Ku Klux Klans brændende kors skal symbolisere trods og viljen til at gøre modstand.

© Getty Images
Samfund - Amerikas historie

Mississippi brænder: KKK sendte chokbølger gennem USA

Da tre unge aktivister forsvinder sporløst i 1964 i Mississippi, bliver en korrupt verden af had, vold og racisme bragt op til overfladen. FBI må tage alle midler i brug for at få et indspist samfund af brutale klanfolk og frygtsomme vidner til at tale.

"Er det dig, der er ham nigger-elskeren?” Ordene falder med tyk sydstatsaccent og er af den slags, der ikke behøver et svar. Manden har et fast tag i kraven på den unge borgerrettighedsaktivist Mickey Schwerners bomuldsskjorte. Øjnene gnistrer af had.

De står på en smal, mørk skovvej i den sydlige del af staten Mississippi. I skæret fra billygterne ses en gruppe af mænd, som bevæbnet med pistoler og jagtgeværer slutter kreds om den 24-årige aktivist og hans to kollegaer.

Schwerner gengælder mandens blik. Borgerrettighedsbevægelsen har skolet ham i anti-vold. “Sir”, siger han stille. “Jeg ved, præcis, hvordan De føler”.

I næste nu mærker han pistolmundingen presse mod sit bryst. Skuddet giver genlyd mellem træerne, idet Schwerner synker til jorden, og hans livløse krop ruller ned i en grøft. Et øjeblik efter får aktivisterne Goodman og Chaney samme behandling.

Året er 1964. Spændingerne mellem sorte og hvide i sydstaterne har længe ulmet faretruende, og med Ku Klux Klans mord på de tre aktivister skal de snart sende chokbølger gennem hele landet – fra nord til syd.

I 1866 blev den første Ku Klux Klan dannet i Tennessee. Gemt bag hvide hætter spredte den stærkt højreekstremistiske organisation terror gennem mord, bortførelser af og trusler mod sorte og deres hvide støtter.

© Getty Images

De hvide føler sig under pres

Siden 1880'erne har sorte og hvide i sydstaterne levet i et raceadskilt system under det misvisende mantra “adskilt, men lige”. Formelt har alle stemmeret – uanset hudfarve – men reelt når de færreste sorte frem til stemmeboksen.

Hvide sidder tungt på stort set alle offentlige embeder, og de bruger indviklede testspørgsmål, krav om en vis indtjening og trusler om vold til at nægte den sorte befolkning sine rettigheder. På offentlige steder som fx toiletter, ventesale og drikkefontæner er sorte henvist til særlige – ringere – faciliteter.

De opsætsige bliver gennembanket eller ligefrem myrdet, og retssystemet ser rutinemæssigt gennem fingre med forbrydelserne.

Systemet har dog i den senere tid været under pres. Under ledelse af bl.a. den karismatiske præst Martin Luther King har sorte siden midten af 1950'erne kæmpet imod diskriminationen. De sorte følger et princip om anti-vold, et princip, deres hvide modstandere lader hånt om.

Freedom Summer – “Frihedens Sommer” – er borgerrettighedsbevægelsens seneste træk. Projektet sender næsten 1.000 frivillige, fortrinsvis studerende fra nord-staternes universiteter, til Mississippi. Staten er ikke tilfældigt valgt.

De sorte her hører til blandt nationens allerfattigste. I 1964 lever hele 86 pct. af de sorte familier under fattigdomsgrænsen. Næsten halvdelen af indbyggerne er sorte, men kun ca. fem-seks pct. har lov til at stemme.

“Hvis vi kan bryde igennem i Mississippi, kan vi sandsynligvis bryde igennem hele systemet i resten af landet”, siger en af bevægelsens ledere.

Sorte skræmt fra at stemme

Netop den tanke har inspireret Mickey Schwerner, da han forlod storbylivet i New York til fordel for Mississippis fugtige hede. Borgerrettighedsaktivisten og hans kone Rita er besluttede på at nedbryde racehadet i Syden.

De er begge frivillige for organisationen CORE, Congress of Racial Equality, som i samarbejde med COFO, The Council of Federated Organizations, har skabt 30 Freedom Schools, “frihedsskoler”, i Mississippi. Her får lokale gratis undervisning i borgerrettigheder og afro-amerikansk historie.

Kort efter ankomsten til byen Meridian i Lauderdale County (amt) møder Schwerner en lokal aktivist. James Earl Chaney, der er sort, er blevet smidt ud af gymnasiet for at bære et hjemmelavet emblem for organisationen NAACP, National Association for the Advancement of Colored People. De to mænd bliver straks venner.

Fra byens hvide møder Schwerner til gengæld kun foragt. Med sin rappe newyorker-dialekt, sit gedeskæg og sine store støvler adskiller Schwerner sig tydeligt fra de glatbarberede, konservativt klædte og langsomt drævende sydstatsfolk. Hadet stikker dybt, og han og Rita føler snart, at de befinder sig i en ren krigszone.

Skud gennem vinduerne i deres lejlighed, ubegrundede politiafhøringer, biler, der følger efter Schwerners, og tilråb som “nigger-elsker” og “jøde-dreng” hører til dagens orden. Naboamtet Neshoba Countys afdeling af “The White Knights of the Ku Klux Klan” betragter “Gedeskæg” som en forræder: “En torn i øjet på ethvert levende væsen (...) især hvide folk”, siger klanens leder Sam Bowers, som sværger, at Schwerner skal “ordnes”.

Under påskud af at være støv-suger-sælger forsøger et klanmedlem derfor at få adgang til parrets hjem for at kunne studere indretningen. Senere vil han vende tilbage og likvidere aktivisten. Men planen mislykkes, da Schwerners hustru Rita nægter at åbne døren.

Klanen lægger en ny strategi, som de kalder “Plan 4”. Ifølge den skal Schwerner myrdes, så snart han kan fanges uden for Lauderdale County, hvor borgerrettigheds-
bevægelsen har sit hovedsæde, og hvor aktivisterne derfor er mindre udsatte end i de naboliggende amter.

Den 20. juni 1964 ankommer endnu en newyorker til Lauderdale County i Mississippi for at slutte sig til Frihedens Sommer-bevægelsen. Den unge studerende Andrew Goodman kommer fra en velhavende og politisk bevidst familie i New York og sender straks efter ankomsten sine forældre et beroligende postkort.

“Jeg er ankommet sikkert til Meridian, Mississippi. Det er en vidunderlig by, og vejret er fint. Jeg ville ønske, at I var her. Vi blev rigtig godt modtaget”, skriver han. Kortet er det sidste, familien Goodman hører fra deres søn.

Vicesheriffen er i ledtog med klanen

Fire dagen inden Goodmans ankomst er Mount Zion Methodist Church, en kirke i den lille by Longdale i Neshoba amt, blevet brændt ned til grunden, og flere kirkegængere gennembanket. Det er ikke første gang, at Schwerner og resten af COFO hører om udbrændte kirker. I løbet af sommeren bliver 30 kirker og 30 hjem tilhørende sorte brændt ned i Mississippi.

Men denne gang har klanen ikke kun været ude efter bygningen. Deres egentlige mål er manden, nærmere bestemt Schwerner, som de havde håbet på at kunne finde blandt de lokale, der samme aften har deltaget i et COFO-møde i Mount Zion. Da det ikke lykkes at finde ham, lader de i stedet raseriet gå ud over kirken.

Goodman får således kun en enkelt dag til at falde til, før han sammen med Schwerner og Chaney bliver sendt på sin første opgave. Den 21. juni 1964 kører de tre aktivister fra kontoret i Meridian til Longdale for at tage et nærmere syn på resterne af Mount Zion.

Bagefter besøger de fire af kirkens medlemmer for at høre mere om branden. En af de lokale har dog også andet at fortælle. “En gruppe hvide mænd leder efter jer”, siger han advarende til Schwerner, Goodman og Chaney.

De tre mænd ved udmærket, at de gør bedst i ikke at blive fundet. Neshoba amts vicesherif Cecil Price er et dedikeret medlem af Ku Klux Klan, og det samme er sheriffen Lawrence Rainey. Der er derfor meget lidt tvivl om, at det er klanmedlemmer, som følger deres spor.

Da de tre er klar til at køre tilbage til Meridian ved 15-tiden, vælger de derfor at tage Highway 16. Det er en omvej, men på den måde undgår de Highway 491, som ganske vist er kortere, men til gengæld brudt op af adskillige små grusveje: rammen om det perfekte baghold.

Alt tyder på, at Neshoba Countys vicesherif tænker på samme måde. Kort efter klokken 15.00 kører Price sin hvide patruljebil ud på Highway 16, og da han får øje på en blå stationcar med Chaney ved rettet, benytter han straks chancen.

Kort efter er aktivisten anholdt for at køre for stærkt, og også de to andre bliver taget med til Neshoba County Prison under mistanke for “brandstiftelse”.

Her bliver de tilbageholdt i timevis, og da de endelig får lov til at forlade fængslet kl. 22 om aftenen, har mørket for længst sænket sig over de smalle landeveje, der skal føre dem hjem i sikkerhed i Meridian.

Mens de tre mænd sad fængslet, har vicesherif Price benyttet lejligheden til at samle sine kumpaner fra Ku Klux Klan, heriblandt savværksejeren Edgar Ray Killen, klanleder Sam Bowers, bygningsarbejderen James Jordan og sælgeren Wayne Roberts: det er tid til at iværksætte “Plan 4”.

Skudt ned i skov

Idet Schwerner, Chaney og Goodman endelig bliver løsladt, venter klanmedlemmerne i tre biler på landevejene mod Meridian. Omkring 16 kilometer før de tre borgerrettighedsaktivister endelig kan passere grænsen til Lauderdale Coun-ty, ser de, at Price er fulgt efter dem i sin patruljevogn.

Chaney vælger at træde på speederen – nu handler det om at komme væk hurtigst muligt. Men efter en kort jagt spærrer de tre biler vejen og tvinger dem ind til siden. Foran dem på den mørke vej står en gruppe fremmede mænd, og bagude kan de se vicesheriffens bil rulle op bag ved deres. Da Price stiger ud, holder han en politistav.

“Jeg troede, at I ville køre hjem til Meridian, hvis vi slap jer ud af fængslet”, siger han, da han når op på siden af den blå stationcar.

“Vi var på vej”, svarer Chaney.

“Nå, men I tager da sørme en omvej. Vær venlige at stige ud af bilen”, siger sheriffen så. Dernæst tvinger han de tre aktivister over i politibilen. Den lille kortege af fire biler kører dernæst væk fra vejen og dybt ind i en skov, indtil de når et et øde sted kendt som “Rock Cut Road”.

“Så I ville gerne til Mississippi”, siger én af mændene hånligt, da de unge igen er blevet tvunget ud af bilen. “Nå, men vi sender jer ikke væk. Vi lader jer blive her, sammen med os”, fortsætter han. Kort tid efter hæver sælgeren Wayne Roberts pistolen og skyder Schwerner, Goodman og Chaney på tæt hold. Bygningsarbejderen James Jordan affyrer også dræbende skud mod Chaney.

“Well”, dræver Jordan, mens han sænker pistolen. “I efterlod mig kun en nigger. Men til gengæld fik jeg da dræbt mig én”.

“De er på Cuba”

Som en sikkerhedsforanstaltning har Schwerner bedt sine kolleger på kontoret i Meridian om at reagere, hvis de tre mænd ikke er hjemme kl. 16 den samme dag.

En time senere sætter den vagthavende på CORE-kontoret nødproceduren i gang. Metodisk ringer aktivisterne til samtlige fængsler og hospitaler i området, men alle, herunder den medarbejder, som besvarer opkaldet i Neshoba amtsfængsel, nægter at have set Schwerner, Chaney og Goodman.

Da ingen af aktivisterne har tillid til de lokale myndigheder, ringer de direkte til justitsministeriet. Regeringen i Washington er klar over den højspændte situation i Mississippi og er i forvejen i højeste beredskab.

Inden middag næste dag bliver den lokale FBI-agent John Proctor sat på sagen. I mellemtiden har Schwerners kolleger igen ringet til Neshoba County Prison, og denne gang bekræfter fangevogterens hustru, at de tre unge mænd har været tilbageholdt. Proctors første opgave er derfor at afhøre sherif Rainey og vicesherif Price.

Begge to er frygtindgydende skikkelser. Høje og hærdebrede skridter de byen af på bedste western-maner iført tunge støvler og med seksløbere ved hoften. Proctor er upåvirket. Agenten har kun været tilknyttet FBI i Mississippi i godt to år, men han har en forbløffende evne til på sin egen joviale facon at charmere sig indenfor i selv de mest lukkede dele af det lille samfund.

Han er på god fod med de lokale sorte ledere, han ved, hvem der smugler sprit, og har et indgående kendskab til klanmiljøet – det sidste endog i en sådan grad, at han kan klanmedlemmernes hemmelige identifikationsnumre på fingrene.

Agenten er på god fod med selv den brutale vicesherif, og da Proctor er færdig med afhøringen af vicesheriffen, tilbyder Price, at de skåler de i noget af det stærke smuglersprit, som han har konfiskeret.

Men end ikke agent Proctor kan lokke oplysninger ud af de to ordenshåndhævere. Sherif Rainey giver udelukkende udtryk for, at de tre selv har iscenesat deres forsvinden for at få opmærksomhed.

Den 27-årige vicesherif Cecil Ray Price yndede gerne at køre rundt i sin patruljebil og chikanere den sorte del af befolkningen. Bl.a. ved tilfældige anholdelser.

© Getty Images

“Hvis de er savnet, gemmer de sig et eller andet sted, hvor de prøver at få noget reklame ud af det (...) et sted derude sidder de og griner af det postyr, de har forårsaget”, udtaler Rainey til de journalister, der snart strømmer til Neshoba amt. FBI-agenten Joseph Sullivan kommer også til som ny leder af efterforskningen.

Ingen, som kender Schwerner, Chaney og Goodman, tror et øjeblik på påstanden om svindel. Tværtimod frygter de det værste. Den 23. juni, to dage efter mændenes forsvinden, bliver deres anelser bekræftet. Efter et tip finder Proctor de tre aktivisters bil udbrændt på en skovsti på grænsen mellem Neshoba og Lauderdale County.

De landsdækkende aviser bringer nyheden om de tre forsvundne, og de skriver det, som alle tænker:

“Vi leder nu efter lig”, citerer avisen New York Times en FBI-agent.

Myndighederne i Mississippi fastholder imidlertid stædigt påstanden om, at det hele er ét stort svindelnummer. “De kunne være på Cuba”, bemærker statens guvernør, Paul Johnson, der på den måde spiller på mange hvide sydstatsfolks antagelse af, at borgerrettighedsbevægelsen er kommunistisk styret.

“De er nok taget nordpå for at få sig lidt ferie, de kommer snart tilbage”, mener en af delstatens embedsmænd.

For at gøre en ende på spekulationerne sender præsident Lyndon B. Johnson den 25. juni, to dage efter fundet af bilen, et hold kadetter fra flådestationen Meridian Naval Air Station ud for at gennemsøge området.

De omkring 100 kadetter spreder sig som en sværm af græshopper iklædt blå overalls og med en pind i hånden til at jage de allestedsnærværende slanger væk med. De finkæmmer moser, grøfter og sumpe og trækker vod i søer og floder.

Klanen mandsopdækker mistænkte

Eftersøgningen tiltrækker en stor skare af pressefolk, og journalisterne virker som en rød klud på de lokale. Kameravognen tilhørende den landsdækkende tv-station NBC bliver påkørt af en bilist, hvorefter føreren på åben gade angriber kameramanden Bill Delgado med en jagtkniv.

En tililende betjent giver Delgado en bøde for “uforsvarlig kørsel”, mens manden, som fører kniven, får lov til at gå. Da en landmand et par dage senere skyder mod Delgados pressehelikopter, giver den erfarne fotograf op og beder NBC om at sende ham til et mere roligt område.

“Folk i området afskyr invasionen af pressefolk, fordi de tror, at den vil give omverdenen et forkert indtryk”, forsvarer avisen Meridian Star de lokale.

Men på det tidspunkt har billeder af ansigter forvrænget af had og tv-klip fra pressekonferencer med de savnede mænds fortvivlede familier allerede brændt sig fast på amerikanernes nethinder. Folket lægger et større og større pres på regeringen for at komme til bunds i sagen.

Imens kadetterne arbejder sig gennem sumpe og vandløb i den usædvanligt varme og regnvåde sommer, begynder Proctor og Joseph Sullivan at afhøre mistænkte. Allerede to dage efter mændenes forsvinden har en lokal færdselsbetjent, Maynard King, givet Proctor et stykke papir med syv navne på.

“Jeg har ingen beviser, men jeg vil vædde på, at hver og én af disse mænd er indblandet”, siger han. Både sheriffen og vicesheriffen er med på listen. I modsætning til tidligere er Proctor nu imidlertid forhindret i at komme på tomandshånd med de to sheriffer. Skummelt udseende mænd i pickup-trucks med rifler på forsæderne cirkler uafladeligt om både Rainey og Price.

I løbet af sommeren afhører FBI godt tusind indbyggere, heraf formodentlig 500 klanmedlemmer.

“Vi havde mange muntre samtaler med klanen, og vi spildte en masse tid”, fortæller agent Sullivan senere. Resten af den hvide befolkning tier loyalt. “I ånden tilhørte alle klanen”, siger Sullivan senere om broderskabet.

Samtidig fører sheriffen sig frem med sin egen undersøgelse. Han proklamerer skråsikkert, at intet tyder på, at de tre var i nærheden af Neshoba fængslet den aften.

Levende begravet

Imens går eftersøgningen trægt, og i slutningen af juli beslutter FBI at udlove en dusør på 30.000 dollars til den, der kan fortælle, hvor de tre mænd er begravet. Meddelelsen giver prompte resultat. En anonym – og stadig ukendt – beboer i Neshoba County fortæller bureauet, at de skal lede i en jorddæmning på en ejendom kaldet “Old Jolly Farm” udenfor Philadelphia.

Kontakten til informanten foregår gennem en meddeler, som FBI beskriver som “en betjent i Neshoba County”. Både meddelerens og informantens identitet forbliver ukendt. Gravearbejdet begynder den 4. august kl. 8 om morgenen.

Det er enten et lykketræf eller veludviklet intuition, men den store gravemaskine sætter tænderne i jorden på lige det rigtige sted. Allerede kl. 11 bemærkes “den svage lugt af organisk materiale i opløsning”, fortæller FBI's rapport. Efter et par timers intensivt gravearbejde med skovle dukker et par støvler frem fra jorden.

Proctor, der har mødt aktivisten, genkender straks Schwerners tunge fodtøj. Få timer senere har agenterne også fundet ligene af Chaney og Goodman.

Som loven foreskriver, tilkalder FBI vicesherif Price. Tilsyneladede upåvirket, med cowboyhatten skubbet om i nakken, overværer han de tre lig blive svøbt i plastiksække og kørt til obduktion på University of Mississippi Medical Center i Jackson. Price er også til stede under hele
obduktionen, der finder sted i de tidlige morgentimer.

Undersøgelserne viser, at de fleste af kuglerne er hjemmelavede .38 kaliber. Sporene af krudt på de dræbtes tøj afslører, at de er skudt på tæt hold. Mest foruroligende er fundet af en lille klump jord i Goodmans knyttede hånd.

Laboratorieprøver fortæller, at jorden uden tvivl kommer fra dæmningen – Goodman er efter alt at dømme blevet begravet under den sorte jord, mens han endnu var i live.

Med fundet af ligene falder snakken om et svindelnummer til jorden.

Flere klanmedlemmer er tydeligt rystede over, at FBI tilsyneladende vidste lige, hvor de skulle grave. Det første store gennembrud kommer, da politibetjenten Wallace Miller under en afhøring i begyndelsen af september antyder, at han ved noget, FBI gerne vil høre.

Bureauet beslutter at hyre Miller som betalt informant. Pengene er godt givet ud, for Miller bekræfter, at mordet på de tre aktivister var planlagt, og at både klanlederen Sam Bowers og savværksejer og klanmedlem Edgar Ray Killen har været særdeles aktive i planlægningen.

Schwerner, Chaney og Goodman var begravet lige ved siden af hinanden.

© Getty Images & Polfoto

Klanmedlemmer i panik

I begyndelsen af oktober kommer FBI på sporet af endnu et snakkesaligt klanmedlem. Rygtet siger, at James Jordan, der nu er flyttet væk fra byen, er begyndt at virke meget nervøs. Han siger sære ting og har bl.a. tilbudt en ven en pistol, kaliber .38. “Du bliver nødt til at blive våd for at få fat i den”, har han tilføjet, tydeligt brødebetynget.

Proctor kender Jordan som “en fidusmager og en flakke”, aflægger ham et besøg i Gulfport, hvor han nu arbejder.

Manden er ganske rigtigt ude af sig selv, men først da Proctor presser ham ved at nævne tallet 12 – Jordans klannummer – får han tungen på gled. Han tilstår at have skudt Chaney og smidt våbnet ud i en flod. Mod løfte om en mildere straf lader han sig indrullere som informant ligesom betjent Miller.

FBI bruger effektivt de mange oplysninger til at presse klanens øvrige medlemmer. Samtidig benytter agenterne sig af tricks som fx at parkere en af bureauets biler udenfor et klanmedlems hus, så de andre tror, at han er ved at blive afhørt og måske afslører hemmeligheder.

Manøvrerne virker: Den 19. og 20. november lykkes det FBI at få en fuld tilståelse fra et af de andre medvirkende klanmedlemmer, Horace Doyle Barnette, som fortæller alt om, hvad der er sket under mordene på de tre aktivister.

Omkring to uger senere, den 4. december 1964, kan FBI-agenter arrestere alle de formodede gerningsmænd. Ingen gør modstand, heller ikke Rainey og Price. Arrestationerne påvirker heller ikke de lokale hvide i synderlig grad.

En lokal bankdirektør ser til, mens Rainey og Price føres ud til agenternes biler, og siger surmulende, at “hele landet tager ordrer fra Martin Luther King”.

Sherifferne selv regner med, at hvis sagen overhovedet kommer for retten, vil de blive frikendt af en hvid jury og en venligtsindet dommer.

De to vil desuden ikke kunne blive dømt for mord. Sagen, som går i gang i marts 1966, bliver ført af forbundsregeringen og ikke af staten Mississippi. Mord hører ikke under forbundsregeringens jurisdiktion, så retten skal behandle forbrydelsen efter paragraffer om sammensværgelse.

Men intet kommer til at gå, som de to sheriffer forestiller sig. Dommeren William Cox er opsat på at køre sagen helt efter bogen. “Vi holder fast, og I kan lige så godt slå det der ud af hovedet”, fastslår han, da forsvarerne forsøger at få sagen udsat.

Da forsvareren spørger et vidne, om det er sandt, at Schwerner har forsøgt at “få unge mandlige negere til at skrive under på, at de ville voldtage én hvid kvinde om ugen gennem den lange varme sommer 1964 her i Mississippi”, eksploder dommer Cox i raseri og afviser spørgsmålet som “højst upassende”.

Efter en langtrukken sag afsiger retten den 20. oktober 1967 dom i sagen “United States vs. Price”. En udelukkende hvid jury finder syv ud af de 18 anklagede skyldige. Blandt dem er vicesherif Price og klanmedlem Wayne Roberts, der bliver idømt henholdsvis seks og 10 års fængsel.

For tre af de anklagede kan juryen ikke nå til enighed. Det gælder bl.a. savværksejeren Edgar Ray Killen, der på mordaftenen har sikret sig et alibi ved at lægge vejen forbi et kapel, hvor han holder begravelsestale for en bekendt. Først fire årtier senere bliver også han dømt.

Da dommen falder i 1967 er holdningerne i de amerikanske sydstater forandret. Mordene på de tre borgerrettighedsforkæmpere har fået nationen til at vende blikket mod Mississippi og raceadskillelsen.

For præsident Johnson er der ingen vej tilbage. Den 15. marts 1965 præsenterer han Voting Rights Act, en lov, der sikrer lige adgang til stemmeboksen for alle amerikanske borgere uanset hudfarve.

I sin tale til kongressen slår præsidenten fast, at “det er forkert – dødsens forkert – at nægte vore medborgere retten til at stemme i dette land. Det er ikke et spørgsmål om enkeltstaternes rettigheder eller forbundsstatens rettigheder, men om menneskerettigheder”.

De tre aktivister – Schwerner, Chaney og Goodman – har fuldført deres mission trods alt.

Det 80-årige tidligere klanmedlem nægtede sig fortsat skyldig under retssagen mod ham i 2005.

© Polfoto

Læs også:

Amerikas historie

New York i tal

4 minutter
Amerikas historie

New Yorks rigmænd levede som konger

8 minutter
Rockefeller Center
Bygningsværker

Rockefeller gav New York en make-over

15 minutter

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!