Havde den 17-årige sorte teenager vidst, hvad hans ord kom til at medføre, ville han nok have nægtet alt.
“Ja”, mumlede Jesse Washington, da dommeren i Waco, Texas, spurgte, om han erklærede sig skyldig eller ikke skyldig i mordet på sin hvide arbejdsgivers hustru. Svaret blev tolket som en indrømmelse.
Retssagen begyndte med, at betjente og retsmedicineren beskrev hændelsesforløbet. Det var hurtigt overstået. Kvinden havde fået sit kranie knust med en hammer, og kort efter fandt politiet hendes ansatte Jesse Washington hjemme hos sig selv med blod på tøjet.
Dernæst fik den uerfarne forsvarsadvokat ordet. Hans eneste vidne i vidneskranken var den anklagede selv, og han blev blot spurgt, om de rejste anklager mod ham var rigtige.
“Det var det, jeg gjorde”, svarede han lavmælt og gav sig til at undskylde. Dommeren lukkede prompte sagen og sendte juryen ud af lokalet for at nå frem til en kendelse. Blot fire minutter senere trådte de ind igen og meddelte, at de fandt Jesse Washington skyldig. Straffen var henrettelse. Hele processen havde varet mindre end en time.
Betjente skulle til at føre den dømte ud, da de blev presset til side af tilskuere, som greb Jesse Washington og trak ham udenfor. Wacos borgere havde ikke tænkt sig at vente på bødlen. Den sorte teenager skulle føle det hvide Amerikas harme uden forsinkelse.
Borgere tog bødlens job
Jesse Washington var blot én ud af omkring 3.500 sorte amerikanere, der blev slået ihjel af ophidsede hvide mellem 1880 og 1950. Flertallet døde i Sydstaterne, hvor sorte havde været slaver indtil den amerikanske borgerkrig i 1860’erne.
Ved flertallet af de såkaldte lynchninger stimlede borgere sammen for at klynge en sort op i nærmeste træ. Det skete især under høstsæsonen i efteråret, hvor pengesager udløste skænderier.
Fattige sorte forpagtere, der havde lånt jord af hvide, skulle afregne med en andel af deres udbytte. Andelens størrelse kunne let skabe uenighed, og hvis den sorte var for stædig, risikerede han en løkke om halsen. Mange fandt sig derfor i at blive snydt.
Hvide regnede ikke hængning for straf nok, når sorte blev anklaget for overgreb på kvinder – især ikke i voldtægtssager. I stedet stimlede rasende mænd sammen om den mistænkte, som de pinte og derpå brændte ihjel på bålet.
Paul Reed og Will Cato døde på denne smertefulde måde, efter at en dommer i 1904 kendte dem skyldige i rovmord på en hvid familie. I 1912 omkom Dan Davis også i flammerne, da han blev mistænkt for at stå bag et mislykket voldtægtsforsøg.
“Jeg håber, at en af jer gentlemen er kristen nok til at skære min hals over”, bad Davis ifølge vidner, men hoben omkring viste ingen nåde. I 1916 var det Jesse Washingtons tur.
Ku Klux Klan fremstod som hvide riddere i filmen “The Birth of a Nation”.
Henrettelser var skuespil
Lynchninger i Sydstaterne blev ikke udført af sammensvorne, der skjulte sig bag Ku Klux Klans dragter og slog til om natten. Bevægelsen var endnu ved at genrejse sig efter mange års dvale, og hvide behøvede slet ikke at maskere sig, når de greb til selvjustits. Drabene på sorte fandt gerne sted i fuld offentlighed, og de tiltrak mange tilskuere.
Bedsteborgere af begge køn og i alle aldre stimlede sammen for at se på, når et menneske blev lynchet. I Sydstaterne blev kvinder ellers regnet for skrøbelige væsener, der skulle beskyttes mod tilværelsens voldsomme sider, men afstraffelse af sorte udgjorde en undtagelse. Her var det tværtimod vigtigt, at flest mulige så retfærdigheden ske fyldest.
De færreste så nogen forskel på lynchning og retsvæsenets hængning af dødsdømte, som i 1910’erne endnu var offentlige begivenheder i Sydstaterne. Nordpå i USA foregik henrettelser i lukkede fængselsgårde, men tidligere slavestater som Texas forblev tro mod traditionerne.
Bødlen hængte de dømte forbrydere under åben himmel – teoretisk set til skræk og advarsel. Tilskuerne oplevede mere begivenheden som et barskt skuespil, der sendte frydefulde gys gennem kroppen.
Lynchninger var folkefester forklædt som justits, og hverken kvinder eller børn skulle snydes for begivenheden. Tværtimod regnede nogle hvide det for vigtigt, at de yngste var vidne til lynchninger, som skulle styrke deres retfærdighedssans og bevidsthed om deres racemæssige overlegenhed. Netop det forekom vigtigt i Sydstaterne i 1916.
Sydens hvide var bange
Lynchningerne i amerikansk historie er uløseligt forbundet med undertrykkelse af Sydstaternes sorte befolkning. Private henrettelser kostede også omkring 1.300 hvide livet i de vestlige delstater, men de udgjorde blot en fjerdedel af det samlede antal. Flertallet af lynchningerne fandt sted i syden, og her gik de ud over sorte næsten hver gang.
Volden skyldtes frygt mere end noget andet. 50 år tidligere havde den amerikanske borgerkrig forarmet Sydstaterne og løsnet de juridiske lænker, der tvang de sorte til at lystre hvide. Fortidens eftertragtede slaver blev til konkurrenter om jobbene og fjender ved stemmeurnerne. Delstater som Louisiana havde flere sorte end hvide indbyggere, og hvis ikke de blev holdt nede, ville de være i stand til at overtage det hele med deres stemmeflertal.
Mange hvide følte, at en evig fare truede deres livsstil, kultur og moralske normer. Det var nærmest en borgerpligt at stå sammen mod de sorte.
Da sheriffen i Waco arresterede den 17-årige Jesse Washington i 1916, vidste han, at risikoen for en lynchning var høj. Derfor skjulte han sin fange i nabo-amtet, mens efterforskningen stod på. Som forudset dukkede en hob af hvide op ved arresten i Waco, men borgerne måtte gå skuffede hver til sit, da de ikke fandt sorte fanger bag tremmerne.
Opklaringen var enkel set med sherif Samuel Flemings øjne, og retssagen blev sat til den 15. maj – blot syv dage efter drabet. Processen skulle foregå i domhuset i Waco, hvor stemningen stadig var på kogepunktet.
Derfor indrykkede sheriffen en notits i den lokale avis, hvori han bad borgerne om at overlade det til retsvæsenet at dømme Jesse Washington. Formaningen sagde intet om den efterfølgende afstraffelse.
Et stort antal borgere mødte op for at se Jesse Washington blive dømt. Alligevel havde sherif Fleming intet gjort for at forstærke sikkerheden.
Måske regnede han med, at han ville have tid til at fragte Jesse Washington ud af byen igen, når den sorte havde fået sin dom. Eller også var sheriffen tilfreds, hvis blot dommeren og juryen nåede at kende fangen skyldig. Fleming skulle genvælges til sit job senere på året, så han havde en klar interesse i at tækkes borgerne i Waco.
De ophidsede hvide tøjlede deres tålmodighed i den time, lynprocessen mod Jesse Washington varede. Så kastede de sig over den sorte dreng, og sheriffen befalede sine folk at holde sig på afstand af dramaet, der skulle til at udfolde sig. Det kunne være livsfarligt for ordenshåndhævere at gribe ind over for lynchninger. Nogle forsøgte alligevel, men sherif Fleming valgte blot at trække på skulderen.
Politiet efterforskede næsten ingen drab på sorte i sommeren 1919.
Likvidering var ikke nok
Slagene regnede ned over den paniske Jesse Washington, allerede mens han blev tvunget ud af domhuset i Waco, Texas. Udenfor fik han en jernkæde om halsen, og mænd trak ham afsted mod rådhuspladsen.
Andre hvide havde allerede samlet træ foran bygningen, og mennesker strømmede til. Telefonnettet i Waco og omegn havde aldrig haft så meget trafik, da familier og kolleger tippede hinanden om, at et morderisk skuespil var under opsejling.
Jesse Washingtons vogtere gjorde holdt foran de opstablede træknuder, hvor han blev overhældt med petroleum. Imens gik de nærmeste til angreb med knive, og det forsvarsløse offer fik skåret adskillige fingre og sine kønsdele af.
Kastrering skete ofte, når sorte blev lynchet for ægte eller påståede overgreb mod hvide kvinder. Bagefter løftede mænd den skrigende teenager med et træk i kæden, mens andre satte ild til træet. Drengen gled ind over flammerne, der straks slikkede op ad hans ben.
De selvudnævnte bødler ville dog undgå, at deres offer fik en hurtig død. Mændene spændte derfor musklerne og trak Jesse Washington op, så hans fødder kom fri af ilden. Varmen var stadig ulidelig, og han forsøgte at trække sig op i kæden, men uden fingre var det umuligt. En lugt af brændt kød bredte sig over pladsen, mens den sorte skiftevis blev hævet og sænket over bålet.
Jesse Washingtons liv ebbede langsomt ud, og han var for længst død, da ilden blev slukket efter to timer, så souvenir-jægerne kunne komme til.
Børn skyndte sig frem, så de kunne komme først til tænder, knoglestumper og ringe fra jernkæden. Den slags trofæer kunne sælges videre efter lynchningen og give et klækkeligt supplement til sparepengene.
Tilskuere kunne også købe postkort, for fotografen Fred Gildersleeve havde været til stede og knipset en hel serie af billeder under lynchningen. De blev købt og beholdt som minde eller sendt med hilsner til familie og venner.
Waco skulle videre
Tusinder af mennesker havde set på, at Jesse Washington blev pint ihjel – 15.000, mente nyhedsbureauet Associated Press bagefter. Men Texas og Waco rummede også hvide borgere, som ikke brød sig om lynchningen. Dommeren, der havde idømt Jesse Washington dødsstraf for hans forbrydelse, kaldte fx folkemængdens selvtægt for mord.
Den lokale avis “Waco Semi-Weekly Tribune” berettede, at mens mange tilskuere havde jublet, viste nogle synlig afsky under episoden. Ingen såede tvivl om, hvorvidt lynprocessen mod den sorte teenager havde ført til en retfærdig dom. Men bagefter skulle bødlen have afsluttet Jesse Washingtons liv på reglementeret vis, mente borgere med smag for ro og ordentlighed.
Lynchningen efterlod Waco med en kollektiv dårlig smag i munden. Fortidens vilde cowboy-by forsøgte at vinde et omdømme som en fredelig oase, hvor lov og moral herskede. Afbrænding af sorte på rådhuspladsen passede dårligt ind i det nye image.
Byspidserne var enige om, at Waco skulle lægge lynchningen bag sig, og de pressede fotograf Fred Gildersleeve til at stoppe sit lukrative salg af makabre postkort.
Ingen hvide blev retsforfulgt for Jesse Washingtons død, selvom deres rolle kunne dokumenteres med fotografierne. Og Wacos sorte tav som altid, for erfaring havde lært dem, at protester blot førte til endnu flere overgreb.
Men den 17-åriges død blev ikke glemt som så mange andre. Særlige omstændigheder gjorde, at netop denne lynchning ramte USA på selvforståelsen og trak spor langt ud i fremtiden.
Begivenheden slap ud
De fleste lynchninger af Sydstaternes sorte fandt sted ude på landet, hvor folk var vant til at ordne deres mellemværender selv. Her fandtes ingen reportere til at berette om begivenheden, og hvis en snushane bagefter dukkede op for at stille kritiske spørgsmål, stod de lokale sammen om at tie.
Gerningsmændene stillede nogle gange op til fotos, men det var efter henrettelsen, hvor de fremviste liget som et jagttrofæ. Den døde havde typisk fået sine bukser trukket op eller et tæppe bundet om livet, så resultatet af kastrering ikke kunne ses.
Waco var anderledes. Befolkningstallet havde passeret 35.000 i 1914, og dermed var byen en af Texas’ største. Ingen dramatisk begivenhed kunne dysses ned i en by med så mange indbyggere, med journalister og med telegraf-forbindelse til resten af verden.
I dagene efter Jesse Washingtons død kunne aviser langt borte rapportere detaljer fra lynchningen, og et stormvejr begyndte. Først bragte Texas-aviser som “Houston Chronicle” og “Austin American” kritiske artikler, som dog var så venlige at rose naboerne i Waco for normalt at være retskafne borgere.
Tonen blev anderledes hård, da historien om Jesse Washingtons død bredte sig nordpå gennem USA. “New York Times” tordnede nådesløst om, hvordan borgerne i Waco havde bragt skam over sig selv og hele nationen.
“I intet andet land, der giver sig ud for at være civiliseret, kan et menneske blive brændt ihjel i en storbys gader under indbyggernes barbariske jublen”, smældede en leder i den toneangivende avis. Skribenten spåede, at nyheden ville vække opsigt langt uden for landets grænser. Granske rigtigt spredte historien sig over Atlanten til London-avisernes spalter inden for en uge.
Tilbage på gerningsstedet blev avisen “Waco Semi-Weekly Tribune” grebet af lokalpatriotisme og skrev bittert om, hvordan fremmede kræfter forsøgte at tilsværte byens gode rygte. Men det skulle blive værre endnu, for historien om den 17-årige sortes død passede perfekt ind i den kamp, som en ny aktør i racespørgsmålet havde indledt.
Hævnen kom med ekspressen
Resterne af Jesse Washingtons forkullede krop var knap lagt i graven, da en spinkel, hvid dame steg af toget i Waco. Elisabeth Freeman var englænder, 40 år gammel, køn og en glødende fortaler for lige rettigheder i USA – til kvinder og til sorte.
Bag det skrøbelige ydre var hun en dreven snushane, der ankom på en hemmelig mission for NAACP. Forkortelsen dækkede over det lange og umundrette navn “National Association for the Advancement of Colored People” – landsforbundet til farvede menneskers fremme – der arbejdede for at løfte USA’s sorte op fra deres plads i bunden af det amerikanske samfund.
Organisationen var syv år gammel i 1916 og bestod hovedsageligt af hvide i Nordstaterne. Bestyrelsen bestod af journalister, politikere og videnskabsmænd – personer med gennemslagskraft i den nationale offentlighed og i det politiske miljø i Washington. Finansiering var også på plads, for medlemsskaren talte adskillige velhavere fra det jødiske samfund i New York.
En enkelt sort amerikaner havde plads i NAACP’s bestyrelse. Det var universitetsforskeren W.E.B. Du Bois, der redigerede foreningsbladet “The Crisis” og organiserede kampagnerne. Han stod bag Elisabeth Freemans solomission til gerningsstedet Waco.
“Dette drama udgør det bedste springbræt for angreb på lynchning som institution nogensinde”, var hun blevet instrueret i et telegram. NAACP bad Freeman om at snuse omkring i Waco efter fakta om lynchningen.
“Vi vil have det hele: forbrydelsen i detaljer, hvem drengen var, hvem hans offer var, dommeren og juryen i sagen, retsakterne og den forfærdelige historie om afbrændingen”, lød missionen.
Borgerretsbevægelsen NAACP flagede med sort 65 gange i løbet af 152 dage i 1916 – én for hver lynchning i USA.
Sandheden skulle dækkes til
Da Elisabeth Freeman begyndte at tale med Wacos indbyggere, fik hun indtryk af en blomstrende by, hvor forholdet mellem hvide og sorte var mere afslappet end mange andre steder i Texas.
Men hun opdagede også, at borgerne havde hængt en sort mand fra en bro i 1905. Og få måneder før Jesse Washingtons død havde gadehandlere tjent godt på at sælge fotografier af en anden sort, der var blevet brændt ihjel i byen Temple blot 50 km væk.
Elisabeth Freeman opdagede, at seks mænd havde ført an under lynchningen af Jesse Washington: en brolægger, en saloon-ejer og ansatte ved et lokalt is-firma. Tilsyneladende var de gået foran og havde hidset andre hvide, efter at de havde opnået en form for forståelse med borgmesteren og sheriffen.
Alle Elisabeth Freemans spørgsmål fik indbyggerne i Waco til at tro, at hun var journalist. Nogle bad hende om at skrive pænt om byen, så det gode ry blev genoprettet. Flertallet valgte dog at lukke munden eller gav sig til at servere bortforklaringer.
Lynchningen blev udført af nogle få amoralske typer, fik hun at vide. “Samfundets bærme”, som en kristen menighed skrev. Ifølge det officielle estimat havde højst 500 mennesker været til stede, da den sorte dreng døde, og langt de fleste kiggede blot på.
Påstanden blev gennemhullet af de billeder, som fotografen Fred Gildersleeve havde taget under lynchningen. Elisabeth Freeman havde stort besvær med at få dem at se, for de var som sunket i jorden. Wacos borgmester “vovede” ikke at give hende eksemplarer, som han sagde, og det var med god grund. Han havde nemlig selv bedt fotografen være til stede under lynchningen.
Gildersleeve lod sig omsider presse til at sælge Elisabeth Freeman tre billeder af Jesse Washingtons død. Dermed havde hun det, hun var kommet efter.
Drabet ændrede USA
NAACP’s udsendte kunne rejse til New York i triumf, med fotografier og en saftig beretning om Wacos førende mænd. Redaktør W.E.B. Du Bois havde stof til en særudgave af “The Crisis”, som fik titlen “Waco-rædslen” og blev sendt til medlemmer, Kongressen og præsident Woodrow Wilson.
Elisabeth Freeman begav sig ud på en foredragsturné, hvor hun fortalte om Jesse Washington-sagen i dens pinagtige detaljer og samlede ind til NAACP.
“I Waco var myndighederne åbenbart parate til at høste støtte blandt samfundets bærme ved at lade drengen falde i hænderne på disse udyr”, angreb hun. Hen over sommeren modtog organisationen 10.000 dollars – 1,5 mio. kr. i nutidige penge – som gik til yderligere efterforskning af lynchninger og pres på politikerne i Kongressen.
Jesse Washington blev langtfra det sidste lynch-offer i USA. Mange andre sorte skulle dø i rædsel, fordi de havde begået en forbrydelse, undladt at vise underdanighed eller blot stod nærmest, når hvide ledte efter en syndebuk.
Men fremover måtte lynchninger udføres i skjul for offentligheden. Ingen borgmester eller sherif kunne længere tillade sig at vise sympati for hvides selvjustits, uanset hvad de måtte mene privat.
Før sagen kunne sydstats-aviser hylde lynchninger som udtryk for folkets retsbevidsthed. Efter stormen omkring Jesse Washingtons død blev selvjustits uvægerligt kaldt pøbelvælde udført af samfundets brodne kar.