Ku Klux Klan: Hvorfor brænder de kors?

I amerikanske film brænder Ku Klux Klan kors af. Er det ikke en anti-kristelig handling?

Ku Klux Klan er traditionelt stærkt troende protestanter, og korsafbrændingerne er ikke vendt mod kirken.

Organisationen opstod i 1865 ved afslutningen på den amerikanske borgerkrig og havde til formål at begrænse de sejrrige nordstaters indflydelse i syden. Medlemmerne gjorde sig skyldige i lynchninger og andre voldshandlinger, men de brændte ikke kors af. Den skik opstod først efter, at det i 1870'erne lykkedes myndighederne at udslette det første Ku Klux Klan.

Film om Ku Klux Klan inspirerede

I 1915 havde det store amerikanske filmværk “Birth of a Nation” premiere. Det byggede på Thomas Dixon, Jr.s roman “The Clansman” fra 1905, som omhandlede tiden under og efter den amerikanske borgerkrig. Filmen rummede en scene, hvor et medlem af Ku Klux Klan red med et brændende kors i hånden – angiveligt inspireret af gamle ritualer blandt klaner i det skotske højland.

Samme år som filmpremieren genskabte den tidligere præst William J. Simmons Ku Klux Klan, og han hentede de fleste af organisationens symboler direkte fra filmen.