Orson Wells' marsmænd spredte panik

Publiceret 30. 10. 21

Læsetid: 3 minutter Gem

Den amerikanske radiostation CBS spillede uskyldig dansemusik om aftenen den 30. oktober 1938, men klokken lidt over otte blev tangoklassikeren “La Cumparsita” uventet afbrudt af en ophidset radiospeaker:

“Mine damer og herrer, vi afbryder vores program med dansemusik for at bringe Dem en særlig bulletin fra Intercontinental Radio News”.

“Kl. 19.40 central tid rapporterede professor Farrell fra Mount Jennings Observatorium i Chicago, at han havde observeret flere eksplosioner af glødende gas på planeten Mars. Spektroskopet angiver, at gassen er brint og bevæger sig mod Jorden med enorm hastighed”.

Frem til kl. 21.00 udviklede dramaet sig. Lytterne blev vidner til marsboernes ødelæggende angreb på Jorden, og reportere berettede om massepanik og død. Til slut nåede marsmændene til Times Square på Manhattan. Herefter forsvandt lyden...

▶️ Hør “Klodernes kamp” her

På dette tidspunkt var millioner af radiolyttere angiveligt på vild flugt for at søge sikkerhed. De lod sig først berolige, da radioteatrets leder, Orson Welles, i æteren meddelte, at det hele havde været en teaterforestilling.

FOR OG IMOD: En storm i et glas vand

Skræmte lyttere kimede politiet ned, mens radiospillet “War of the Worlds” (Klodernes kamp) var i gang. Eksempelvis viser en opgørelse fra New Jersey, at antallet af alarmopkald steg med 40 pct. om aftenen den 30. oktober.

Welles blev arresteret. Betjentene nåede frem til CBS’ radiohus omkring kl. 20.30, men kunne ikke komme ind i studiet. Efter kl. 21 blev Orson Welles ført bort.

Landsby i undtagelsestilstand. Der findes flere eksempler på panik udløst af radiospillet. Mest kendt er mølleren William Dock fra Grovers Mill i New Jersey. Han greb sin bøsse og skød på landsbyens vandtårn i den tro, at den var marsboernes landingsfartøj.

Folk var advaret. Inden udsendelsen gik i gang, fik lytterne at vide, at nu begyndte CBS’ radiospil “Klodernes kamp”. Men det hjalp naturligvis ikke lyttere, der kom til senere.

Lyttertallet var lavt. Orson Welles’ sendetid søndag aften lå lige over for radiostationen NBC’s populære aftenprogram, som hver gang tiltrak langt de fleste lyttere. Derfor havde CBS ikke nok lyttere til at starte et massehysteri.

Aviserne ville skade radioen. I 1938 var radio stadig kun en opkomling i mediebilledet. Men aviserne så, hvordan annoncørerne i stigende grad gik over til radioreklame. Welles’ radiospil var avisernes mulighed for at skade en konkurrent.

KONKLUSION: Historien er alt for god til at være løgn

Samme aften som “Klodernes kamp” blev sendt, ringede analysebureauet C.E. Hooper til 5.000 repræsentativt udvalgte amerikanere for at finde ud af, om de hørte radio. Kun 2 pct. angav, at de lyttede til CBS. Langt flere var tunet ind på konkurrenten NBC, der havde besøg af en bugtaler.

Mange tusind lyttere blev givetvis skræmt fra vid og sans af radiospillets realisme, men langt hovedparten forstod, at der var tale om fiktion.

Panikken groede først frem i dagene efter, da aviserne gik ind i sagen og skrev ca. 12.500 artikler om panikken og den alvorlige fare, som radioen udgjorde.

Den 23-årige Orson Welles kunne være tilfreds: Hans lukningstruede radioteater fik omsider opmærksomhed, og selv fik han ry som mesterinstruktør. Grovers Mill bærer ikke nag. Landsbyen markerer hvert år marsboernes “landing”.