Livsfarlige eksperimenter var CIAs mørkeste hemmelighed
Brug af lsd og elektrochok på uvidende forsøgspersoner indgik i en række hemmelige CIA-eksperimenter i 1950'erne. Målet var at udvikle en metode til hjernevask af fjendtlige agenter. Samtidig døde en biokemiker med forbindelse til CIA på mystisk vis.
Frank Olson faldt fra 13. sal på Hotel Statler i New York.
Natten til den 28. november 1953 hørte natportieren på Hotel Statler i New York lyden af knust glas, efterfulgt af et bump. Uden for hotellet fandt han en døende mand – Frank Olson, familiefar, specialist i biologisk krigsførelse og ansat i den amerikanske hær.
Olson havde et lyst sind, og familien var i chok over selvmordet. Men der skulle gå over 20 år, før sandheden begyndte at komme for en dag.
I 1974 kunne avisen New York Times dokumentere, at CIA havde udført eksperimenter på uvidende personer i forsøgsprojekteterne Artichoke og MK-ULTRA fra 1953-1963 – måske længere.
CIA frygtede, at Kina og Sovjetunionen havde udviklet metoder til at hjernevaske amerikanske agenter.
Deres frygt blev underbygget af, at de to lande var begyndt at fremstille store mængder lsd – det eneste stof, som CIA vurderede som stærkt nok til at kunne hjernevaske folk.
Derfor oprettede CIA-chefen Allan Dulles den 13. april 1953 et hemmeligt projekt, der skulle undersøge brugen af stoffer til hjernevask.
Først var det meningen, at projektet skulle forebygge, at sådanne metoder blev brugt på amerikanske agenter.
Men New York Times fandt ud af, at CIA kort efter havde besluttet sig for at udvikle egne metoder til hjernevask.
Der var bare et problem. Projektet krævede forsøgspersoner. Løsningen blev at at eksperimentere med intetanende mennesker – heriblandt Frank Olson.
Frank Olson blev dopet
Den 18. november 1953 var Frank Olson til et møde med videnskabsfolk fra CIA og hæren. Her havde han drukket et glas cointreau og derefter fået det mærkeligt.
Om natten kunne Olson ikke sove, og i løbet af weekenden sank han ned i en depression. Olson var så langt nede, at han om mandagen bad om at se en psykolog.
En kollega, Robert Lashbrook, fulgte Olson til CIA's egen psykiater i New York, hvor de indlogerede sig på et værelse på Hotel Statler.
Hvad Olson ikke vidste, var, at kollegaen Lashbrook samtidig arbejdede for CIA og havde puttet lsd, et narkotikum, der fremkalder stærke hallucinationer, i Olsons cointreau til mødet. Lægebesøget var også en del af planen.
Lægen arbejdede for CIA og pumpede i to dage Olson med store mængder lsd, inden han faldt ud af sit hotelvindue.
Efter afsløringerne i New York Times satte det amerikanske senat dybdegående undersøgelser i gang, og den amerikanske regering måtte indrømme, at Olson var blevet forgiftet med lsd, og tilbød Olson-familien 750.000 dollars, hvis de ville indgå forlig.
Præsident Gerald Ford mødtes personligt med Olsons efterladte for at undskylde, og året efter forbød Ford eksperimenter på personer uden deres vidende.
I 1975 modtog Olsons familie en personlig undskyldning fra præsident Gerald Ford og indgik et forlig på 750.000 dollars.
CIA-chef brændte beviser
Undersøgelserne af CIA fortsatte, men den daværende CIA-chef Richard Helms havde allerede i 1973 forudset skandalen og beordret alt bevismateriale brændt. En bunke dokumenter var imidlertid blevet arkiveret forkert og blev fundet intakt.
Disse dokumenter førte i 1977 til en senatshøring af CIA, hvor det viste sig, at MK-ULTRA (se boks herunder) havde forgrenet sig ud i over 150 underprojekter med eksperimenter udført på mere end 80 hospitaler og universiteter.
På trods af høringen forblev mange spørgsmål ubesvarede – ikke mindst i sagen om Frank Olson. Hans søn troede ikke på faderens selvmord, og fik i 1994 gravet liget op og obduceret det.
Obduktionslægen konkluderede, at Olson havde fået et hårdt slag i hovedet inden faldet, og at beviserne “stærkt antydede mord”.
Distriksadvokaten i New York åbnede en drabsefterforskning, hvor det blev klart, at Olson kendte CIA-hemmeligheder og ville forlade sin stilling.
Men distriksanklageren fandt ikke nok beviser til at rejse anklagen. Det vil nok aldrig blive opklaret, hvad der skete på Frank Olsons hotelværelse den nat i 1953.