Ny teori: Amerikas historie skal omskrives med over 100.000 år
Et amerikansk forskerhold har netop offentliggjort et studie af resterne fra en fortidselefant, der kan vende op og ned på forståelsen af Amerikas historie.

Det er 25 år siden, mastodonten blev fundet under en udgravning - nu viser det sig, at den kan være med til at omskrive historien.
Besøgende på San Diego Naturhistoriske Museum har i årevis kunnet komme helt tæt på knogler og stødtænder fra en mastodont - en fortidselefant - fra det sydlige Californien.
Men på intet tidspunkt har hverken de besøgende eller arkæologerne bag udstillingen vidst, at den kan ændre historien for altid.
Menneskelig påvirkning
Mastodontens knogler og tænder blev fundet i 1992, da en motorvej i San Diego skulle udbygges. De bar tydeligt præg af menneskelig påvirkning:
Knoglerne var blevet flækket op af primitive stenredskaber omkring elefantens dødstidspunkt, og stødtænderne lå lodret i jorden.
Derfor konkluderede arkæologerne, at der har levet mennesker på samme tid som mastodonten.
Og mens den stod udstillet på San Diego Naturhistoriske Museum, forsøgte forskerne at finde ud af, hvornår det store dyr levede. I år lykkedes det endelig.
Kan ændre historien
Indtil for nylig var de ældste tegn på menneskeligt liv i Amerika omkring 15.000 år gamle, så arkæologerne kunne ikke tro deres egne øjne, da resultaterne af dateringen lå klar: Den mastodont, som blev fundet tilbage i 1992, levede for 130.000 år siden.
Hvis resultatet er rigtigt, skal perioden, hvor de første mennesker kom til Amerika, altså tilbagedateres med over 100.000 år.
"En så overraskende påstand kræver naturligvis ekstraordinære beviser," siger Thomas Deméré fra San Diego Naturhistoriske Museum til The Guardian og understreger derfor, at der skal langt flere undersøgelser til, før det kan fastslås, om historien skal skrives om.