Panik på prærien: Desperate ungkarle søgte kvindfolk
Drømmen om lykke og rigdom drev i midten af 1800-tallet hobevis af mænd til det vilde vest. Da først land og guld var erobret, opdagede nybyggerne, at ægtesengen stod tom. De desperate ungkarle skreg snart på giftelystne kvindfolk fra øst.
Den akutte konemangel betød, at vestens cowboys selv skulle sætte frisuren.
Nybyggerne på den amerikanske vestkyst havde alt, en mand kunne ønske sig: Udstrakte vidder, dybe skove med uanede mængder tømmer og en undergrund, hvor den heldige med en hakke kunne finde klumper af det pureste guld.
I 1800-tallet fik det en bølge af lykkeriddere til at haste fra det befolkede øst til det øde vest, hvor de slog sig ned som bønder, pels-jægere, skovhuggere og guldgravere. Ja, nybyggerne i vest havde alt. Og dog…
Både seng og kød-gryder måtte de selv holde varme, og ingen barnefødder gav genlyd på hytternes trægulv. Nybyggerne indså snart, at noget manglede: kvinder.
De vestlige amerikanske stater som Californien, Oregon, Washington, Utah, Nevada og Arizona var befolket næsten udelukkende af mænd, og det havde resulteret i en særdeles skæv kønsfordeling.
I byen San Franciscos gader gik hele 12 mænd rundt for hver kvinde. I Washington Territory så det næsten lige så slemt ud: ni mænd for hver eneste repræsentant af det modsatte køn. Ifølge de få af hunkøn, som vovede den lange rejse mod vest, havde ubalancen katastrofale konsekvenser.
“De Travle Biers Klub”, en samling af seks kvinder fra Tucson, Arizona, som hentede kvinder til vesten, kunne berette om en “uciviliseret” mandeverden, hvor ensomme sjæle drak længslerne væk på saloonen og fik afløb for deres savn med de bare næver.
De Travle Bier var ikke de eneste, der hentede brude til ensomme ung-karle. Gennem sidste halvdel af 1800-tallet forsøgte kreative kvinder, desperate cowboys og entreprenante “Kirsten Gifteknive” at lokke kvinder mod vest.
I øst var hunkønnet nemlig i overtal, og mange var blevet enker efter faldne soldater i borgerkrigen. Midlerne til at rekruttere brude var kontakt-annoncer i aviser, forespørgsler i kirker og storstilede efterlysningskampagner.
Både udseende og formue kunne tiltrække potentielle ægtefæller.
Kvinder ville civilisere vesten
“Efterlysning: brude”, stod der på en pamflet, som dumpede ind hos samtlige beboere i Ellicott City i Maryland, og som 20-årige Constance Ranney nu knugede i sin hånd. Det var en isnende vinterdag sidst på året 1864, og Constance ilede gennem kulden mod byens rådhus.
Her havde tre brødre med efternavnet Benton inviteret interesserede ungmøer til at høre om lyksalighederne i Oregons Willamette-dal. Brødrene lod blikket glide ud over en forsamling på over 100 forventningsfulde kvinder og gik så i gang med salgstalen om Oregons endeløse skove, blå himmel og giftemodne ungkarle.
“Sikke en chance – at rejse til et uciviliseret land og civilisere det. Det slog mig, at hvis jeg ikke gør det, skal jeg være servitrice her resten af mit liv”, skrev Constance i et brev til sin onkel, inden hun meldte sig til brude-rejsen.
Den 16. januar 1865 stævnede skonnerten Osceolo ud fra Marylands kyst og begav sig på den lange sørejse syd om kontinentet mod vestkysten. Mandskabet fik hurtigt at føle, at de havde helt særligt gods i lasten.
Kvinderne gav sømændene forbud mod at drikke alkohol, påbød dem at tage bad og overtog kabyssen. Da Osceolo en forårsdag tre måneder senere anduvede Oregons kyst, stod en flok på 150 skovhuggere klar. Et år senere var kun syv af kvinderne ugifte.
Irsk kvinde, nej tak
Snart udviklede de arrangerede stævnemøder sig til en industri. Magasiner som Matrimonial News og The New Plan spandt guld på at formidle kontakt-annoncer og fotografier.
“En intelligent ung fyr på 22 år, 182 centimeter og 85 kilo. Vil gerne i kontakt med kvinde på 18-22 år. Vil udveksle fotos. Mål: sjov og godt selskab og, hvis passende: ægteskab”, lød det fra en ungkarl i januar-udgaven af Matrimonial News i 1887.
En anden var mere kræsen: “Jeg fortrækker en kvinde, der ikke er af irsk afstamning, og hun skal have mindst 20.000 dollars”.
Annoncerne fremstod anonyme, men magasinerne sørgede for at viderebringe svar og udveksle adresser. Nogle dristede sig til at fri med posten. Andre foretrak at møde den udkårne først. Matrimonial News alene bragte 2.600 par i kontakt med hinanden.
Brud flygtede fra bryllup
Men langtfra alle stævnemøder endte lykkeligt. 22-årige Eleanor Berry havde håbefuldt læst og svaret på kontaktannoncen fra “den ensomme minearbejder” Louis Dreibelbis fra Grass-dalen i Californien.
Louis beskrev sig selv som både rig og temmelig pæn, brevvekslingen varede tre måneder, han havde friet, og nu sad hun i toget fra byen Gilroy på vej mod sin ukendte udkårne.
Eleanor skiftede til hestevogn på stationen i Colfax og skrumplede gennem landskabet uvidende om den dyrebare last, diligencen også havde med: en kiste med guld. Rygtet var derimod nået frem til egnens banditter.
Inden længe havde en gruppe maskerede mænd omringet vognen, truet passagererne med pistoler og røvet guldet. Eleanors blik hæftede sig ved et ar på den ene bandits hånd.
Da hun steg af vognen, nåede hun akkurat kun at nette sig, før brylluppet mellem hende og Louis skulle fejres.
Præsten rakte den vordende ægtemand en pen for at underskrive vielsesattesten, og til sin store skræk skar selvsamme ar, som landevejsrøveren havde haft, sig over Louis’ hånd. Eleanor flygtede fra sin brudgom i rædsel.
Advarsel til mænd! Pas på “falsk hår, kosmetisk sminke og falske barme”, lød en annonce indrykket af en advokat i Matrimonial News. Ifølge den kunne skuffede mænd med rette ophæve brylluppet.
Ungkarle gik amok
Af og til var det brudens ankomst, der fik en ulykkelig effekt. Som da filantropen Eliza Farnham i 1850 gik i land i San Francisco med en gruppe kvinder, som hun i civilisationens hellige navn havde importeret fra New York.
Horderne af mænd på kajen havde nok forestillet sig et større udvalg end den håndfuld, der kom gående over landgangsbroen.
Nogle havde drømt om hundreder, andre ligefrem om titusinder. I hvert fald rakte antallet af brude slet ikke, og skuffelsen var stor. Minearbejderen Dashel Greech beskrev optrinnet:
“Jeg er sikker på, at der var mere fuldskab, hasardspil og flere slåskampe den nat end nogensinde før i San Francisco”.
I løbet af det tidlige 1900-tal var så mange kvinder kommet til det vilde vest, at familierne voksede, og nye generationer af amerikanere bragte kønsfordelingen i balance.