domstole var styret af klanmedlemmer, og ingen af dem fandt grund til at gå videre med sagen. Til gengæld fandt de anledning til at bemærke, at domhusets tag kunne trænge til at blive repareret.

Ku Klux Klan var overalt

Klanens indflydelse var ikke begrænset til små sydstatsbyer som Mer Rouge og Bastrop.

I begyndelsen af 1920'erne var Ku Klux Klan aktiv fra New England i nordøst til Californien i sydvest, og det største medlemstal mønstrede klanen faktisk uden for sydstaterne.

Eksempelvis styrede styrede Ku Klux Klan hele det politiske liv i Californien. Politimestre, sheriffer, betjente, brandmænd, præster og embedsmænd var medlemmer af klanen, som i begyndelsen af 1920'erne etablerede et sandt terror-regime i staten.

Visse steder opfattede klanen sig også som moralske vogtere, og mænd og kvinder blev torteret og truet, hvis de levede syndigt.

I byen Taft i Californien blev en mand, der havde søgt om skilsmisse, kidnappet af 30 maskerede klanmedlemmer og hængt, til han mistede bevidstheden.

Derefter blev han genoplivet, pisket med reb og pigtråd. Til sidst blev han efterladt blødende på jorden.

Udviklingen vender for klanen

I 1924 udvalgte Ku Klux Klan byen Anaheim, en større industriby i Sydcalifornien, til “klan-mønsterby”. Klanen fik valgt fire medlemmer ind i det fem mand store byråd, og 90 procent af byens politibetjente var medlemmer af klanen.

Mænd i klankostumer patruljerede gaderne, og situationen var så anspændt, at de færreste turde gå ubevæbnet på gaden. Efter et års tid med klanen ved roret begyndte forretningerne i den ellers så fremgangsrige by at gå dårligt.

Indbyggerne var godt trætte af tingenes tilstand og krævede et omvalg. Ved valget i 1925 blev samtlige klanmedlemmer stemt ud af bystyret.

Billedet var nogenlunde det samme andre steder i landet, hvor det også begyndte at gå ned ad bakke for klanen.

Efter et stort velstandsboom ramte den økonomiske depression USA i 1929, og som én af samtidens aviser bemærkede, var det nu de færreste, der havde råd til at “smide 10 dollars efter en natskjorte i overstørrelse”.

Klanen blev dog for alvor stækket, da den i 1940 arrangerede et stort fællesmøde med det pro-nazistiske “Amerika-Deutscher Volksbund”.

For præsident Franklin D. Roosevelt stod det klart, at USA aldrig ville blive en troværdig allieret i kampen mod Nazityskland, hvis klanen uhindret kunne fortsætte sin racistiske virksomhed.

I foråret 1944 fik organisationens øverste leder derfor besøg af skattevæsenet, der opgjorde, at Ku Klux Klan skyldte den nette sum af 685.000 dollars.

Klanen solgte sine aktiver, og for at undgå yderligere økonomiske krav opløste den sig selv.

Sorte bliver bevidste

I årene efter 2. verdenskrig oplevede amerikanerne en økonomisk vækst, der overgik selv 1920’ernes fremgang.

Offentlige investeringer i veje, skoler, teknologi – og ikke mindst Korea-krigen – sendte bruttonationalproduktet på himmelfart med en stigning på 250 procent fra 1945 til 1960.

Middelklassen voksede og fik råd til hus og bil. Sorte, der ligesom deres hvide medborgere havde kæmpet for USA eller taget en tørn på våbenfabrikkerne, fik større selvbevidsthed og krævede del i samfundets goder.

I 1954 fastslog højesteretsdommen i en sag mod en skolebestyrelse i byen Topeka i Kansas, at princippet om “adskilt, men lige” ikke kunne anvendes inden for det offentlige uddannelsessystem.

“Separate uddannelsesfaciliteter er iboende ulige,” fastslog retten.

Afgørelsen var som en revne i en dæmning, og med rivende hast begyndte raceadskillelsen at bryde sammen. Sorte satte sig bevidst på sæder forbeholdt hvide og indtog deres frokost i cafeteriernes afdelinger for hvide.

De marcherede i tusindtal, mens regeringen i Washington brugte militæret for at integrere skoler og universiteter med magt.

Hos dem, som ikke kunne opnå den eftertragtede middelklassestatus – industriarbejdere, landarbejdere og andre uden uddannelse – blev de sortes fremgang set som en trussel.

Parret med efterkrigstidens diffuse angst for kommunisme fandt Ku Klux Klan for tredje gang en platform.

Klanfolk måtte slå ihjel for Kristus

I sidste halvdel af 1950'erne var klanen for alvor tilbage. Fra 1956 til 1963 stod Ku Klux Klan bag mindst 133 bomber mod sorte kirker og hjem. Også synagoger og liberale hvide kirker, skolebestyrelser og borgmesterkontorer blev bombet.

Denne gang fik Ku Klux Klan dog hovedsagelig fodfæste i sydstaterne og bestod af en række løsrevne fraktioner, der havde samme mål: at forhindre sorte i at få rettigheder.

Den mest voldelige og militante af disse fraktioner var “The White Knights of the Ku Klux Klan”.

Fraktionen var en reaktion på, at præsident J.F. Kennedy i 1962 havde sendt 3000 forbundstropper til Mississippi, fordi University of Mississippi nægtede en sort studerende adgang.

Tropperne tvang universitetet til at åbne sine døre for sorte, og statens hvide, der ellers havde siddet solidt på magten, var chokerede.

En gruppe mænd dannede “The White Knights of the Ku Klux Klan” og valgte Sam Bowers, ingeniør og forretningsmand, som øverste leder.

“White Knights” blandede klan-ideologi med en hjemmelavet udgave af kristendom: Klanen måtte slå ihjel for Kristus, mente Bowers, men formanede samtidig sine tilhængere til, at det skulle gøres “i stilhed, uden ondskab, som en kristen handling”.

Bowers refererede åbenlyst til sine mindre veluddannede tilhængere som “bondeknolde”, men hadet til de sorte og regeringen i Washington havde de tilfælles.

Ved en ransagning i Bowers' hjem fandt FBI et bredt udvalg af våben, en stor mængde ammunition samt et detaljeret memo, der opfordrede til at “eliminere” Robert Kennedy.

“White Knights” har mindst ni mord, omkring 75 bombeangreb på sorte kirker og 300 andre tilfælde af fysisk angreb på samvittigheden.

USA vender Ku Klux Klan ryggen

I 1967 blev Sam Bowers og seks andre klanmedlemmer dømt for mordene på tre borgerrettighedsaktivister i Meridian, Mississippi. Dommen var et tegn på, at der var sket store forandringer i USA i løbet af de tre år, der var gået siden mordene.

Borgerrettighedsbevægelsen havde vundet store sejre, og i 1964 vedtog USA Civil Rights Act, der ophævede raceadskillelsessystemet.

I 1965 fulgte Voting Rights Act, som fjernede de lovmæssige barrierer for, at sorte kunne stemme. Tilsammen udgjorde de to love den mest omfattende borgerrettighedslovgivning nogen sinde.

I Syden voksede beslutsomheden om ikke at lade klanen ødelægge den økonomiske fremgang, som lave skatter og en erhvervsvenlig politik havde skabt sidst i 1960'erne.

I 1970 valgte sydstaterne en helt ny generation af sydstatsguvernører: politikere uden sympati for klanen.

Samme år viste en meningsmåling, at 76 procent af alle amerikanere var “stærkt imod” Ku Klux Klan, hvis medlemstal i samme periode nåede bundrekord med 1500 personer.

Ku Klux Klan i dag

I dag har Ku Klux Klan omkring 3.000 medlemmer og sympatisører i USA. Selv om klanen altså i dag er langt fra tidligere tiders størrelse, er dens forbrydelser ikke glemt.

“Disse tragiske mord er taget direkte ud af nogle af de mørkeste sider i vores nations historie. Og mens vi – desværre – ikke kan rette op på fortidens fejl, kan vi forfølge retfærdigheden til det sidste,” har tidligere FBI-chef Robert Mueller sagt.

Politisk er der også opbakning til at få kastet lys over Ku Klux Klans blodige fortid. Repræsentanternes Hus har bevilliget millioner af dollars til at retsforfølge tidligere KKK-medlemmer, der mistænkes for at have medvirket til drab.

For de pårørende, der har levet i uvished så længe, handler retssagerne først og fremmest om, at retfærdigheden omsider er ved at ske fyldest.

“Jeg har grædt. For første gang i 50 år har jeg grædt. Det vil ikke bringe min brors liv tilbage, men på en eller anden måde tror jeg, at han ville være tilfreds,” siger 63-årige Thomas Moore, bror til Charles Eddie Moore, som James Ford Seale myrdede i 1964.