Simón Bolívar
Opbyggede en ny nation
I 1807 vendte den unge Simón Bolívar hjem til Venezuela efter en rejse i Europa, fuld af ideer om demokrati og frihed. Da Spanien faldt til Napoleon året efter, stillede Bolívar sig i spidsen for en frihedsbevægelse, som erklærede Venezuela selvstændigt. I de næste fire år kæmpede de militært uerfarne revolutionære mod de spanske soldater, men til sidst måtte Bolívar flygte ud af landet.
I det nyligt selvstændige Ny Granada fandt Bolívar nye tilhængere, men hans andet forsøg på at befri Venezuela mislykkedes også. Nu flygtede Bolívar til det uafhængige Haiti, hvor han rejste en ny hær og vendte hjem for at gøre et tredje forsøg.
Denne gang sejrede han, og i 1819 gik Bolívars drøm i opfyldelse, da et nyt Storcolombia – bestående af Columbia, Venezuela, Panama, og Ecuador – blev oprettet. Bolívar fik ærestitlen “Den Store Befrier” og blev udnævnt til præsident. I 1824 indlemmede Bolívar også Peru i Storcolombia. For at styrke den unge republik foreslog Bolívar, at han blev udnævnt til diktator. Det blev for meget for de store jordejere, som i 1828 fik ham væltet.
O’Higgins forbedrede Chiles økonomi, bl.a. via landbrugsreformer og uddannelse.
Bernardo O’Higgins
I 1810 udnyttede Chile Napoleons erobring af Spanien og erklærede sig selvstændigt.
Tre år senere var Spanien igen frit, og spanske tropper invaderede Chile.
Den unge chilenske godsejer Bernardo O’Higgins fik kommandoen over en gruppe frivillige og vandt flere spektakulære sejre.
Til sidst fordrev spanierne ham til Argentina, hvor han rejste en ny militærstyrke. I 1817 vendte han tilbage og besejrede i et dumdristigt angreb den overtallige spanske hær.
Derefter blev han leder af Chile. O'Higgins gennemførte en række økonomiske reformer og øgede landets velstand.
Men da han i 1823 forsøgte at reformere kirken og afskaffe adelens privilegier, blev han afsat.
Toussaint Louverture
Toussaint Louverture var slave på det franske Haiti. Efter den franske revolution i 1789 blev alle slaver erklæret lige og frie, men efter kun to år blev slaveriet genindført.
Det udløste et sort oprør, som Louverture var en af lederne af.
Efter års kampe fordrev han i 1799 den franske guvernør og erklærede Haiti for en selvstændig republik.
Napoleon sendte en overlegen styrke til øen, og Louverture overgav sig mod løfte om frit lejde. Franskmændene brød dog straks deres ord og lod Louverture dø af sult i en fængselscelle.
José de San Martín
I 1812 vendte den erfarne argentinske officer José de San Martín hjem fra Napoleonskrigene for at tjene i sit nyligt selvstændige hjemlands hær.
I fire år kæmpede han mod de spanske tropper, som igen og igen angreb Argentina fra Peru.
San Martín besluttede at føre krigen over i fjendens lejr. Under en legendarisk march krydsede han Andesbjergene med sin hær, faldt spanierne i ryggen og besejrede dem.
I 1821 blev San Martín udnævnt til leder af Peru, men han brød sig ikke om det politiske liv og trådte tilbage året efter.
Artigas blev tvunget ud af politik efter sit nederlag.
José Artigas
I 1810 havde argentineren José Artigas en vigtig rolle i fordrivelsen af spanierne. Han blev belønnet med posten som leder af den argentinske provins Uruguay, som han prompte udråbte til en selvstændig stat. Portugiserne frygtede, at oprøret ville brede sig. De rykkede derfor ind med deres hær og fangede Artigas.
Hidalgo gjorde et forgæves forsøg på at løsrive Mexico.
Miguel Hidalgo
Mexicaneren Miguel Hidalgo var en social indstillet præst, som kæmpede for at hjælpe de undertrykte indianere.
I 1810 marcherede han i spidsen for 80.000 bønder mod Mexico City, men uden for byen satte spanierne hæren ind.
Hidalgo blev fanget og henrettet.
Hans voldsomme død gjorde ham til martyr, og han fik ved Mexicos selvstændighed i 1821 titlen “Nationens Fader”.
De Francia var statsleder til sin død.
José de Francia
I 1813 blev filosoffen og teologen José Gaspar Rodriguez de Francia udnævnt som den ene af det nyligt selvstændige Paraguays to konsuler.
Han var stærkt inspireret af tanken om frihed og lighed og gik straks i gang med at udjævne klasseskellene.
Metoderne var uortodokse: De Francia bestemte fx, at folk af spansk afstamning (typisk de rigeste) kun måtte gifte sig med indianere eller sorte (typisk de fattigste).
Da de Francia mødte modstand, så han ingen anden udvej end at udnævne sig selv til enekonsul på livstid. Hans første lov var at forbyde oppositionen.
Derefter beslaglagde han kirkens besiddelser. Selv om de Francia blev stadig mere skør, blomstrede økonomien.