Mysteriet ved Roswell

I 1947 styrtede et skinnende objekt ned nær den lille by Roswell. Amerikansk militær meddelte, at det var en vejrballon, men snart tog mystiske hændelser fart ved den tophemmelige militærbase Area 51.

I 1947 styrtede et skinnende objekt ned nær den lille by Roswell. Amerikansk militær meddelte, at det var en vejrballon, men snart tog mystiske hændelser fart ved den tophemmelige militærbase Area 51.

Shutterstock

I starten af juli måned 1947 styrtede et ukendt objekt ned fra himlen på en farm i et øde område af staten New Mexico nær den lille flække Roswell.

Farmeren William Brazel opdagede vragstykkerne, mens han var ude at gå i fåreindhegningerne, og beskrev efterfølgende sit syn som “et stort område med skinnende vragdele bestående af gummilister, sølvpapir, groft papir og pinde”.

Brazel havde ingen telefon på farmen, så der gik et par dage, inden han diskret fik fortalt Roswells sherif, at han måske havde fundet en af de der “flyvende skiver”, som han havde hørt om i medierne.

Sheriffen kontaktede straks den nærliggende flyvebase, som sendte en officer og en “mand i civil” ud til farmen, hvor de den 7. juli begyndte at samle materialet op og transportere det væk. Kort efter var alle spor efter nedstyrtningen forsvundet, og kun få øjenvidner stod tilbage med sandheden om, hvad de så den sommerdag i 1947.

Roswell, avis, aliens

Ufo-bølgen i Roswell startede for alvor, da farmeren William Brazel opdagede det, han mente, måtte være resterne af en flyvende tallerken.

© Roswell Daily Record

Sådan begynder en af de allermest sejlivede og berømte konspirationsteorier. Nedstyrtningen ved Roswell er historien om dengang, den amerikanske hær nedskød og fangede et rumvæsen, som den dag i dag stadig lever i fangenskab på den tophemmelige luftbase, Area 51, i nærheden.

I de bøger, der siden er blevet skrevet om hændelsen, beskriver øjenvidner, at de i William Brazels fåreindhegning så to nedstyrtningssteder med kæmpe fordybninger i jorden – som om noget stort havde ramt jorden med høj fart.

Og rundtomkring lå vragdele af et hidtil ukendt, udenjordisk og letbøjeligt materiale, som “var helt umuligt at skade med nogen midler”.

Ifølge andre øjenvidner, som dog aldrig nævnes med navn, lå der også adskillige små, forkrøblede lig, og enkelte fortællinger baseret på interviews med folk, der hævder at have set det mystiske nedslagssted, taler endda om levende væsener med store hoveder, der gik rundt på stedet, inden de blev ført væk.

Alt materialet og rumvæsenerne blev – ifølge beretningerne – samlet op og kørt væk i tunge, pansrede lastbiler. Snart var alle spor efter de mystiske nedstyrtninger væk.

Alien, obduktion, undersøgelse

I 1991 åbnede et ufo-museum i Roswell. Her kan de besøgende bl.a. se en fremstilling af, hvordan obduktionen af rumvæsenerne fandt sted.

© Jirka Matousek

Hæren undersøgte ufoen

Ingen af historierne kan på nogen måde bekræftes, men hvad historikerne ved med sikkerhed i dag, er, at repræsentanter fra den amerikanske hær få dage efter meddelte, at de var kommet i besiddelse af en “flying disc” – en flyvende skive – som eksperter havde undersøgt nærmere på Roswell Army Air Field og derefter videregivet til en “højere instans”.

Repræsentanter fra hæren afholdt også en lille pressekonference og fremviste gummi, folie og træ, som de sagde var fundet ved Roswell-nedstyrtningen og stammede fra en vejrballon.

For at forstå, hvad der foregik i Roswell, skal man forstå Amerikas besættelse af “uidentificerede flyvende objekter” – eller ufoer, som de kaldes i folkemunde. Ufomanien blomstrede frem umiddelbart efter 2. verdenskrig, og observationerne af fremmede himmellegemer toppede i de to næste årtier, særligt i USA, men til dels også i Europa.

Vejrballon, militær, Roswell

Fem dage efter hændelsen i Roswell demonstrerede den amerikanske hær, hvordan vejrballoner udrustet med en radar sendes op.

© THE UNIVERSITY OF TEXAS AT ARLINGTON SPECIAL COLLECTIONS

Den første beskrivelse af et arketypisk møde med rumfartøjer blev givet i sommeren 1947 kort tid før Roswell-hændelsen. Her rapporterede piloten Kenneth Arnold, at han under en flyvetur havde observeret ni mærkværdige, ukendte objekter, der så ud til at flyve i formation, og han beskrev, hvordan de fløj på en tallerkenagtig måde.

Således blev ordet “flyvende tallerkener” en del af daglig tale, og fremover var det den slags syn, som folk primært så.

Ingen kunne forklare, hvad Kenneth Arnold rent faktisk havde observeret, men avisernes artikler om pilotens mærkelige oplevelse førte til en storm af flyvende tallerken-observationer på tværs af Amerika i de følgende dage og uger.

Fra alle egne af landet væltede det ind med beretninger om mennesker, der med egne øjne havde set tallerkenformede rumfartøjer svæve på himlen – ofte ledsaget af mystiske fænomener som strømafbrydelse eller pludseligt mørke.

Kenneth Arnold, flyvende tallerken, pilot

Som den første beskrev piloten Kenneth Arnold i 1947 det fænomen, der hurtigt blev kendt som ufoer. Han fortalte, at objekterne fløj med 2.750 km/t. og på en uregelmæssig måde – “som når man slår smut med en tallerken”.

© Getty Images

Specialenhed vurderer truslen

De mange flyvende tallerkener havde nationens bevågenhed, og også på regeringsplan var politikerne opmærksomme.

Den kolde krig rasede, og regeringen var opsat på at finde frem til, om de mange flyvende objekter tilhørte fremmede magter, eller om der var en anden forklaring, så CIA nedsatte en hemmelig enhed kaldet Project Sign, der skulle vurdere de mange rapporteringer.

I 1949 konstaterede Project Sign, at selvom de ikke kunne forklare alle de 243 hændelser, som eksperter fra enheden havde undersøgt, tydede intet på, at observationerne var af sådan en art, at det sete udgjorde nogen trussel mod nationens sikkerhed

falsk ufo, 1952, fup

Dette billede taget i 1952 viser angiveligt en ufo, men det amerikanske luftvåben konkluderede, at fotoet blot viser en bredskygget hat kastet op i luften foran fotografen.

© Imageselect

Project Sign kunne hverken bevise eller helt afvise, at få mennesker rent faktisk havde observeret flyvende maskiner af en art, ingen kunne forklare, men langt de fleste af observationerne kunne forklares med helt almindelige vejrfænomener, og ledelsen konkluderede, at så længe de ikke var stødt på nogen som helst fysiske beviser på rumvæsenerne, så de ingen grund til at tro, at resten af sagerne var andet end falske rapporteringer eller naturlige vejrfænomener.

Project Sign blev efterfølgende opløst og overtaget af et nyt projekt kaldet Grudge, der fortsatte på et langt lavere blus. Grudge konkluderede, at der ikke var fare på færde, og at hændelserne primært skyldtes fejlfortolkninger af naturlige fænomener kombineret med en mild form for massehysteri.

Afløseren for Grudge fik kodenavnet Operation Blue Book og undersøgte og kategoriserede i sin levetid mere end 12.000 hændelser.

“Af alle mulige forklaringer er besøg fra en anden planet den mindst sandsynlige”. Den amerikanske enhed “Operation Blue Book”, som efterforskede uidentificerede flyvende objekter.

De tusinder af observationer blev årsagen til, at de flyvende tallerkener fik betegnelsen ufo i 1953. Ordet blev opfundet af Edward J. Ruppelt, der var kaptajn i det amerikanske luftvåben og chef for Operation Blue Book.

Han fandt på betegnelsen, fordi han syntes, at flyvende tallerken var et alt for upræcist navn for objekter, der blev observeret i en lang række udformninger, og som opførte sig vidt forskelligt. Fremover skulle hændelser kategoriseres som observationer af uidentificerede flyvende objekter – ufoer.

Selvom en håndfuld af de sager, som Operation Blue Book efterforskede, står tilbage som uforklarlige, så konstaterede forskerne bag, at der ikke findes håndgribelige beviser for, at nogen af dem drejer sig om udenjordiske eller fjendtlige fartøjer.

Enheden slog fast, at “af alle mulige forklaringer er besøg fra en anden planet den mindst sandsynlige”. Og i 1969 lukkede det amerikanske forsvar derfor ufoprojekterne for stedse.

Mødet med ufoer kan beskrives ved hjælp af den såkaldte Hynek-skala, der er udformet af en af verdens mest anerkendte ufologer, Josef Allen Hynek. I 1972 udgav han bogen “The UFO Experience: A Scientific Inquiry”.

sterner, ufo, symbol
© Shutterstock

Nærkontakt af første grad

Lys, skygger og andet, der ligner et uidentificeret flyvende objekt, hører under kategorien nærkontakt af første grad. Observationen af fænomenet skal være gjort på en afstand af maksimalt 150 meter.

radar, ufo, symbol
© Shutterstock

Nærkontakt af anden grad

Oplever øjenvidnet noget, som kan beskrives som en fysisk påvirkning, er der tale om nærkontakt af anden grad – når ufoen fx påvirker radioen, kan ses på radar, får dyr til at reagere eller temperaturændringer i omgivelserne.

alien, ufo, symbol
© Shutterstock

Nærkontakt af tredje grad

Hvis øjenvidnet ser et væsen eller en robot, som ser ud til at kontrollere ufoen, betegnes det som nærkontakt af tredje grad. I 1977 gjorde Steven Spielbergs ufo-film Hynek-skalaen kendt i brede kredse.

Roswell kommer i søgelyset

De såkaldte ufologer tog imidlertid forsvarets faldende interesse for fænomenet som et tegn på, at regeringen nu i endnu højere grad forsøgte at holde sandheden skjult for offentligheden. Og interessen for ufoer blomstrede op igen.

Science fiction-genren oplevede sin storhedstid, og med rumkapløbet i fuld gang var interessen for det udenjordiske stor. Nysgerrige mennesker dannede foreninger, der udgav bøger, lavede film og bedrev mere eller mindre seriøs forskning.

Men absolut ingen talte om eller huskede Roswell-hændelsen før i 1978, hvor sladderavisen National Enquirer, der var kendt for artikler om Bigfoot og nazibaser på Månen, genoptrykte den originale avisartikel fra Roswell Daily Record, hvor der blev fortalt om en flyvende skive. Og med et kom Roswell på ufo-verdenskortet.

To år efter udkom bogen “The Roswell Incident” af Charles Berlitz og William L. Moore.

Berlitz, Moore, Rosswell-hændelsen, bog

Teorien om, at rumvæsener var styrtet ned ved Roswell, vandt frem i den brede offentlighed med bogen “The Roswell Incident” fra 1980.

© The Roswell Incident

Bogen består primært af rygter og interviews med efterkommere og bekendte af vidnerne til hændelserne i 1947 – altså ingen af dem, der reelt oplevede nedstyrtningen eller konsekvenserne af den.

Bl.a. bliver William Brazels søn for første gang citeret for, at de genstande, hans far fandt på marken den aften i 1947, var af et materiale, som umuligt kunne stamme fra Jorden.

En af dem, der efterfølgende stod frem med ny viden, var en ældre mand ved navn Glenn Dennis, der i 1947 arbejdede som bedemand i Roswell og bl.a. havde den nærliggende flyvebase som kunde.

Efter at have set et TV-program om Roswell kontaktede Glenn Dennis ufo-efterforskeren Stanton Friedman, og i fællesskab fik de to hans hukommelse på gled. Pludselig huskede Dennis detaljer, som han ikke havde skænket en tanke i 42 år. Det var disse minder, der siden kom til at danne kernen i alle fremtidige historier om hændelsen i Roswell.

Hør Glenn Dennis fortælle, hvad han oplevede i Roswell

Bedemanden fra ufobyen kunne tilføje en masse hidtil ukendte detaljer. Han fortalte, hvordan han havde kørt en såret pilot ud på basen og set en ambulance med vragdele.

Han påstod, at han havde snakket med en veninde, der var sygeplejerske på basen, som fortalte ham om en forfærdelig obduktion af tre små, sorte, forvredne kroppe. En obduktion, som hæren måtte stoppe, fordi gasser fra ligene gjorde det umuligt at arbejde videre.

Dennis havde endda set en person eller et væsen med et abnormt stort hoved gå rundt. Dernæst blev han jaget ud af militærbasen af en vred, rødhåret oberst og satte aldrig sine fødder på militærets grund igen.

Da Dennis senere ville kontakte sin sygeplejeveninde, fik han at vide, at hun ikke længere arbejdede på basen, og han hørte aldrig fra hende igen.

Alle disse oplysninger huskede Glenn Dennis fra Roswell pludselig og sikrede sig på den måde berømmelse i alderdommen.

A-12, spionfly

A-12 blev kun brugt af det amerikanske militær i årene 1963-1968. Flyets design blev dog videreudviklet til SR-71 Blackbird, der fortsat har rekorden som verdens hurtigste bemandede jetfly.

© Roy Smith

CIA’s fly nærede spekulationerne

På luftbasen Area 51 testede CIA spionflyet A-12, som med sin specielle form og høje fart nemt kunne narre konspirations-teoretikere til at tro, at de havde set en ufo.

CIA’s tophemmelige spionfly A-12, der blev videreudviklet til rekognosceringsflyet SR-71 Blackbird, havde et fremmedartet udseende. Set nedefra kunne flyets flade titaniumkrop, når det passerede tilskuere i rasende fart, nemt forveksles med teknologi fra en fremmed verden.

Med sin nyskabende og sortmalede antiradar-profil lignede SR-71 ikke noget andet fly. Tilmed fløj spionflyet hurtigere og højere end noget andet luftfartøj – det kunne flyve mere end tre gange lydens hastighed og må op i 26 kilometers højde. Hastighedsrekorden, der blev sat med et SR-71 i 1978, står den dag i dag.

Sandheden var 30 år forsinket

Det er umuligt med sikkerhed at vide, hvad der skete i New Mexicos ørken den aften i 1947. Beviserne er for længst forsvundet, og historikere har kun en række øjenvidneberetninger at støtte sig til.

Men det er vigtigt at huske på, at de mest fantastiske bud på, hvad der hændte, først dukkede op efter mere end tre årtiers tavshed. Og for en masse mennesker kom genopblomstringen af Roswell-hændelsen som en velsignelse i form af penge og berømmelse.

Pludselig var væsenerne fra Roswell en lukrativ forretning for de mange, der skrev bøger om emnet. Bogen med interviewet med Glenn Dennis solgte eksempelvis 160.000 eksemplarer.

Fra 1980 og frem udkom adskillige bøger, der ikke blot fortalte nye detaljer om hændelsen, men som også modsagde hinanden. Og fælles for dem alle var, at de beroede på en lille håndfuld vidner, hvoraf kun få rent faktisk havde set noget – langt de fleste viderefortalte blot ting, de havde “hørt fra andre”.

5 ufoer, fupnummer, 1962

I 1962 tog en ung brite et sensationelt billede af fem ufoer. 10 år senere indrømmede han skamfuldt, at fotografiet var et fupnummer.

© Imageselect

Hovedvidnet, bedemanden Glenn Dennis, har i sine udsagn, som de optræder i bøgerne, problemer med hukommelsen og roder datoer og detaljer sammen, og kritikere har både påvist en række detaljer, der umuligt kan være sande, samt påvist simplere plausible forklaringer på de ting, han hørte og så.

Eksempelvis hævdede Dennis, at den vredladne, rødhårede major var ledsaget af en sort sergent – noget, der var umuligt i 1947, da det amerikanske forsvar først i 1949 begyndte at integrere sorte soldater i samme enheder som hvide.

Den forsvundne sygeplejerske er også siden blevet fundet og identificeret. Hun blev syg og indlagt på et hospital – noget, Dennis ikke kunne få oplyst på grund af tavshedspligten. Og sidst, men ikke mindst, så styrtede der et Boeing KC-97G-fly ned i 1956, hvor alle ombord mistede livet i en forfærdelig kabinebrand.

De fleste lig manglede lemmer og var forvredne og brændt delvist væk. Tre af dem blev obduceret i Dennis’ lighus, men bedemanden måtte stoppe arbejdet, fordi ligene var gennemblødt af brændstof, og obduktionen blev derfor flyttet til et kølerum på basen.

Roswell, film

I 1992 kom den første film om Roswell-hændelsen. Siden er det blevet til en hel stribe af film og TV-serier.

© Moviestore Collection Ltd/Imageselect

Med andre ord var Glenn Dennis tilbage på basen ved Roswell ni år efter sit møde med “rumvæsenerne” i 1947, selvom han hævdede, at han var forment adgang. Det er ikke usandsynligt, at mødet med den temperamentsfulde, rødhårede major i virkeligheden skete på basen i forbindelse med den sidste hændelse, hvor alle kendte ofrene, og følelserne helt sikkert har siddet uden på tøjet.

Faktum er, at siden den første bog i 1980 har konspirationsteoretikere og lykkejægere udgivet en hoben bøger, film, TV-serier og artikler, der alle føjer detaljer til historien om Roswell. De fleste er blevet tilbagevist, heriblandt den engelske rumvæsenobduktionsfilm, som kom frem i 1995 i London, der er decideret fup.

Brazel så intet mystisk

Hvis man vil kende sandheden, skal man derfor kigge tilbage på de allerførste vidneudsagn, som blev givet samme dag eller kort efter nedstyrtningen, fra mennesker, der selv oplevede hændelsen.

Fra deres udtalelser ved vi, at der ikke var vidner til selve styrtet, at landmanden William Brazel fandt vragdelene og ikke på nogen måde indikerede, at de bestod af mystiske materialer, eller at lig lå spredt i nærheden. Vi ved også, at den amerikanske hær kaldte den nedstyrtede dims for en “flyvende skive” og siden rettede sine ord til en “vejrballon”.

Alle detaljerne om et stort militæropbud, kratere, lig, rumvæsener, yderligere soldater – ud over de to, Brazel nævnte – militærkøretøjer og forsøg på at true vidner til tavshed stammer udelukkende fra bøger skrevet 30-50 år efter hændelsen – skrevet af forfattere, der hævder at have talt med øjenvidner, men for det meste blot har interviewet naboer, efterkommere og andre, der ikke selv oplevede nedstyrtningen ved Roswell.

Luftvåbnet afslører hemmelighed

Men vi ved også, at historien om vejrballonen rent faktisk var en nødløgn. Og vi ved, at det amerikanske luftvåben faktisk havde noget at skjule, for da den kolde krig sluttede med Murens fald, og behovet for hemmelighedskræmmeri over for den store fjende i øst ikke længere var så stort, begyndte det amerikanske forsvar at lukke op for posen med hemmeligheder fra de sidste årtier.

Ifølge hidtil hemmeligholdte papirer, var det ikke en vejrballon, der styrtede ned i Roswell, men et helt tog af balloner, der hørte til et tophemmeligt projekt kaldet Mogul.

De mange balloner dannede en mere end 200 meter lang kæde, der løftede lange antenner og en række andet eksperimentelt og hemmeligstemplet måleudstyr op i luften beregnet på at overvåge atomprøvesprængninger i Sovjetunionen.

Det kan forklare, hvorfor vragdelene ikke lignede noget, folkene i Roswell og på militærbasen havde set før, og hvorfor alle vragdele lynhurtigt blev fjernet af militæret.

Røgspor, ufo, raketter

Røgen fra de rumraketter, USA har affyret, er ofte blevet mistolket som spor efter rumvæsener.

© SpaceX

Da Mogul-ballonerne styrtede ned i Roswell, var det ifølge det amerikanske luftvåben magtpåliggende, at Sovjetunionen ikke opdagede, at ærkefjenden kunne holde øje med deres atomprogram fra luftrummet over New Mexico.

Vejrballonen var en belejlig bortforklaring, og alle historierne om rumvæsener pegede også langt væk fra den mere jordnære sandhed. To rapporter fra 1994 og 1997 lagde endeligt låg på Roswell fra det amerikanske forsvars side.

Konklusionen var, at vragresterne ganske rigtigt stammede fra Project Mogul, og historierne om rumvæsener og obduktioner nær Roswell skyldes sammenblanding med andre flystyrt samt et andet hemmeligt forsøg fra 50’erne, Operation High Dive, hvor luftvåbnet testede faldskærme fra ekstreme højder ved at smide menneskelignende dukker ud fra balloner.

Fordi vidnerne først blev interviewet årtier efter hændelserne, var de forvirrede omkring årstal, og flere hændelser smeltede sammen til en fælles om rumvæsenerne fra Roswell.

Jesse Marcel, vidne, Roswell

Major Jesse Marcel var den første fra det amerikanske militær, der så objektet ved Roswell. Han vidste ikke, hvad det var, men fik af sine overordnede at vide, at der var tale om en vejrballon.

© THE UNIVERSITY OF TEXAS AT ARLINGTON SPECIAL COLLECTIONS

Det ved historikerne med sikkerhed:

  • Mystiske objekter styrtede ned i Roswell.
  • Vragdelene stammede ikke fra en flyvende tallerken.
  • Sandsynligvis kom de fra atomovervågningsprojektet Mogul.
  • Area 51-basen er stadig aktiv og stadig forbudt at komme nær.
  • Flere af USA’s hemmeligste militærfly er udviklet i Area 51.
  • Hændelsen i Roswell i 1947 blev ikke et nationalt anliggende før 1978.
  • Ingen har fundet vragdele fra udenjordiske fartøjer af nogen art.

Den hemmelige base alle kendte

For dem, der stadig er overbeviste om, at Roswell fik besøg fra rummet dengang i 1947, er de to rapporter selvfølgelig blot endnu en del af det amerikanske forsvars forsøg på at bortforklare, hvad der virkelig hændte. Hvis vi for et øjeblik holder fast i troen på, at soldater samlede vragdele fra et rumskib samt mystiske væsener op efter nedstyrtningen i Roswell, er de næste spørgsmål, hvor vragrester og rumvæsener blev bragt hen, og hvordan deres eksistens blev holdt hemmelig i så mange år? Det er der selvfølgelig også en række bud på.

Ufo, Minneapolis, lysglimt

Over Minneapolis i Minnesota så – og fotograferede – et øjenvidne et mystisk lys, som han mente måtte være ufoer. Det særlige syn blev forklaret som et vejrfænomen.

© Imageselect

Nogle mener, at ligene blev transporteret til Nellis Air Force Base i staten Nevada. Men der er generel enighed om, at selv regeringen ikke ville kunne holde rumvæsener skjult på en af USA’s store luftbaser, hvor tusinder af mennesker arbejder.

Hvis luftvåbnet havde et hemmeligt program, der forskede i fremmede væsener og deres teknologi, så måtte det ligge et sted, hvor ingen civilister kommer, og hvor kun folk med sikkerhedsgodkendelse arbejder.

Sådan en base ligger i Nevada i et ørkenområde, som grænser op til de steder, hvor USA udførte atomprøvesprængninger, ca. 134 km nordvest for statens største by, Las Vegas.

Basen, der blev oprettet i 1955, ligger ved en udtørret saltsø ved navn Groom Lake, der udgør et naturligt fladt område velegnet til landingsbaner.

Allerede kort tid efter at Area 51, som basen hedder, blev taget i brug, begyndte de omkringboende at bemærke en øget aktivitet i luften. Fly landede og lettede, og lokale rapporterede om ufoer.

Alien, Roswell
© Shutterstock

Hvad skete der helt præcist i Roswell?

Offentligheden kender den officielle og sandsynligste forklaring, men fordi “ufo-styrtet” ligger så langt tilbage, eksisterer der ingen håndgribelige beviser. Hovedparten af de mange rygter og formodninger er opstået mange år senere – de synes at være enten rent opspind eller eksempler på dårlig hukommelse.

Areai 51, forbudt område, skilt
© U.S. Government Printing Office

Hvad foregår der i Area 51?

Den hemmelighedsfulde base i Nevadas ørken er muligvis ikke så hemmelig mere, men den er fortsat omgærdet med mystik. Det vides ikke, præcis hvor stor den er, hvor mange af basens faciliteter der befinder sig under jorden, og hvad personalet arbejder med. Udvikling af nye flytyper til det amerikanske luftvåben er det mest realistiske bud.

UFO, Pentagon, Omaha
© U.S. Navy

Kommer de uforklarlige ufoer fra rummet?

Selvom der findes en naturlig forklaring på måske 99 pct. af alle hændelser med uidentificerede flyvende objekter, så forbliver nogle uforklarlige. I 2020 frigav det amerikanske forsvarsministerium fire videoer optaget mellem 2004 og 2019 og erkendte, at det ikke med sikkerhed kan siges, hvad de runde objekter, som bevæger sig med enorm fart, egentlig er.

Sandheden er kedelig

I 1989 stod en mand ved navn Bob Lazar frem og fortalte, at han var videnskabsmand og havde arbejdet på atomprojektet i Los Alamos, da han blev hyret til at arbejde på Area 51.

Lazar beskrev, hvordan arbejderne blev fløjet frem og tilbage mellem Las Vegas og militærbasen i dybeste hemmelighed, afsvoret tavshed og sat i gang i store, underjordiske laboratorier.

Her arbejdede han bl.a. på at finde ud af, hvordan antityngdekraft-fremdriftssystemet på en bjærget flyvende tallerken fungerede. Desuden havde han adgang til dokumenter om grå rumvæsener fra en planet i kredsløb om stjernen Zeta Reticuli. Væsenerne skulle have færdedes på Jorden i 10.000 år.

Lazar trådte første gang frem på lokal-TV i Las Vegas og har siden medvirket i en række film, TV-programmer og bøger. Han er ansvarlig for, at Area 51 kom på alles læber, og siden er også andre vidner med mere eller mindre utrolige historier stået frem.

Ingen har dog kunnet bekræfte Lazars historie endsige dokumentere, at han rent faktisk har en eneste videnskabelig grad eller nogensinde har gået på universitetet. Bob Lazar hævder, at det skyldes, at det amerikanske forsvar har slettet alle spor af ham for at miskreditere hans historie.

Lazar, konspirationsteoretiker, Area 51

Konspirationsteoretikeren Bob Lazar har fremført mange påstande om Area 51 – alle er blevet tilbagebevist af eksperter.

© Dudeanatortron

At der eksisterer en hemmelig base med tilnavnet Area 51, er uomtvisteligt og almen kendt viden. Men i mange år ville det amerikanske luftvåben ikke vedgå, at basen eksisterede. Først i 2005 blev dokumenter, der afslørede basens eksistens og løftede sløret for nogle af de hemmelige projekter, frigivet.

Fra dem ved vi, at basen blev oprettet i 1955, fordi Groom Lakes flade saltslette var det perfekte sted at bygge landingsbaner til en hel ny og tophemmelig type fly. Her afprøvede CIA U-2-spionflyene, som blev bygget til at overflyve Sovjetunionen i en højde, hvor de sovjetiske radarer ikke kunne følge dem.

Det første U-2 fløj i 1955, og flytypen er blevet brugt til rekognoscering lige siden, bl.a. i Afghanistan. Da U-2 begyndte at flyve fra den hemmelige base midt i Nevadas ørken, var maksimumhøjden for civile fly omkring 6 km, mens militærfly kunne komme op til ca. dobbelt højde.

Det knap 20 m lange U-2 med et vingefang på 31 m nåede op i utrolige 21 kilometers højde, og det er ikke underligt, at civile piloter, der har set noget flyve i den højde, har rapporteret om de mystiske fly som et uidentificeret flyvende objekt med hidtil ukendte egenskaber.

Efter U-2 fortsatte basens hemmelige missioner med spionflyet U-12, som kunne flyve hurtigere og højere end nogen anden flyvemaskine, og som med sin karakteristiske flade antiradarprofil ikke lignede kendte flytyper.

Det var også fra Groom Lake, luftvåbnet påbegyndte udviklingen af de første ægte stealth-fly med prototypen Have Blue, der fløj første gang i 1977. Have Blue blev videreudviklet til den taktiske stealth-bombemaskine F-117, der med sine kantede vinger og helt specielle vingeform heller ikke ligner andre fly.

F-117 er bl.a. kendt for at være det fly, der indledte golfkrigen i 1991 ved at slå fjendens radaranlæg ud, så mere konventionelle bombefly kunne angribe i sikkerhed for irakiske jord til luft-missilsystemer.

“Area 51 er blot en hemmelig militærinstallation, der laver kedeligt arbejde, som vi bare ikke ville have nogen andre til at se”. Ekspræsident Bill Clinton om Area 51, 2005.

I en tale efter tiden som præsident sagde Bill Clinton til de nysgerrige amerikanere:

“Jeg havde så mange mennesker i min administration, der sagde, at godt nok var historierne om Roswell fup, men det her sted i Nevada var den ægte vare, så jeg sendte en mand afsted for at undersøge, hvad der foregik. Men Area 51 er blot en hemmelig militærinstallation, der laver kedeligt arbejde, som vi bare ikke ville have nogen andre til at se”.

Men bøgerne om Roswell er stadig god underholdning – og ikke mindst en god forretning.

Historiens, største, Troja
© HISTORIE

Historiens største gåder

Denne artikel er fra bogserien “Historiens største gåder”. Hvert bind går i dybden med mysterier om alt fra tempelridderne til nazisternes okkulte verden.

Se mere på: www.historienet.dk/gåder