New Yorks rigmænd levede som konger
Mangemillionærer som Vanderbilt, Carnegie og Astor kæmpede i 1800-tallets sidste år om at overgå hinanden i ødselhed. New Yorks luksushoteller var jetsettets ekstravagante mødesteder, og her viste de deres rigdom frem for den måbende offentlighed.
Det prangende Waldorf-Astoria-hotel var New Yorks fineste. Rockefeller-familien var datidens rigeste og tjente milliarder af dollars på deres olie-imperium. Astor-familien var ofte værter på Waldorf-Astoria-hotellet, mens Carnegies kæmpemæssige formue var skabt i stålbranchen.
Ude foran Waldorf-Astoria-hotellet og hele vejen ned ad 5th Avenue holdt hestevognene i kø.
Kalenderen viste 10. februar 1897, og tjenere og kuske bar fløjl, brokade, lange støvler og hatte med store fjerbuske. Hotellets ansatte – klædt ud som musketerer – bød de 700 gæster velkommen til årtiets kostumebal.
Kvinder klædt ud som madame de Pompadour, Marie Antoinette eller Katarina den Store med kæmpemæssige silkekjoler, store, hvide parykker og glimtende diamanter fejede ind i lobbyen, ført af mænd, der forestillede Louis 15., kardinal Richelieu eller Peter den Store.
Bankmanden Oliver Belmont mødte op som Henrik 8. Rygtet sagde, at hans håndlavede rustning med guldindlæg havde kostet ham 8000 dollars – ca. en million kroner i dag.
Indenfor blev gæsterne modtaget af Cornelia Bradley-Martin, der for at fejre en forestående tur til Europa havde lejet de to nederste etager af Waldorf-Astoria-hotellet.
Med spejle, tapeter, gobeliner, malerier og blomster havde hun omdannet selskabslokalerne til det franske Versailles-slot.
Værtinden var klædt som Maria Stuart, og iført Marie Antoinettes ægte kronjuveler tog hun imod gæsterne siddende på en trone.
Tonerne fra New York-filharmonikernes strygere lokkede gæsterne ind i den store balsal, hvor landskaber af eksotisk frugt, pyramider af champagneglas fyldt med verdens dyreste dråber og de fornemste franske delikatesser forkælede gæsternes øjne, ganer og næsebor.
Overklassens privatliv var offentligt
I de følgende dage havde pressen travlt med at overgå sig selv med reportager fra ballet.
En avis skrev, at “kommende generationer vil datere alle begivenheder ud fra Bradley-Martin-ballet”, mens en af de få kritiske journalister skrev:
“En halv million dollars (ca. 60 millioner kroner i dag, red.) er gået op i tingeltangel og blomster. Mrs. Bradley-Martin har triumferet og hejst sig selv op på forfængelighedens vulgære trone”.
Reportagerne krævede ikke det store forarbejde, for jetsettet inviterede nærmest journalisterne med indenfor.
Alle deres største sociale begivenheder i New York foregik nemlig på offentlige steder, og Waldorf-Astoria-hotellet var det foretrukne.
I andre lande blev rigmændenes fester og middagsselskaber holdt i private palæer, hvor aristokratiet var i fred for den jævne befolknings misundelige blikke.
Men i takt med USA’s eksplosive økonomiske vækst blev formuer, som verden aldrig havde set mage til, skabt på få årtier inden for sværindustri, bankvirksomhed, ejendomshandel, børsspekulation og jernbaner.
Rigmænd som John Jacob Astor, Cornelius Vanderbilt og Andrew Carnegie havde arbejdet sig op fra fattige kår, og de ville vise verden, at de havde opfyldt den amerikanske drøm.
Ved at udstille deres succes ville de inspirere andre til at arbejde hårdere.
Lodret jernbane var et trækplaster
Driftige forretningsfolk havde straks indset, at der var penge at tjene på de superriges krav på luksus og ønske om at vise sig frem.
Luksushoteller skød op på New Yorks fineste adresser, og hotellernes opgave var at give de rige gæster en oplevelse, som de ikke kunne få andre steder – ikke engang derhjemme.
I 1859 åbnede Fifth Avenue Hotel. Hotellets 400 værelser havde helt uhørt alle eget badeværelse og egen kamin, og 400 ansatte stod på spring for at opfylde gæsternes ønsker.
Men hotellets store attraktion var byens første personelevator, “Den Lodrette Jernbane”, der blev drevet af en stor dampmaskine i kælderen.
“Store mængder af forgyldt træ, rigt fløjl, tykke tæpper, rosentræ og grønne gardiner skaber både et udseende og et velvære, som alle og enhver ville ønske sig”, skrev magasinet Harper's Weekly om hotellets indretning.
Hotellerne kæmpede alle om at overgå hinanden i luksus for at lokke “New Yorks 400” til. De 400 var det fine selskabs absolutte elite, udnævnt af societydamen Caroline Astor, som var overklassens øverste smagsdommer.
“Der er kun omkring 400 mennesker i det fashionable New York”, udtalte rigmanden Ward McAllister.
“Hvis man bevæger sig uden for denne kreds, møder man folk, der ikke er veltilpasse i en balsal, eller som gør andre utilpasse”.
Deltagerne i jetsettets baller var at finde blandt de såkaldte “New Yorks 400”: Societydronningen Caroline Astor førte en fortegnelse over de 400 personer, der efter hendes mening forstod at begå sig ordentligt i en balsal.
Fætre opførte det fineste hotel
I 1891 besluttede fætrene William Waldorf Astor og John Jacob Astor 4. sig for at bygge et endnu finere hotel i New York.
Fætrene lækkede tegningerne af hotellet til New York Times, som kvitterede med at skrive, at hotellet ville blive “et veritabelt palads” og “det mest luksuriøse hotel i USA”.
Da hotellet åbnede to år senere, var interessen enorm, og de mange nysgerrige besøgende blev ikke skuffede.
Waldorf-Astoria-hotellet var en kombination af europæisk elegance og Astor-familiens personlige stil.
Hotellets mest eksklusive restaurant var indrettet præcis som Caroline Astors spisestue, hvor ellers kun landets fineste og rigeste mennesker kunne gøre sig håb om at blive budt på middag.
Men for den nette sum af omkring 100 dollars – ca. 13.000 kroner i dag – kunne 14 gæster få fornemmelsen af at være hjemme hos Astor.
Astor-fætrene ansatte den kendte hotelbestyrer George Boldt til at varetage hotellet. Boldt var en mester i pr, og det første, han gjorde, var at arrangere en overdådig åbningsfest.
1500 særligt indbudte gæster fra New York, Boston, Baltimore og Philadelphia klædt i kjoler fra Paris og juveler fra Tiffany og Cartier blev opfordret til at spadsere rundt og se på de forskelligt udsmykkede suiter, der var inspireret af Venedig, Vinterpaladset i Skt. Petersborg, Mediciernes Firenze og Solkongens hof.
Efter en overdådig middag underholdt New Yorks symfoniorkester i den 30 meter lange og tre etager høje balsal.
“Så mange er bekvemmelighederne”, skrev en indbudt journalist, “så luksuriøst er alt, hvad der tilbydes, at hvis en mand, der kommer til New York, ønsker at være af nogen betydning, så må han opholde sig på Waldorf-Astoria”.
De riges udstillingsvindue
Hotelbestyreren Boldt sørgede for, at de mest betydningsfulde gæster blev overøst med champagne, blomster og cigarer, mens de mindre velhavende næsten blev ignoreret eller ligefrem fornærmet.
En gæst, der satte spørgsmålstegn ved prisen for sit ophold, blev bortvist fra hotellet for altid, mens Boldt demonstrativt rev regningen i stykker for øjnene af måbende tilskuere i lobbyen.
At blive budt velkommen på Waldorf-Astoria var en blåstempling af positionen i det fine selskab og gav mulighed for at boltre sig i hotellets 50 restauranter, barer, palmehaver og saloner.
Planen med hotellet virkede. Jetsettet fra hele landet strømmede til for at vise sig frem i de fineste skrud.
“Fra et opmærksomt tebord under en palme overvågede jeg disse ekstravagancens smukke elever opstillet i flot slagorden”, skrev forfatteren H.G. Wells om et besøg i lobbyen.
Hver dag besøgte tusinder af mennesker hotellet.
De fleste ønskede kun at få et glimt af de rige og berømte, der spadserede op og ned ad den 100 meter lange, tæppebelagte, spejludsmykkede marmorgang, der forbandt hotellets to fløje, – vittige hoveder døbte snart korridoren Peacock Alley, Påfuglegyden.
I takt med at rige forretningsmænd gjorde Waldorf-Astoria til deres dagligstue, blev hotellet en slags forlængelse af finansgaden Wall Street.
Aktietips blev givet videre i barerne, millionhandler blev indgået i salonerne, og i 1901 købte finansmanden J.P. Morgan et stål-imperium af Andrew Carnegie i en af suiterne.
Prisen var 480 mio. dollars, hvilket i dag svarer til ca. 60 mia. kroner. Som en service til kunderne oprettede hotellet en kurerservice og egen telefoncentral til at holde gæsterne underrettet om finansielle nyheder.
De rigeste hotelkunder brugte samtidig millioner på de private pragtpalæer, der skød op på Manhattans dyreste adresser.
Under lange rejser i Europa støvsugede de den gamle verden for antikviteter til deres luksushjem.
I begyndelsen af 1900-tallet vendte den folkelige stemning imidlertid. Rigmænds monopoler pressede priserne op, og regeringen greb ind og gennemførte anti-monopollove.
Befolkningen blev klar over, at deres surt tjente penge finansierede overklassens ekstravagante livsstil, og den absolutte elite blev ikke længere set som forbilleder, men snarere som gemene røverbaroner.
Den nye generations jetset udstillede ikke deres rigdom på luksushoteller. Overklassens sociale liv flyttede i stedet ind i de private hjem eller ud på natklubberne.
Den ene af Waldorf-Astoria-hotellets grundlæggere, William Waldorf Astor, følte sig ikke længere velkommen i sit hjemland, og han flyttede til England, hvor han købte et slot.
Den anden, John Jacob Astor 4., gik næsten symbolsk ned med tidens overdådigste og største luksusliner Titanic.
Waldorf-Astoria-hotellet genvandt aldrig sin position, og i 1929 blev hotellet, der havde været rammen om de mange pragtfester, revet ned.
Den kostbare byggegrund skulle i stedet bruges til en gigantisk kontorbygning.